(Artikel start)
Højtid. The danish folkekirke never dies, it just fades away.
Seniorpinse
ULRIK HØY
NR. 23, 31. Maj - 6. Juni 2004
Af ULRIK HØY
»TAK for en god, tør, teologisk prædiken,« sagde jeg til præsten efter
gudstjenesten Kristi himmelfartsdag. Han så lidt usikkert på mig. En ironisk
kompliment? Overhovedet ikke. Jeg foretrækker tørre, teologiske prædikener -
skreven tankevirksomhed - uden pastorale teatertricks og retoriske
narrestreger, og det er sjældent noget tilløbsstykke.
Der er plads til 600 i den store københavnske kirke. Vi var ni på denne
højtidsdag, hvoraf seks gik til alters. Det giver, om ikke andet, en
imponerende høj altergangsprocent kun overgået i den anden store
københavnske kirke. Her var vi et par og fyrre kirkegængere pinsedag, og de
fyrre gik til alters, mens tre blev siddende.
Hvem vi var? Vi var et smalt udsnit af den ældre del af befolkningen. En
fjerdedel - deromkring - i alderen 40 til 60, de tre fjerdedele derover, så
det er også en realitet i dansk kristendom: den stærkt aldrende for ikke at
sige gerontologiske folkekirke.
Gør det noget? Nej, jeg synes blot, vi skal gøre noget ved det, og det gør
vi ved at tage ordene alvorligt og skille stat og kirke.
Navnet »folkekirke« duer ikke mere. Tiden er løbet fra det, hvortil kommer,
at folkekirkens begrebsverden er fremmed og ukendt for de fleste. Alligevel
bliver man ved. Selvfølgelig er der kirker og sogne, hvor aktiviteten er
højere, alderen lavere, børn og forældre støtter op osv., men de kan ikke
gøre det ud for »folket« og begrunde en så voluminøs sproglig formel
som »den danske folkekirke«.
Folkekirken er »et oppegående dødsleje« hed det noget makabert i en bog
forrige år, og det er svært at modsige. Om man tager konsekvensen af det?
Nødigt. Så det er med den danske folkekirke som med de berømte britiske
krigere - i let omskrivning: »The danish folkekirke never dies, it just
fades away.«
Hvad løsningen er på det, burde være? At skille stat og kirke og lade
folkekirken genopstå som frikirke eller valgmenighed, der drives,
opretholdes og finansieres af de religiøst interesserede. Om det kan skabe
en renæssance for protestantisk tro? Det kan man håbe på. At det vil skabe
overskuelighed, ærlighed og rene linier behøver man ikke håbe på. Det kan
man regne med. Det ville være en tiltrængt sanering af noget, der for længst
har passeret sidste salgsdato.
Omkring to pct. af befolkningen har en nogenlunde regelmæssig kirkegang,
resten kommer der mere eller mindre sjældent. Kristendommen i den
protestantiske version spiller følgelig en underordnet rolle i opinion,
politik, i samtaler mellem mennesker i det hele taget. Kristendom er - som
så meget - blevet en sag for de særligt interesserede og dermed meget lidt
af en folkesag.
DER er tale om en afviklingsforretning, som blev indvarslet i 1976. Her fik
folkeskolens undervisning i kristendom sit ulivssår, og det betød igen, at
det pensum og den indoktrinering på godt og ondt, der havde hersket i mere
end halvandet hundrede år tildels blev elimineret.
Afskaffer man pensum, afskaffer man troens fundament, dvs. det minimum af
viden, dogmatik, bibelhistorie, musik, salmer, sange, åndeligt incitament
etc., der skal til. Efter snart 30 år er afviklingen ved at være fuldbyrdet.
Kristendom i den protestantiske tradition har ringe betydning, for kun de
nidkære forældre i troen lader det gå videre til børn og børnebørn. Uden
skolens pensum - tvang for at sige det, som det er - falder den kristne
børnelærdom fra hinanden, og sker det, er det sket. Der er ingen huller i de
vordende konfirmanders uvidenhed, det kan præster bevidne, og det skal vi da
drage konsekvensen af.
Hvem der leverer den åndelige ammunition til de nye frikirker eller
valgmenigheder? Det gør Grundtvig, Grundtvig og atter Grundtvig. Der er
andre store ånder, vi vil nødig undvære dem - slet ikke Martin Luther og det
hele korps af salmedigtere og komponister - men den danske folkekirke bæres
i hovedsagen af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, der levede fra 1783 til
1872.
Pinsen er i særlig grad hans. Vi sang nr. 290, 292, 305, 291, 294 i
Mariendal Kirke pinsedag, og det er 5 x Grundtvig anno 1837.
Så den danske folkekirke er reelt en Grundtvig-kirke, som snildt kan
omdannes til en ny-Grundtvigsk valgmenighed. Man melder sig ind, betaler
kontingent og støtter kirken som aktivt medlem. Ønsker man det ikke, får man
udbetalt sin kirkeskat ved nærmeste skranke eller overført den til fradrag
eller lign. Det er rent administrative træk.
Den virkelige hurdle er psykologisk: man har svært ved at tage sig sammen
til at skille sig af med noget, der ikke betyder noget. Jo, noget betyder
det, men alligevel ikke rigtig noget. Ikke noget, eksistensen slår gnister
af, selvom vi har præster, der både gnistrer og siger kloge ting. De kan med
sindsro se frem til et jævnt og muntert, virksomt og ikke mindst gnistrende
liv i de nye valgmenigheder.
Jeg tilhører den sidste generation, som i folkeskolen har lært nogle snese
salmer og bibelhistoriske sange, samt melodier og større udsnit af Gamle og
Ny Testamente. Det havde skikkelsesdannende virkning, for de bibelske
personer lever jo i en. I modsætning til nye generationer, hvis indre
befolkes af andre skikkelser, et andet persongalleri og en helt anden
forestillingsverden i det hele taget, der ikke har noget med kristendom at
gøre. Det skal vi selvfølgelig tage konsekvensen af, fremfor at sejle under
bekvemmelighedsflag og bibeholde folkekirken af sentimentale grunde.
DET danske samfund er ikke længere et kristent samfund og hvorfor simulere
det med en folkekirke uden synderlig folkelig opbakning? Nutidens danske
samfund præges af helt andre værdier, mekanismer og holdninger.
Hvad med kløften mellem protestantisk kristendom og moderne mentalitet? Den
er afgrundsdyb.
Hvad med »livslyset over nåde-stolen«? Hvor mange kan sige noget fornuftigt
om det? Hvor mange kan udlægge teksten i »Du, som går ud fra den levende
Gud«, Grundtvigs pinsesalme nr. 291 i Den Danske Salmebog? Hvor mange kender
den overhovedet, kan synge med på den, føler og fornemmer den som personlig
tiltale og livstrøst?
Her er andet vers:
Tunger af ild og dog prædiken mild
giv dem, du salver og sender!
Saligheds ord i apostlenes spor
vandre til jorderigs ender,
så ingen menneskefod har rørt
pletten, hvor ikke dets røst blev hørt!
Værsgod og spis. Man skal hedde Møllehave for ikke at få pøllemave af at
udlægge den tekst.
Jeg holder meget af både ordene og musikken, og gør man det, tilhører man en
forsvindende del af et forsvindende fænomen. Vi udgør folkeligt set et
rudimentært organ, og selvfølgelig skal vi ikke kastes i Øresund af den
grund. På den anden side har vi heller ikke krav på at kalde os folkekirke.
Der var som sagt ni deltagere i den ene gudstjeneste, et par og fyrre i den
anden, fra 50 år og opefter.
Vi uddøende dyrkere af den tørre, teologiske prædiken og de sindrige
metaforer bør drage konsekvensen og mødes i den ny-grundtvigianske
valgmenighed. Det vil koste os en 10-20.000 kroner om året, og de penge er
godt givet ud. Det er meget, meget billigt, når man betænker forbruget i
almindelighed. Konsumsamfundet, de ekstravagante fornøjelser, ferie, fester
etc. I den nye valgmenighed kan vi samles om noget så eksotisk som
pinseunderet i den disciplinerede og ekstraordinært intellektuelle,
protestantiske version, det har vi også helt for os selv.
DET er virkelig en seniorudgave og selv blandt pensionister lidt af en
sjældenhed. Til det rudimentære føjer sig det mildt bizarre: Treenigheden er
en konstruktion. Først har vi Gud Fader, det lader sig høre, selvom ikke
alle præster trives med begreber som »en livsopretholdende Gud«. Det må dog
være et minimum for troen, specielt hvis man står på prædikestolen. Det er
straks sværere med Guds søn, denne Jesus fra Nazareth, på en gang sand gud
og sandt menneske, som opstod fra de døde. Det er og bliver et kors for
tanken. Det tredje element er dog det vanskeligste at kapere, Helligånden.
At Gud sender sin »talsmand« til Jorden for at skabe tro, for at udvirke
tro, fordi troen er grundløs, ja det kan man prædike mere eller mindre
overbevisende om. Sig selv kan man ikke overbevise, for hverken fornuften
eller den logiske sans er modtagelig. Man må tage chancen, og det er troens
hasard, der ikke har megen folkelig appel i den protestantiske version.
Et er ekstase, eufori og »tunger af ild«, med og uden tilsætning af sød
vin - sådan som disciplene oplevede det - noget andet den strenge og rituelt
disciplinerede form, pinseunderet antager ved en dansk gudstjeneste. Lige så
selvfølgeligt man føler sig hjemme i det, lige så ejendommeligt må det
opfattes set udefra. Ser man det ikke, har man en blind plet. Folk flest
tager i alt fald ikke del i det. De finder ekstase, eufori og vidtløftige
oplevelser andetsteds.
Så alt i alt er der gode grunde nok til at skille stat og kirke, selvom
træghed, sentimentalitet og angst for forandring sikkert får det sidste ord:
the danish folkekirke never dies, it just fades away.
(Artikel slut)
|