I dagens Berlingske Tidende kan man i kronikken på:
http://www.berlingske.dk/kronikker/#
bl.a. læse følgende af domprovst Steffen Ravn Jørgensen, Helsingør Stift
Når der i dag lyder røster om, at »kirken skal være herre« i eget hus,
og »at kirken skal have mund og mæle«, så er der grund til at være på
vagt. For med disse forførende ord står man i fare for at sætte Gud på
ventepenge og indsætte sig selv som et »vogternes råd«, der blander det
åndelige og det verdslige, evangelium og politik sammen.
....
Når der i dag lyder røster om, at »kirken skal være herre« i eget hus,
og »at kirken skal have mund og mæle«, så er der grund til at være på
vagt. For med disse forførende ord står man i fare for at sætte Gud på
ventepenge og indsætte sig selv som et »vogternes råd«, der blander det
åndelige og det verdslige, evangelium og politik sammen. Derfor gælder
det i dag - som på reformationstiden - at gå »tilbage til kilderne«. Et
vandløb kan være grumset, når det løber ud i havet, men går man tilbage
til dets udspring, kan man finde den rene og sunde kilde. For først når
vi gør os klart, hvem kirken er, kan vi begynde at beskæftige os med,
hvordan rammerne skal være for at sikre den optimale mulighed for
evangeliets forkyndelse.
....
Med Grundloven fra 1849 blev kirkens indhold defineret og dens stilling
indskrevet i forfatningen. »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske
folkekirke og understøttes som sådan af staten«, § 4, og »Folkekirkens
forfatning ordnes ved lov«, § 66. Hermed er det sagt, at kirken er noget
bestemt, nemlig evangelisk-luthersk, hvilende bl.a. på
bekendelsesskriftet Den Augsburgske Bekendelse. Muligvis havde man tænkt
sig et kirkeråd, men med tiden skulle det vise sig, at der fra
Folketingets side blev lovgivet og reguleret med stor skønsomhed,
således at tiltag til synoder aldrig vandt tilslutning.
Grundlovens fædre var fortrolige med den lutherske lære. De vidste godt,
at et menneske har del i Guds to »riger« eller »regimenter«, det
verdslige og det åndelige, som der må sondres imellem. I troens
regimente, det åndelige, i Guds hus må den fulde frihed gælde. Der må
ingen magt eller moralisme anvendes. Kirken har slet ikke brug for
magtmidler, men skal alene forkynde evangeliet og forvalte dåb og
nadver. Ja, den skal end ikke vurdere, om det sagte bliver hørt og
modtaget.
For Luther kan man overlade til staten at ordne rammerne, for at
evangeliet kan lyde bedst muligt for de barnedøbte. Rammer og ordninger
er opgaver for den verdslige magt. Derfor er såkaldte »indre
anliggender« i Folkekirken, som er en størrelse, der er vokset markant i
de seneste år, et fremmedelement, ligesom en moralisering af det
verdslige og politiske er fjernt for Luther.
Også i dag er der moraliserende og politiserende kræfter, som ønsker at
få kirkeapparatet i deres hånd. Man betragter kirken som en
interesseorganisation, som skal være til »nytte« for at fremme egne
synspunkter. Det gælder i det mellemkirkelige og i Kirkefondet, hvor man
fristes af aktivisme og politiseren, og ofte gør sig til talsmand på
kirkefolkets vegne, og hvor man i al ydmyghed godt vil sætte sig på de
synodale troner, som man drømmer om.
Naturligvis kan man på lige vilkår med andre borgere tage politiske
initiativer, men som Løgstrup bemærkede allerede i 1972, så vil »de have
kirkeapparatet i deres egen hånd, og det vil de bruge til at gøre kirken
til en handlingskirke. På den nuværende kirkeordnings betingelser kan de
ikke få det, altså skal den laves om, så de kan få frihed til at udrydde
friheden.«
Løgstrup har om nogen engageret sig i samfundsmæssige og kulturelle
spørgsmål og været optaget i løsninger. Med rod i en luthersk
to-regimentelære skriver han: »Evangeliet er for alle, og det kan kun,
ifølge dets eget indhold, modtages i frihed. Sætter vi den betingelse
for at tilhøre kirken, at man skal være med i dens aktiviteter, kommer
vi, hvad enten vi vil eller ej, til at lade det være forbeholdt en kreds
af mennesker af en bestemt holdning eller et særligt temperament, i
værste fald bliver det forbeholdt mennesker, der har en forkærlighed for
store ord.«
Løgstrup sluttede sit indlæg med en skarp kritik. »Er økumenisk institut
ude på at foregribe foretagsomheden og snyde for erkendelsesarbejdet?
Noget tyder på det. Der er fare på færde. Det århusianske teologiske
fakultets videnskabelige standard er truet.« Spørgsmålet er nu, om det
32 år senere har bredt sig, så vores grundlæggende forståelse af kirken,
læs: de mennesker, fællesskabet af barnedøbte, som er samlet om at høre
evangeliet, Guds ord til os, er ved at gå tabt.
Når enkelte i dag taler om, at »kirkens skal være herre i eget hus«,
eller at »kirken skal have mund og mæle«, så er der intet nyt i det. Man
benytter det gamle trick med at skabe turbulens, således at man selv kan
sætte sig på taburetterne og anvende den kirkelige institution til egne
mærkesager. Hvor den nuværende kirkeordning sikrer rummelighed og frihed
i forkyndelse, dér vil en synode medføre en politisering og splid og
blive talerstol for de store ord med ensretning og tvang til følge. Den
vil blive et moraliserende regimente, hvor det ikke drejer sig så meget
om at sikre Guds ord frit løb. Nej, i kirken vil friheden begrænses, og
i det verdslige vil man søge at moralisere politikken i lummerhed.
Spørgsmålet er, om der blandt folkekirkemedlemmer er en interesse for,
at kirken skal ændres fra at være en ramme om evangeliets forkyndelse
til at være et politiserende og moraliserende vogternes råd, som skal
korrekse politikerne ganske gratis. Hvem der kan tale på kirkefolkets
vegne, og hvorfra mandatet til det vidtløftige krav om ejendomsret i
Guds hus stammer, står hen i tågerne. Under alle omstændigheder bør man
være varsom, så der ikke spilles hasard med en ordning, der med sine
mangler har udgjort og fortsat udgør en rimelig ramme for evangeliets
forkyndelse.
....
Søndagsgudstjenesten rundes af med bønnen: »Herre, jeg takker dig, fordi
du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre.« Herefter sendes vi som
myndige mennesker af sted rustet med fantasi og samvittighed til at
skønne, hvad der er til gavn og nytte for næsten - uden moralprædiken
fra de kedelige og selvhøjtidelige, patetiske og politiserende vogtere
af de store ord.
===
Bl.a. derfor skal kirken ikke »sættes fri«.
--
Per Erik Rønne