Hej Peter :0)
"Peter Knutsen" <peter@knutsen.dk> skrev i en meddelelse
news:3AD836DC.A2B7BC1C@knutsen.dk...
> Et barns anklager mod en kvinde, om seksuelle overgreb, vil blive
> mødt med stor mistro og skepsis. Her ser vi faktisk retsprincippet
> som det *bør* virke. Man (såvel publikum som jury) antager at
> vedkommende er uskyldig indtil det modsatte at bevidst.
>
> Retsprincippet virker til gengæld *ikke*, på det uformelle
> publikums-plan, hvis et barn anklager en mand for seksuelle
> overgreb.
Det er da en underlig opfattelse at have.
Mange børn fortæller jo netop senere i deres voksen-liv, at ingen ønskede at
tro dem, når de fortalte om deres overgreb. Så i en hel del tilfælde blev
der slet ikke gjort noget ved det.
Derudover er det et velkendt faktum, at majoriteten af overgreb har en mand
som den krænkende part. Det er der nok flere årsager til. En af årsagerne
kunne være, at kvinders seksualitet ikke er så udadrettet som mænds, og at
kvinders behov meget ofte er af mere psykisk karakter, hvorfor man i mange
tilfælde hører om kvinder, der har udøvet psykisk "tortur".
Meget ofte vægrer selv forældre sig ved at tro på barnets signaler og/eller
udtalelser. Netop fordi det er så skræmmende en tanke, så tabuiseret (trods
alt) - og så voldsomt forbundet med smerte. Også for forældrene - de har jo
f.eks. hver dag afleveret deres lille guldklump i institutionen. Der var en
sag om en børnehave for nogle år siden, hvor snebolden begyndte at rulle, da
et barn satte ord på. Langt størsteparten af forældrene havde "tænkt" på
det, men fordi børnene ikke havde sagt noget direkte, så var det blevet ved
det. Det er også forklaringen på, at én mand/kvinde kan udsætte så mange
børn for overgreb gennem en periode, det er nemlig meget vanskeligt at sætte
ord på, og endnu vanskeligere at blive troet og forstået.
> Min pointe er, at en mands omdømme reelt kan sammenlignes med en
> bunke løst pakket sortkrudt. Der skal kun en lille gnist til, så
> futter det af. En mands omdømme er i høj grad sårbart og (endnu
> værre!) umuligt at forsvare og beskytte.
Jamen, alle (både mænd og kvinder) har til enhver tid ret til at vælge
martyr-rollen. Og sådan som du stiller det op, er det vist eneste mulighed,
når først en situation tilspidses.
Du taler ret generelt om en mands omdømme, som værende så sårbart.
Er det ikke ensidigt?
Hvad med voldtagne kvinders omdømme?
Først bliver de voldtaget, og så voldtager man dem ofte hos politiet,
retten, medierne igen - for de har jo selv bedt om det, de klæder sig som
ludere, de har været i seng med så og så mange, de ville gerne slikke pik på
de første 3, men så fik de pludselig "nykker".
Og disse kvinder er ikke blot uskyldige, de er tilmed ofre!
Når der endelig falder dom, er den latterlig lille i forhold til
forbrydelsens konsekvenser.
Ligesådan er det i de tilfælde, hvor der faktisk falder dom over en
mand/kvinde der forulemper børn - ofte er dommen så mild, at det er svært at
se hvordan det skulle give ofret "oprejsning".
> Er man først blevet anklaget, også selv om det er uformelt, så
> er det umuligt at blive renset i publikums øjne. De danner deres
> egen forestilling om hvad der rent faktisk skete, uanset hvad
> den formelle jury siger.
>
> Ikke engang tiltalefrafald eller frikendelse påvirker publikums
> dom.
Pladder IMO.
I mange tilfælde bliver folk netop oprørte over, at et menneske har lidt den
overlast, at være uskyldigt anklaget. Når vi taler om netop forbrydelser mod
børn - så er der nogle ekstra dimensioner i det. For skal man tage chancen
og f.eks. lade ham/hende igen arbejde med børn, eller skal man tage tvivlen
til efterretning og afskære personen fra at arbejde med børn?
Lad mig sige det således:
Min eks-mand stjal som 19 årig en masse materialer fra en byggeplads, og så
prøvede han at sælge det til den lokale politimester (*vild griner*). Da jeg
så mange år senere søgte om at blive dagpleje-mor kunne jeg ikke, fordi
manden havde denne dom for tyveri, dvs ingen ren straffeattest. Jeg mener,
jeg har da aldrig gjort noget forkert :-/
Skønt det irriterede mig, så var jeg også glad for den strikse kontrol og de
stramme regler, for jeg er også mor, og vil gerne at børnene er så godt
sikrede som muligt.
Alle flipper helt ud over, at denne retarderede unge mand slog denne lille 4
årige pige ihjel, og han skulle ikke være lukket ud. Hvad nu hvis en
mand/kvinde rent faktisk har begået overgreb, det kan ikke "bevises",
han/hun bliver renset, vender tilbage til sit arbejde i vuggestuen - og
bliver senere dagplejer, så er han/hun helt alene med børnene - hvilken
lykke ville det ikke være (for ham/hende).
Ville det være trygt for dig at aflevere dit barn der?
Hvor langt går dit frisind, når/hvis det er dit barn?
Hvis jeg som uskyldig var blevet anklaget for så forfærdelig en forbrydelse,
så ville jeg selvfølgelig blive harm og føle det voldsomt uretfærdigt - men
jeg håber og tror også, at jeg stadig ville kunne se det rimelige i at sikre
børnenes tarv, og det ville så være en pris jeg måtte betale. Nogle gange må
uskyldige betale en pris for at skabe sikre rammer om den store helhed. Der
er mening i galskaben, og hvis jeg kan se denne mening - så kan jeg også
betale prisen.
Jeg synes så, at en sådan uskyldig anklaget skal have mulighed for
omskoling/efteruddannelse osv. sådan at mulighederne for at skabe en givende
tilværelse ikke forringes mere end højst nødvendig.
> Vi har altså en situation hvor uretfærdighed nemt kan ske.
Der findes millioner af situationer hvor uretfærdigheder sker, som f.eks.
når en samlever banker livet ud af en tre-årig.
> Og den
> store ulempe ved uretfærdighed er at det tilskynder til selvtægt.
Mon ikke også det gør det, når ens overfaldsmand går fri.
> Lysten til hævn, når man er blevet skadet (hvad enten det er
> fysisk skadet, eller som her socialt skadet) er jo en naturlig
> og sund ting. Og derfor bør hævn så vidt muligt effektueres
> gennem et formelt retssystem via nedskrevne regler (efter den
> typiske formel anklage-retssag-dom-straf). Men når retssystemet
> ikke virker, så er behovet for at få hævn der jo stadigvæk.
Et retssystem handler IMO ikke om hævn.
Hævn er individets følelse, ikke noget der bør ophæves til alment gældende
lov.
Det gælder også, når/hvis jeg har/får lyst til at slå f.eks. en mand ihjel
der har voldtaget min datter.
Retsssystemet skal straffe (fordi det har en præventiv effekt og fordi det
fungerer som konsekvens) IMO, det skal også forebygge - f.eks. ved at
forsøge at sikre, at forbrydere ikke bare er endnu mere forbryderiske når de
atter lukkes ud. Men at de i mellemtiden indgår i f.eks. terapi, om muligt.
> Eksempelvis en kvinde eller et barn som anklager en uskyldig
> mand for et seksuelt overgreb. Der er ingen beviser, og
> derfor bliver sagen droppet af anklagemyndigheden. Men publikum,
> altså alle som har hørt om anklagen, bliver ved med at betragte
> manden som skyldig. Manden har altså lidt social skade. (Og har
> ingen muligheder for på lovlig vis at få hævn overfor den
> anklagende kvinde eller det anklagende barn).
Igen - det er ukorrekt.
Der er sågar eksempler på kvinder der tror de kan tillade sig at anklage
deres eks-mænd for hvad som helst, der efterfølgende mister forældreretten
over deres barn/børn på den bekostning. Så falske anklager må siges at være
som at pisse i bukserne for at holde varmen - det er en stakket frist, og
det giver bagslag.
> En kvinde der bliver voldtaget, har fået et problem med sig
> selv. Selv om det naturligvis er store og svære problemer, så
> kan hun ved egen kraft løse dem ved f.eks. at tage terapi hos
> en psykolog.
Ja, når man vil pointere noget, så kan man altid bagatellisere noget andet.
Du ved intet om, hvad en voldtaget kvinde kan.
Jeg ved intet om hvad en voldtaget kvinde _kan_.
Nogle kommer igennem en voldtægt med psyken nogenlunde i behold, og kan
rette op på skaderne (mere eller mindre) sådan at det ikke bliver en lidelse
for dem resten af livet. Andre voldtages f.eks. mens de er børn - og får
aldrig muligheden for at få et normalt forhold, eller f.eks. egne børn. Igen
andre begår år efter selvmord, fordi de ikke kan leve længere pga. en
voldtægt.
Jeg aner ikke hvad en voldtaget kvinde kan eller ikke kan - det er
individuelt. Nogle kan måske komme over det, men bestemt ikke alle.
> Men en uskyldig mand der bliver anklaget for en (seksuel hvis
> det skal være on-topic) forbrydelse har en anden type problem,
> et problem der ligger udenfor ham selv. Problemet ligger hos
> hans omgivelser, og dem kan han jo ikke tvinge til at gå i
> terapi.
Så nu postulerer du eksplicit - at det er værre for en mand, at blive
uskyldigt anklaget - end det er for en kvinde, at blive voldtaget (og ofte
truet på livet, og gennemtævet osv. osv.)
Den påstand er jeg hamrende uenig i.
Jeg siger ikke, at det er ok at anklage en mand fejlagtigt.
Jeg siger ikke, at det må være nemt at leve med falske anklager hængende
over hovedet. Jeg er sikker på, at det er en ødelæggende oplevelse.
Jeg vil gerne lige understrege, at jeg ikke kan se forskel på - om den
person der bliver falskt anklaget er mand eller kvinde. Jeg tror ikke en
sådan oplevelse er værre for en mand end for en kvinde.
> Rent faktisk er hans liv ødelagt. Han kan ikke "ordne" problemerne,
> sådan som den voldtagne kvinde kan. Han er nødt til at flytte
> langt væk og starte helt forfra, bygge sit liv op helt fra bunden
> af, skaffe ny omgangskreds og venner og den slags.
Igen - for at fremhæve din pointe nedgør du faktisk voldtagne kvinder. Du
bagatelliserer deres lidelser, både fysiske og psykiske. Det er utiltalende
IMO.
Eks.:
En voldtaget kvinde, efterladt i den tro at hun vil dø af sine kvæstelser -
hun ender som blind og delvis døv. Hun skal fandme også lægge sit liv om, og
hvis hun er voldtaget i sit hjem (måske endda af en ven/kæreste/bekendt)
skal hun flytte - hun skal starte helt forfra, hun skal også bygge sit liv
op fra bunden. Hun skal derudover bekæmpe sin angst, andres fordomme (hun
bad nok selv om det), sin manglende tiltro til omverden. Hun ender måske med
ikke at kunne bevare en eneste mandlig ven, med en ny omgangskreds osv. osv.
En mand der har været falskt anklaget behøver heller ikke nødvendigvis at
skaffe en ny omgangskreds - det kommer meget an på hvem han omgås, og hvor
gode venner det er. Jeg ville aldrig slå hånden af en ven, fordi han
oplevede en falsk anklage - så ville jeg ikke betragte mig som en ven. På
den anden side, hvis det viste sig at han rent faktisk havde gjort det - så
ville jeg ikke længere betragte ham som en ven.
At blive falskt anklaget er ikke værre end så meget andet, med mindre man
sætter sig ned og beslutter - at det skal være værre. IMO er det at indtage
en martyr-rolle, og hvis det er det man vil - skal man da bare gøre det,
fred være med det. Men at påstå, at det er værre end så meget andet, det er
uholdbart IMO.
Alt i dette indlæg er selvfølgelig yderst subjektivt :0)
Tusinde hilsner
Søs