Afsluttende bemærkninger herfra.
Jeg har nu fulgt debatten i tråden og kan da godt se at jeg nok var lidt for
hårdt udfarende i mine første reaktioner. jeg skal være den første til at
beklage hvis jeg har såret nogen uberettiget.
Efterfølgende ser jeg derimod ingen grund til at kalde mig "selvtægtsfacist"
da jeg på ingen måde kunne drømme om at tage loven i egen hånd. Derimod skal
det være mig en fornøjelse nidkært at anmelde ethvert overgreb, psykisk
eller fysisk, overfor et forsvarsløst barn. i vor organisation har vi
dagligt denne virkelighed tæt inde på livet og ingen som ikke befatter sig
med disse knuste børn kan sætte sig ind i hvilke menneskelige katastrofer vi
dagligt oplever. her er ingen spøgelser, men smertelig virkelighed.
I vor spæde start for 2 1/2 år siden, blev jeg umådeligt såret hvis nogen
smædede vor lille forening, men som tiden er gået er idealismens skæl faldet
fra øjnene og huden er blevet lidt tykkere, men stadigvæk kan jeg reagere
kraftigt på forsvar for at ødelægge børns liv uanset hvor i verden det
foregår. Jeg mener stadig, at hvis man er pædofil er man en tikkende bombe i
forbindelse med børn. Hvor længe kan et menneske undertrykke sine fysiske
behov?
Vi ser dagligt i Filippinerne danskere, tyskere, englændere og andre, alle
af begge køn, vandre rundt med tilfældige børn som man samler op eller børn
som af deres forældre er sendt ud for at score udlændinge. Der er dog tale
om flere mænd end kvinder i denne sammenhæng. Stedlige undersøgelser viser,
at disse sexturister aldrig ville turde at forgribe sig på børn i deres
hjemlande, men tager ud til tredie verdens lande og udlever deres
tilbøjeligheder. Vi er der for at rydde op efter disse pædofile og prøver at
sætte disse unger sammen igen efter at er blevet smadret.
Vi kan med sikkerehed ikke redde hele verden, men vi kan gøre en positiv
forskel for nogle få og så er frøet sået.
Kind regards / Med venlig hilsen
Mr. W. B. Stellander
President & Founder
www.educarephilippines.dk
educare.ph@get2net.dk
educare_ph@hotmail.com