Hærprovsten fra Kastelkirken fortalte mig, at der er nogle af hans præster,
der har mange måneders venteliste mht at deres sognebørn kan få adgang til
"sjælesorg"-samtale med præsten.
Typisk midaldrende og ældre mænd render visse karismatiske præster på
dørene, så meget, at der må sættes en grænse, og præsten må gøre sig
kostbar.
Det sætter mysteriet med sognebånds-afslag i perspektiv.
Mit synspunkt er, at eneste konkrete arbejdsbyrde for præsten, som
sognebåndsløsning medfører, er, at forrette gejstlige tjenester, typisk
begravelse, i disse tilfælde.
Men præster opnår selvfølelse ved at blive søgt pga sympati fra ulykkelige -
det er smigrende, at netop han/hun ønskes som sjælesørger.
Den selvfølelse skades af, at man som jeg fokuserer på hvad er juridisk
krævet, nøgternt set.
Derfor lægger præster ind i mellem linierne i deres arbejdsbeskrivelse,
nogle smukke tanker om at sognebåndsløsning kun bør bevilges, når der der
gensidig stærk sympati og tillid mellem præst og sognebåndslæser. Smuler fra
de riges bord til UDVALGTE fattige - ikke til enhver, ikke en menneskeret.
Det er ene og alene udfra sådan overfortolkning af kirkeloven, at man kan
smide folk ud af folkekirken, sådan som det er sket to gange i det seneste
årti.
Når man spørger præster om deres mening om den interessante udsmidning af
Steen Ribers fra den Folkekirke, han elsker(og stadig har job i), så er
næsten alle i vildrede.
"Det er ikke mit bord" siger den typiske FK-tjenestemand. "Der må have gjort
sig forhold gældende, som jeg ikke er informeret om" siger man som en lydig
preussersoldat, der adlyder ordre og bøjer nakken, og ikke vil stille
spørgsmålstegn vedr sit system og sin arbejdsgiver.
Der ligger behagelig magt i at kunne dispensere og bøje §-er, og ikke være
bundet af kategoriske regler. Derfor vil kirken ikke udsende Guds absolutte
signal "Alle er velkomne"
Man insisterer på "at der er grænser for Guds kærlighed" (flygter fra Guds
til Kejsers domæne) og de mest magtfulde personer nyder at være ubundne, dvs
magtfuldkomne. Der er jo ellers intet som præster kan gøre folk utilfredse
med. Her er der endelig en principiel småting. Den vil man ikke give fra
sig.
Kirketugten afskaffedes med Grundtvig, men små symbolske rester luner. Et
ægte ligheds-syn viger man tilbage for. Man vil gerne statuere, at præst er
ikke ligemand til sognebarnet. Det gælder også når missionske præster nægter
at gifte fraskilte. De andre præster er befængt med helt den samme
dømmesygens virus.
Selv har jeg aldrig ønsket hjælp eller sjælesorg, siden min barndom, hvor
min mor fik mig (og mine søskende) til at stamme, hvilket er at råbe om
hjælp, og derved blive tålt og velset. Der ligger falskhed i sådan tillært
hjælpeløshed, og de (få) der søger sjælesorg i en sådan grad, at præster må
holde dem hen - "ring i min træffetid" - "ring om 3 mdr" - opnår en slags
halvhjertet kærlighed, som præster elsker at uddele. Men søger man præsten
som en ligemand, med ønske om jævnbyrdig dialog, er man skræmmende og
stribevis af både Nørrebro- og omegns-præster har afvist det ligegyldige
sognebånd - ikke uden en vis selvglæde, ved at have magt til at sige nej,
hvad jo ellers er sjældent i præsterollen.
En tidstyv røver ikke mere tid end, hvad den berøvede har vist lyst til at
få berøvet - ved at have skabt sig et bøjeligt skitzo-system
"Evangeliet siger, at man ikke må tjene to herrer. Hele verden siger det
modsatte. Verden siger "til en vis grad" - hvilket er det modsatte" Søren
Kierkegaard
Bo Warming
Bjelkes Alle 46, 2200 København N
Tel: 3586 1000, fax: 3586 1001
http://www.glistrup.com