Jan Bøgh skrev:
>Vi skal vel have klassikeren med - selvom min livrem fraråder den
Nu du nævner klassikeren, så mindes jeg mine tidlige barneår,
hvor hele kernefamilien tog på svampetur hver weekend i
højsæsonen. Hver gang blev der hjembragt mange kg. svampe, som
efterfølgende blev henkogt på forskellig vis (vand, eddike).
Serveringen var dog noget ensformig. Altid (næsten) en mild
karrysovs, mættet med de drænede svampetern, serveret på ristet
brød med salatblade og pyntet med persille, karse, esdragon eller
hvad der nu var ved hånden. De voksne fik en kølig øl til, og vi
børn fik isvand til.
Svampene sorterede min far hårdhændet i to kategorier: De bedste
(pigsvampe, kantereller, rørhatte) til eget brug, og resten
(tragt- og mælkehatte, støvbolde o.s.v.) til brug for gæster, som
alligevel ikke værdsatte svampene (selv om de påstod at de
'ælskede' at spise svampene).
Det var også dengang jeg kunne afgøre præcist hvilken svamp jeg
havde fundet. Nu skal jeg jeg fra i dag (onsdag) på
genopfriskningskursus med en naturvejleder, så efter weekendens
svampetur er jeg (forhåbentligt) bedre rustet til at genfinde
fortidens fristelser.
Jeg vil mene, at smagen for svampe er kultur- (eller
opvoksnings-) betinget. Alle har suttet på bryster, og fundet
fornøjelse derved; men hvor mange kan (fået lov/mulighed til at)
nyde de vilde svampes smag?
m.v.h. Emil