/ Forside / Interesser / Helbred / Sorg & Krise / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Sorg & Krise
#NavnPoint
Birgitta 1660
Nordsted1 970
dova 930
ans 781
mangorossa 720
creamygirl 610
vaxen 560
Teil 550
pipzi 510
10  clou 510
hvornår stopper smerten.......
Fra : T*


Dato : 18-09-03 09:16

Nu nærmer dagen sig..... nu er det snart 1 år siden min far forlod mig....
os.... Og jeg kan stadig ikke forstå at jeg, 31 år gammel ikke vil og kan
forstå at jeg aldrig ser ham igen............... Jeg savner ham..... savner
at mærke hans blide nus på min kind når jeg er ked, savner at snakke til
langt ud på natten, se ind i hans grønne øjne..... Jeg burde være ovre det,
han var så syg de sidste par år af sit liv, kunne ikke tale længere, sad i
rullestol på et plejehjem takket været en hulens masse blodpropper, men han
var der jo. Jeg kigger på hans billed, kan ikke forstå at det snart
er 1 år siden, at livet er gået videre, føler mig så skyldig fordi jeg
stadig lever hver dag, at jeg overlevede det sidste år....... Far jeg savner
dig så utroligt meget.....



 
 
Carsten Riis (18-09-2003)
Kommentar
Fra : Carsten Riis


Dato : 18-09-03 12:09

T* wrote:
>
> ..... Jeg kigger på hans billed, kan ikke forstå at det snart
> er 1 år siden, at livet er gået videre, føler mig så skyldig fordi jeg
> stadig lever hver dag, at jeg overlevede det sidste år....... Far jeg savner
> dig så utroligt meget.....

Tja, hvornår stopper smerten? hmmmmm, det er meget svært svært sige.


Nu kan jeg naturligvis ikke sige, at du bare kan gøre som min familie
gør.


og om du kan bruge min histori til noget...Det har jeg ikke den
fjerneste ide om...Nu får du den alligevel og er der noget du kan bruge,
så brug det.



Min far døde 14 januar i år. Han har været kræftsyg (diagnosticeret) i
et halvt års tid. Det gik ret stærkt fra han ikke kunne snakke mere
(LørdagMiddag), til han mistede bevidstheden (natten til søndag) og til
han tilsidst døde (TirsdagMorgen).
Vi følte det at det gik langsomt da vi var omkring ham, men når man ser
tilbage så må man revidere sit syn på tidsforløbet og særlig når man
hører om andre kræftsyge, der får en begrænset livsprognose der strækker
sig over flere måneder og tilsidst vrider sig smerte.

Ja, vi var meget kede af det i et par måneder. Og at min storebror så
ovenikøbet kom galt afsted med hoften. Det gjorde jo ligesom ikke bedre.

Men i forbindelse med sommeren og genopbygningen med aftægtshuset, så
begyndte vi at tænke på, at far nok ikke ville have, at vi skulle gå
rundt og være kede af det og bare sidde handlingslammet tilbage selvom
han ikke er mere.

Allerede ved begravelsen fik jeg strejftanken, at den snak der var
omkring kaffebordet og der blev grint og snakket om gamle dage og hvad
man skal lave fremover, mødes med fætre og kusiner eller i hele taget
mødes med folk man ikke havde set i lang tid.....Ja, sådan ville far
have at livet skulle leves. At han så ikke kunne opleve det. Det ville
han aldrig ønske, at vi andre så ikke skulle være der.


Den måde vi i vores familie holder os ovenvande og derigennem formentlig
ligesom kommer videre: Min far var "kein Kind von Traurigkeit"* og var
slet ikke typen der ville ønske at vi skulle være kede af at leve videre
uden ham.

*: Jeg kan ikke lige oversætte det til et tilsvarende udtryk på dansk,
men meningen er i hvert fald er, at han ikke var typen der gik rundt og
var ked af et eller andet....Uden at man af den grund gik rundt og være
lalleglad...... Tænk strategisk, lev i nutiden og respekter fortidens
erfaringer.









Derudover tænker jeg ved mig selv, at det altså er en naturlig proces,
at børn overlever deres forældre. Der er der intet unaturligt i, at man
naturligvis er ked af miste en person man har kendt hele sit liv.....
Tilgengæld tænker jeg altså også: Jamen, ville min far ønske for mig,
at jeg er ked af, at jeg har overlevet ham? Ville han være ked af, at
jeg lever et liv efter ham?
Ville han ikke ønske, at jeg lever et godt og livligt liv? Er det ikke
det han ønskede sig fra den første dag han holdte mig i sine arme da jeg
var spæd?






Om ovenstående er noget du kan bruge til noget. Det kan jeg ikke vide,
men jeg håber at du kan bruge det til inspiration til at finde gnisten
til at leve livet igen.


--
Med venlig hilsen Carsten Riis

Citatteknik, signatur...hvad er nu det for noget?
Læs mere på http://www.usenet.dk/netikette

LowLifeDK (20-09-2003)
Kommentar
Fra : LowLifeDK


Dato : 20-09-03 19:33

....den stopper aldrig,- den skal du lære at leve med !

Mistede bedsteforælder i september 2000, og min far 6.8.2003 (for lidt over
6 uger siden)

At prøve at komme over savnet og smerten er det samme som at prøve at
overbevise sig selv om at det aldrig skete og personen ikke betød noget for
dig.

Du vil altid fornemme et jag i maven når dine tanker kredser om din far !

Du skal ikke vente på at smerten/savnet forsvinder. Det vil forhåbentlig
aldrig ske. Det er nu en del af dig og det liv du kan fortælle om når du
sidder på plejehjemmet som 88 årig og tænker tilbage.....

(jeg er selv 36)

Low



laro (17-10-2003)
Kommentar
Fra : laro


Dato : 17-10-03 01:34


Jeg har også lige en ting, jeg gerne vil ud med.
Den 01/7-03 døde min mor på Holstebro Sygehus efter en massiv
hjerneblødning.
Hun havde været meget træt i et halvt års tid, men var ellers ikke syg.
Jeg fødte en datter den 14/2-03, og allerede den 24/4-03 faldt mor om
derhjemme...
Hun blev kørt til Herning Sygehus, hvor de sendte scanningsbilleder til
Århus. Men de
ville ikke rigtig røre ved noget..... Dagen efter bevægede hun to
fingre, og så kunne hun pludselig ikke hurtigt nok blive opereret i
Århus. Så næste gang vi så hende var med et ar i hovedet som strakte sig
fra midten af panden og ned over den ene kind. Vi forventede jo
selvfølgelig at hun vågnede op igen. Men da der var gået 3 uger helt
uden livstegn (hun var i respirator), begyndte det at gå op for os hvor
alvorligt det egentligt var.
Hun åbnede så pludselig øjnene en dag, men var alligevel "langt væk".
Hun nåede egentlig aldrig at vågne helt. Der var nogle episoder, hvor
hun lagde armen omkring os eller græd eller lignende, men aldrig det
helt vildt positive (hun var lam i højre side og kunne ikke tale) Så
pludselig en dag ringede de fra Holstebro, at nu skulle vi nok komme....
Mor iltede ikke sit blod ret meget, så hun var helt hvid på hænder og
fødder. Vi blev der natten over, men besluttede så næste aften at tage
hjem og få noget søvn.......SÅ DØDE HUN......helt alene.......Jeg har
aldrig oplevet noget lignende, i forvejen var jeg jo nok lidt
følelesesmæssigt smadret pga. fødslen, men det her slog fuldstændig
benene væk under mig. Hold da op for en dårlig samvittighed. I de to
måneder hun var indlagt, var jeg jo egentlig ret frustreret over, at det
gik ud over min barsel, at skulle køre til Holstebro hver dag, så flere
gange havde jeg da tænkt: Hvis du skal dø, kan du så ikke bare gøre det
hurtigt...Og her bagefter er det simpelthen ved at køre mig psykisk ned.
Nu har jeg aldrig været god til at snakke om sådan nogle ting, og græde
kunne jeg jo ikke bare (jeg har også en datter på 3 år). Men nu 3,5
måned efter syntes jeg bare, at det blir' værre og værre....Jeg hyler
ALTID når jeg er alene, og billederne inde i hovedet af MIN mor, der lå
sådan i 2 mdr, det er ikke til at holde ud. Den tanke, at hun kun blev
58 år og aldrig når at opleve min yngste datter, jeg kan simpelthen ikke
ha' det. Man tænker bare hvorfor min mor, hun har da aldrig nogensinde
gjort nogen noget. Tværtimod har hun altid været der for mig og min bror
i alle de år, hvor min far ikke bestilte andet end at tæve løs på min
mor...Når jeg tænker på, hvilket liv hun har
haft...........................
Og så kan man bare gå her og tage sig af sin far, som jo garanteret
inddirekte er skyld i hendes død (forhøjet blodtryk) Det er sgu
utroligt, at livet kan være så uretfærdigt....
Men på den anden side, det er da godt, at hun ikke skal sidde på et
eller andet plejehjem de næste 30 år, selvom det tror jeg egentlig
hellere jeg ville, end at hun bare slet ikke er der....
Æret være mindet om min mor - jeg elsker dig så ufattelig højt

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"


T* (17-10-2003)
Kommentar
Fra : T*


Dato : 17-10-03 09:28

Søde Skat!

Jeg blev temmelig rystet over det sidste du skriver for der er så mange
grunde til et forhøjet blodtryk - min fars sygdom og død (den tråd du har
fulgt op på) var udelukkende pga forkert levevis som så mange andre på hans
alder. For fed mad for lidt motion og en begyndende gammelmandssukkersyge
som han ikke tog sig i agt for.

Lad være med at skyde skylden på din far - tro mig jeg kender alle dine
andre følelser - har en datter på 2½ som vokser op uden sin morfar - og får
jeg flere børn vil de aldrig have set ham ligesom han aldrig fik set dem i
livet - tror dog i mit naive hjerte at han alligevel følger os fra et sted
uden for vores rækkevide.

Knus herfra
"laro" <laro.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:3f8f39f7$0$94865$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>
> Jeg har også lige en ting, jeg gerne vil ud med.
> Den 01/7-03 døde min mor på Holstebro Sygehus efter en massiv
> hjerneblødning.
> Hun havde været meget træt i et halvt års tid, men var ellers ikke syg.
> Jeg fødte en datter den 14/2-03, og allerede den 24/4-03 faldt mor om
> derhjemme...
> Hun blev kørt til Herning Sygehus, hvor de sendte scanningsbilleder til
> Århus. Men de
> ville ikke rigtig røre ved noget..... Dagen efter bevægede hun to
> fingre, og så kunne hun pludselig ikke hurtigt nok blive opereret i
> Århus. Så næste gang vi så hende var med et ar i hovedet som strakte sig
> fra midten af panden og ned over den ene kind. Vi forventede jo
> selvfølgelig at hun vågnede op igen. Men da der var gået 3 uger helt
> uden livstegn (hun var i respirator), begyndte det at gå op for os hvor
> alvorligt det egentligt var.
> Hun åbnede så pludselig øjnene en dag, men var alligevel "langt væk".
> Hun nåede egentlig aldrig at vågne helt. Der var nogle episoder, hvor
> hun lagde armen omkring os eller græd eller lignende, men aldrig det
> helt vildt positive (hun var lam i højre side og kunne ikke tale) Så
> pludselig en dag ringede de fra Holstebro, at nu skulle vi nok komme....
> Mor iltede ikke sit blod ret meget, så hun var helt hvid på hænder og
> fødder. Vi blev der natten over, men besluttede så næste aften at tage
> hjem og få noget søvn.......SÅ DØDE HUN......helt alene.......Jeg har
> aldrig oplevet noget lignende, i forvejen var jeg jo nok lidt
> følelesesmæssigt smadret pga. fødslen, men det her slog fuldstændig
> benene væk under mig. Hold da op for en dårlig samvittighed. I de to
> måneder hun var indlagt, var jeg jo egentlig ret frustreret over, at det
> gik ud over min barsel, at skulle køre til Holstebro hver dag, så flere
> gange havde jeg da tænkt: Hvis du skal dø, kan du så ikke bare gøre det
> hurtigt...Og her bagefter er det simpelthen ved at køre mig psykisk ned.
> Nu har jeg aldrig været god til at snakke om sådan nogle ting, og græde
> kunne jeg jo ikke bare (jeg har også en datter på 3 år). Men nu 3,5
> måned efter syntes jeg bare, at det blir' værre og værre....Jeg hyler
> ALTID når jeg er alene, og billederne inde i hovedet af MIN mor, der lå
> sådan i 2 mdr, det er ikke til at holde ud. Den tanke, at hun kun blev
> 58 år og aldrig når at opleve min yngste datter, jeg kan simpelthen ikke
> ha' det. Man tænker bare hvorfor min mor, hun har da aldrig nogensinde
> gjort nogen noget. Tværtimod har hun altid været der for mig og min bror
> i alle de år, hvor min far ikke bestilte andet end at tæve løs på min
> mor...Når jeg tænker på, hvilket liv hun har
> haft...........................
> Og så kan man bare gå her og tage sig af sin far, som jo garanteret
> inddirekte er skyld i hendes død (forhøjet blodtryk) Det er sgu
> utroligt, at livet kan være så uretfærdigt....
> Men på den anden side, det er da godt, at hun ikke skal sidde på et
> eller andet plejehjem de næste 30 år, selvom det tror jeg egentlig
> hellere jeg ville, end at hun bare slet ikke er der....
> Æret være mindet om min mor - jeg elsker dig så ufattelig højt
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>



laro (22-10-2003)
Kommentar
Fra : laro


Dato : 22-10-03 13:03

Hej T*
Du har jo nok ret i det med min far. Det er såmænd heller ikke fordi,
jeg skyder skylden på ham, han er bare en RET speciel person med lidt
hang til at være paranoid. Feks. skældte og smældte han på sygehuset, og
mener 100% sikkert, at de tog hende af med livet fordi det var for dyrt
at genoptræne hende... Og for at det ikke skal være løgn, så her den
anden dag, drak han sig skide fuld og overfusede mig og min kæreste. Han
undskyldte da godt nok bagefter - men alligevel, jeg er bare så vred på
ham, og måske burde man nok snakke med en professionel for at få det
hele ud. Det har ellers ikke været et problem i rigtig mange år, men
efter mors død, er det som om, det hele kommer væltende tilbage....Jeg
har i hvertfald besluttet, at tage imod
opfordringen fra mors læge på Holstebro sygehus, og ta' derop til en
snak. UDEN MIN FAR Selvom
jeg tror det blir' meget svært at gense gangene og lægerne osv. Men jeg
tror, det er lige
det, jeg behøver lige nu.

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"


T* (23-10-2003)
Kommentar
Fra : T*


Dato : 23-10-03 21:10

Hej "laro"

At få snakket med lægerne om de spørgsmål du har uden din far tilstede, det
er det bedste du kan gøre for dig selv lige nu, det er utroligt hårdt at
miste, og samtidig håndterer den efterlevende forældre. Det tog min mor det
meste af 1 år før hun indså at hun var nødt til at få snakket ud med en
professionel. Jeg vendte mig mod de mennesker som havde passet min far i den
sidste tid for at få deres syn på hele forløbet da jeg overhovedet ikke
kunne få min mors version til at hænge sammen med noget fornuftigt.

Selv om din far er speciel, så husk at han sørger lige nu, sikkert på sin
egen helt forkvaklede måde som du kan have svært ved at forligs med, eller
for den sags skyld bare forstå.
Da vi kender vores forældre for både det de er som vores forældre, dvs dem
man engang anså for ufejlbare og det punkt man hentede sin styrke, og så som
det menneske vi ser dem som voksne, med andre øjne end barnets uskyldige
naive syn, så kan det gøre det endnu svære at håndtere deres sorg. Fordi vi
vi ved de kan være hypokondere paranoide ustabile ect. ting som voksne ser
hos andre voksne, ting som vi som børn ikke ser. Jeg kender ikke din alder
eller andet, men skriv gerne "privat" hvis du har behov, lov mig at skrive
når du har været på sygehuset.

Knus Trine




"laro" <laro.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:3f9672f0$0$94866$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Hej T*
> Du har jo nok ret i det med min far. Det er såmænd heller ikke fordi,
> jeg skyder skylden på ham, han er bare en RET speciel person med lidt
> hang til at være paranoid. Feks. skældte og smældte han på sygehuset, og
> mener 100% sikkert, at de tog hende af med livet fordi det var for dyrt
> at genoptræne hende... Og for at det ikke skal være løgn, så her den
> anden dag, drak han sig skide fuld og overfusede mig og min kæreste. Han
> undskyldte da godt nok bagefter - men alligevel, jeg er bare så vred på
> ham, og måske burde man nok snakke med en professionel for at få det
> hele ud. Det har ellers ikke været et problem i rigtig mange år, men
> efter mors død, er det som om, det hele kommer væltende tilbage....Jeg
> har i hvertfald besluttet, at tage imod
> opfordringen fra mors læge på Holstebro sygehus, og ta' derop til en
> snak. UDEN MIN FAR Selvom
> jeg tror det blir' meget svært at gense gangene og lægerne osv. Men jeg
> tror, det er lige
> det, jeg behøver lige nu.
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>



laro (28-10-2003)
Kommentar
Fra : laro


Dato : 28-10-03 13:14

Hej Hej Trine.
Det er jo ikke kun lige nu, at min far er sådan. Det har han altid
været. En af mine første barndoms-erindringer er, at far banker mor ude
i køkkenet mens jeg sidder og holder om min lillebror. Sådan har det
altid været.....Og han har før truet os med jagtgeværer osv.
Fra jeg var 13 til jeg var 15, sov jeg altid med tøj på (og jakken under
puden).
Jeg flyttede så heldigvis hjemmefra som 15 årig, og det er først i
januar 2000, at jeg begyndte at snakke med ham igen. Jeg var gravid og
fødte i maj, og jeg sagde til ham, at hvis han nogensinde skulle se min
datter, måtte han holde op med at drikke. Det gjorde han jo så
heldigvis, men man glemmer altså ikke bare lige så mange år....Og det
der med at tilgive - pyyhhh det ved jeg godt nok ikke rigtigt om jeg
kan.
Men forresten er jeg 31 år, og mor til to døtre. Sille på 3,5 og Siff på
8,5 mdr.
Jeg plejer ellers aldrig at skrive sådan her sammen med nogen, det var
vist mest for at få lidt luft..... Men tak, fordi du gad at "høre" på
mig.!!

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"


Anne Lise Hovdal (28-10-2003)
Kommentar
Fra : Anne Lise Hovdal


Dato : 28-10-03 18:02


"laro" <laro.news@kandu.dk> skrev i melding
news:3f9e5e7c$0$94871$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Hej Hej Trine.
> Det er jo ikke kun lige nu, at min far er sådan. Det har han altid
> været. En af mine første barndoms-erindringer er, at far banker mor ude
> i køkkenet mens jeg sidder og holder om min lillebror. Sådan har det
> altid været.....Og han har før truet os med jagtgeværer osv.
> Fra jeg var 13 til jeg var 15, sov jeg altid med tøj på (og jakken under
> puden).

Det kan ikke ha vært enkelt å være deg i den perioden.

> Jeg flyttede så heldigvis hjemmefra som 15 årig, og det er først i
> januar 2000, at jeg begyndte at snakke med ham igen. Jeg var gravid og
> fødte i maj, og jeg sagde til ham, at hvis han nogensinde skulle se min
> datter, måtte han holde op med at drikke. Det gjorde han jo så
> heldigvis, men man glemmer altså ikke bare lige så mange år....Og det
> der med at tilgive - pyyhhh det ved jeg godt nok ikke rigtigt om jeg
> kan.

Jeg har stor forståelse for at du ikke greier å tiligi din far noe
slikt. Det kan jo se ut som om han har greid både å slutte å
drikke og å slå nå, og det er jo fint.

> Men forresten er jeg 31 år, og mor til to døtre. Sille på 3,5 og Siff på
> 8,5 mdr.
> Jeg plejer ellers aldrig at skrive sådan her sammen med nogen, det var
> vist mest for at få lidt luft..... Men tak, fordi du gad at "høre" på
> mig.!!

Det er jo godt å få ut litt frustrasjon.

Anne Lise Hovdal(som er norsk og bor i Nord-Norge).



T* (12-11-2003)
Kommentar
Fra : T*


Dato : 12-11-03 21:59

Hej Igen!

Glad for at du fik læsset af - og det kan du altid gøre her eller på min
mail.

Er selv 31 men kun mor til en enkelt pige på 2½

Skriv når du har fået afklaret sygehuset!

K.H.
"laro" <laro.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:3f9e5e7c$0$94871$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Hej Hej Trine.
> Det er jo ikke kun lige nu, at min far er sådan. Det har han altid
> været. En af mine første barndoms-erindringer er, at far banker mor ude
> i køkkenet mens jeg sidder og holder om min lillebror. Sådan har det
> altid været.....Og han har før truet os med jagtgeværer osv.
> Fra jeg var 13 til jeg var 15, sov jeg altid med tøj på (og jakken under
> puden).
> Jeg flyttede så heldigvis hjemmefra som 15 årig, og det er først i
> januar 2000, at jeg begyndte at snakke med ham igen. Jeg var gravid og
> fødte i maj, og jeg sagde til ham, at hvis han nogensinde skulle se min
> datter, måtte han holde op med at drikke. Det gjorde han jo så
> heldigvis, men man glemmer altså ikke bare lige så mange år....Og det
> der med at tilgive - pyyhhh det ved jeg godt nok ikke rigtigt om jeg
> kan.
> Men forresten er jeg 31 år, og mor til to døtre. Sille på 3,5 og Siff på
> 8,5 mdr.
> Jeg plejer ellers aldrig at skrive sådan her sammen med nogen, det var
> vist mest for at få lidt luft..... Men tak, fordi du gad at "høre" på
> mig.!!
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>



laro (13-11-2003)
Kommentar
Fra : laro


Dato : 13-11-03 20:05

Hej igen.
Ja, det var jo så igår, at jeg var på sygehuset. Pyyhhaa for en
oplevelse.. Det var godt, at min kæreste var med, for ellers var jeg
simpelthen gået igen. Det startede faktisk allerede ude på
parkeringspladsen, og da jeg endelig kom ind til overlægen, hylede jeg
bare helt vildt...
Men det var en rigtig god oplevelse, jeg fik svar på utrolig mange
spørgsmål. Feks. vidste jeg ikke, at det var en pulsåre i hovedet, hvor
udposningen sprang. Så tror da fanden, at hjernen tog skade, der skal jo
et enormt tryk til at stoppe den blødning. Og jeg fik at vide, at hun
bevidsthedsmæssigt ikke har kunnet mærke noget, og at vold mv. ikke har
noget som helst at sige med hjerneblødninger. De to blodpropper hun fik
i 1982 og 1986 har muligvis noget med det at gøre, forhøjet blodtryk
osv. Men den udposning hun gik rundt med denne gang, har hun sikkert
haft i flere år, og de giver ingen symptomer på forhånd, så hun kunne
ikke vide noget om det. Så blir' huden på pulsåren bare tyndere og
tyndere med årene, og en dag springer de bare... Det er kun en halv
procent af danmarks befolkning, der render rundt med sådan én. Helt
ærlig, hvor uheldig kan man være....
Lægen sagde også, at vi skulle være glade for at hun døde, for hun var
så tæt på hjernedød som muligt, godt nok trak hun selv vejret, men det
var også det eneste!
Det er sgu bare underligt at tænke på - om eftermiddagen den 24/4 var
mor ude og købe dåbsgave til Siff, og om aftenen falder hun om...
Kommer man nogensinde rigtigt over det?? Der er jo gået et år med din
far???
Men alt i alt, så var det godt, at jeg tog til sygehuset...
PS Jeg aner altså ikke, hvordan jeg mailer privat til dig...

Laro

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"


Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408924
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste