/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
Og tordenvejret kom!!!!..........
Fra : Torben Rasmussen


Dato : 04-05-01 23:31

Hej
Her kommer en lang "smøre"!
Til alle jer der gav os gode råd om tordenvejr, syntes jeg i skal vide, at
alle de gode råd har hjulpet vores datter. Især dit Bro. Mange i Danmark
oplevede vist igår aftes hvordan det tordnede.

Vores datter sov da det startede. Vi besluttede at vække hende. (Det skal
lige siges, at vi har haft mange fantastiske samtaler og diskutioner om
tordenvejr, og hun virkede meget mere afklaret omkring det.) Vi vækkede
hende forsigtigt og straks kunne hun jo høre at det rumlede i det fjerne.
Hendes første reaktion var, at hun var lige ved at græde. Men inden hun
nåede det, begyndte vi at tale om alle de ting vi havde talt og diskuteret
om forud for uvejret. Vi kunne se hun kæmpede. Medens jeg arrangerede
"hygge" lavede hun vejrtrækningsøvelser med sin far og talte sekunder. (Vi
har også læst en masse om det) Det vi bl.a. havde læst var, at det antalt
sekunder man kunne tælle til skulle divideres med 3 og så havde man
afstanden i kilometer. Så hele tiden havde hun styr på hvor langt væk det
var, og det hjalp hende fantastisk. Men det var et meget stort skridt at
fjerne hænderne fra ørerne og åbne øjnene. Hun var helt på det rene med, at
kunne hun det, var hun nået langt. Og hun gjorde det uden vi forsøgte at
presse hende.
Da det havde stået på i 3 timer kunne vi kun høre det meget svagt. Under
hele forløbet printede vi løbende ud fra DMI's side, så kunne hun også se
hvor i landet det var, foruden hos os. Først var vi lidt nervøse for at vise
hende det, for det kunne måske forstærke hendes sngst for at det ville komme
nærmere, men det hjalp hende faktisk istedet for. I løbet af de 3 timer,
selvfølgelig mest til sidst, sad vi alle sammen i køkkenet og hyggede med
"tordenkaffe" og snakkede om alt muligt der havde med tordenvejr at gøre.
Det bedste af det hele var næsten i morges, da vi så morgen fjernsyn og de i
tvavisen fortalte om det forfærdelige uvejr der havde været. Hendes
forbavselse var stor og ægte da hun udbrød, "så slemt var det da heller
ikke".
Selvfølgelig er vi "ham deroppe" dybt taknemlige for at det ikke hos os, var
"lige oppe over". Det var vel hvad man kunne kalde, et ønske tordenvejr, til
at teste hvad hun havde fået ud af alle de mange hyggelige
tordenvejrssnakke.
Vi skal på onsdag på NLP Klinikken i Vordingborg. Vi har fået tid hos en
yderst sympatisk terapeut, der "lige" skal hjælpe hende med det sidste. Det
ser hun meget frem til, men hun har jo allerede gjort det aller største
stykke arbejde der skulle til.

Tusind tak til alle

Mange hilsner fra
de MEGET mindre bekymrede forældre
Lilian og Torben



 
 
Carsten Riis (04-05-2001)
Kommentar
Fra : Carsten Riis


Dato : 04-05-01 23:59

Torben Rasmussen wrote:
>
> Vores datter sov da det startede. Vi besluttede at vække hende.

Hvorfor dog det?

Sålænge hun sover, så mærker hun jo ikke noget til det.


> .... Det vi bl.a. havde læst var, at det antalt
> sekunder man kunne tælle til skulle divideres med 3

3,6 for at være helt præcis, hvis jeg husker min fysikundervisning
korrekt.



--
Med venlig hilsen Carsten Riis (for email: se godt efter i headeren)
Hvis du i emnelinjen begynder med Sv: så kan ikke alle læse dine
indlæg. Ret det venligst til Re: . Se hvordan på du kan gøre det
automatisk på http://www.whitehat.dk/oe/svtilre.html

Søren og Rikke Mors (05-05-2001)
Kommentar
Fra : Søren og Rikke Mors


Dato : 05-05-01 07:34

Carsten Riis wrote:
>
> Torben Rasmussen wrote:
> >
> > Vores datter sov da det startede. Vi besluttede at vække hende.
>
> Hvorfor dog det?
>
> Sålænge hun sover, så mærker hun jo ikke noget til det.

Jeg tror det er bedre at blive vækket blidt af sine forældre og få at
vide at nu tordner det altså, end at blive vækket med et (torden)brag. I
den sidste situation blivr barnet jo forskrækket, hvilket nok ikke er
den bedste start på at øve sig i ikke at være bange.

Søren Mors

Carsten Riis (05-05-2001)
Kommentar
Fra : Carsten Riis


Dato : 05-05-01 08:40

Søren og Rikke Mors wrote:

> Jeg tror det er bedre at blive vækket blidt af sine forældre og få at
> vide at nu tordner det altså, end at blive vækket med et (torden)brag.

Tja, der ville jeg vælge en lidt anden tilgang. Før tordenvejret
(så'en hen over middagsbordet eller låne en bog på biblioteket eller
hvad det nu måtte være passende) fortælle barnet om tordenvejrets
sammensætning (lyd/lys, varm/kold luft, sekunder og det der. Hvis
barnet er gammel nok, så fortælle det med Thor og vognen). Og når det
så endelig sker, så først snakke med barnet når det vågner. Evt. bare
sidde ved sengen eller i rummet, mens det tordner. Og skulle barnet
vågne, så kan barnet se, at forældrene er der til at passe på.
De bedste tryghed må jo være den, som man først opdager, når man har
brug for den. OG så skal den selvfølgelig også være der.

men der - for mig at se - ingen grund til, at vække barnet, så snart
man hører det rumle langt væk.


Det kæmpe "lyd og lysshow" som var forleden (i hvert fald på Sjælland)
var selvfølgelig en oplevelse værd, så der kan jeg godt se, at det
kunne være en ide med at vække barnet.


> I
> den sidste situation blivr barnet jo forskrækket, hvilket nok ikke er
> den bedste start på at øve sig i ikke at være bange.
>
Hvis tordenvejret så ikke rigtig bliver til noget andet end bare
"rumlen langt væk", så ville barnet slet ikke opdage noget, hvis man
undlod at vække ham/hende.



Min erfaring med børn: Tre plejebrødre fra dengang de var 4-9 år.
Idag er de 12-21. En fik vi, da han var 9 og de to næste et par år
senere, da de var 4 og 6 år gamle.
Og der virkede ovenstående "teknik" ved fx tordenvejr eller i hele
taget, når vi havde en formodning om, at de ville sove med mareridt
eller tilsvarende "jeg blev bange og kan ikke sove"-situationer.
Dengang (jeg var 17, da det første plejeforhold startede) var det så
ikke en "teknik" som jeg tænkte over, men nu når man såen ser lidt på
det i et par år senere, så er det - syntes jeg - ikke en helt dårlig
ide.

Og uha, jeg skal da slet ikke afvise at andre teknikker (fx
vækkke-teknikken) er skadelig eller dårlig for barnet. Det er bare
ikke en teknik, som jeg ville anvende, såen umiddelbart.

--
Med venlig hilsen Carsten Riis (for email: se godt efter i headeren)
Hvis du i emnelinjen begynder med Sv: så kan ikke alle læse dine
indlæg. Ret det venligst til Re: . Se hvordan på du kan gøre det
automatisk på http://www.whitehat.dk/oe/svtilre.html

Bess (05-05-2001)
Kommentar
Fra : Bess


Dato : 05-05-01 11:29

"Carsten Riis" <carsten@car_ST_en.dk> wrote in message

> Tja, der ville jeg vælge en lidt anden tilgang.

[SNIP]
> men der - for mig at se - ingen grund til, at vække barnet, så snart
> man hører det rumle langt væk.

Carsten, så tror jeg ikke at du har fulgt med i den tidligere tråd vedr.
denne families problemer med tordenvejr.

mvh
Bess




Carsten Riis (05-05-2001)
Kommentar
Fra : Carsten Riis


Dato : 05-05-01 12:14

Bess wrote:
>
> Carsten, så tror jeg ikke at du har fulgt med i den tidligere tråd vedr.
> denne families problemer med tordenvejr.
>

Du læste godt, hvad jeg skrev lige før min signatur, ik?

Derudover - som jeg har læst den tidligere tråd - så tror jeg - udfra
hvordan det blev forklaret og formuleret - at der er lidt mere end
bare tordenvejr, som er datterens problem.
Selvom den oprindelige oplevelse som "triggede" hele hendes væremåde
omkring tordenvejr ligger længere tilbage.


Igen, jeg prøver at sætte mig i situationen ud fra, hvorledes mine
plejebrødre reagerer og opfører sig.
En lille analogi (godt nok på et yngre barn): et barn skulle med til
fastelavnsoptog (500-600 mennesker plus publikum på gågaden/torvet).
Det ville barnet bare ik. Det med at smøre maling i hovedet og klæde
sig fjollet. Det ville han bare ik.
Under en samtale, da han skulle "puttes" så fortæller han, at han
sådan set godt kunne tænke sig det med udklædning, men det der med
mange mennesker og at han måske bliver væk for os. Det var faktisk det
han var mest bange for.
Det var altså ikke "kosmetikken" uden på hovedet som var problemet,
men hans angst for at blev væk for os, som var hans rigtige problem.
Det løste vi så med, at min mor og min søster også gik med i optoget
og hele tiden var maks 2-3 meter fra ham.


Noget lignende med ældre børn og endda voksne. Man undgår gerne
situationer, som vi bare ikke kan li. Men den egentlig årsag ligger
faktisk lidt dybere end man lige umiddelbart er selv klar over.

--
Med venlig hilsen Carsten Riis (for email: se godt efter i headeren)
Hvis du i emnelinjen begynder med Sv: så kan ikke alle læse dine
indlæg. Ret det venligst til Re: . Se hvordan på du kan gøre det
automatisk på http://www.whitehat.dk/oe/svtilre.html

Uffe Holst (05-05-2001)
Kommentar
Fra : Uffe Holst


Dato : 05-05-01 12:59


In an article of 5 May 2001 Carsten Riis wrote:

> > .... Det vi bl.a. havde læst var, at det antalt
> > sekunder man kunne tælle til skulle divideres med 3
>
> 3,6 for at være helt præcis, hvis jeg husker min fysikundervisning
> korrekt.

Der er ikke noget, der er præcist, eftersom lydes hastighed i gasser
afhænger af temperatur, tryk og gassens sammensætning.

Forudsættes der en hel tør gas med cp=1,005 J/kg/K, cv=0,717 J/kg/K
og M=0,02896 kg/mol og en temperatur på 283,15 K, fås hastigheden
til 337,5 m/s.

Og dette passer meget godt med 3 sekunder pr. kilometer.

--
Uffe Holst


Torben Rasmussen (05-05-2001)
Kommentar
Fra : Torben Rasmussen


Dato : 05-05-01 23:09

Hej alle jer der kommenterer vores indlæg.

Jeg syntes jeg kan læse mellem linierne, at nogen af jer fornemmer, at vores
datter måske i virkeligheden er utryg fordi vi ikke lige er der. Det er ikke
det der er årsagen. Der er klart, at hun kan blive utryg, hvis hun bliver
bange og der vil gå lang tid før vi kan være hos hende. Men i hverdagen er
vores datter en meget selvstændig pige med mange faste holdninger og
meninger. Hun er altid parat til at være noget for andre og hun engagerer
sig i mange ting. Hun er normalt ikke en bange eller nervøs type. Hun er nok
i den ende man kan kalde en stærk og viljefast pige. Hun har gangske enkelt
"bare" udviklet et billede i sit hovede af tordenvejr, til et mareridt.
Grunden til at vi vækkede hende var faktisk en aftale. (I vores familie
sætter vi det meget højt at overholde en aftale). Og hvis hun havde sovet
fra det, hvad hun muligvis kunne have gjort, ja så kunne hun måske være
usikker på om vi talte helt sandt (for at skåne hende!) når vi næste morgen
fortalte om det og så oven i købet havde sagt at det ikke var så slemt
endda. I tvavisen hørte hun jo at det havde været rigtigt slemt. Så tror jeg
da nok at vi havde gjort hende forvirret.

Til dig, Bess, fornemmer jeg at du syntes vi gjorde det rigtige!

Det føler vi i hvert fald selv. Vi har selvfølgelig nu fået talt om hvad hun
føler og tænker nu, efter hun har oplevet tordenvejr på en anden måde end
den dag for 2 år siden. (selvfølgelig har der været uvejr i mellemtiden, men
de har i vores datters øjne været lige så uhyggelige, som dengang). Og her
er der sket noget positivt. Hun har nu 2 billeder i hovedet. Et udholdeligt
og et ikke udholdeligt. Nu kan hun vælge, hvad hun vil "hive" frem. Næste
gang det begynder at ulme i det fjerne, tror vi selv på, at hun kan mindske
sin angst, ved at tænke på det sidste og fortælle sig selv i hovedet, at det
behøver jo ikke blive så slemt. Altså hun kan forberede sig. Og det tror vi
er en god måde at håndtere en hvilken situation på. At være forberedt.
Hun virker gladere og en anden underlig ting er, hun spejder ikke efter
sorte skyer som hun plejer at gøre. Det er for os ubeskriveligt dejligt.

De 3 timer det varede var lange, men med alle de tidligere foreslåede
"tricks" og med alt det vi har læst og fået afvide, ja - så klarede hun det.
Hun var da nogen gange lige på nippet til at ryge tilbage i den gamle angst,
men så sad hendes far lige foran hende og lavede vejrtrækningsøvelser med
hende og under alle 3 timer holdt en af os hende i hånden. Det med
vejrtrækningen er virkeligt godt, for det afleder en lille smule
opmærksomheden, ved at hun koncentrerede sig om det. Hun kæmpede en lille
krig og vi er sikre på at næste gang bliver den krig mindre.

Venlig hilsen Lilian
"Torben Rasmussen" <softhelp@post4.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:9cvagm$h37$1@news.inet.tele.dk...
> Hej
> Her kommer en lang "smøre"!
> Til alle jer der gav os gode råd om tordenvejr, syntes jeg i skal vide, at
> alle de gode råd har hjulpet vores datter. Især dit Bro. Mange i Danmark
> oplevede vist igår aftes hvordan det tordnede.
>
> Vores datter sov da det startede. Vi besluttede at vække hende. (Det skal
> lige siges, at vi har haft mange fantastiske samtaler og diskutioner om
> tordenvejr, og hun virkede meget mere afklaret omkring det.) Vi vækkede
> hende forsigtigt og straks kunne hun jo høre at det rumlede i det fjerne.
> Hendes første reaktion var, at hun var lige ved at græde. Men inden hun
> nåede det, begyndte vi at tale om alle de ting vi havde talt og diskuteret
> om forud for uvejret. Vi kunne se hun kæmpede. Medens jeg arrangerede
> "hygge" lavede hun vejrtrækningsøvelser med sin far og talte sekunder. (Vi
> har også læst en masse om det) Det vi bl.a. havde læst var, at det antalt
> sekunder man kunne tælle til skulle divideres med 3 og så havde man
> afstanden i kilometer. Så hele tiden havde hun styr på hvor langt væk det
> var, og det hjalp hende fantastisk. Men det var et meget stort skridt at
> fjerne hænderne fra ørerne og åbne øjnene. Hun var helt på det rene med,
at
> kunne hun det, var hun nået langt. Og hun gjorde det uden vi forsøgte at
> presse hende.
> Da det havde stået på i 3 timer kunne vi kun høre det meget svagt. Under
> hele forløbet printede vi løbende ud fra DMI's side, så kunne hun også se
> hvor i landet det var, foruden hos os. Først var vi lidt nervøse for at
vise
> hende det, for det kunne måske forstærke hendes sngst for at det ville
komme
> nærmere, men det hjalp hende faktisk istedet for. I løbet af de 3 timer,
> selvfølgelig mest til sidst, sad vi alle sammen i køkkenet og hyggede med
> "tordenkaffe" og snakkede om alt muligt der havde med tordenvejr at gøre.
> Det bedste af det hele var næsten i morges, da vi så morgen fjernsyn og de
i
> tvavisen fortalte om det forfærdelige uvejr der havde været. Hendes
> forbavselse var stor og ægte da hun udbrød, "så slemt var det da heller
> ikke".
> Selvfølgelig er vi "ham deroppe" dybt taknemlige for at det ikke hos os,
var
> "lige oppe over". Det var vel hvad man kunne kalde, et ønske tordenvejr,
til
> at teste hvad hun havde fået ud af alle de mange hyggelige
> tordenvejrssnakke.
> Vi skal på onsdag på NLP Klinikken i Vordingborg. Vi har fået tid hos en
> yderst sympatisk terapeut, der "lige" skal hjælpe hende med det sidste.
Det
> ser hun meget frem til, men hun har jo allerede gjort det aller største
> stykke arbejde der skulle til.
>
> Tusind tak til alle
>
> Mange hilsner fra
> de MEGET mindre bekymrede forældre
> Lilian og Torben
>
>



bo nielsen (06-05-2001)
Kommentar
Fra : bo nielsen


Dato : 06-05-01 19:03

Hej Torben og Lillian.
Jeg synes det virker som om I har valgt den helt rigtige løsning på Jeres
problem, det har haft en god effekt på Jeres datter og det med at vække
hende mener jeg så afgjort er helt den rigtige løsning. Ingen af os ville da
bryde os om at vågne lige midt i vores værste mareridt bare for at opleve at
det er ikke er en drøm. Jeg læser mellem linierne at i er gode forældre der
støtter jeres barn med at løse et problem, I viser hende at i kan og vil
hjælpe hende med at kæmpe,men at det er hendes kamp, og så giver I hende
alle de bedste våben at kæmpe med. Jeg er sikke på at hvis problemet skulle
vise sig at være noget helt andet end tordenvejr med lyn og brag så havde I
fundet ud af det på nuværende tidspunkt.
Ja, selvfølgelig kan det være skræmmende at mor og Far ikke kan komme
hurtigere end med 1 times varsel, men I skal nok komme, det ved hun, og hun
er da også så stor at hun selv kan gå ind til naboen eller andre, jeg
forbinder bestemt ikke angsten for tordenvejr med utrygheden for hvornår i
kommer. Hun kan da ikke få bedre støtte end den kærlighed I viser ved at
lytte til hendes angst og hjælpe hende med at bekæmpe den.
Venlig hilsen Nina Hald.



Torben Rasmussen (09-05-2001)
Kommentar
Fra : Torben Rasmussen


Dato : 09-05-01 23:25

Hej igen.

Tak Nina. Ja, vi forsøger jo alt hvad vi kan. Vores datter siger selv, at
når hun har ringet og spurgt om vi ville komme hjem fra arbejde (hun ringer
selvfølgelig ikke i tide og utide) og vi har sagt at vi er på vej, ja - så
får hun det allerede meget bedre. Så du har ganske ret, det er regulert
tordenvejret og ingen andre ting der gør hende bange.
Hun kæmper og vi ved hun klarer det. Tak for din støtte.

Hej Bro

Jeg må sige, at det er som om du et eller andet sted har de samme tanker som
vi, omkring torden. Der befinder sig nemlig en gammel mast her på vores
ejendom. Og den har vi selvfølgelig talt meget om. Hvad den engang har været
brugt til er en gåde. Det ligner sådan en walkie Talkie folk ville sætte op.
Og så sidder der faktisk en "gammel" rigtig lynafleder lige over Christina's
(vores datter) værelse i gavlen. Den har hun det rigtigt godt med. Og det
bedste er, at lige foran vore lille gårdsplads står en MEGET gammel rødbøg.
Kæmpe stor- Vi fik afvide, da vi flyttede ind, at den var over 100 år
gammel. Det kan hun også bruge til noget.
Jeg syntes, jeg vil fortælle, at idag har vi været på NLP Klinikken i
Vordingborg. Behandlingen foregik i 3 faser. Den sidste del var en let
hypnose. Terapeuten sagde bagefter til mig, at hun var meget
samarbejdsvillig og modtagelig. (Jeg var tilstede under hele behandlingen,
så jeg kan minde hende om det senere.) Han var sikker på, at hun ikke
behøvede flere behandlinger. På vej hjem talte vi om, hvad hun nu følte og
jeg spurgte, "hvad nu hvis det tordner i aften". Det fløj ud af munden på
hende, "ja - men jeg skal altså tidligt i seng, så det er altså lige meget".
Hun kunne godt selv høre, at det ikke lød som hende og så talte vi om det.
Når hun mærkede sådan rigtigt efter, havde hun egentligt ingen følelse, når
hun tænkte torden, hvor hun før dårligt kunne sige ordet, uden at koldsvede.
Hos terapeuten skulle hun fortælle ham, hvad det var hun var bange for, og
det kunne hun ikke. Jo, hun forklarede det hele, men nævnte ikke ordet
torden. Så som terapeuten sagde til hende, nu må vi håbe det snart tordner
igen, så du kan få bevist, at du nu har det ok med torden. Hun virkede
ekstremt lettet, da vi kørte hjem.
Efter næste tordenvejr, for det kommer jo en dag, ja - så skriver jeg lige
igen.
Endnu engang - tak for støtten

Mange hilsner Lilian og Torben og ikke mindst Christina

"bo nielsen" <ninahald@anarki.dk> skrev i en meddelelse
news:9d43je$2ohi$1@news.cybercity.dk...
> Hej Torben og Lillian.
> Jeg synes det virker som om I har valgt den helt rigtige løsning på Jeres
> problem, det har haft en god effekt på Jeres datter og det med at vække
> hende mener jeg så afgjort er helt den rigtige løsning. Ingen af os ville
da
> bryde os om at vågne lige midt i vores værste mareridt bare for at opleve
at
> det er ikke er en drøm. Jeg læser mellem linierne at i er gode forældre
der
> støtter jeres barn med at løse et problem, I viser hende at i kan og vil
> hjælpe hende med at kæmpe,men at det er hendes kamp, og så giver I hende
> alle de bedste våben at kæmpe med. Jeg er sikke på at hvis problemet
skulle
> vise sig at være noget helt andet end tordenvejr med lyn og brag så havde
I
> fundet ud af det på nuværende tidspunkt.
> Ja, selvfølgelig kan det være skræmmende at mor og Far ikke kan komme
> hurtigere end med 1 times varsel, men I skal nok komme, det ved hun, og
hun
> er da også så stor at hun selv kan gå ind til naboen eller andre, jeg
> forbinder bestemt ikke angsten for tordenvejr med utrygheden for hvornår i
> kommer. Hun kan da ikke få bedre støtte end den kærlighed I viser ved at
> lytte til hendes angst og hjælpe hende med at bekæmpe den.
> Venlig hilsen Nina Hald.
>
>



Bro (07-05-2001)
Kommentar
Fra : Bro


Dato : 07-05-01 21:02

Hej Lilian og Torben
Jeg er glad for at mit råd ser ud til at kunne afhjælpe
jeres datters skræk i en vis grad.
Jeg kom forresten til at tænke på... - da jeg var barn, også
på landet, boede vi i et ret højt hus med mange høje træer
omkring, og marker på alle sider.
Vi havde en lynafleder monteret på taget. Nu ved jeg ikke om
en lynafleder giver en reel tryghed/sikkerhed, men i hvertfald
tænkte jeg altid: "hvis det går helt galt og lynet slår ned her, så
har vi jo en lynafleder".
I kunne eventuelt spørge i dk.videnskab.

V.H.Bro


Torben Rasmussen <softhelp@post4.tele.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:9cvagm$h37$1@news.inet.tele.dk...
> Hej
> Her kommer en lang "smøre"!
> Til alle jer der gav os gode råd om tordenvejr, syntes jeg i skal vide, at
> alle de gode råd har hjulpet vores datter. Især dit Bro. Mange i Danmark
> oplevede vist igår aftes hvordan det tordnede.
>
> Vores datter sov da det startede. Vi besluttede at vække hende. (Det skal
> lige siges, at vi har haft mange fantastiske samtaler og diskutioner om
> tordenvejr, og hun virkede meget mere afklaret omkring det.) Vi vækkede
> hende forsigtigt og straks kunne hun jo høre at det rumlede i det fjerne.
> Hendes første reaktion var, at hun var lige ved at græde. Men inden hun
> nåede det, begyndte vi at tale om alle de ting vi havde talt og diskuteret
> om forud for uvejret. Vi kunne se hun kæmpede. Medens jeg arrangerede
> "hygge" lavede hun vejrtrækningsøvelser med sin far og talte sekunder. (Vi
> har også læst en masse om det) Det vi bl.a. havde læst var, at det antalt
> sekunder man kunne tælle til skulle divideres med 3 og så havde man
> afstanden i kilometer. Så hele tiden havde hun styr på hvor langt væk det
> var, og det hjalp hende fantastisk. Men det var et meget stort skridt at
> fjerne hænderne fra ørerne og åbne øjnene. Hun var helt på det rene med,
at
> kunne hun det, var hun nået langt. Og hun gjorde det uden vi forsøgte at
> presse hende.
> Da det havde stået på i 3 timer kunne vi kun høre det meget svagt. Under
> hele forløbet printede vi løbende ud fra DMI's side, så kunne hun også se
> hvor i landet det var, foruden hos os. Først var vi lidt nervøse for at
vise
> hende det, for det kunne måske forstærke hendes sngst for at det ville
komme
> nærmere, men det hjalp hende faktisk istedet for. I løbet af de 3 timer,
> selvfølgelig mest til sidst, sad vi alle sammen i køkkenet og hyggede med
> "tordenkaffe" og snakkede om alt muligt der havde med tordenvejr at gøre.
> Det bedste af det hele var næsten i morges, da vi så morgen fjernsyn og de
i
> tvavisen fortalte om det forfærdelige uvejr der havde været. Hendes
> forbavselse var stor og ægte da hun udbrød, "så slemt var det da heller
> ikke".
> Selvfølgelig er vi "ham deroppe" dybt taknemlige for at det ikke hos os,
var
> "lige oppe over". Det var vel hvad man kunne kalde, et ønske tordenvejr,
til
> at teste hvad hun havde fået ud af alle de mange hyggelige
> tordenvejrssnakke.
> Vi skal på onsdag på NLP Klinikken i Vordingborg. Vi har fået tid hos en
> yderst sympatisk terapeut, der "lige" skal hjælpe hende med det sidste.
Det
> ser hun meget frem til, men hun har jo allerede gjort det aller største
> stykke arbejde der skulle til.
>
> Tusind tak til alle
>
> Mange hilsner fra
> de MEGET mindre bekymrede forældre
> Lilian og Torben
>
>



Bro (07-05-2001)
Kommentar
Fra : Bro


Dato : 07-05-01 21:03

Hej Lilian og Torben
Jeg er glad for at mit råd ser ud til at kunne afhjælpe
jeres datters skræk i en vis grad.
Jeg kom forresten til at tænke på... - da jeg var barn, også
på landet, boede vi i et ret højt hus med mange høje træer
omkring, og marker på alle sider.
Vi havde en lynafleder monteret på taget. Nu ved jeg ikke om
en lynafleder giver en reel tryghed/sikkerhed, men i hvertfald
tænkte jeg altid: "hvis det går helt galt og lynet slår ned her, så
har vi jo en lynafleder".
I kunne eventuelt spørge i dk.videnskab.

V.H.Bro

Torben Rasmussen <softhelp@post4.tele.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:9cvagm$h37$1@news.inet.tele.dk...
> Hej
> Her kommer en lang "smøre"!
> Til alle jer der gav os gode råd om tordenvejr, syntes jeg i skal vide, at
> alle de gode råd har hjulpet vores datter. Især dit Bro. Mange i Danmark
> oplevede vist igår aftes hvordan det tordnede.
>
> Vores datter sov da det startede. Vi besluttede at vække hende. (Det skal
> lige siges, at vi har haft mange fantastiske samtaler og diskutioner om
> tordenvejr, og hun virkede meget mere afklaret omkring det.) Vi vækkede
> hende forsigtigt og straks kunne hun jo høre at det rumlede i det fjerne.
> Hendes første reaktion var, at hun var lige ved at græde. Men inden hun
> nåede det, begyndte vi at tale om alle de ting vi havde talt og diskuteret
> om forud for uvejret. Vi kunne se hun kæmpede. Medens jeg arrangerede
> "hygge" lavede hun vejrtrækningsøvelser med sin far og talte sekunder. (Vi
> har også læst en masse om det) Det vi bl.a. havde læst var, at det antalt
> sekunder man kunne tælle til skulle divideres med 3 og så havde man
> afstanden i kilometer. Så hele tiden havde hun styr på hvor langt væk det
> var, og det hjalp hende fantastisk. Men det var et meget stort skridt at
> fjerne hænderne fra ørerne og åbne øjnene. Hun var helt på det rene med,
at
> kunne hun det, var hun nået langt. Og hun gjorde det uden vi forsøgte at
> presse hende.
> Da det havde stået på i 3 timer kunne vi kun høre det meget svagt. Under
> hele forløbet printede vi løbende ud fra DMI's side, så kunne hun også se
> hvor i landet det var, foruden hos os. Først var vi lidt nervøse for at
vise
> hende det, for det kunne måske forstærke hendes sngst for at det ville
komme
> nærmere, men det hjalp hende faktisk istedet for. I løbet af de 3 timer,
> selvfølgelig mest til sidst, sad vi alle sammen i køkkenet og hyggede med
> "tordenkaffe" og snakkede om alt muligt der havde med tordenvejr at gøre.
> Det bedste af det hele var næsten i morges, da vi så morgen fjernsyn og de
i
> tvavisen fortalte om det forfærdelige uvejr der havde været. Hendes
> forbavselse var stor og ægte da hun udbrød, "så slemt var det da heller
> ikke".
> Selvfølgelig er vi "ham deroppe" dybt taknemlige for at det ikke hos os,
var
> "lige oppe over". Det var vel hvad man kunne kalde, et ønske tordenvejr,
til
> at teste hvad hun havde fået ud af alle de mange hyggelige
> tordenvejrssnakke.
> Vi skal på onsdag på NLP Klinikken i Vordingborg. Vi har fået tid hos en
> yderst sympatisk terapeut, der "lige" skal hjælpe hende med det sidste.
Det
> ser hun meget frem til, men hun har jo allerede gjort det aller største
> stykke arbejde der skulle til.
>
> Tusind tak til alle
>
> Mange hilsner fra
> de MEGET mindre bekymrede forældre
> Lilian og Torben
>
>



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177560
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408943
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste