Hej NG
Jeg har postet nedenstående indlæg i dk.fritid.dyr.kat hvor en venlig sjæl
har henvist mig hertil.
Jeg poster indlægget i sin fulde længde og håber, nogen gider læse det og
måske har et råd. Feks vil jeg gerne vide, hvorvidt det er sandt, at
politiet ikke kan hjælpe mig.
Supplerende kan jeg sige, at jeg har stillet det samme spørgsmål til
advokaterne på
www.raadogret.dk og venter svar indenfor max 5 arbejdsdage.
---
Hej NG.
Her er en lille trist historie fra det virkelige liv, som jeg vil dele med
jer i håb om, at nogen har et godt råd, for jeg aner ikke hvad jeg skal
gøre. Jeg skal prøve at gøre det kort:
Da jeg i fredags kom hjem fra arbejde, opdagede jeg (i bedste amerikanske
film-stil), at min forlovede var rejst med alle sine ting (godt og vel).
Det var naturligvis et grimt chock at komme hjem til, da jeg intet anede,
men værst af alt var dog, at hun havde taget min dejlige kastrerede hankat
med sig!
Desuden alle ringbind gennemrodet og papirerne fra Kattens Værn, hvor han
naturligvis er registreret i mit navn, var væk!
Jeg går ud fra dette er sket for at jeg ikke kunne melde ham savnet i
registeret, samt at hun måske ændrer ham til sit navn. Desuden manglede alt
tilbehør, kurv, transportkasse, madskåle osv.
Jeg synes naturligvis det er forfærdeligt at uskyldige dyr skal komme i
vejen for to voksne menneskers uoverensstemmelser, og selvom det vel var
"vores" kat så længe han boede her i huset, så støder det mig alligevel. Da
jeg ved, alle herinde er meget store dyrevenner, skal jeg for
retfærdighedens skyld skynde mig at nævne, at jeg ikke tvivler på, hun
passer godt på ham, men alligevel.
Jeg har talt med politiet, som intet kan gøre så længe det drejer sig om en
levende ting. De kunne kun anbefale mig at gå rettens vej, hvis jeg MEGET
gerne ville have ham igen, da det jo er temmelig dyrt, som de sagde.
Jeg har også ringet til Kattens Værn, og det er lykkedes mig at få oplyst
hans øremærke igen, og melde ham savnet. Jeg må indrømme jeg synes det er
pinligt at ringe og fortælle historien til disse instanser (det virker så
barnligt), men jeg hvis der er noget som helst jeg kan gøre så vil jeg
altså.
Det kommer let til at virke som to menneskers muddekastning der manifesteres
i et dyr, men sådan mener jeg ikke det er -jeg vil _virkelig_ gerne have ham
igen.
Jeg går ud fra, hun ikke kan ændre ham til sit navn, når han er meldt
savnet, og havde måske også håbet på, hun blev stoppet, hvis hun feks tog
ham til dyrlæge, men da både ekskæresten og katten p.t. er hos hendes mor
(som er opdrætter af Ragdolls i Esbjerg og bruger en privat sort dyrlæge til
alle sine katte) skal jeg vist ikke håbe på dette
Det er lykkedes mig igår at få telefonisk kontakt med hende, og efter lidt
tid fået hende til at indrømme at hun har katten, men hun gjorde mig det dog
klart, at hun vil "nægte at vide hvor han er" såfremt jeg feks går rettens
vej.
Her er så mit spørgsmål omsider: Hvad pokker gør jeg? Så længe min
ekskærestes argumenter er ting som "jeg elsker ham mere end dig, og derfor
får du ham ikke!", er dialog i hvert fald udelukket (tro mig, jeg har
prøvet).
Politiet kan ikke hjælpe og jeg kan ikke selv rejse over og hente ham. Jeg
kan ikke komme på flere muligheder.
Katten er faktisk en jeg har "arvet" fra et demensafsnit på ældrecenteret
hvor jeg arbejder. Da de ikke måtte have ham mere, tog jeg ham med hjem og
vi blev meget glade for ham. Jeg er _meget_ i tvivl om, hvad jeg skal sige
til min arbejdsplads. Hele denne historie er så rodet og trist, og det er
vel egentlig knapt nok gået op for mig, så I må bære over med mig, hvis
dette er langt, rodet eller måske i virkeligheden OT, men jeg håber sådan
nogen kan give mig et råd. Jeg vil så gerne have min kat igen og føler intet
jeg kan gøre..
På forhånd 1000 tak,
Ian O.