---

Der er specielt 2 mennesker i denne verden som jeg virkeligt elsker. De to
er min 5-årige datter og min dejlige kæreste.

Mit korte spørgsmål er: hvordan bringer jeg dem tættere på hinanden? Jeg har
kendt min kæreste i 8 måneder og det er meget seriøst mellem os, og der er
ingen tvivl om, at begge kommer til at udfylde en stor del af resten af min
fremtid. Som det er nu, virker det desværre mere som om de tolererer
hinandens tilstedeværelse uden at have en egentligt kontakt. Og når han
henvender sig til hende, får han enten et surt svar eller en kold skulder,
hvilket jo ikke ligefrem er befordrende for hans lyst til at udvikle
forholdet til hende.

Jeg forstår, at min datter kan føle sig truet, men samtidigt giver hun
udtryk for, at hun savner sin far (som hun ikke kan huske). Så min
fortolkning er, at hun savner en far simpelthen.
Min kæreste har gjort meget for at bringe os sammen ved at tage os med på
udflugter, lave børnefilm-aftener hjemme hos sig selv og hos os, tage ud og
spise på MacD osv, men min datter virker desværre upåvirket af disse tiltag.
Jeg kan sagtens tale med hende om, at hun skal tale pænt til ham, svare ham
osv, og det er hun enig i, og hun siger, at hun er glad for ham, men så
snart han er her, falder hun tilbage i det samme mønster.

Jeg ønsker af hele mit hjerte, at de får et forhold, at de får en kontakt så
de ikke blot fortsætter med at "passere hinanden i gangen" indtil hun
flytter hjemmefra.
Jeg forventer ikke, at han skal elske hende, og jeg forventer ikke, at hun
skal elske ham. Men jeg havde dog håbet, at de ville lære hinanden at kende
og få "noget" sammen.

Hvordan kan jeg bringe dem sammen? Jeg vil have dem begge i mit liv og have
en samlet familie. Det kan vel ikke være for ambitiøst?

---

"Mette" <no@spam.com> skrev i en meddelelse

> Mit korte spørgsmål er: hvordan bringer jeg dem tættere på hinanden? Jeg
har
> kendt min kæreste i 8 måneder og det er meget seriøst mellem os, og der er
> ingen tvivl om, at begge kommer til at udfylde en stor del af resten af
min
> fremtid.

- klip -

> Min kæreste har gjort meget for at bringe os sammen ved at tage os med på
> udflugter, lave børnefilm-aftener hjemme hos sig selv og hos os, tage ud
og
> spise på MacD osv, men min datter virker desværre upåvirket af disse
tiltag.

- klip -

Det, du beskriver - er det ikke netop det, mange kritiserer weekendfædre
for: uforpligtende underholdning og tivolisering?
Jeg tror ikke på, man kommer tættere på hinanden af at se børnefilm eller gå
på mc-donalds - men hvis man i forvejen er tæt på hinanden, bliver det MEGET
sjovere at gøre disse ting sammen.

Men jeg tror på, at hvis din kæreste laver et stykke praktisk arbejde, der
er godt/nødvendigt for jeres lille familie - og specielt din datter - og
laver det sammen med pigen, så kan de få en følelse af samhørighed.
Det kunne måske være noget så simpelt som at købe ind og lave din datters
livretter sammen (og du tager opvasken uden mukkeri) - smøre madkurven
sammen til den fælles skovtur, mens du klarer rengøringen (eller omvendt) -
ordne vasketøjet sammen, mens du laver noget andet - reparere
barbiedukkerne, dukkehuset eller det slidte ludospil sammen - fremtrylle et
sovested til bamserne - male et "kunstværk" til hendes værelse - hænge den
lampe op, hun så brændende har forelsket sig i - etc., etc.
Men det skal være noget, DE TO laver sammen, uden at du blander dig, og det
skal være noget, der direkte har betydning for jeres hverdag.

Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse

Jeg synes personligt at dine forslag er gode, men da vi ikke bor sammen
bliver mulighederne for "hverdagssysler" begrænsede. Jeg tror dog, at min
datter godt kan føle sig udenfor nogle gange, når vi ser TV-avis og
hyggesnakker over maden og ikke har den fulde opmærksomhed på hende.

---

"Mette" <no@spam.com> skrev i en meddelelse
>
> Jeg synes personligt at dine forslag er gode, men da vi ikke bor sammen
> bliver mulighederne for "hverdagssysler" begrænsede. Jeg tror dog, at min
> datter godt kan føle sig udenfor nogle gange, når vi ser TV-avis og
> hyggesnakker over maden og ikke har den fulde opmærksomhed på hende.

Ja, men kommer han ikke på besøg en søndag eller en weekend?
Er det ikke et simpelt holdningsspørgsmål, om DU (og din datter?) skal suse
rundt og gøre hytten klar, til han kommer - og så er han gæst, og kun gæst,
resten af tiden...

.... eller om du og din datter har hygget jer i sengen med morgenTV og
resterne af fredagsslikket UDEN en forventning om, at slottet skal være
fejet og prydet, til ridderen på den hvide hest ankommer - og når så din
kæreste kommer, er han en del af hverdagen og tager del i de opgaver, der nu
engang ER i et hjem (og gør det sammen med din datter)???

Hvis det foregår på den første måde, kan jeg skiseme godt forstå, hun er en
anelse foreholden.

Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:c3q8a5

> ... eller om du og din datter har hygget jer i sengen med morgenTV og
> resterne af fredagsslikket UDEN en forventning om, at slottet skal være
> fejet og prydet, til ridderen på den hvide hest ankommer - og når så din
> kæreste kommer, er han en del af hverdagen og tager del i de opgaver, der
nu
> engang ER i et hjem (og gør det sammen med din datter)???
>
> Hvis det foregår på den første måde, kan jeg skiseme godt forstå, hun er
en
> anelse foreholden.

Men det foregår stort set på den anden måde, som du beskriver - altså meget
stille og roligt efter en dag med hjemmehygge (det er ikke altid hun er i
børnehave) så kommer han her, laver mad, ordner noget praktisk (f.eks at
sætte videoen til..*g* - eller ordner støvsugeren og så spiser vi og
slapper af bagefter. Han er rigtig god til at lege med hende - op på ryggen
og futte rundt osv, og der er alle glade. Men kontakten - menneske til
menneske, den har svære kår - især når han meget ofte simpelthen bliver
ignoreret af hende.

Et eller andet sted ved jeg, at hun har viljen til det, da hun direkte har
sagt til mig, at hun elsker ham (!) og at hun glæder sig til at vi bliver en
familie, og at han bliver hendes far, men det er svært når hun står i
situationen og måske stadigvæk ubevidst opfatter ham som en trussel mod den
symbiose vi altid har haft.

---

"Mette" <no@spam.com> skrev i en meddelelse

> Men det foregår stort set på den anden måde, som du beskriver - altså
meget
> stille og roligt efter en dag med hjemmehygge (det er ikke altid hun er i
> børnehave) så kommer han her, laver mad, ordner noget praktisk (f.eks at
> sætte videoen til..*g* - eller ordner støvsugeren og så spiser vi og
> slapper af bagefter. Han er rigtig god til at lege med hende - op på
ryggen
> og futte rundt osv, og der er alle glade. Men kontakten - menneske til
> menneske, den har svære kår - især når han meget ofte simpelthen bliver
> ignoreret af hende.
>
Hvis din datter vil være med til at futte rundt på din kæreste, og er glad
for, at han leger med hende - hvad vil du så mere lige nu?
Jeg forstår det ikke, når du samtidig skriver, at kontakten menneske til
menneske har svære kår?

> Et eller andet sted ved jeg, at hun har viljen til det, da hun direkte har
> sagt til mig, at hun elsker ham (!) og at hun glæder sig til at vi bliver
en
> familie, og at han bliver hendes far, men det er svært når hun står i
> situationen og måske stadigvæk ubevidst opfatter ham som en trussel mod
den
> symbiose vi altid har haft.

Jamen ved du hvad - så tror jeg bare, du skal tage det roligt og give det
tid.
Du VIL så gerne, og det kan jeg godt forstå . men ting tar den tid, ting
skal ta.
Det lyder som om, din datter har helt styr på det: Hun er positivt
indstillet og vil gerne - men lukker hun ham ikke ind i sit liv i det
tempo, HUN kan klare?
Husk: Det er dig, der er forelsket, ikke hende

Hvis du forestiller dig den omvendte situation om 12 - 15 år: Din datter
kommer hjem med julelys i øjnene og vil så gerne have sin kæreste til at
blive en del af familien lige her og nu... Så er det jo nok DIG, der godt
lige vil se tingene lidt an, inden du knytter dig for meget til kæresten -
for holder det?

Held og lykke med det!

Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:c3qajt$md2$1@sunsite.dk...
> Hvis din datter vil være med til at futte rundt på din kæreste, og er glad
> for, at han leger med hende - hvad vil du så mere lige nu?

Jeg vil bare gerne, at de kan snakke sammen normalt og hyggeligt


> Hvis du forestiller dig den omvendte situation om 12 - 15 år: Din datter
> kommer hjem med julelys i øjnene og vil så gerne have sin kæreste til at
> blive en del af familien lige her og nu... Så er det jo nok DIG, der godt
> lige vil se tingene lidt an, inden du knytter dig for meget til kæresten -
> for holder det?

Jeg tror ikke hun har de overvejelser med i ligningen - hun har ikke
personligt nogen erindring om, at noget ikke kan holde.
Men efter en 8 måneders tid ville jeg da helt klart stå med åbne arme

---

Jeg synes, der mangler en væsentlig oplysning, før man kan råde: Har din
datter en far? Hvordan er hans position? Kan hun eventuelt føle din kæreste
som en trussel og fx tro, at hvis han først flytter ind, må eller kan hun
ikke se sin far så tit? Alle disse faktorer kunne få hende til at føle sig
forbeholden.

Per V.

---

"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:4060b535$0$488$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> Jeg synes, der mangler en væsentlig oplysning, før man kan råde: Har din
> datter en far? Hvordan er hans position? Kan hun eventuelt føle din
kæreste
> som en trussel og fx tro, at hvis han først flytter ind, må eller kan hun
> ikke se sin far så tit? Alle disse faktorer kunne få hende til at føle sig
> forbeholden.

Det er vist nævnt, at pigen ikke kender sin far.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:4060c9fc$0$18663$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...
> "vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
> news:4060b535$0$488$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> >
> > Jeg synes, der mangler en væsentlig oplysning, før man kan råde: Har din
> > datter en far? Hvordan er hans position? Kan hun eventuelt føle din
> kæreste
> > som en trussel og fx tro, at hvis han først flytter ind, må eller kan
hun
> > ikke se sin far så tit? Alle disse faktorer kunne få hende til at føle
sig
> > forbeholden.
>
> Det er vist nævnt, at pigen ikke kender sin far.

Korrekt. Hun ved, at hendes far bor i USA, men hun har ikke nogen erindring
om ham, idet hun var 15 mdr. da vi flyttede. Hun nævner ham dog fra tid til
anden, men har altså ikke en "far" i den forstand.

---

"Mette" <no@spam.com> skrev i en meddelelse
news:4060cc26$0$218$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>
> "Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:4060c9fc$0$18663$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...
> > "vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
> > news:4060b535$0$488$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> > >
> > > Jeg synes, der mangler en væsentlig oplysning, før man kan råde: Har
din
> > > datter en far? Hvordan er hans position? Kan hun eventuelt føle din
> > kæreste
> > > som en trussel og fx tro, at hvis han først flytter ind, må eller kan
> hun
> > > ikke se sin far så tit? Alle disse faktorer kunne få hende til at føle
> sig
> > > forbeholden.
> >
> > Det er vist nævnt, at pigen ikke kender sin far.
>
> Korrekt. Hun ved, at hendes far bor i USA, men hun har ikke nogen
erindring
> om ham, idet hun var 15 mdr. da vi flyttede. Hun nævner ham dog fra tid
til
> anden, men har altså ikke en "far" i den forstand.
>
Det havde jef i så fald overset. Men så kan det altså ikke være det.

Ligesom de andre tror jeg, at I blot skal give hende tid og ikke presse
noget ned over hovedet på hende. Hvis dit og kærestens forhold er godt, vil
det smitte af på datteren efterhånden - bl.a. fordi et godt parforhold vil
give jer begge overskud til at være mere for hende.

Per V.

---

"Mette" <no@spam.com> skrev i en meddelelse
news:4060a81d$0$244$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...

> Et eller andet sted ved jeg, at hun har viljen til det, da hun direkte har
> sagt til mig, at hun elsker ham (!) og at hun glæder sig til at vi bliver
en
> familie, og at han bliver hendes far, men det er svært når hun står i
> situationen og måske stadigvæk ubevidst opfatter ham som en trussel mod
den
> symbiose vi altid har haft.

Nu har jeg ikke lige læst til enden af tråden endnu, men da jeg læste dette
indlæg var der noget der faldt mig i øjnene, at hun måske ikke turde
engagere sig i din kæreste følelsesmæssigt, fordi hun er bange for om han
forsvinder? Bare en tanke?

--
Knus
Sanne
Dragons aren't extinct; they just learned to hide in books.

---

Inger Pedersen wrote:
> Det, du beskriver - er det ikke netop det, mange kritiserer
> weekendfædre for: uforpligtende underholdning og tivolisering?

Jo, og det som jeg er ved at tabe en FM retssag på

> Jeg tror ikke på, man kommer tættere på hinanden af at se børnefilm
> eller gå på mc-donalds - men hvis man i forvejen er tæt på hinanden,
> bliver det MEGET sjovere at gøre disse ting sammen.

Helt korrekt, det skal bare ikke tage overhånd

> Men jeg tror på, at hvis din kæreste laver et stykke praktisk
> arbejde, der er godt/nødvendigt for jeres lille familie - og specielt
> din datter - og laver det sammen med pigen, så kan de få en følelse
> af samhørighed.

Mit råd ville være at bakke "lidt" baglæns, lade pigen få lidt afstand til
at betragte mors nye kæreste gør netop nogle af de ting du beskriver (altså
ikke inddrage pigen i det, FØR hun selv kommer og siger "det vil jeg også
være med til / det ser spændende ud / osv"

For man kan ikke presse kærlighed / tillid ned over hovedet på nogen (og
slet ikke børn), disse ting er noget man gør sig fortjent til, nogen gange
koster det blod, sved og tårer at opnå det

Mvh
Brian

---

"Brian k" <brian@nospam.com> skrev i en meddelelse

> For man kan ikke presse kærlighed / tillid ned over hovedet på nogen (og
> slet ikke børn), disse ting er noget man gør sig fortjent til, nogen gange
> koster det blod, sved og tårer at opnå det

120% enig -mindst
Og enig i resten også, for øvrigt.

Det lyder træls med de erfaringer, du beskriver.
Jeg føler med dig.

Hilsen Inger

---

> Mit korte spørgsmål er: hvordan bringer jeg dem tættere på hinanden? Jeg
har
> kendt min kæreste i 8 måneder og det er meget seriøst mellem os, og der er
> ingen tvivl om, at begge kommer til at udfylde en stor del af resten af
min
> fremtid. Som det er nu, virker det desværre mere som om de tolererer
> hinandens tilstedeværelse uden at have en egentligt kontakt. Og når han
> henvender sig til hende, får han enten et surt svar eller en kold skulder,
> hvilket jo ikke ligefrem er befordrende for hans lyst til at udvikle
> forholdet til hende.

Det kan tænkes, at din datter er bange for, at han forsvinder igen, og
derfor af den grund holder en vis afstand til ham. Der bliver jo snakket en
del "hvad laver jers forældre så" i børnehaverne, samt at kammeraterne
bliver hentet af deres far, og det ser hun jo.

Det er nok også lidt sværere idet i ikke bor sammen, og det kan også være en
af grundene til, at hun evt. holder en afstand til ham, for hvad hvis han nu
ikke er der i morgen... Osv.

Det er blot mine overvejelser for, hvad det evt. kunne ligge til grund for
din datters afvisning af ham. Har i prøvet, at tage en snak med hende,
fortalt at han holder meget af hende. Måske en ting han kunne gøre selv.

-Jie

---

Hej Mette

Jeg er for 2 måneder siden flyttet sammen med min kæreste, der har to børn.
I den tid, inden vi flyttede sammen - kan jeg genkende en del af de ting som
du nævner. Essensen ligger nok i, at din kæreste er en, der kommer på
besøg - og derved tager din opmærksomhed væk fra barmet. Når tiden kommer,
hvor I måske skal flytte sammen - vil du og i se, at tingene forandrer sig
ganske meget. Barnet får et anderledes forhold til din kæreste idet, at han
deltager i de daglige gøremål - alle de almindelige sysler som hun ser sin
mor gøre.

Det som Inger skriver er meget korrekt. Pas på med, at lade ham "købe" sig
ind til sit barn. På sigt vil dette slå tilbage på den måde, at barnet vil
se din kæreste som en, der kan dække et behov / lyst til f.eks. MacD. Lidt
hårdt sagt - men det er anden gang jeg prøver et forhold med astedbørn. Og
første gang gjorde jeg stort set alt forkert.

Så ro på - ikke mase på - det kommer med tiden.

Held og lykke

Peter



"Mette" <no@spam.com> wrote in message
news:40607e7f$0$291$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Der er specielt 2 mennesker i denne verden som jeg virkeligt elsker. De to
> er min 5-årige datter og min dejlige kæreste.
>
> Mit korte spørgsmål er: hvordan bringer jeg dem tættere på hinanden? Jeg
har
> kendt min kæreste i 8 måneder og det er meget seriøst mellem os, og der er
> ingen tvivl om, at begge kommer til at udfylde en stor del af resten af
min
> fremtid. Som det er nu, virker det desværre mere som om de tolererer
> hinandens tilstedeværelse uden at have en egentligt kontakt. Og når han
> henvender sig til hende, får han enten et surt svar eller en kold skulder,
> hvilket jo ikke ligefrem er befordrende for hans lyst til at udvikle
> forholdet til hende.
>
> Jeg forstår, at min datter kan føle sig truet, men samtidigt giver hun
> udtryk for, at hun savner sin far (som hun ikke kan huske). Så min
> fortolkning er, at hun savner en far simpelthen.
> Min kæreste har gjort meget for at bringe os sammen ved at tage os med på
> udflugter, lave børnefilm-aftener hjemme hos sig selv og hos os, tage ud
og
> spise på MacD osv, men min datter virker desværre upåvirket af disse
tiltag.
> Jeg kan sagtens tale med hende om, at hun skal tale pænt til ham, svare
ham
> osv, og det er hun enig i, og hun siger, at hun er glad for ham, men så
> snart han er her, falder hun tilbage i det samme mønster.
>
> Jeg ønsker af hele mit hjerte, at de får et forhold, at de får en kontakt
så
> de ikke blot fortsætter med at "passere hinanden i gangen" indtil hun
> flytter hjemmefra.
> Jeg forventer ikke, at han skal elske hende, og jeg forventer ikke, at hun
> skal elske ham. Men jeg havde dog håbet, at de ville lære hinanden at
kende
> og få "noget" sammen.
>
> Hvordan kan jeg bringe dem sammen? Jeg vil have dem begge i mit liv og
have
> en samlet familie. Det kan vel ikke være for ambitiøst?
>
>
>
>
>

---

Jeg vil gerne rette min tak
Vi havde en rigtig hyggelig aften i går, hvor vi gjorde noget for, at hun
skulle føle sig i centrum og hun var meget glad - lige indtil det var
sengetid..skrig, hulk og snøft. Men det har jo ikke noget med kæresten at
gøre..*g*

---

"Mette" <no@spam.com> skrev i en meddelelse
news:40644ae6$0$304$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Jeg vil gerne rette min tak
> Vi havde en rigtig hyggelig aften i går, hvor vi gjorde noget for, at hun
> skulle føle sig i centrum og hun var meget glad -

Det lyder dejligt.

lige indtil det var
> sengetid..skrig, hulk og snøft. Men det har jo ikke noget med kæresten at
> gøre..*g*

Jeg forstår hende - nu gik det jo lige så godt!

Hilsen Inger

---

http://w1.1437.telia.com/~u143700754/PapMor1.html

der er også en masse links om emnet

---

Mette wrote:
>
> Hvordan kan jeg bringe dem sammen? Jeg vil have dem begge i mit liv
> og have en samlet familie. Det kan vel ikke være for ambitiøst?

Hej

Kik her
http://www.foreningenfar.dk/forum/forum_posts.asp?TID=928&PN=1