/ Forside / Interesser / Andre interesser / Religion / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Religion
#NavnPoint
mblm 1770
summer 1170
ans 1142
JanneP 1010
e.p. 880
Rellom 850
Teil 728
refi 645
o.v.n. 630
10  molokyle 587
Weekendavisen denne uge I
Fra : Anders Peter Johnsen


Dato : 04-06-04 17:28

Hej i Gruppen!

Med fare for at blive betragtet som en gemen gruppespammende tyveknægt
(p.g.a. ophavsretten), tillader jeg mig alligevel at viderebringe en
spændende artikel og en spændende kronik fra dette nummer af Weekendavisen i
dette indlæg og det næste som ellers ukommenterede debatindlæg i denne
gruppe. (Jeg vil som tidligere sælger af samme avis ikke håbe at det evt.
kan betragtes som en subtil reklame beregnet til at score læsere fra
Kristeligt Dagblad! Og dog? ;-D)

(Artikel start)

Tro. Den amerikanske biskop og provokatør John Shelby Spong orker ikke
længere at beskytte og forsvare den gamle Gud. »Det er så udmattende at give
køb på sit intellekt,« siger han og præsenterer en Gud til voksne mennesker.


Hurra for den klare forstand


PERNILLE STENSGAARD
NR. 23, 31. Maj - 6. Juni 2004


Af PERNILLE STENSGAARD



PÅ en kristen bibelskole i Tennessee, USA, fik en atten år gammel kvindelig
basketballspiller stillet en sjælden og tragisk diagnose i 2000. Hendes
sygdom ville sandsynligvis ende med, at begge ben måtte amputeres.



Skolens elever bad for hende dag og nat. »Bed så skal der gives jer« (Math.
7,7). De forventede, at Gud hørte dem og greb ind. »Gud lyver ikke,«
forsikrede de hinanden og bad og bad. Men sygdommen fortsatte, pigen fik den
dobbelte amputation, og eleverne røg ud i en voldsom troskrise. Hvordan
skulle de få tingene til at passe? Guds veje og pigens urimelige skæbne?



Nødudgang 1: Én gruppe elever valgte tilbagetoget. De bøjede nakken og
svarede »din vilje ske«. Uanset hvor tragisk og ondt, noget er, er det Guds
vilje. Og denne mærkelige guddom ønsker altså hændelser som amputation af et
ungt menneskes ben - og tabet af utallige nyfødte og børns liv gennem
vuggedød og leukæmi. Denne verdenskontrollerende Gud bestemmer også, hvem
der skal overleve eller dø i krig.



Nødudgang 2: En anden gruppe var mest af alt bange for, at pigen blev vred:
Hvis han havde magten til at bevare hendes ben og ikke gjorde det, var Gud
ondskabsfuld. Men det ville være blasfemi at sige højt. Og gør man det, slår
Gud igen. Hvis han i første omgang havde slået pigen i vrede, hvad ville han
så ikke gøre, hvis hun gengældte den guddommelige vrede med sin egen?



Nødudgang 3: Gud havde tilsyneladende brug for et ungt menneske uden ben.
Ingen ved hvorfor - det virker formålsløst - men på et senere tidspunkt
ville meningen med tragedien blive helt forstået, Gud ville få ret og
offeret takke for sin plads i den store, vigtige plan.



Den amerikanske biskop John Shelby Spong går ind for nødudgang 4: En
tiltrængt reformation og helt ny kristendom. Drop alle krumspring for at få
tingene til at passe. De passer ikke og skal heller ikke gøre det. Pigens
sygdom var fakta. Gud er noget helt andet:



»Vinderen af denne kamp var ikke Gud, men snarere en specielt destruktiv og
dødsensfarlig bakteries upersonlige, ikke-moralske, teologisk neutrale
proces,« skriver han i sin polemiske bog En ny kristendom i en ny verden.
Hvorfor traditionel tro er ved at dø og hvordan en ny tro er ved at blive
født. Netop udkommet.



Sygdom og død er ikke Guds straf for noget som helst, men en del af livet,
og antibiotika, kirurgi og kemoterapi virker lige så effektivt på syndere
som på helgener. Gud har længe været brugt som angstdæmpende medicin, men nu
må det snart være nok. Han svæver ikke rundt derude, parat til at gribe ind
og redde os, når vi beder (tigger!) om det. Han er for sadomasochister og
svage sjæle, ikke for voksne. Han giver pseudo-tryghed, så det er primitivt
at tro sådan, påstår Spong. Som Grosbøll, der kalder barnetroen »noget
uigennemtrængeligt nonsens, der er forblevet uanfægtet af tankevirksomhed
siden barneårene.«



Barnagtig afhængighed



Hvem gider have en gud, man skal behage og gøre tilpas, som efterlader
mennesker i barnagtig afhængighed, og som oven i købet ikke engang fungerer
som beskytter?



Bønner ændrer ikke noget, mener Spong. Som Grosbøll, der lige akkurart kan
gå med til, at det giver mening at bede sin aftenbøn, fordi den fastholder
en selv på, hvad der har prioritet i tilværelsen.



Amerikaneren og danskeren (og mange andre teologer) er fælles om ikke at tro
på en teistisk gud, det vil sige en bevidst person, som er forskellig fra
verden, men som frit har skabt den, opretholder den og ledsager de enkelte
skabninger. Dét man kan kalde den gamle Gud. De to tror ikke på
jomfrufødslen, mirakler og opstandelsen. De læser evangelierne som legender
og symbolske fortolkninger, ikke som Jesu biografi.



Hvis ikke kirken slipper den gamle overnaturlige gud, vil kristendommen dø,
siger Spong, som kaldes kætter, ateist, antikrist, hykler, bedrager, den
inkarnerede djævel og en kirkelig hore af sine kritikere. De gik for alvor
til angreb, da Spong i stil med Luther lagde 12 teser for en »uundgåelig
reformation« - så total at 1500-tallets reformation vil blegne i
sammenligning - ud på nettet for et par år siden. Han skrev sine teser så
provokerende som muligt for at skabe den maksimale effekt. »Det var en
vellykket taktik,« siger han selv og adskiller sig dermed fra Grosbøll, der
er tavs.



Spong skaber overskrifter og får 10.000 breve. 90 procent af de positive er
fra lægfolk. 90 procent af de negative er fra præster. Han går netop efter
folk på kanten af troen - dem, der er droppet ud eller overvejer at gøre
det. De tavse, tvivlende, søgende som typisk skriver: »Når du som biskop kan
skrive og sige disse ting, så er der måske stadig plads i den kristne kirke
til sådan en som mig.« Eller: »Omsider er der en, der giver mig lov til at
se på tingene fra et nyt perspektiv.«



Han drømmer ikke om at omvende de traditionelle præster, men konstaterer
kun, at deres ord ikke længere giver mening, og derfor dør de uden hans
hjælp.



Til den gamle Gud hører det gamle menneske: den kristne undersåt, som må
forlades, fordi han opfattes som ond, hjælpeløs, depraveret, syndig og med
et konstant behov for guddommelig frelse. Den gamle gud selv er uetisk,
uretfærdig, grusom, hævngerrig - og kirken fuld af fordomme. Den skulle helt
frem til 1991 for at indrømme, at Galileo (1564-1642) havde ret i, at Jorden
ikke er universets centrum. På det tidspunkt var hverken Galileo eller
verdens videnskabelige fællesskaber specielt interesserede i, hvad kirken
havde at sige om deres forehavender.



Fysikeren Paul Davies har sagt, at den trivielle Gud, han møder i kirken,
ikke længere er stor nok til at være Gud i hans verden. Og Spong tvivler
ikke et sekund på, hvilken side i konflikten, der vil overleve tidens gang.



Alligevel insisterer han på at være kristen. »Jeg har stadigvæk den faste
overbevisning, at ordet Gud betyder og peger på noget virkeligt.«



Gud skal bare vikles ud af krumspring, nødudgange og kristendommens påstand
om at sidde eksklusivt på sandheden. Ud af kirkens behov for magt. Ud af
menneskers angst og krav om sikkerhedsnet. Ud af bønnerne, hvor man
forlanger hjælp - en slags »voksnes brev til julemanden« - og ud af 2000 års
historie.



»Det er så tydeligt, at denne teistiske Gud er ved at dø, at det kun er ved
at spille et benægtelses- og illusionsspil - som mange spiller - at vi kan
blive ved med at hævde, at denne Gud stadig er virkelig. Det er vores
generations religiøse dilemma.«



Han orker ikke længere beskytte og forsvare den gamle Gud. Det er så
udmattende at give køb på sit intellekt, siger Spong og indrømmer, at den
moderne gudsdebat forekommer hver dag på de teologiske institutter, men
almindelige mennesker har ikke opdaget det. De mennesker, som stadig
befinder sig på bænkene i kirkerne, er lykkeligt uvidende om
universiteternes debatter. Det er de ifølge Spong, fordi de ikke tænker alt
for meget over betydningen af det, der synges og siges, eller fordi de
opfatter begreberne som uforståelige eller utroværdige.



»Men tilbage står det faktum, at afvisningen af den klassiske teisme
simpelthen er en forudsætning for vores samfund, også selv om det endnu ikke
er helt fremme og klart udtrykt i vores bevidsthed.«



Han lader psykoanalytikeren Carl Gustav Jung tale for sig: »Vi er trætte af,
at det kræver en så overdreven indsats at tro, fordi troens objekt ikke
længere i sig selv er overbevisende.«



Men hvad er der så tilbage?



Lev, elsk



John Shelby Spong river ned med den ene hånd og bygger op med den anden. Han
beskriver Gud som livets kilde, kærlighedens kilde, værens grund. Han
oplever Gud, det er kernen i hans tro. Man må skille oplevelsen fra
beskrivelsen. Beskrivelsen har vist sig at være helt umulig og alt for
gammeldags, for magtfuld, for lukket og skingrende usandsynlig (hurra for
den klare menneskelige forstand!), men Gud er der:



»Vi kan ikke kende Gud, vi kan kun opleve Gud. Derfor kan vi ikke på nogen
måde sige, at Gud er noget bestemt,« siger han.



»Jeg lever for øjeblikket med en stærk oplevelse af det guddommelige, det
hellige. Jeg kalder indholdet af denne oplevelse Gud. Jeg stoler på dens
virkelighed.«



Da Spong (født 1930) var yngre, bad han hver morgen. Han begyndte med sin
kone, sine børn, afdøde forældre og venner. Så gennemgik han verdens
konfliktpunkter og bad for fred og for en afslutning på lidelserne i
krigsramte lande. Til sidst gik han over til de ting, han skulle lave samme
dag, mennesker han skulle møde.



Så holdt han op med det, for bønner hører til den gamle Gud. Den nye kom til
at fylde hele dagen: »Gud fandtes for mig ikke længere på retrætens stille
steder; nu var Gud til stede i et travlt og nogle gange besværligt livs
turbulens.«



Selvom Spong opfordrer til radikal reformation, fortsætter han med at bruge
sin gamle bønnebog med et sprog, han aldrig selv ville kunne bruge med sin
personlige hæderlighed i behold. Forsvaret er, at han behandler
gudstjenestens sprog på samme måde som kærlighedens. Det er primitivt,
overdrevent, blomstrende, poetisk, udtryksfuldt. Der er ingen, som rigtig
tror på det i bogstavelig forstand. Ordene skal tages som symboler, som
forgængerne i troen har valgt for at udtrykke deres dybeste
længsler. »Gudserfaringen er altid den samme. Det er kun vores beskrivelse
af denne Gud, som forandrer sig.«



De gamles stærkeste drift var at overleve. Af angst for at tabe og dø,
dulmer mennesker sig stadigvæk med Gud, og det finder Spong ynkeligt. Meget
bedre at glemme alt om falsk sikkerhed, rive den beskyttende mur ned og give
sig selv væk.



Anmeldelse af »En ny kristendom i en ny verden. Hvorfor traditionel tro er
ved at dø og hvordan en ny tro er ved at blive født« i denne uges BØGER.

(Artikel slut)





--

Mvh

Anders Peter Johnsen







 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177501
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408522
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste