Scripsit "Hans" <klipjulepynt@blivbachelor.dk>
> > Hvis man har brug "adskillige millioner" på at "opbygge et
> > domænenavn", så har man sikkert undervejs erhvervet en
> > varemærkerettighed, som på ganske almindelig vis kan overdrages, og
> > som giver modtageren mulighed for at forhindre andre i at gøre brug af
> > varemærket - herunder ved at navngive sine objekter ved brug af det.
> Præcis!
Det det præcis medfører er at der ikke er brug for nogen forestilling
om ejerskab til navnerummet.
> Så er der jo ikke brug for en privat virksomhed at kontrolere og
> fratage brugsretten fra den ene og overgive den til en anden.
Der er brug for nogen til at foretage den praktiske trykken på knapper
som rent teknisk styrer hvad navneserverne svarer.
Der er også brug for nogen til at foretage vurderingen af hvem der bør
have mulighed for at navngive deres objekter i hvilken del af
navnerummet.
Du har tilsyneladende et eller andet imod den måde den vurdering
bliver foretaget på efter DIFOs system og vil hellere have at det er
domstolene der vurderer det. Og det har du set dig så gal på at du
ikke besværer dig med at læse indenad og lægge mærke til at jeg på
intet tidspunkt har skrevet noget der er i modstrid med den holdning.
Derimod argumenterer jeg for at dem der fortager vurderingen - HVADEND
det nu er DIFOs ankenævn DK-Hostmasteres bestyrelse/direktion,
domstolene, eller en helt fjerde instans - bør fortage den på et
sagligt grundlag der respekterer ideen bag DNS-systemet. Og jeg har
argumenteret for at en forestilling om ejerskab til en del af
navnerummet ikke er et sagligt grundlag. Det er ikke et sagligt
grundlag, uanset om det er DIFOs ankenævn, en domstol eller en helt
tredje part der foretager vurderingen.
Jeg har konstateret at hvis de danske domstole insisterer på at lade
deres vurderignen af hvem der har mulighed for at navngive objekter i
hvilken del af navnerummet afhænge af et så misforstået og ufleksibelt
grundlag som en forestilling om ejendomsret til domæner, må
internetsamfundet i rent selvforsvar reagere med at flytte
trykke-på-knapper-opgaven uden for disse domstoles jurisdiktion - og
så i øvrigt finde en alternativ måde at få foretaget den nødvendige
afvejning af modstridende hensyn. Det er ærgerligt at man ikke kan
bruge domstolene til den funktion, men hvis domstolene på grund af
landsretspræjudikatet nægter at lægge andre hensyn end
ejendomsretsfiktionen til grund, kan de ikke løse den opgave
internetsamfundet har brug for at få løst, og så må internetsamfundet
gå et andet sted hen.
Jeg har - af polemiske og ret ugennemtænkte årsager - ikke gjort noget
særligt ud af at forklare *hvorfor* forestillingen om ejerskab til
domæner er uhensigtsmæssig og uhistorisk. Det vil jeg forsøge at råde
bod på nedenfor.
> > Eftersom erhververen af varemærkeretten derfor vil have den største
> > nytte af at administrere det pågældende domæne, vil det være naturligt
> > at administratoren delegerer det til indehaveren af varemærkeretten.
> > Det leder nemlig til den bedste udnyttelse af navnerummet.
> Så længe vi ikke taler om domæner som kan ligne varemærker eller bliver
> benyttet i en helt anden sammenhæng og uden at have noget som helst med
> varemærkeregistreringen at gøre.
Ja - hvis domænet allerede bliver benyttet i en anden sammenhæng end
varemærket, må hensynet til kontinuitet i navngivningen for de bruger
der anvnder de allerede eksisterende navne i domænet, som hovedregel
veje tungere end varemærkehaverens kommercielle interesse i at kunne
navngive sine objekter under et navn der falder sammen med varemærket.
Lad mig lige starte med at bruge et par enkelte afsnit på at ridse
baggrunden for domænenavnesystemet op. Det tekniske grundlag for
internettet virker på grundlag af "IP-adresser". Hvis man vil i
kontakt med en computer på internettet - fx en webserver eller
modtageren af en email - skal man kende dens IP-adresse. Den består af
mellem 8 og 12 cifre og er normalt ganske umulig at huske
udenad. Desuden kan den ændre sig, hvis den pågældende computer skal
flyttes fysisk, eller forbindes til resten af internettet gennem en
anden leverandør.
Nettet ville derfor være ganske ubrugeligt hvis man skulle sidde og
taste IP-adresser hele tiden. Derfor har man opfundet en database der
gør det muligt at indtaste nogenlunde menneskevenlige kendeord (fx
"henning.makholm.net") og automatisk få dem oversat til de tilhørende
IP-adresse (fx "81.168.75.8"). Hvis IP-adressen på et bestemt objekt
ændrer sig, man kan foretage ændringen i databasen, og brugerne af
objektet behøver derfor ikke være opmærksomme på flytningen. Databasen
kaldes DNS (for "Domain Name System"), og de menneskevenlige navne
domænenavne.
En væsentlig egenskab ved DNS er at der kun er én af den - alle
brugere af internettet bruger samme verdensomspændende database til at
slå adresser op i, og alle der har en computer som de ønsker kan kunne
nås gennem et DNS-opslag, må derfor på en eller anden måde deles om de
samme mulige navne. Databasen er rent teknisk indrettet således at der
er ikke er ét enkelt sted hvor alle små ændringer skal foretages. I
stedet arbejder den med et træformet system af uddelegeringer og
sub-uddelegeringer. Den der har den tekniske adgang til at indstille
hvad DNS skal svare for adressen "dk." har også adgang til at
indstille hvad svarene skal være for alle adresser der ender på ".dk"
- eller han kan uddelegere indstilingsmuligheden til en del af disse
adresser, fx alle der ender på "diku.dk".
Øverst i systemet findes en række "rodservere", som holder styr på
hvem der kan instille ting i hvert at topniveaudomænerne: "com",
"net", "edu", "dk", "uk", m.v. Systemet virker fordi alle kender den
rå IP-adresse på rodserverne, eller i det mindste kender IP-adressen
på en computer som man kan spørge hvor rodserverne er. For
hjemmebrugere af internettet bliver den adresse i reglen overført
automatisk i forbindelse med at en internetforbindelse etableres.
Man kan i princippet sætte sin computer op til at bruge andre
rodservere end hele resten af verden, men kun få gør det (og da mest
på grund af vildledning), fordi man så ikke kan være sikker på at få
samme svar som alle andre.
Rodserverne ejes og drives for det meste af store (på verdensplan)
ISP'er. De modtager deres grunddata fra ICANN, som vedligeholder de
øverste uddelegeringer i hånden. Det hele vil sige at når jeg har
mulighed for at bestemme hvor John Doe i Sydney ender når han taster
"sommersol.henning.makholm.net" i sin browser, er det fordi han stoler
på noge som stoler på .. nogen som stoler på rodserverne, hvis ejere
stoler på ICANN som stoler på nogen som stoler på nogen som stoler på
mig.
Nok om teknik, næsten. Mit oprindelige argument skulle have været at
det er meningsløst at sige at jeg "ejer"
sommersol.henning.makholm.net, fordi det ville forudsætte at jeg kunne
rejse et krav hele vejen op gennem rækken af stolen-på, hvis John Doe
*ikke* får fat på den server jeg har bestemt hedder sådan (eller i
dette tilfælde: hvis han faktisk får fat i noget overhovedet, for jeg
har bestemt at der ikke er noget overhovedet der hedder sådan). Det
ville jeg så argumentere for ender i en absurditet, fordi der ikke
rigtig er noget sted hvor min formodede ejendomsret kunne *opstå* i
kæden mellem mig og John Doe.
Men det er et sidepor. Mit virkelige argument er ikke formelt men
socialt. Bemærk fra den tekniske gennemgang at hele formålet med DNS
er at give *brugerne* af nettet adgang til på en let måde at
specificere hvilken maskine de vil i kontakt med. Det var formålet da
DNS blev opfindet, og det er stadig formålet. Dem der styrer de
enkelte dele i DNS har derfor først og fremmest et moralsk ansvar
overfor brugerne af de pågældende navne. Når jeg træffer beslutninger
om navngivning under *.henning.makholm.net, bestyrer jeg et betroet
hverv for de forholdsvis få der har brug for at komme i kontakt med
mig eller mit websted. Når Google Inc. træffer beslutninger om
navngivning under *.google.com bestyrer de et betroet hverv for deres
millioner af brugere. Når DK-Hostmaster trækker beslutninger om
navngivning under *.dk, bestyrer de et betroet hverv for de lidt færre
millioner som er afhængige af at kunne bruge adresser i *.dk til at få
fat på de steder på nettet de har brug for.
På grund af at der kun er ét DNS, har alle vi ansvarlige i fællesskab
et ansvar for at der er plads til os alle sammen. Jeg har også et
moralsk ansvar over for Googles brugere, omend kun i det ret beskedne
omfang, at jeg bør indordne mig under et system der beskytter mod at
jeg i morgen finder på at min nye mailserver skal hedde
groups.google.com, og får overtalt nogen navneserver-ejere om at det er
en god ide.
I en nøddeskal er spørgsmålet så hvordan man hitter ud af hvem der
skal have ret hvis jeg og et firma i Californien har forskellige ideer
om hvilken IP-adresse groups.google.com bør have.
Udgangspunktet er og må altid være brugernes interesse. Om jeg eller
Google Inc. hver for sig har størst *brug* for (eller "ret" til) at
kontrollere navnet er sådan set irrelevant. Hvad der *er* relevant er
de temmelig mange brugere der har en begrundet forventning om at det
navn vil give dem en IP-adresse til Googles websøgelæseskrivetjeneste.
Samt det faktum at der ikke er en eneste på hele nettet der kunne
drømme om at taste det navn for at komme frem til et sløret billede af
en kat jeg havde som barn.
Nå, fjollede eksempler til side. Pointen er at det væsentligste hensyn
at tage når man skal administrere navngvningen er brugernes behov. Af
de behov er langt væsentligste den interesse i kontinuitet i
navngivningen som brugernes af eksisterende navne har - dvs at de
fortsat kan få fat i de objekter de plejer at tilgå ved hjælp at de
navne de plejer at bruge. Denne interesse bør vægtes meget højt, og
den fører til et altovervejende udgangspunkt om at den der én gang har
navngivet objekter i en del af navnerummet, også i fremtiden bør have
rådighed over det pågældende navnerum.
Derudover har internetsamfundet også en væsentlig interesse i at
administrationen af navnerummet ikke er mere ressourcekrævende end
højst nødvendigt. Det har ført til en tradition om at anvende
først-til-mølle-princippet også for domæner som registranten endnu
ikke har anvendt til at navngive objekter i. Man har under et vurderet
at den fælles gevinst der ligger i ikke at anvende en masse ressourcer
på milimeterafvejning om hvorvidt den ene anvendelse er værdigere end
den anden, i almindelighed opvejer ulempen ved at anvendelsen af et
konkret navn ikke altid er den mest hensigtsmæssige nogen kunne
foreslå på det tidspunkt navnet faktisk blev taget i brug.
Hensynet til kontinuitet bør i princippet tale for at domæner kun
overgår fra én anvendelse til en anden, hvis den gamle anvendelse
alligevel fuldstændig forsvinder fra nettet. Imidlertid er det ikke
let at definere præcis hvad der karakteriserer en "ny anvendelse"
overfor "samme anvendelse i nye rammer". I princippet bør man spørge
brugerene af navngivningen - dvs dem der verden over bruger de gamle
navne til at kontakte de gamle objekter - men det er praktisk umuligt.
I stedet har man udviklet en tradition for at den hidtidige
administrator A af et domæne optræder som brugernes ambassadør i
processen, og derfor har adgang til at vurdere at brugernes interesse
er bedst tjent med at kontrollen med domænet overlades til
B. Forventningen er i dette tilfælde at B ønsker at viderføre As
aktiviteter på nettet, og at brugerne derfor har glæde af at de gamle
navne for As objekter nu bliver til navne for Bs objekter. Hermed
opstår et begreb on "overdragelse" af et domæne fra en aktør til en
anden. Isoleret set ville det være ønskværdigt hvis administrator af
overdomænet aktivt kontrollerede om B faktisk fortsætter As tjenester,
men igen har man af ressourcehensyn fravalgt dette. Hvis As tjenester
alligevel ophører uanset hvad, er der ikke noget kontinuitetshensyn at
tage, og så kan man lige så godt bestemme sig for domænets fremtid på
den administrativt letteste måde - nemlig ved at lade A bestemme hvem
der fremover skal have domænet delegeret. Ved at bruge en masse energi
på at granske Bs hensigter kunne man måske nok beslutte sig til at
domænet i stedet bør overlades til C, hvis planer med det er nyttigere
eller mere velplacerede. Men eftersom hverken Bs eller Cs påtænkte
navngivning er etableret blandt brugerne, er denne mulige gevinst ikke
stærk nok til at retfærdiggøre ressourceforbruget ved en nøjere
undersøgelse.
Denne administration af "overdragelser" fører imidlertid til at et
"sort marked" for domænenavne opstår. På dette marked kan B love A en
masse penge til gengæld for at standse eller flytte sine aktiviteter
og pege på B som fremtidig bemyndiget for domænet - selv om der måske
står en C klar i kulissen og er villig til at fortsætte As aktiviteter
under uændret navn, hvilket ville være en klar fordel for brugerne ud
fra grundhensynet om kontinuitet. Ret beset er der tale om
bestikkelse: B betaler A for at svigte sin underforståede rolle
som repræsentant for sine hidtigige brugere i processen. Muligheden
for et sådant svigt accepteres i almindelighed som et nødvendigt
onde, fordi en effektiv beskyttelse mod det ville være sindssygt
omkostningskrævende.
Disse tre principper:
a) kontinuitet for navne der allerede er taget i brug
b) først-til-mølle for endnu ikke ibrugtagne navne
c) praktisk mulighed for at overdrage navne mod betaling
fører sammen til en tilstand hvor *udgangspunktet* for
administrationen af navnerummet giver resultater der set udefra har
stærke ligheder med ejendomsret. Det har givet anledning til fiktionen
om ejendomsret til domæner. (Det skyldes bl.a. at det tidspunkt hvor
der begyndte at gå jura i internettet var da kommercielle interesser
begyndte at blive almindelige. De universitetsfolk der statede nettet
bruger ikke jurister til at afgøre konflikter, men forlader sig på
konsensus på mailinglister m.v. Så de første jurister der beskæftigede
sig med nettet gjorde det ud fra et erhvervsretligt udgangspunkt. For
en erhervsjurist er ejendomsret et naturligt begreb at bruge til at
forstå en ny kompleks situation, og ideel administration af en fælles
ressource til fællesskabets gavn ligger mentalt meget fjernt. Verden
havde måske set anderledes ud hvis områdets grundspørgsmål var blevet
formuleret med udgangspukt i forvaltningsret i stedet).
Min anke mod inddragelsen af ejendomsretsbegrebet er at lighederne
mellem de tre grundregler og ejendomsret er overfladiske og bygger på
en forsimplet for for skematisk opfattelse af grundreglerne. Først og
fremmest ignorerer det at grundreglerne kun er grundregler. De gælder
når alt andet er lige. Som jeg har beskrevet ovenfor, har man af
ressourcehensyn udviklet en praksisk om at alt andet skal være
overordentlig skævt for at vi holder op med at antage at det er lige.
Men det er efter min mening væsentligt og vitalt at holde fast i at
alt andet *kan* være så skævt at det ikke mere er lige.
Det mest velkendte eksempel er navnepirateri. Kombinationen af
først-til-mølle og overdragelse-mod-betaling fører til at en asociale
A kan registrere domæner uden hensigt til at navngive objekter med
dem, men derimod udelukkende for at en B med speciel interesse i
navnet skal betale A penge for opgive sin registrering og pege på B
som efterfølger. Den praksis har internetsamfundet opfattet som så
uacceptabel at man har været villig til at ofte ekstra administration
på at bekæmpe den. Man har derfor - modstræbende - efterhånden
tilføjet en fjerde grundregel hvorefter B kan få administrator af
overdomænet til at overføre kontrollen med navnet fra A til B uden at
det kræver As samtykke - hvis vel og mærke B kan dokumentere overfor
administrator at der *er* tale om navnepirateri.
Denne praksis kan naturligvis misbruges af en ondttroende B, og modsat
vil en ægte navnepirat naturligvis ofte forsøge at overbevise
administrator om at Bs anmodning er ubegrundet og/eller at A faktisk
anvender domænet til navngivning der fortjener beskyttelse ud fra
kontinuitetshensynet. Og derfor står administrator på grund af
pirateri-fænomenet pludselig i en situation, hvor han i stedet for
stilfærdig administration af en fælles ressource er nødt til at
foretage bevisvurderinger og skøn af en art der nærmere ligner en
domstolsopgave end en forvaltningsditto.
Man har derfor tidligt haft blik for behovet for at adskille denne
bevisvurderingsopgave fra den hovedsagelig tekniske trykken-på-knapper
som ellers er hovedopgaven for administrator af et overdomæne. De
almindelige domstole ligger naturligvis lige for, men det
allestedsnærværende hensyn til ressourceforbruget ved administrationen
af navnesystemet har i stedet ledt til udviklingen af en række
voldgiftinstitutioner til at varetage den opgave. Blandt disse er
fx ICANNs "uniform dispute resolution policy" og DIFOs
domæneklagenævn.
Dette har dog ikke medført at de almindelige domstole slet ikke har
været blandet ind i sådanne sager. Af og til har de trådt i stedet for
voldgiftinstitutioner, fx med den kendte beologic/Ziwilis-dom. I disse
tilfælde har domstolene efter mit skøn som hovedregel optrådt
samvittighedsfuldt, omend de synes at have været lidt famlende overfor
hvilken kompetence de overhovedet har til at behandle sagen. I Danmark
har der udviklet sig en retspraksis (som afspejler sig i DIFOs
klagenævns formuleringer) om at hænge pirateriafgørelserne op på
markedsføringslovens generalklausul. (Dette er efter min mening en
noget sofistisk og utilsigtet anvendelse af markedføringsloven, men
hvis domstolene mener at de har brug for at lovmæssigt påskud for at
skære igennem i tvisten, så kan det dat være lige så godt som alt
muligt andet).
Nu kommer vi så til den (række af) landsretsafgørelser der fik mig til
at fare i blækhuset her i tåden. De bygger på to antagelser, som det
er væsentligt at skelne imellem.
Den *første* antagelse er at de forfatningsskabte domstile har monopol
på at foretage *endelige* bevisvuderinger af den slags der er brug for
ved en piraterianklage. Derfor tillader retten ikke administrator for
*.dk at afkræve registranter en generel frasigelse af retten til at
indbringe en piraterivurdering for de almindelige domstole.
Set i forhold til misforståelserne tidligere i tråden er det mig
magtpåliggende at gøre opmærksom på at jeg ikke har nogen principielle
invendinger mod denne første antagelse. Tværtimod har jeg ovenfor
netop identificeret de pågældende vurderinger som en typisk
domstolsopgave.
Den *anden* antagelse er at domstolene, når de behandler tvister om
hvem der bør have kontrol over et domæne, skal gå ud fra den
forsimplede idé om ejendomsret til et domænenavn. Det er den antagelse
jeg er særdeles kritisk overfor. Samlet siger domstolene:
Der er ikke andre end os der må løse denne opgave. Og vi nægter i
øvrigt at udføre den ordentligt.
Problemet med at tænke i ejendomsret for domænenavne er at ejendomsret
er absolut. Det er et juridisk aksiom som nyder forfatningsmæssig
beskyttelse i de fleste moderne demokratier, at ejendomsretten er
ukrænkelig, eller i det mindste tilstrækkelig svær at krænke til at
det kræver udtrykkelig lovhjemmel at snige sig uden om den.
Dette aksiomatiske ejendomsretsbegreb er udviklet og finpudset gennem
tusinder af år, og virker rigtig når man anvender det på konkret
ejendom (!) og løsøre, og på forpligtelser og fordringer afledt
heraf. Men det duer mindre godt på mere immaterielle rettigheder -
tænk blot på fx retten til at føre motorkøretøj eller retten til
samvær med fællesbørn fra et opløst ægteskab.
Jeg påstår at administrationen af internetnavngivning er et af de
områder hvor det er uhensigtsmæssigt at anvende et så rigidt begreb
som ejendomsret. Ovenfor har jeg forklaret hvorfor den rette
administration af navnerummet har overfladiske ligheder med
ejendomsret. Men der er også en fundamental forskel. Ejendomsretten
til ting er hovedsagelig begrundet i hensynet til ejeren selv - han
skal kunne regne med at beholde en genstand han har erhvervet, og
drage nytte af den. I min analyse ovenfor er princippet om kontinuitet
for internetnavngivning *ikke* begrundet i noget hensyn til ejeren af
de navngivne objekter. Det hensyn der skal tages er til de *andre*
brugere der forlader sig på navnene for at kunne kontakte objekterne.
Den hører ejeren naturligvis også fra tid til anden (jeg forlader mig
på DNS-navngivningen af min server derhjemme hver gang jeg kalder op
fra min bærbare for at tjekke post), men der er a priori ikke noget
større hensyn at tage til ham end til de andre brugere.
Denne fundamentale forskel fører til at de tre grundprincipper for
navneadministration (som ligner ejendomsret) bør kunne *fraviges* i
situationer der er tilstrækkelig specielle, og i et omfang som ikke
vil kunne tillades ud fra en ejendomsretlig tilgang.
Et eksempel er co.dk. I det tilfælde havde en virksomhed registreret
domænet co.dk til et regulært svindelnummer. De kontaktede
registranterne af mange domæner direkte under dk, og opfordede dem til
at betale penge til svindelfirmaet for også at navngive deres objekter
under co.dk. I forbindelse med den markedsføring forsøgte de at
fremkalde en vilfarelse hos modtagerne om at internetbrugerene i
almindeliged har en forventning om at kunne finde danske virksomheders
websteder under en adresse af formen
www.X.co.dk. For at bestyrke
denne vilfarelse indrettede svindelfirmaet anvendelsen af co.dk
således at en række kendte virksomheders websteder faktisk var
tilgængelige under navne af denne form. I deres markedsføring antydede
firmaet svigagtigt at de pågældende kendte virksomheder allerede var
kunder hos dem, hvorimod fakta var at henvisningerne fra
www.X.co.dk
var oprettet uden de kendte virksomheders kendskab eller samtykke.
I den situation var der ganske overvejende grunde til at fratage
svindelfirmaet kontrollen over co.dk, nemlig hensynet til ofrene for
svindlen, som blev lokket til at betale penge for økonomisk og
praktisk ganske værdiløs registrering under co.dk. Administrator af
*.dk måtte derfor overveje om disse hensyn overskyggede de hensyn der
talte for at lade svindelfirmaet fortsætte kontrollen over co.dk.
Det vil, som jeg indledningsvist beskrev, hovedsagelig sige
kontinuitetshensynet, som er et hensyn til de brugere der allerede
bruge navnginingen i det pågældende domæne. Normalt er dette
kontinuitetshensyn overordentlig tungtvejende, men i det konkrete
tilfælde blev det vurderet at antallet af faktiske brugere af co.dk
var forsvindende likke, og at hensynet til kontinuitet derfor ikke
burde forhindre administrator i at standse svindlen.
Nu kan man udmærket være uenig i min vurdering om at anvendelsen af
co.dk faktisk udelukkende var svindel. Man kan også, eller i stedet,
være uenig med mig i at den afvejning DK-Hostmaster foretog faldt ud
til den rigtige side. Og man kan i særdeleshed sagtens mene at sådanne
afvejninger ikke bør foretages af DK-Hostmaster alene i en lukket
beslutningsgang, men hører hjemme fx hos domstolene, eller hos et
politisk valgt organ med en eller anden demokratisk legitimitet over
for brugerne (i modsætning til internetudbyderne).
Det problem jeg påpeger er at domstolene ved at insistere på at der
foreligger en "ejendomsret" til co.dk ganske har afskåret sig fra at
realitetsbedømme om jeg har ret eller ej. Var der nu også tale om
svindel? Var der i givet fald tilstrækkelig få ægte brugere til at det
var rimeligt at genere dem for at standse svindlen? Det kunne nok være
ønskværdigt at disse spørgsmål blev besvaret af en dommer i stedet for
i DK-Hostmasters bestyrelse. Men domstolen nægter at svare, og siger i
stedet at hvad enten nu firmaet svindler eller ej har de ejendomsret
til navnet, og derfor kan nok så tungtvejende hensyn til resten af
internetsamfundet ikke retfærdiggøre at man fratager dem det, fordi
indgreb i ejendomsret altid kræver udtrykkelig lovhjemmel.
På den måde har domstolene ved at inddrage ejendomsretsbegrebet -
ganske uanset at det ikke er og aldrig har været en del af grundlaget
for administrationen af navnene - gjort sig selv ude af stand til at
foretage de vurderinger der er brug for at foretage, på et sagligt
grundlag. De har sat sig selv uden for døren, og venter bare på at
resten af verden finder ud af det. (Eller, forhåbentlig, at de bliver
klogere).
--
Henning Makholm "We will discuss your youth another time."