Lyrik wrote:
> "Anders Peter Johnsen" <anderspj@REMOVETHISwebspeed.dk> skrev i en
> meddelelse news:4119c7a8$0$271$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>> Lyrik wrote:
>>> "Lyrik" <lyrikfjern@heaven.dk> skrev i en meddelelse
>>> news:cf8jm9$1mf3$1@news.cybercity.dk...
>>>> Ezekiel 20:
>>>> v25 Så gav jeg dem love, som ikke var gode, og bud, som de ikke
>>>> kunne bevare livet ved; v26 jeg gjorde dem urene ved deres gaver,
>>>> når de ofrede alt det, der kom først ud af moderlivet. Så kunne jeg
>>>> slå dem med rædsel, for at de skulle forstå, at jeg er Herren.
>>> +++++++++++++++++++
>>> Jeg tror de holder vejret lige nu. Kom nu med en forherligelse af
>>> loven som i plejer...jeg venter... en eller anden (bort)forklaring
>>> må jo kunne præsteres?
>>
>> Du bliver, som tidligere nævnt, nødt til at forstå at Evangeliet
>> altså først kommer til sin egentlige ret, når det forstås korrekt på
>> baggrund af Moseloven. Evangeliet svæver ikke bare frit i luften og
>> giver ikke bare, således løsrevet fra sin kontekst, konsekvent lov
>> til hvad som helst.
> +++++++++++++++++++++++++++++
> Hvorfor ikke?
Fordi Evangeliet altså stadig indebærer respekt over for BÅDE Gud og
medmennesker. (Og ikke kun sidstnævnte!)
Og med respekt mener jeg netop IKKE en blind tolerance over for hvad som
helst, herunder direkte forbrydelser og relativt "almindelig" utugt, men
derimod et medmenneskeligt ansvar, som jeg faktisk har lidt svært med at
forbinde med de mennesker, som ellers prædiker blind accept af hvad som
helst i næstekærlighedens navn.
> I skal elske hverandre som jeg har elsket jer, det er den nye
> "moselov". Det er jo ikke noget som giver lov til "hvad somhelst".
Nej, præcis!
Jeg mener desværre bare at det er blevet misforstået moderne at tolke
Kristendommen i dèn retning at hvad som helst ikke bare principielt er
tilladt, men at alt ligefrem skulle være "lige gyldigt".
Paulus formulerer netop denne problemstilling så genialt i Første
Korintherbrev kapitel 6, vers 12 og 13:
"Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal
ikke lade noget få magt over mig. Maden er til maven, og maven til maden, og
begge dele vil Gud lade forgå. Legemet er ikke til utugt, men er til for
Herren, og Herren for legemet."
> Det er en lov som giver dig lov til selv at skønne hvad du skal gøre.
Javel, men det ER jo altså bare ikke alt, der er lige hensigtsmæssigt.
> Det gør du jo alligevel!
> Det er dit ansvar og din afgørelse hvad der stemmer med uselviskhed og
> kærlighed.
> Du skal ikke slå op i nogen bog!
> Den Jesus fyrer af med at hele loven kan sammenfattes i at du skal
> elske gud og din næste som dig selv. Det var det bedste moseloven
> kunne præstere.
Undskyld mig meget, men jeg mener altså at netop disse to bud i allehøjeste
grad stadig gælder under Kristus.
(Og du vil - ikke at det principielt ovehovedet hjælper min egen
argumentation - grangiveligt kunne finde adskillige hundrede millioner andre
kristne der IMHO med rimelig god grund mener det samme...)
> Men det var ikke godt nok, for det nye er at du skal
> sætte andres interesser før dine egne.
Og så er problemet jo, hvordan jeg i praksis sætter min næstes interesser
før mine egne: Skal jeg - for at tage den aktuelle situation med
homo-vielserne - bare frit lade andre sværge falsk i Guds Navn af angst for
at virke "dømmende" eller har jeg som kristen en helt naturlig pligt til at
advare vedkommende om en uhensigtsmæssig eller ligefrem farlig adfærd, der
kan blive vedkommende selv og andre til skade?
Det hedder jo i 3.Mosebog kap. 19, vers 11-12:
"I må ikke stjæle, I må ikke lyve, og I må ikke bedrage jeres landsmænd. I
må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er
Herren!"
(Og hele dette kapitel rummer i øvrigt - ligesom mange andre passager i
Moseloven - nogle afsindigt vigtige etiske fordringer, som jeg på ingen måde
kan finde inkompatibel med sand, næstekærlig Kristendom!)
Er det således "kærligt" at være opportunistisk? Eller er det bare mangel på
egentlig _forpligtende_ næstekærlighed, dvs. ansvar?
"Kærlighed dækker en mangefold af synder", javel, men er det "kærligt",
endsige overhovedet medmenneskeligt ansvarligt, at ville tage sin egen
selvindbildte passive "godhed" til indtægt for andres synder (som altså nok
er skjulte, men altså principielt stadig er der!) i stedet for så vidt
ellers muligt at prøve at advare og afværge?
Er vi virkelig derude, hvor talemåden "enhver mand for sig selv" konsekvent
bare gælder, fordi vi har visse Jantelovs-aversioner imod autoritet og
dermed også imod et sundt mindstemål af medansvar? Så risikerer vi da FØRST
at blive nogle rigtigt "selvfede farisæere"!
Hvad er værst? At man ud fra en vis bekymring gør en person opmærksom på
overhængende syndsfare (og således risikerer at blive betragtet som
selvindbildt "dommer") eller lade en person risikere både dette og det
hinsidige liv, sin sjæl og sin velfærd, af opportunistisk angst for eget
skind?
Jeg mener altså at næstekærlighed _forpligter_. Selvfølgelig ikke til bål,
brand og tvangsomvendelse, men i hvert fald til en kærlig, konstruktiv
kritik af en person, der opfører sig uhensigtsmæssigt over for både sig selv
og andre. Ellers bliver næstekærligheden nemlig bare reduceret til et
uhyggeligt tomt og intetsigende begreb, der dækker over en kynisk egoisme,
hvor man misforstået bilder sig ind at have sit på det tørre og tror at man
bare kan lade alle andre sejle deres egen sø.
--
Mvh
Anders Peter Johnsen