Hejsa
Som nogle sikkert har bemærket, så har jeg det sidste stykke tid spurgt lidt
til dæk og kædekit, og vil bare lige berette om hvad det endte med.
Jeg bestilte 2 styk Bridgestone BT45 dæk fra Reifenversand - bestilte i
søndags, og de var her i onsdags... Kanon service
Endvidere bestilte jeg et læs varer fra louis.de, som "først" ankom torsdag.
Men af det jeg bestilte i louis, kan nævnes et DID kædekit til honda-pigen.
Jeg endte med at bestille i standard tand-størrelse, da jeg ikke følte mig
helt sikker på hvad jeg kunne/skulle bestille for at lege med gearingen. Men
det er også lige godt
Da en kammi også skulle have skiftet både fordæk og bagdæk, ringede vi rundt
for at høre hvor vi kunne få dem monteret til rimelige penge. Ved Classic
Bikes i Lystrup v/Århus, sagde han i første omgang 100,- pr. dæk, såfremt vi
kom med de løse hjul. Det syntes vi næsten lød for godt til at være sandt,
og da vi i går (torsdag) skulle have dem monteret, ringede vi igen for at
sikre os om prisen. Men den var pludselig steget til 200,- pr. dæk. Men
heldigvis var min kammi nærig og stædig, så han fik lavet en deal til de
100,- pr. dæk.
Så vi afmonterede vores hjul, og fik dækkene monteret og afbalanceret. Da
jeg nu havde baghjulet af, var det jo meget passende at skifte kædekittet
også. Men det viste sig at kæden i det kædekit jeg havde bestilt, var
endeløs... Så måtte bagsvingeren af
Men kædekittet blev skiftet, og den første køretur var en sand fryd... det
var virkelig som at køre på en sprit-ny cykel... Gearskiftet er meget bedre
end før, og cyklen ligger såååå meget bedre i svingene
Og da min kammi jo også havde fået skiftet dæk, så var det jo lidt skidt med
for store kyllingestriber, så vi var her til aften ude for at finde en stor
asfalteret plads, hvor vi kunne køre lidt sjovt
Det blev bag et stort
lager, hvor der var plads til at mange lastbiler kunne holde til - men en
fredag aften kl. 21.30 er der ikke ret mange lastbiler sådan et sted
Kyllingestriben i venstre side er på knap en halv centimeter, og i højre
sidde et par mm mere - men jeg er personligt godt tilfreds
Jeg blev også
lidt overrasket over, at min bundkåbe i venstre side går i jorden før
fodhvilleren - så det er jo faktisk ikke så fedt. Endvidere lavede vi lidt
bremseøvelser i samme forbindelse - de klassiske med først bagbremse, så
forbremse og til sidste med begge. Og vi prøvede også en lille øvelse hvor
vi i højeste gear skulle accelerere op fra 60 km/t. Vi forsøgte at køre ved
siden af hinanden, og skulle så på et fastlagt sted give fuld hammer...
Sjovt nok var vinderen en Honda VF 1000 R, andenpladsen gik til en Kawasaki
GPZ 500s, og jeg kom sidst :-/ Måske det skyldes de lidt for mange kg på
sidebenene
Samme øvelse prøvede vi i 2. gear, og det var resultatet vistnok det samme -
dog med GPZ'en tæt på 1. pladsen (er faktisk ikke sikker på om han vandt),
men VF'eren har en ret slidt kobling, så han sagde at da han "gav gas" i 2.,
så bankede omdrejningstælleren helt op.
På vejen tilbage løb jeg sgu tør for benzin
Jeg håber lidt jeg har kørt
med benzinhanen stående på reserve hele tiden, for ellers er der sgu gået
noget galt. For tanken var bare knastør da den kom med de klassiske host som
tegn på manglende benzin. Så vi måtte tænke lidt kreativt, og hev en
overløbsslange fra karburatoren af, og brugte den til at suge benzin op fra
en anden tank, og endte med at få liv i dyret igen... og så fandt vi lige en
tankstation på vej hjem
Men alt i alt har det været en stor fornøjelse at få skiftet de slidte dæk,
og det slidte kædekit, og jeg vil sige mange tak til de der har bidraget med
gode råd mm. i dette forum (og tak til min kammi Ricky, for hjælp til skift
af kædekit, dæk mm, samt hjælp til at få liv i min mc da den var løbet tør
for benz)
Lidt info: Den samlede pris jeg måtte betale for mine to dæk, samt
forsendelse og montering løb sig op i 1630,- og hos de to forhandlere i
danmark hvor jeg har forhørt mig om pris på de samme dæk, kostede de alene
1800,- Så lidt er der tilsyneladende sparet.
--
/Sjang
Honda CB 500 - Årg. 2000
http://www.dfmc.dk/?id=438