Våd vej er mørk. Når fordampning køler
Er følgende forklaring perfekt?
Hvis vejen var total glat som sølvspejl dampet på glas, så ville et lag vand
efter regn ikke være synligt undtagen på nær hold.
Men ru overflader er som bjerglandskaber og vandfilmen (tykkelse under en
mm - hvad er typisk?)
går lodret og stejlt op og ned og lyset reflekteres frem og tilbage før det
tilbagekastes, og der er energitab ved de mange faseovergange luft-vand og
derfor er lysstyrken nedsat i forhold til reflektionen fra en tør ogt derfor
LYS vej.
Når jeg skal forklare NOGET HELT ANDET nemlig hvorfor fordampning køler, så
lærte min geniale lektor Pi Johannesen mig følgende analogi, som jeg
pludselig er lidt usikker på - kritiser.
Hundred biler kører i lige baner på en km-gange-km parkeringsplads omkranset
af vold og kun når de er over 100 km/h kan de kommer over volden.
Når de hurtigste biler forsvinder, bliver gennemsnitsfarten af de
tilbageblevne lavere, svarende til at temperaturen falder ved afkøling.
Ved temperatur lig hastighed nul står de stille og danner (is)krystaller og
er de alle på kogepunktstemperaturen så forlades væskefasefirkanten
lynhurtigt af alle.
Kan pædagogikken forbedres? Halter sammenligningen nogetsteds? (vi ser bort
fra sammenstød)
--------------------------
Bliver man våd i frostvejr, er den uheldige afkøling især skabt af større
varmeledningsevne i tøj uden stillestående luft, men bliver man våd ved
strandbad i august,
er det næsten kun fordampning, der køler.
Er det lige meget begge de to mekanismer, der gør kold, når man
stillesiddende ved ti grader i vindstille bliver gennemblødt af påhældning
af 37 grader varmt vand og man er iført tyk sweater?
--
Bo Warming
Bjelkes Alle 46, 2200 København N
Tel: 3586 1000, fax: 3586 1001
http://www.glistrup.com