Dagens andagt fra
www.adventist.dk/andagt/.
Andagterne i 2004 er skrevet af Mark Finley.
--------------------------
17.07.04: HVER LÆRDOMS VIND
På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke
få magt over den. Mat. 16, 18
Metodisterne i Swanquarter, North Carolina, var dybt engageret i at
bygge en kirke, hvor de kunne tilbede Gud. Den eneste byggegrund, de
havde råd til at anskaffe, lå på et sumpet, lavtliggende sted i en
mindre ønskelig del af byen. Da de ikke havde andet valg, sikrede de
sig skødet og grunden og gik i gang med arbejdet. Snart var deres
hengivne arbejdsindsats tilendebragt, - en lille hvid bygning
understøttet af murstensstolper stod færdig.
Søndag d. 16. september 1876 indviede man fyldt af glæde det nye hus
til Gud. Tre dage senere fejede en voldsom storm henover byen. Hele
natten tillige med den følgende dag rasede stormen, og flodvandet
steg.
Endelig stilnede stormen af. Folk i byen vovede sig uden for deres
huse. Til deres store forbavselse flød den lille hvide kirke ned ad
gaden. Den flød ned ad Oyster Creek Road. Den flød ned ad hovedgaden i
Swanquarter, hvorefter den på mystisk vis foretog en drejning til
højre. Den stoppede op nøjagtigt på den grund, som byens folk
oprindeligt havde ønsket at købe, men som ejeren ikke ville sælge.
Ejeren, der var overbevist om, at dette var Guds værk, skyndte sig nu
at tilbyde dem grunden.
I dag kaldes kirken "Forsynet", fordi den er placeret der af Gud selv.
Vindene blæste, orkanens vinde hvirvlede rundt med stormstyrke, men
kirken klarede sig.
Gud holder stadig hånden over Sin kirke. Selv alle helvedes orkaner
kan ikke tilintetgøre den.
Vorherre lovede, at Hans kirke skulle overleve. "Og jeg siger dig, at
du er Peter, og på den klippe" - Peter erklærede, at Jesus var
Messias - "vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få
magt over den." (Mat. 16, 18).
Guds kirke vil klare sig. Lovløshedens og fanatismens vinde vil blæse;
tvivlens sandstorme vil skabe skyer af forvirring; milde
laodikenservinde vil lulle tusinder af Guds folk i søvn; men Hans
kirke vil overleve. "Hver lærdoms vind" vil blæse (Ef. 4, 14), men
"intet andet i denne verden er Gud så kær som Hans kirke" (Testimonies
bind 6, s. 42).
Guds kirke vil ikke splittes eller gå i opløsning. (Selected Messages,
2. bog, s. 68-69). Kristus og Hans kirke vil ikke bare overleve, - de
vil sejre.
---------------------------
--
Med venlig hilsen Andreas Falck - ICQ 108 480 093
http://maranatha.dk/ +
http://skabelsen.info/
http://bibeltro.dk/ +
http://bibel-skole.dk/
http://ravsted.dk/ - *Byen hvor der virkelig sker noget*