Kenneth K [4900] wrote:
> jeg vil høre hvilke regler der er i forbindelse med kommsionssalg af en bil.
>
> hvis der intet står i aftalen om at jeg skal betale for annoncering via
> nettet eller andre steder, kan han så bilsælgeren, så forlange penge/tab
> hvis jeg henter bilen inden den aftalte tid er udløbet ?
> - jeg har været så "klog" at give en automobilforhandler lov at have min bil
> i kommision i 60 dage, men har siden fortrudt aftalen, da han nu bruger
> bilen til at køre rundt i.
>
> jeg håber på hurtig hjælp, da jeg agter at hente bilen.
>
> Kenneth mail : kklitland@FJERNDETTEjubiimail.dk
>
>
Ved kommissionsaftaler gælder kommissionsloven (KMSL). Her er
udgangspunktet, at kommissionsaftaler frit kan tilbagekaldes af begge
parter (dvs. både kommittenten (dig) og kommissionæren
(bilforhandleren)), jvf. KMSL § 46.
I medfør af Kommisionsloven § 50, stk. 1, 1. pkt. gælder det dog ikke,
hvis kommissionsforholdet skal gælde for en bestemt tid herunder f.eks.
i 60 dage.
Det fastslås samme sted, at kommissionæren (bilforhandleren) kan kræve
erstatning for det tab, han lider ved, at kommissionsforholdet bringes
til ophør før tid. Dette tab må klart omfatte rimelige udgifter til
forholdsmæssige salgsforanstaltninger.
Kommisionsloven § 50, stk. 1, 2. pkt. bestemmer dog, at kommittenten
(dig) ikke er erstatningspligtig, hvis kommittenten har gyldig grund til
at tilbagekalde hvervet (kommissionsforholdet). En gyldig grund kan
f.eks. være kommissionærens "undladelse af at opfylde sin pligter". En
af kommissionærens forpligtelser er f.eks. at drage omsorg for
salgsgenstanden, jf. KMSL § 10.
Jeg ved ikke hvor meget der skal til, for at kommissionæren har krænket
sin omsorgspligt (eller en anden pligt), men hvis han ligefrem bruger
bilen som en firmabil, må man nok sige, at kravene er opfyldt. DU MÅ DOG
ikke glemme, at DU HAR bevisbyrden for at omsorgspligten (eller en anden
pligt) er krænket.
Hvis man kommer frem til, at du havde gyldig grund til at tilbagekalde
hvervet, er sagen dog langt fra afgjort.
Ifølge KMSL § 29 har kommissionæren krav på særlig godtgørelse for
udgifter til porto, telegrammer, telefonsamtaler og forsikringspræmier
samt for andre beføjede udgifter, for så vidt hans vederlag ikke er
beregnet på at skulle udgøre betaling også for disse udgifter.
Da der vistnok ikke er aftalt noget om, hvad din betaling rent faktisk
skal dække, kan man spørge sig selv, om internet annoncering er en
beføjet udgift, han har krav på at få dækket ved siden af hans vederlag.
Hvis han har sådan et krav, vil han kunne gøre det gældende, selvom du
med rette kunne bringe kommissionsforholdet til ophør, jfr. KMSL § 49.
Han har desuden en panteret i bilen for sådanne udgifter, så han vil
tilmed kunne tilbageholde bilen, indtil du betaler, jfr. KMSL § 31.
Som du nok kan se, er situationen en smule usikker, og du må huske at
tage med i overvejelserne, at det er dig, der må lægge sag an, hvis han
nægter udlevere bilen. Du må lægge ud for retsafgiften, og kan endda
tilpligtes selv at måtte bære dine advokatomkostninger. Desuden vil de
60 dage være gået, inden sagen bliver berammet hos domstolene. Hvis du
mener, at bilen har tabt i værdi på grund af bilforhandlerens adfærd,
kan du både nu og efterfølgende kræve dette erstattet (og modregne med
det beløb, han evt. har mod dig), men spørgsmålet er, om bilens
nuværende værdi, økonomisk kan bære en sådan retssag.
Jeg håber jeg kunne være til hjælp
mvh Rune
Stud.Jur.
|