Nedenstående er hentet fra
http://www.leksikon.org:
Og giver en ganske god redegørelse for hvordan tankerne om et
evigtvarende pinested har fundet vej ind i kristendommen på trods af
at Bibelen reelt slet ikke støtter en sådan tanke. Men læs selv:
Helvede kommer af det gammelnordiske hel-viti, der betyder «Hels
straffer». Ordet er en uheldig oversættelse af det bibelske ord
«Gehenna», der er navnet på en dal syd for Jerusalem. I denne dal blev
der i året 622 f.v.t. ofret til en gud kaldet Molok. Både piger og
drenge blev slagtet og brændt til ære for denne gud. Da en konge
(Josias) forbød at dyrke andre guder end Israels Jahve, blev dalen
gjort religiøst «uren». Det stod for fremtiden skræk om stedet, og
dalen blev brugt som losseplads - et sted hvor «ilden ikke slukker og
makken ikke dør» som det hedder i Bibelen.
Jøderne forestillede sig, at Jahve ved tidernes ende ville samle alt
ondt og urent i Gehenna og brænde det op med ild, således at verden
igen skulle blive ren og fuldkommen. De fleste ord i Det Nye
Testamente om helvede forudsætter denne tanke, men de kristne tolker
dem ofte som udsagn om en tidløs pine. Denne opfattelse er farvet af
andre bibelsord. Specielt har lignelsen om «Den rige mand og Lasarus»
haft stor betydning. Indflydelse fra andre religioners fantasier om
tilstanden efter døden har også gjort sig gældende. Noget det norrøne
begreb «helvede» i sig selv afslører.
I de fleste religioner findes forestillinger om et dødsrige i jordens
indre, hvor de dødes «skygger» visner bort i et trøstesløst liv
efterhånden som de glemmes. Grækerne havde deres Hades med forskellige
afdelinger. Jøderne kaldte det Sjeol og i norrøn mytologi var Hel
navnet på herskerinden i dødsriget. For grove forbrydere findes der
ofte straffe i dødsriget. I Hades' afdeling Tartaros ruller Sisyfos
som bekendt forgæves sine sten som en straf beordret af guderne. Det
er en denne dødsrigetanke, der ligger til grund for lignelsen om «Den
rige mand og Lasarus». Sammen med tanken om djævelen som guds modpol,
førte dette efterhånden til forestillingen om et underjordisk helvede,
hvor djævelen herskede med ild og svovl og pinte de fortabte. Mest
kendt er nok Dantes beskrivelse af helvede i «Den guddommelige
komedie» fra 1300 tallet. Det billede af helvede vi således har fået
er helt ubibelsk. Selv forfatteren af «Johannes' Åbenbaring», der er
den i Bibelen, der har de mest udviklede tanker om en «evig pine» i
ild, tænker sig denne ulykke som noget det først og fremmest er
djævelen selv der rammes af. I Gehenna har djævelen ifølge Bibelen
ingen magt. «Helvede» eksisterer heller ikke i dag, men er tænkt som
en mulighed efter dommedag, uanset om «helvede» står for en total
udslettelse som Bibelen almindeligvis forudsætter, eller er tænkt som
en «evig pine» - noget som kun to bibelsteder synes at antyde.
I Jesu mund bruges alvorsord om dommen som en advarsel til hans egne
disciple og til jødernes religiøse ledere. Ordene udtrykker den
troendes alvor overfor sin gud. Jesus' og Bibelens ord er i kirkens
historie blevet brugt til at udvikle en detaljeret lære om hvordan det
vil gå de ikke-troende efter døden. Eftersom troen ifølge kirkens lære
skabes af forkyndelsen, blev alle midler tilladt for at sikre denne
forkyndelse. At frelse mennesker fra de evige pinsler i helvede blev
vigtigere end andre kærlighedsgerninger. Derfor accepterede
kirkefaderen Augustin ca. 410 e.Kr., at kættere blev forfulgt med
verdslige midler. Gennem middelalderen blev forkyndelsen fremmet ved
tvangsdåb og våben. Ved midten af 1200 tallet blev det accepteret, at
den kirkelige inkvisition benyttede tortur under forhør af mistænkte
kættere, og både katolikker og protestanter accepterede, at hekse blev
brændt i tusindvis. Ingen jordiske pinsler kunne måle sig med den
evige straf i helvede. Alle midler som kunne «frelse» menneskene blev
accepteret.
Kirkens lære om evig pine for de vantro blev et velegnet middel i
magthavernes hænder til at forfølge modstandere med den værste tortur
og grusomhed under et tyndt dække af fromhed. Selv den moderne
missionsbevægelse har retfærdiggjort sin mangel på respekt for andre
kulturer og religioner ved at henvise til, at kun kristendommen kan
befri folk fra evig pine. Det undskylder næsten enhver påtrængende og
hensynsløs missionsmetode. Hvilke psykiske lidelser der er fulgt i
kølvandet på «vækkelsesprædikanter» og præster, der har brugt
helvedesforestillingerne som omvendelsesmotiv, vil vi aldrig få
pålidelig viden om. Men hvor forestillingen om «evig pine» er stærk,
bliver almindelige anstændighedsnormer og dagligdags hensynsfuldhed
let sat til side af religiøs fanatisme. Kristendommen der skulle være
kærlighedens religion, har ikke mindst på grund af denne lære om «evig
pine» for de vantro udviklet en historie, der er et mareridt af
grusomheder.
http://www.leksikon.org/art.php?n=1092
--
Med venlig hilsen Andreas Falck - ICQ 108 480 093
http://sdanet.dk/ +
http://skabelsen.info/
http://bibeltro.dk/ +
http://bibel-skole.dk/
*** Alle med debatforum ***