jørgen wrote:
> Måske kan man dele vores liv op i 2 dele. Den ene er de ydre ting
> hvor vi har den fysiske lovmæssighed hvor ting indvirker på hinanden
> og hvor årsag og virkning hænger sammen.
>
> Så er der den sjælelig/åndelige del af vores liv. Det er de indre
> ting såsom hvad vi tænker, føler, hvordan vi beder osv.
>
> Der er altså 2 sphære, den indre sphære og den ydre, og jeg tror Gud
> er mest interesseret i den indre. Det er her vores sind og ånd gerne
> skulle forvandles og helliggøres mere og mere alt efter som vi og Gud
> Helligånd virker sammen.
Du ka' vist din Luther!
Netop denne skelnen, som også findes i NT (især hos Johannes og Paulus, så
vidt jeg husker) mellem "åndeligt og kødeligt" er netop dèn Luther genialt
fortolker i "Om Kristenmenneskets Frihed": Det "indre menneske" er Troens
domæne, det Himmelske regimente, hvor man alene er ansvarlig over for Gud. I
det "ydre menneske" påtager man sig - faktisk ufrivilligt, da det er af
oprigtig næstekærlighed - rollen som næstens tjener og efterlever de
verdslige ordninger, man nu engang er sat under.
Der synes næsten at være tale om tanke og handling i en slags
årsags-virkningsforhold.
Og begge regimenter er Gudsskabte og jævnbyrdige. Som menneske er man i
praksis underlagt BEGGE to regimenter, da man har både et indre trossliv og
et ydre samfundsliv, omend "den indre sfære" synes at dominere den ydre.
> Dog er der eksempler på at Gud forandrer og griber ind i ting i den
> ydre sphære. Om Han ophæver naturlovene eller overstyrer dem ved jeg
> ikke, men når Han eks. helbreder en mand for en sygdom er det indgreb
> i de ydre ting. Når Han derimod ved Helligånden maner os til
> omvendelse så er det indgreb i den indre sphære og her gælder de
> fysiske naturlove vel ikke.
Gud er stillet over både ånd og kød (eller tanke og handling). Det er ikke
nødvendigvis et modsætningsforhold, selv om det umiddelbart forekommer
sådan. Gud er jo suverænt Almægtig.
> Man kan jo også spørge at hvis Gud hele tiden skulle besvare vores
> bønner angående de ydre ting så skulle han konstant ændre på
> naturloven om årsag virkning og vi ville få et univers i en form for
> kaos hvor vi aldrig kunne vide om stenen faldt nedad eller opad alt
> efter om Gud nu var ifærd med at besvare en eller flere bønner.
>
> Så måske svare Gud ikke så ofte, eller meget, på bønner angående de
> ydre ting, fordi han vil respektere naturlovene og reglen om årsag og
> virkning, hvilket egentlig er en god ting for disse naturlove gør at
> vi kan bygge huse og at lægerne kan udvikle mediciner mv.
Gud er jo forhåbentlig ikke underlagt naturlovene. De kan vel måske snarere
siges at være en slags "mekanisk autopilot" eller endda "telefonsvarer",
hvis man tror på at Gud har magten til at gribe ind, hvor Han vil.
Men det er rigtig nok også ganske svært at forestille sig at Gud - ja, at
selv Han - skulle være i stand til at efterkomme alle menneskers ønsker på
een gang. Ud fra en snæver menneskelig logik ville det vel ikke engang kunne
lade sig gøre for Ham, da menneskers ønsker ofte strider mere eller mindre
direkte imod hinanden. Hvad med de bønner, som måske er direkte egoistiske
og som snarere kan have karakter af selvforherligelse kombineret med
forbandelse af andre personer end egentlige bønner? (Du kender jo selv
udmærket Davids salmer i GT!) Skulle de så også altid opfyldes?
Eller er det - hvad jeg kunne forledes til at tro - kun "afklarede" bønner,
hvor man netop anerkender Guds almagt og sin egen svage position, der -
letforståeligt og logisk - synes at opfyldes, da man netop intet forventer,
men blot nøjes med at prise Gud for dèn Nåde han allerede har vist en?
Jeg giver som bekendt ikke meget for herlighedsteologi, som jeg opfatter som
en afart af en slags "noget for noget"-lovtrældom. Det handler for mig at se
ikke om at bede for noget man ikke har, men taknemmeligt at bede for, hvad
man er blevet givet, nemlig Nåden.
Man kan, så vidt jeg ellers kan se, aldrig have krav på mere, da det er det
eneste, der virkelig BETYDER noget herfra og til Dommedag (og måske endda
hinsides), er at vi netop gennem samme Nåde er fritaget for dom og straf: Vi
er trods ALLE andre (herunder "ydre") vilkår givet troen på Syndernes
Forladelse ved Jesu Kristi blod. Og dèt, denne tro, er vel i sig selv
"skatten" for det enkelte kristenmenneske?
Hvad ville det overhovedet give kristelig mening at ønske derudover? Er der
overhovedet noget andet tilbage at begære, når først man frimodigt, ærligt
og oprigtigt kan tillade sig at tro sin sjæl forsvaret og forvaret hos Gud,
som trods al eens menneskelige skrøbelighed alligevel totalt ufortjent
elsker een?
--
Mvh
Anders Peter Johnsen