Hej Tomas :0)
"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:9ansp3$u0$1@sunsite.dk...
> Ja du er men er flertallet af kvinderne i Danmark?
Jeg ved ikke... der er nok lige så mange kvinder, der tror mænd er lavet "af
træ", som mænd der tror kvinder enten er ludere eller madonna'er.
> Tjek for eksempel
www.maendersvin.dk Den er god tnok delvist for
> sjov, men kun delvist og når der findes den slags er der vist mange
> der hænger på de myter som var de den skinbarlige sandhed.
Hmm... jeg får en side frem, hvor billederne ikke vises, og der ingen links
er til andet eller mere. Der er en tam tekst om bl.a. Freddy Blak, og at
alle mænd er nogle svin og vil vise deres sande natur med tiden, også selvom
man tror ens kæreste er sød. Noget i den stil
Det siger mig intet. Og der findes bestemt ligeså mange sider (sikkert
flere) med blondinevitser eller lignende. Jeg kan ikke tage noget sådant
seriøst ej heller tro, at det på nogen måde afspejler et representativt
udsnit af befolkningen. Så for mit vedkommende er en sådan site mig totalt
ligegyldig.
> 50% er stadig for meget IMO.
Ja, det kan vi godt blive enige om, men jeg ved, at det er svært ikke at
forfalde til steorotype-tænkning i perioder. Jeg ser mennesker omkring mig
gøre det, og jeg gør det også selv indimellem. Jeg synes, at det er
positivt, at der langsomt åbnes op for debatter, hvor mænd og kvinder ikke
står overfor hinanden som "fjender", men som samarbejdspartnere.
Her er en lille kuriositet til dig. Jeg deltog i AIF's kvindekonference, og
der åbnede jeg munden og sagde noget i stil med dette. At hvis vi her i
norden til stadighed skal kunne betragtes som banebrydende, så må vi sætte
os ud over kønsdebatten og tage initiativer til at fremme kvinders
rettigheder og status i samfundet _i samarbejde_ med mændene, ikke som et
opgør med mænd.
Konferencen handlede nu engang om kvinder rettigheder og muligheder i
forskellige samfund. Og vi er altså priviligerede her i vores eget lille
smørhul, andre steder kæmper kvinder for bare at undgå omskæring og levende
afbrændinger. Og igen andre steder kæmper kvinder for retten til at arbejde,
så de kan klare sig uden at være totalt afhængige af deres mænd.
Noget der glædede mig voldsomt ved konferencen var at høre, at (damn, jeg er
en nød til at huske detajler såsom navne på mennesker og steder) - kvinders
traditionelle arbejde, ønskede disse kvinder at få værdisat på lige fod med
traditionelt mandearbejde.
Forskellen blev fremhævet som arbejde i produktionssektorer og arbejde i
_re_produktionssektorer. Det er jo genialt, hvis det lykkedes kvinder i
andre lande at få den del med i deres kamp for lige rettigheder. En
værdifastsættelse af deres enorme arbejdsindsats i hjemmene, i forhold til
børnene osv. Jamen, hvorfor har vi ikke det her, spørger jeg så?
Hvorfor sender vi som samfund, som helhed - signaler der nedvurderer den
indsats der gøres i hjemmene, så det i den grad opleves som værende
"ingenting" værd (i det mindste i økonomisk heenseende). Det er ikke længere
noget man kan vælge til, det er kun noget der kan vælges fra i større eller
mindre udstrækning. Det er reduceret til venstrehåndsarbejde, ulønnet og
ugleset. Og så er det forøvrigt ligegyldigt om det er faderen eller moderen,
der ønsker at værne om hjemmet og børnene. Tsk, tsk... vi mistede IMO noget
vigtigt undervej i kampen for ligestilling, vi mistede retten til at være
hjemme hos vores børn, hvis vi altså vil det.
> Problemer er at de findes i de små hjem i medierne i vores måde at
> behandle hinanden på. I alt hvad vi foretager os.
Ja, jeg ved det godt, og det er også derfor det er så forbasket svært at
ændre. Vi skal også passe på, ikke at begå den fejl at vi i vores forsøg på
at anerkende "de bløde værdier" hos mænd og "de hårde værdier" hos kvinder -
overser behovet for forskellighed. Det skulle nødig gå som i kvindernes kamp
for ligestilling, hvor kvinders egne traditionelle værdier næsten forsvandt
og måtte vige pladsen for en maskulinisering af kvinder.
Det er jo heller ikke en feminisering af mænd vi skal frem til, bare en
anerkendelse af - at "manden" har behov der indeholder bløde værdier.
>
Og jeg kan selvom jeg er mand, sagtens glemme alt om sex i
> månedsvis. Hvis jeg er single længe nok og ikke får sex jævnligt, er
> det som om det går i glemmebogen i perioder. Så det er vist ikke et
> udpræget feminint træk.
*GG*
Se selv - der er mindst lige så mange ligheder som forskelle
> SNIP
> > Ja, men ting ta'r ting. Der er opfattelser som kun langsomt lader
> > sig flytte.
>
> Ja det er korrekt og dte tager endnu længere tid hvios slet ingen
> siger eller gør noget. Husk at alle forandringer i et samfunds og ved
> normerne starter med ét menneske, nemlig én selv.
I know.
Det er nok også delvis derfor jeg er så... "navlebeskuende" *GGG*
> Ja puritanerne og dem der er bange for forandring, bange for at miste
> det skrøbelig fodfæste de kulturelle normer i realiteten er, jeg tror
> nemlig at biologien er stærkere end normerne.
Jeg er enig. Men vi skal også anerkende og give plads til de forskelle der
også er biologisk set (jeg ved godt, at det er du helt med på).
F.eks. læste jeg følgende for nyligt, og jeg synes det er godt skrevet:
""På det cellulære plan fungerer de feminine kræfter i kvinden, som de har
gjort igennem mililoner af år. Ægget ligger oppe i æggelederen og venter i
ro og modtagelighed. Og når et nicifret antal sædceller slippes løs, er de
styret af et eneste formål: hvem kommer først? Hvem er stærkest, mest
udfarende og konkurrencedygtig? Hvem er den ene af utallige, der vinder?
Ægget gør ingenting. Det hviler i det ene formål at tiltrække og tage imod -
det er magnetisk! Og i modtagelsen, i mødet mellem den udadrettede, og den
tiltrækkende kraft, gøres det frugtbart.
[...]
Er der noget at sige til, at kvinden, der ikke vil kendes ved sin
kvindelighed, udstråler disharmoni? At hun ikke kan finde ro og balance i
sig selv?
[...]
Hun er ægget der løber, men i en forestilling om, at sæden skal komme og
tage hende - selvom hun samtidig kræver dets passivitet.""
Nu er det jo taget ud af sammenhæng. Men jeg er blevet mere og mere bevidst
om mit behov for at føle at "manden" begærer mig. At jeg kan mærke og se den
udfarende kraft i ham, det er oftest det der tænder mig. Samtidig bliver jeg
langsomt bevidst om det tåbelige i at ville dette, og samtidig selv have så
forbasket travlt med at være udfarende. Det er ikke sådan _jeg_ ønsker det.
Jeg vil egentlig gerne "erobres" igen og igen... ikke sådan at forstå, at
jeg ikke ønsker at tage initiativ, men jeg ønsker at hvis og når jeg tager
initiativ - så skal "manden" gerne udvise glæde og engagement i stor stil,
hvis han er "passiv" i for stor udstrækning (lange perioder), så mister jeg
fuldstændigt lysten til ham. Jeg har brug for at mærke den erobrende,
udfarende, initiativrige del af manden for at føle mig som hans kvinde. Han
skal på et eller andet plan stadig være "gorillaen" der sejrrigt står bøjet
over mig og råber sin glæde og sejrsrus ud, mens han dunker sig magtfuldt på
brystet
> Det er frygt! Ikke andet. De har jo deres 'roller' defineret fast og
> trygt som det er nu og laves der om på det falder de ned fra deres
> skrøbelig fodfæste i normer og kultur.
Det er trist, det er hvad det er.
Det ærgrer mig, og det gør mig ked af det.
> Enig! Loven burde være strengere på dette punkt. Den burde i meget
> højere grad sige at et NEJ er et NEj uanset situationen!
Ja, der ligger en enorm signalværdi gemt heri.
> Nej det er det bestemt ikke, men du glemmer mænds seksualitet i det her.
Vi vil også befries.. tak. I kvinder har ikke eneret på at
> ligge under for menneskeundertryende normer når det gælder sex! Dette er
_IKKE_ en kvindekamp, det er en menneskekamp.
Ja, jeg ved godt, at jeg lige røg ud af en mindre tangent og ikke holdt fast
i emnet, som jo var mænd *SS* (du må undskylde mig, jeg er jo da en kvinde,
og det er sket igen og igen også i dette indlæg *S*)
Og jeg er enig i det du skriver, det er _ikke_ en kvindekamp, det er en
menneskekamp.
Jeg var til et foredrag med Naser Khadar engang for nogle år siden, og det
var rigtigt godt. Han sagde bl.a. at mennesker har brug for et ståsted, at
have fodfæste i deres religion, deres traditioner eller andet. For når man
har sådant et fodfæste, så er man tryg og har langt lettere ved at indoptage
nye ideer og tanker.
Hans udtalelser kan overføres på mangt og meget. Kvinder har brug for at
have et solidt fodfæste i deres kvindelighed, sådan at de kan rumme og
indoptage og elske manden som det hele menneske han er. Det samme gør sig
selvfølgelig gældende vice versa.
Jeg tror, at en del af det vi mærker er eftervirkningerne (dønningerne) af
kvindeoprøret. Kvinder kastede vrag på deres kvindelighed, de ville have det
mænd havde, på mænds præmisser - og så mistede kvinder fodfæste undervejs.
Samtidig angreb kvinder i stor stil mænd på alle fronter. På
arbejdsmarkedet, i hjemmene, sågar i sengen. Kvinden rokkede ved mandens
grundpiller, og også han mistede i stor stil fodfæste.
Det er svært, at skabe rum og forståelse i en selv - for den elskede og alle
den elskedes vidunderligheder, når man ikke hviler trygt i sig selv.
Det bliver alt for hurtigt til to sårede mennesker, der fra hver sin
skyttegrav bombarderer den anden med krav og regler og håb og ønsker. Og når
et menneske frygter afvisning, ikke føler sig accepteret osv. så er det
svært at være åben og modtagelig, det gælder begge veje.
Som jeg ser det nu, er der for mange kvinder og mænd, der står i deres
skyttegrav og siger:
"Den anden skal give mig mere ømhed, mere opmærksomhed, mere elskov, flere
kærtegn, mere plads, mere nærvær osv. osv." --- Den anden bliver så endnu
mere såret, føler sig langt fra accepteret, føler sig mødt med krav og
irettesættelser, og lukker sig inde med den samme form for ensomhed, som den
elskede sådan prøver at ændre på.
På den måde skabes mange ensomme mennesker, der sover ved siden af
hinanden - og det er de samme ensomme mennesker, der har lukket sig inde og
derfor ikke flirter med livet og bl.a. med dig.
Det er lidt trist... jeg kæmper med det selv, det der med at lukke mig inde
og ikke turde åbne op og være modtagelig og imødekommende. For mig er det
faktisk lettere med fremmede, end med den jeg elsker. For når jeg virkelig
elsker, så bliver jeg jo pludselig så sårbar, den elskede kan jo såre mig så
ufatteligt meget, helt uden at ville det - simpelthen fordi jeg elsker ham
sådan. Jeg bliver kritisk og vagtsom og protektionistisk, jeg søger tilflugt
i den forbistrede skyttegrav, og prisen er ensomhed... så jeg arbejde på
sagen, på at åben op, at blive mere modtagelig, at kunne rumme min elskede -
så han kan komme igennem til mig med sine gode intentioner og sit dejlige
væsen - som også indebærer behov for kærtegn og ømhed og alt det du bringer
frem.
> Det er jo det jeg hele tidne siger også. VI er ikke ens men vi skal
> frigøres for de skadelig normer allesammen. Se ovenover.
Dejlige tanker, det er idealisme der trækker udviklingen, synes jeg. Jeg er
helt enig.
> Ja netop så lad os da dyrke de forskelle som værende gode i stedet
> for som i dag. I dag er grøften mellem kønnene så store som aldrig før med
mange ting omkrind det at være mennekse. Der er forskel
> på
> ting hvor vi som mænd og kvinder burde ses som ligeværdige og vi
> fastholdes i at vi er ens dér hvor vi burde være forskellige.
*SS*
Netop, vel skrevet...
> Vi er jo som vanligt i virkeligheden rystende ennige
Det kan jo ikke komme bag på nogen *Smiler stort*
> Jeg råber skriger og debattere også ude i det virkelige liv og jeg
> skælder de mænd ud der har den nedladende holdning overfor vore
> dejlige kvinder som vover at bolle med hvem de har lyst når de har
> lyst og så tit de har lyst. Ingen kalder sådan en kvinde Tina
> Tusindpik ustraffet i mit selskab!
Jamen, det er jo også derfor jeg finder dit selskab så berigende :0)
(jeg blev nu kaldt Mona, fordi min far engang havde været utro med én der
hed Mona)
> > Og at kvinder melder ud til kvinder, at mænd ikke er følelseskolde
> > bollemaskiner,
>
> Ja Tak!! For jeg er eddermanme træt(!) af at blive slået i hartkorn
> med det begreb når jeg møder kvinder.
Det er også idiotisk...
> ja for det er vi jo reelt.
ja, én ved det jo godt - jeg kan alligevel godt gribe mig selv i at råbe
slige nedrige ting i arrigskab, når temperaturen forlængst har nået
astronomiske højder *G*
Også et knus og et kram til dig
Søs