Det er da sjovt at se den diskussion ovenstående subjekt har
afstedkommet, og jeg har da også selv livligt deltaget.
Jeg er absolut enig i, at nogle godt kan vælge at ændre i de
prioriteringer de har i deres liv, og hvis de mennesker brokker sig
over at deres børn "er nødt til" at være mange timer i daginstitution,
for at forældrene kan få alle de materielle goder de ønsker sig, så
burde de skamme sig, holde deres mund og få ændret deres
livs-prioriteringer. Jeg har selv mødt de mennesker i mit arbejde som
pædagog i daginstitutioner.
Det jeg har reageret imod er, at nogle her i tråden mener, at langt de
fleste (hvilket i min verden altså er betydeligt mere end f.eks. bare
51%, hvilket jo også er "de fleste"), har den grad af frihed til at
bestemme over såvel eget arbejdstimetal som arbejdstider, har (eller
burde se at skaffe sig) så stærkt et socialt netværk, at ens børn ikke
behøver være særligt mange timer i saginstitution.
Det er sikkert virkeligheden for nogle, en hel del virkelighed i
større eller mindre grad for mange. Men der er altså også rigtigt
mange, måske især blandt enlige mødre, der kun har en temmelig
begrænset eller stort set ingen, mulighed for at ændre på de ting.
Og det er de mange mennesker som jeg synes I rent ud sagt pisser på,
når I påstår at langt de fleste har den grad af frihed til at kunne
vælge - Det kan de ikke og det er den virkelighed de lever i, og som I
imo fornægter, bl.a. fordi I selv har haft bedre muligheder af
forskellige årsager.
Men det var bare ikke lige den diskussion jeg egentlig ønskede med mit
oprindelige, første indlæg.
Jeg ønskede en diskussion om de forhold vi byder vores børn i Danmarks
institutioner idag, bl.a. ud fra det jeg skitserede i mit første
indlæg;
- at der siden 1990 er kommet 250.000 flere børn i vores
daginstitutioner.
- at der skulle ansættes 8.000 flere mennesker i vores
daginstitutioner, såfremt der skulle være det samme antal personaler i
forhold til børn, som der var i 1990.
- at medarbejderne i daginstitutionerne idag pålægges flere og flere
opgaver, hvoraf en del tager af den tid medarbejderne kan være sammen
med børnene.
Altså, at færre medarbejdere i forhold til antal af børn, skal udføre
flere og flere opgaver.
Dertil skal så lægges det pres det giver, at mange forældre stiller
større og større krav til medarbejderne, og har højere og højere
forventninger til, hvad medarbejderne kan nå med lige netop deres
lille puttenutte.
Det var faktisk dén diskussion jeg ønskede
Mvh. Jan