"Harald Mossige" skrev
news:40d4927e$1@news.wineasy.se
[ ... ]
> Der finnes ingen eksempler på at mennesker har "raportert" fra livet etter
> døden.
Jo, se ...
Name: Kall, Mogens
Date: 3. maj 2003 CET 17:31
Subject: Re: Jesu genokmst
0595 news:3iRsa.45419$y3.3298664@news010.worldonline.dk
=== citat start ===
Udfordringen uge 14 2002-04-04
(dansk)
-------------------------------------------------------------------------
Død mand opstået
Omkom ved bilulykke og lå i 2 døgn, men kom til live i kirke i Nigeria, hvor
Reinhard Bonnke prædikede. Efter opvækkelsen fortalte den døde, at han
skulle give "den rige mands" sidste advarsel ...
af Henri
"Bonnke oprejser død mand i Onitscha" skriver det store nigerianske dagblad
The Post Express.
Det fortæller den utrolige historie om en præst, der omkom ved en
bilulykke, og var død som en sten i to døgn. Tilmed fik han en skarp kemisk
indsprøjtning, så hans krop ikke skulle gå i opløsning i varmen, mens han lå
og ventede på begravelsen.
Men på grund af et bibelvers ville hans kone ikke acceptere, at han blev
begravet. Hun bragte ham i stedet til en kirke, hvor evangelist Reinhardt
Bonnke prædikede og helbredte i Jesu navn, men ikke vidste om den døde. Og
pludselig begyndte liget igen at trække vejret.
I løbet af nogle timer fungerede manden igen normalt.
Han spurgte straks efter sin notesblok, for han havde i sin dødstilstand
set både himmel og helvede og havde af to engle fået besked på at advare sin
generation - som svar på den rige mands bøn. Englene fortalte ham, at han
ville vågne op på Bonnkes møde, så beretningen kunne blive spredt til hele
verden.
Udfordringen bringer her den fantastiske, men veldokumenterede beretning om
pastor Daniel Edechukwu Onitsha, Nigeria, der døde den 30. november, men kom
til live igen d. 2. december...
Om morgenen d. 30 november 2001, kørte Daniel Ekechukwu, der er præst i the
Power Chapel Evangelical Church i Onitsha, Nigeria, sammen med sin ven
Kingsley Iruka til sin fars landsby tæt på byen Owerri.
De medbragte en ged som julegave. Daniel kørte selv sin 20 år gamle
Mercedes 230. På vej hjem, ned af en stejl bakke, virkede bremserne
pludselig ikke. Daniel kunne ikke gøre noget. Bilen fortsatte ned af
bakken med stadig større fart og stoppede først, da den med et stort brag
kørte ind i en stenpille.
Uden sikkerhedsbælte blev Daniel kastet voldsomt fremover. Hans hoved
ramte forruden og rattet røg ind i maven på ham. Daniel's ven Kingsley
Iruka vendte sig chokeret, men ikke slemt skadet, mod Daniel, mens han
håbede på, at Daniel var uskadt. Men synet fik ham til at blegne: Blodet løb
fra Daniels næse fra en skade i hovedet, og han begyndte at kaste blod op
fra voldsomme indre blødninger.
Hjælpen kom hurtigt. Daniel holdt imponerende ud indtil han var anbragt
i det lokale hospitals intensiv afdeling, eller det som svarer bedst til det
under nigerianske forhold. Der var sendt bud efter hans kone Nneka. Hun så
Daniel i live, men også kun lige. Han klamrede sig til livet for at få
hende til at flytte ham til hans familie-læges hospital i Owerri - hvilket
var en meget stor fejltagelse. Det betød nemlig en ikke just beghagelig
rejse på halvanden time.
Daniel dør
Minutter efter at være blevet løftet ind i ambulancen, kunne Daniel mærke
han døde. Han prøvede at hviske de sidste ord og instruktioner til Nneka.
Specielt bad han hende om at fortsætte arbejdet i kirken. Han prøvede også
at forklare hende om et par forhold i kirken, som hun skulle være opmærksom
på, men han talte utydeligt, blev usammenhængende og tav til sidst, da han
gled ind i bevidstløs tilstand.
Ambulancens chauffør kørte alt, hvad han kunne og med hylende sirener.
Da de kom til Owerri Regional Hospital løb de ind, mens de råbte "Emergeney!
Emergeney!' (nødstilfælde).
Daniels læge var imidlertid ikke på vagt, så en anden af det medicinske
personale tog hånd om situationen og undersøgte Daniels nu slappe krop.
Han vendte sig til de pårørende med et trist ansigt og kunne kun
bekræfte, at Daniel allerede var død.
Et bibelvers...
Daniels kone Nneka var selvfølgelig chokeret. Men et bibelvers blev ved
at ringe i hendes hoved, nemlig fra Hebræerbrevet 11, 35: "Kvinder fik deres
døde igen ved opstandelse..."
En irrationel overbevisning greb hende, at dette gjaldt hende, at hun
ville se Daniel levende og rask igen. I det, der herefter skete, var Nneka
nøglepersonen.
Overbevisning om ting, man ikke ser
Dette bibelord gjorde det umuligt for Nneka at acceptere den enkle
sandhed, at Daniel var borte og tillade, at han blev begravet. Hendes
ophidselse krævede, at noget måtte gøres. De skyndte sig hen til Daniels
onkel, Okoronkwo Emmanuel, som boede nær hospitalet, og spurgte ham om han
vidste, hvor familielægen opholdt sig. Det gjorde han ikke, men henviste
dem til sin egen læge, Dr. Jossy Anuehunisa ved St. Eunice Clinic.
Daniel blev bragt derhen, og da lægen så Nnekas bestemthed, undersøgte
han endnu engang liget. Han kunne kun bekræfte, at døden var indtrådt. Det
tidspunkt, der blev registreret var kl. 23.30 på den dag, da bilulykken
skete.
Lægen skrev herefter en dødserklæring på sin patient og spurgte om de
ønskede at få Daniel anbragt i klinikkens ligkapel. De afslog, og i stedet
flyttede de igen liget - til Daniels far i landsbyen nær Owerri og derfra
igen til Ikeduru General Hospitals ligkapel, som lå tæt på.
Kemisk indsprøjtning
Den tilstedeværende bedemand, Mr. Barlington R. Manu, foretog igen de
normale undersøgelser af liget, og da var klokken allerede over midnat, kl.
1 lørdag morgen.
Da ligkapellet ikke havde et køligt opbevaringsnun, sørgede bedemanden
for den sædvanlige kemiske indsprøjtning (som skulle forhindre liget i at gå
i opløsning) og forberedte liget til balsamering den følgende morgen.
Sammen med en anden ansat lagde han liget på en af ligkapellets plader
mellem to andre døde. Så tog alle hjem for natten.
Vendepunktet: Tro
I mellemtiden var Daniels kone overbevist om, at hendes mand ville komme
til live igen. Hun ville derfor have hans krop bragt til kirken i Onitsha,
hvor Reinhard Bonnke skulle tale dagen efter ved en indvielses-gudstjeneste
i 'The Grace of God Ministries". Daniels far var imidlertid mormon og sagde,
at det ville han ikke acceptere. Han sagde, at han ville gå hen og "slå ham
med Bibelen syv gange", og hvis Daniel ikke genopstod, så måtte Nneka
acceptere, at han ikke ville genopstå fra de døde, og det måtte slutte
sagen. Han gik så hen og slog liget, som han sagde, syv gange, men uden
resultat.
Nneka, som var kristen, tænkte at en mormon ikke forstod sig på den
slags. Så hvad han gjordehavde ikke nogen betydning, og det var kum for at
aflede hendes opmærksomhed. Men hun ville ikke give op. Hun plagede sin
svigerfar. Daniel skulle til Bonnkes møde. Hun lod forstå, at hvis han
nægtede hende det, ville hun huske det resten af sit liv, at han nægtede
hende hendes ønske på sin mands vegne. Til sidst gav han efter.
Næste dag, søndag d. 2 december, tog de kroppen fra lighuset. Men
bedemanden var bekymret over, hvad de havde i sinde. For at skjule, at
liget var på vej til at blive taget væk og skulle køres halvanden times
kørsel til Onitsha, klædte han liget på som om det skulle til kirkegården,
lagde det i en kiste og lukkede låget. Derefter tog de Daniel og kisten og
tog afsted.
Da de kom til Onitsha Kirkens område, så sikkerhedsvagten og
kontrollørerne dem komme ind med en kiste og beordrede dem til at vende om
og forsvinde med det samme. Men Nneka var fast besluttet. Hun bad om, at
kisten ikke bare måtte være i området, men også komme ind i kirken.
Sikkerhedsvagten så, at hun var ophidset, så han kontrollerede, at der
var et lig i kisten og, at det ikke var et terroristforsøg på at placere en
bombe i kirken. Da han så, at der kun var et blegt lig i kisten, gav han
dem lov til at komme ind på området. Men det skabte bestyrtelse og
diskussion, da de ville bringe en kiste eller et lig ind i en fyldt kirke.
Til sidst fik ærkebiskoppens søn, Pastor Paul Jr., sin fars tilladelse til
at bringe liget ind i bygningen, men det skulle være nede i børneafdelingen.
Børnene blev vist ind i den nederste sal og liget blev bragt ind i den
øverste sal og lagt på et bord. Biskoppens søn Paul og en anden af kirkens
præster, Bathcomery Nkwando, overvågede dette og bemærkede at dødsstivheden
var indtrådt og havde gjort lemmerne stive.
Livet vender tilbage!
To andre præster, Lawrence Onveka og Luke Ibekwe hjalp dem med at bevogte
liget.
Imens vidste Reinhard Bonnke ingenting og prædikede og bad ovenpå i
hovedsalen. Efter et stykke tid opdagede præsterne en lille trækning i
maven.
Så tog liget en indånding, og straks begyndte liget at ånde uregelmæssigt
ligesom i "små eksplosioner", berettede de. Opmuntrede af dette, kastede
præsterne sig ud i indtrængende bønner, mens de tog ligklæderne af ham, og
begyndte at massere ham over hele kroppen. Daniel var som sagt "stiv som en
jernstang". De spurgte efter en vifte for at give Daniel mere luft at
indånde.
Da nyheden brød ud i kirkesalen ovenfor skabte det et hysterisk
spektakel.
Klokken 17:15 søndag eftermiddag åbnede Daniel igen sine øjne, satte sig
op og lænede sig op imod pastor Lawrence, fortæller denne selv.
Mennesker begyndte nu at trænge ind i rummet for at se denne
opstandelses-mand. Pastor Lawrence blev bekymret for, at Daniel ikke skulle
få nok ilt, så han løftede Daniel og bar ham ind i kirkerummet. For første
gang sagde Daniel noget: "Vand.Vand".
De gav ham først nogle slurke, og derefter varm te.For at give ham
ånderum i mængden, satte de ham op på platformen på en stol, hvor hundreder
af mennesker så ham langsomt komme sig.
Endnu havde han ikke fået hold på sine tanker, og kunne til at begynde
med ikke genkende nogen. Ikke engang sin egen søn, som kom op for at se sin
far. Men det gik fremad, og i løbet af nogle timer fik han i løbet af
aftenen fuld bevidsthed og sammenhængende tanker.
Han var et under, og menneskemasser belejrede hans hus, så han blev kørt
bort til et hemmeligt sted for at genvinde sin fysiske styrke i løbet af de
næste to dage. Den tidligere døde var ikke blot opstået fra sin kiste, hans
sår og skader efter ulykken, som havde medført hans død, var også helet, så
der ikke var det mindste spor tilbage.
Reinhard Bonnke havde i mellemtiden forladt stedet for at tage videre på
en planlagt rejse.
Og til dem, der endnu er i tvivl, er så her de kolde fakta, som ikke kan
tilbagevises:
I to dage trak Daniel ikke vejret, hans hjerte var holdt op med at slå.
Det var i et varmt klima og ikke noget med, at livet var sat ud af kraft
i et koldt isrum.
Han var blevet indsprøjtet med en skrap kemisk opløsning for at holde
liget fra at gå i opløsning.
Som lig blev han kørt rundt i timer, rullet rundt, og lå i en snæver
kiste uden ret meget luft i timevis.
Han skulle have haft alvorlige hjerneskader, men han er levende nu og
uden nogen skader efter døden.
Dette er ikke en udokumenteret påstand om en eller anden, der er komme,
til live igen under private former, som f.eks. i et hus. Dette var en
offentligbegivenhed, en åben demonstration af opstandelse fra de døde.
Hvis nogen skal fremhæves, så er det Nneka. Hendes uanfægtede tro alene
sikrede, at Daniel ikke blev begravet, så hun kunne bringe ham derhen, hvor
hun var overbevist om, at Gud kunne bringe ham tilbage til livet. Hun anså
Reinhard Bonnke som en Guds mand, og troede at der hvor han prædikede var
der en atmosfære af tro, hvor hendes mand kunne blive helbredt.
Nnekas tro førte til hele denne begivenhed og hendes tro blev belønnet.
Af hvem? Hvem belønnede hendes tro? Hvis det ikke var Gud, hvem så?
Oversat af Henri Nissen
efter rapport fra Robert Murphree og George Canty på stedet i Nigeria.
--- END of Udfordringen 2002-04-04 ---------------------------------
Udfordringen fulgte denne rapport op i uge 33 2002-08-15:
-------------------------------------------------------------------------
Himmel og Helvede
- begge dele, og især det sidste er afskaffet i moderne prædikner. Men et
øjenvidne fortæller, at de begge findes...
Af Henri Nissen
I moderne prædikener tales der sjældent om Himlen - og meget nødigt om
Helvede.
Tanken om et helvede er bestemt heller ikke rar.
Mere eller mindre bevidst "afskaffer" mange præster indirekte helvede -
enten ved teologiske forklaringer, eller - oftere - ved at tie det ihjel.
Men kan helvede ties ihjel?
Hvad sagde Jesus?
Problemet er imidlertid, at Jesus Kristus selv nævner, at risikoen
eksisterer.
Matt. 5, 29-30: det er bedre at miste et øje eller højre hånd end at hele
kroppen "kastes i helvede".
Matt. 10,28 (+Luk.12,5): "frygt... ham, der kan lade både sjæl og legeme
gå fortabt i Helvede."
Matt. 23,15: "dobbelt så fortjent til helvede".
Mat. 23, 33: "Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?"
Markus 9,43-47: "komme i Helvede, til den uudslukkelige ild".
Faktisk er Jesus den eneste i Ny Testamente, som bruger ordet helvede -
bortset fra Jakob i sit brev.
Jesus bekræfter altså at der er et helvede, og advarer.
Benægter man, at der er et helvede, må konsekvensen være, at Jesus ikke
har vist, hvad han talte om. Og i så fald skrider hele troen på, at Jesus
er vejen, sandheden og livet. At han er udsendt af Gud - Guds søn og vor
frelser.
Så er der dem, der vil påstå, at ordene er lagt i munden på Jesus af
kirken. Men da Ny Testamente er det bedst dokumenterede oldtids skrift i
verden med over 10.000 afskrifter på forskellige sprog, er det ikke
meningsfyldt at forestille sig en sådan forvanskning.
Enten må man altså tro på Jesus og det, han siger - inklusiv det
ubehagelige helvede - eller benægte begge dele.
Svært at tro på helvede?
Graham Greene, den verdensberømte forfatter, sagde, at han ikke havde
problemer med at forestille sig et helvede - for det mente han, at vi
mennesker allerede har skabt her på jorden. Det var sværere for ham at
forestille sig en himmel, hvor alt var godt.
Flere har efter nær-død oplevelser fortalt om oplevelser bag døden. Men
i de tilfælde kan man måske være bange for, at dét, de ser, er en drøm - og
resultat af, hvad de har oplagret i deres personlighed.
Men for mindre end et år siden kom der et meget dramatisk eksempel, hvor
en mand virkelig var stendød i to dage, og omstændighederne omkring det, han
oplevede, var så bemærkelsesværdige, at man skulle tro, det var et tegn fra
himlen.
Død mand kom til live
I slutningen af november sidste år skete der en skelsættende begivenhed i
Nigeria, som vi i uge 14 beskrev i detaljer. (Artiklen ligger også på:
www.Udfordringen.dk/ helbredelse.html) Men her er et kort resume:
En kristen præst, Daniel Ekechukwa, Onitscha, Nigeria, kørte galt og
omkom i de følgende timer, mens man forsøgte at bringe ham til en klinik.
Han blev lagt i lighuset, fik en kemisk giftig indsprøjtning, for at kroppen
ikke skulle gå i forrådnelse. Liget blev senere lagt i en kiste, gjort i
stand til begravelse og derefter transporteret flere timer i en bil - for på
tredjedagen, d. 2. december 2001 at komme til live igen ... !
Dette skete, fordi hans kone nægtede at lade ham begrave og i stedet fik
liget transporteret til en kirke, hvor en kendt vækkelsesevangelist skulle
prædike. Selv om prædikanten, Bonnke, var uvidende om liget, der imens lå i
et tilstødende lokale, bad han for syges helbredelse under mødet - og imens
kom præsten pludselig til live.
Straks de tilstedeværende bemærkede, at liget trak vejret, gav de ham
massage af den kolde stive krop. Pludselig satte den "døde" sig op og
spurgte efter sin notesblok.
Der var ingen blok, men i sin livløse tilstand havde præsten åbenbart
oplevet, hvad der gemte sig bag dødens forhæng, og i denne tilstand noteret
det ned på en blok, han fik udleveret. I løbet af kort tid var han klar nok
til at kunne fortælle om det, han havde set. Her gengives det fra den
video, der er optaget:
Hvad en død mand så...
Pastor Daniel Ekechukwa fortæller, at to personer (engle) fulgte ham.
Den ene sagde, at de nu skulle besøge Paradis.
- Da vi nærmede os stedet så jeg skarer af mennesker, som så nøjagtig ud,
som ham, der fulgtes med mig, den engel, der fulgtes med mig.
Englen bar en hvid dragt. Kroppen var helt hvid. Dragten var helt hvid,
og den så ikke ud til at kunne tages af.
I mit hjerte sagde jeg: "Se, hvor englene samles!" Sådan tænkte jeg, for
jeg kunne stadig have mine egne tanker der. Englen sagde til mig, at dette
var stedet, hvor de hellige, som var døde, samledes.
Mens jeg betragtede dem, sang de lovsang så vidunderligt. Véd du, det
var ligesom der var en kraft i det område, som styrede, hvad de gjorde.
Når de løftede hænderne, gjorde de det alle på samme tid. Ingen kom før
eller bagefter. Når de ville bøje sig forover gjorde de det alle på én gang.
Jeg hørte en masse instrumenter, men jeg så ingen.
Mens det foregik, havde jeg en stor lyst i min ånd til at gøre det samme
som dem. Jeg begyndte endda at bevæge mig henimod dem, men englen sagde:
"Nej... jeg har stadig meget at vise dig. Lad os besøge den bolig, som
Jesus lovede."
Nu tog englen mig med til et vindunderligt sted. Hvad jeg så dér, kan
jeg ikke beskrive. Det var så pragtfuldt.
Det var en meget vidunderlig bygning. Du kunne se på bygningen, og den
så ud som glas eller guld, eller hvad skal jeg sige? Selv blomsterne dér så
ud som guld.
Mens jeg nu betragtede stedet, sagde han til mig, at "Jesus har
færdiggjort boligerne, men de hellige er ikke klar".
Så sagde han: "Lad os besøge helvede". Det var det sidste, jeg så af
himlen.
Det, der skete, var, at så snart han sagde: lad os tage derhen, så var vi
der. Der var aldrig noget med at flyve eller bevæge sig.
I det øjeblik han sagde: "Lad os besøge boligen!" så var vi dér. Som i
et øjeblik var jeg der og så det.
Da han sagde: "Lad os besøge helvede!" så var vi dér straks. Vi så en
port, der var så stor, så vældig. På toppen af den havde de skrevet:
Velkommen til helvedes port.
Så snart vi var kommet til porten, løftede englen sin hånd og vinkede, og
straks åbnede porten sig med en voldsom lyd.
Straks, da porten åbnede, kunne jeg høre klageråb. Jeg kiggede ind og så
mennesker, som os. De bar tøj. Nogle var hvide, nogle sorte. De så ikke
ud, som dem, jeg havde set på den anden side (himlen).
De råbte - der var en masse lidelse. En masse pine.
Straks da porten åbnedes, var det, som om de så mig. Jeg stod ved englen
og de så mig, men de spurgte aldrig englen om at hjælpe dem. De spurgte mig
om hjælp, de råbte.
Jeg husker en frygtelig én, som rørte mig så meget, fordi jeg selv er
præst og han, der råbte, var også præst. Han råbte: "Jeg er præst. Jeg
stjal bare kirkens penge og jeg er parat til at betale dem tilbage straks."
Og han ønskede, at jeg skulle hjælpe ham.
Der var en kraft, der pinte dem. Jeg så aldrig nogen ild dér, og jeg så
aldrig nogen flammer i helvede. Men den pine, dér var, var som om, de
befandt sig i ild.
Alle disse ting, som englen viste mig, skrev jeg ned på en blok. Englen
gav mig en blokog en pen.
Jeg skrev alle disse oplevelser ned. Da jeg vågnede her, var det første
jeg huskede den blok. Jeg spurgte dem: "Hvor er min blok?"
De forstod mig ikke, og senere forstod jeg, at det, jeg havde skrevet ned
måtte være gemt i min hukommelse.
Mens jeg råbte og spurgte englen om hjælp, sagde han, at jeg ville få en
chance mere for at vende tilbage. Han nævnte, at den rige mands bøn i
helvede skulle opfyldes til denne generation.
Jeg forstod det ikke. Men da jeg slog efter i Bibelen forstod jeg, at
den rige mand havde spurgt om, at en død mand skulle sendes tilbage til
verden. Så det, han sagde, var, at den rige mands bøn skulle opfyldes som
den sidste advarsel.
Han sagde til mig, at han gav mig denne mulighed for at vende tilbage med
den sidste advarsel til denne generation."
--- END of Udfordringen 2002-08-15 ----------------------------------
=== citat slut ====
Med venlig hilsen,
Mogens Kall, The servant of Michael
--
SETI: Win (vind) 1000 Danish Kr. (around 140 US $), jump ...
2475 news:iBLxc.10366$Vf.570870@news000.worldonline.dk
(use
http://www.google.dk/grphp )
File-number: 2627