Jeg husker ikke, om jeg har bragt denne før. Det er en artikel, jeg skrev
for tid tilbage til et blad. Jeg opdagede lige, at jeg er blevet beskyldt
for at gøre grin med og rakke ned på jødedommen. Det være sig langt fra mig,
og denne artikel var, hvad jeg lige kunne finde, der kunne være medvirkende
til at belyse min indstilling disse ting, herunder europæernes generelle
behandling af jøder idag som igår, samt sammenhængen mellem det jødiske
folk, landet Israel, menigheden og et bestemt eskatologisk syn
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu
Jødehad, Antisemitisme og Antizionisme
Af Simon Griis
Had er forfærdeligt, og tegner sine tydelige og frygtelige spor gennem hele
menneskehedens historie. Racehad har været skyld i ufattelige
blodsudgydelser og umenneskelige tragedier. Men ét had til én bestemt race
er så gammelt, så indædt og så voldsomt, at det har fået sit eget navn, sin
egen betegnelse. Det er hadet til jøderne. Og betegnelsen er "Antisemitisme"
.. Jødehadet har gennem tiden haft forskellige udgangspunkter, det være sig
teologi, race eller politik, men konsekvensen for den almindelige jøde og
hans børn har altid været den samme; forfølgelse og fordrivelse.
Historien om det jødiske folk er historien om had, forfølgelse og forsøg på
udslettelse. Jødehad er ikke et moderne fænomen. Èn af de gamle latinske
historieskrivere fortæller, at kristne i den allerførste tid fejlagtigt blev
udsat for forfølgelse i Rom. Fejlagtigt, fordi de romerske myndigheder
forvekslede dem med jøder. Så tidligt i historien kan man finde spor efter
jødeforfølgelse.
I de første århundreder oplevede jøderne, at den kristne menighed, som havde
sit udspring, sine skrifter og sin Messias fra dem, voksede i styrke og
statslig magt. Efter apostlenes død, overtog nye ledere menighederne,
ledere, som efterhånden indførte tanken om jøderne som et specielt oprørsk
folk, og om at Gud hadede det jødiske folk. Jødehadet næredes i kirken og
blev båret gennem århundrederne i en stadig voldsommere udvikling.
Allerede kirkefaderen Barnabas skrev i slutningen af det første århundrede
negativt om jøderne. I det 4. århundrede skrev biskop Ambrosius, at
nedbrændinger af jødiske synagoger ikke kunne betegnes som synd, fordi
jøderne havde fornægtet Kristus. Krysostomus skrev 8 hadefulde prædikener
imod jøderne, og hans holdning blev en integreret del af kirken på hans tid.
Augustin fortsatte tankegangen, og skrev, at den fortsatte eksistens af det
jødiske folk kun havde til formål at vise, hvordan det går dem, der
fornægter Kristus. Ifølge Augustin var jødernes trængsler altså blot Guds
vidnesbyrd. Samtidig med at jøderne blev lagt for had, udvikledes den
såkaldte "erstatningsteologi", som siger, at menigheden har overtaget alle
Israels løfter og forjættelser. Ved reformationen fortsatte Luther hetzen
mod jøderne, og skældte adelen ud for deres blødsødne fremfærd over for
jøder. Luther opfordrede til forbud mod at jøder måtte færdes på offentlig
vej, til afbrænding af deres hellige skrifter og fratagelse af deres
ejendom.
Kirkens holdning var ikke kun til teologisk debat. Den havde sine blodige
udtryk. Overalt, hvor kirkerne kom til magten, blev jøderne i lange perioder
forfulgt, fængslet, frataget ejendom og rettigheder og brændt på
kætterbålene, som flammede i Europa. Under korstogene i det 12. århundrede,
plyndrede, torturerede og dræbte korsridderne jødiske familier og hjem på
deres tur gennem Europa mod det hellige land. I det 16. århundrede udbrød
der en voldsom jødeforfølgelse i Spanien. Her blev selv de jøder, som havde
vendt sig til kristendommen, brændt på bålene, for "man kunne jo ikke stole
på dem", og derved heller ikke vide sig sikker på deres påståede omvendelse.
Jøderne blev fordrevet fra England i 1272, Frankrig i 1306, Spanien i 1492,
Rusland i 1917 og Tyskland i 1944, for blot at nævne nogle.
Jødehadet er en del af den kristne kirkes historie, som ingen kan løbe fra.
At kirkesystemerne verden over i dag har en mere tilbageholdende og
forsigtig fremfærd i forhold til jøder, må ikke forveksles med den tanke,
at "sådan har det nok altid været". De sidste 50 år er blot en parentes i
kirkens historie, og spørgsmålet er, om ikke de store kirkesystemer igen vil
vende tilbage til deres "inderste sande natur", hvis og når anledningen
byder sig.
I slutningen af det 19. århundrede fremkom et nyt begreb, nemlig "
anti-semitisme". Wilhem Marr, en tysk intellektuel og revolutionær, opfandt
begrebet i 1879 til erstatning af "Judenhass" (jødehad). Anti-semitisme,
betyder egentlig at være imod semitter, altså også hele det arabiske folk.
Men en sådan holdning fandtes ikke, og ordet skulle da også kun dække hadet
til jøderne. Ved opfindelsen af ordet "anti-semitisk", skabte Marr et
begreb, som var "politisk korrekt", og samtidig indeholdt alle de gamle
elementer i det almene jødehad. Det var i orden at være anti-semitisk.
Når jeg tager dette med i denne artikel, er det fordi, at vi skal være
opmærksomme på, at vi oplever det samme skifte i ordbrug i dag. Det er ikke
politisk korrekt at hade på grund af race. Heller ikke at være antisemitisk
i sine holdninger. Men hvor kan "politisk korrekte" mennesker så få luft for
det gamle indædte jødehad? Jo, i dag er det i orden at være "Anti-zionist".
En antizionist ville udtrykke sig således; "Jeg er ikke imod jøder på grund
af race eller religion. Jeg mener blot ikke at jøder har ret til deres eget
hjemland". I anti-zionismen åbnes mulighed for angreb på jøder fra en anden
vinkel, hvor de gamle angrebsvinkler er blevet "politisk ukorrekte". At
sige, at det er i orden at være jøde, det er blot ikke i orden, at en jøde
har sit eget hjemland, er vel det samme, som hvis man ville sige, at det er
i orden at være nordmand, nordmanden skal bare ikke have ret til sit eget
land (Norges selvstændighed er ikke mange årtier ældre end Israels
selvstændighed).
Emil L Fackenheim beskriver zionismens grundlæggende tanke således:
For kristne er det primære sikkert den teologiske selvforståelse. For jøder
er det, og efter Auschwitz, må det være, simpel tryghed for deres børn. I
jagten på dette mål, søger jøder - ja, er jøder moralsk forpligtet til (at
søge)- uafhængighed af andre menneskers velgørenhed. Derfor søger de
tryghed. gennem eksistensen af en jødisk stat.. Staten Israel. er ikke til
forhandling.
At være anti-zionist, er at nægte jøder retten til denne tryghed, og staten
Israel retten til at eksistere. Så enkelt er det.
Vi lever i en tid, hvor jødehadet og antisemitismen vokser i Europa. Ikke
åbenlyst som i trediverne, men under forskellige former for moderne "
politisk korrekthed", bl.a. i form af anti-zionisme. Spørgsmålet er, hvilken
vej, kirkerne vælger at gå, efterhånden som dette udvikler sig. Jeg er bange
for, at vi allerede nu ser, hvad kristenheden vælger. Og her tænker jeg ikke
først og fremmest på de store katolske, protestantiske og ortodokse
systemer.
Jeg tænker på de frie evangeliske menigheder, der gennem årtier har været
bastioner for Israels ret til at eksistere. Ikke blot på grund af
næstekærlighed, respekt for det folk, der bragte os evangeliet, eller
almindelig anstændighed over for mennesker, der gennem århundreder er blevet
forfulgt, men også fordi de havde en Bibelsk lære, i hvilken Gud i sin
forudtilrettelagte frelseshistorie stadig havde en plan med det jødiske
folk. Ja, at det jødiske folk var en nødvendighed for at nå kulminationen på
verdensforløsningen.
Denne lære indebar, at jøderne ifølge Bibelens profetier skulle vende
tilbage til sit land, at det gamle romerrige igen skulle samle sig og rejse
sig i sin gamle styrke, og at den kristne måtte have en inderlig længsel
efter Herrens genkomst og en snarlig bortrykkelse.
Denne lære er på hurtig tilbagetog i de evangeliske forsamlinger.
Forventningen om Herrens genkomst svinder, forkyndelsen om Bibelens
profetier eksisterer stort set ikke mere, og åbenbarelsen om Israels
profetiske kaldelse og tjeneste svækkes i menighederne i takt med den
voksende antisemitisme i det omkringliggende samfund. De frie evangeliske
menigheder har vist, at de er modtagelige for samfundets herskende værdier.
De har vist, at enhver strømning - endda også når den er antisemitisk - har
fri adgang ind i menighedens praksis, holdning og forkyndelse. Eller talt i
Bibelsk sprog, at menigheden lader "denne verdens tidsånd" være bestemmende
for lære og forkyndelse.
Og midt i den voksende modstand mod jøder, midt i den store krise, som
Israel står i i dag, og som kun synes at vokse i intensitet, står de frie
evangeliske menigheder af, og ændrer teologi, så den passer med det, der
er "politisk korrekt". De svigter Guds åbenbaring og frelsesplan, og
erstatter forkyndelsen, der kan vække anstød i verden, med en lære, der er
mere acceptabel.
Men uanset om de evangeliske menigheder svigter, uanset om de, der burde
holde faklen højt, falder i denne verdens fælder og bader sig i tidsåndens
mudder, så vil Gud føre sin frelsesplan igennem. Vi må sige, at når det
jødiske folk ikke i dag er udslettet, så er det ikke på grund af kirken, men
på trods af kirken. Lad os ikke håbe, at vi en dag må sige, at når Guds
frelsesplan er ført igennem med alle dens profetiske elementer og verden har
oplevet sin forløsning, så har det været på trods af mange af de kristne,
som burde have medarbejdere og ikke modarbejdere af Guds plan.
Det jødiske folk er her stadigt, selvom det er en logisk selvmodsigelse.
Ingen har vel udtrykt dette bedre end den berømte Mark Twain, da han i
Harpers Magazine i marts 1898 prøvede at gøre rede for, hvorfor lige netop
jøder måtte døje så hård en forfølgelse:
"Hvis statestikkerne er rigtige, udgør jøderne kun omkring 1% af
menneskeheden. Det er et lille, tåget vindpust af stjernestøv i den
flammende mælkevej.
..Han (jøden) har kæmpet storslået i verden i alle tidsaldre; og har gjort
det med sine hænder bundet på ryggen. Ægypterne, babylonierne og perserne
rejste sig, opfyldte planeten med klang og pragt, visnede så til drømmestof
og forsvandt; Grækerne og romerne fulgte og gjorde stor støj, og de er nu
væk; Andre folk er skudt op og har holdt deres fakkel højt for en tid, men
den brændte ud, og de sidder nu i tusmørket eller er forsvundet.
Jøden så dem alle, slog dem alle, og er nu, hvad han altid har været,
udviser intet forfald, ingen tegn på aldring, ingen svaghed, ingen udtømning
af hans energi, ingen mathed i hans beredskab og pågående sind. Alle er
dødelige med undtagelse af jøden; alle andre kræfter ebber ud, men han
består. Hvad er hans udødeligheds hemmelighed?"
Mark Twain spurgte i 1898 til hemmeligheden bag det jødiske folks stadige
eksistens og rige indflydelse. Nu, hundrede år, et holocost og en jødisk
stat senere, er spørgsmålet endnu mere brændende aktuelt. Hvad er deres
hemmelighed?
Svaret er enkelt. Deres hemmelighed er, at de er Guds udvalgte, at de har en
plads i Guds frelsesplan, og at Gud er i færd med at føre denne igennem til
fuldendelse. Derfor har alle gennem århundrederne fejlet i deres mangfoldige
forsøg på at gøre en ende på dette folk. Det lader sig ikke gøre.
Spørgsmålet til de gamle evangeliske menigheder er nu: Vil de være med i
Guds frelsesplan, der indebærer et kald og et arbejde for både menigheden
og - inden enden - det jødiske folk. Eller vil de følge denne verdens
tidsånd, og slå af på deres lære, for at tækkes det "politisk korrekte" i
det nye Stor-Europa. Èt er sikker: Gud fører sin frelsesplan igennem uanset.