"Madamme" <Madamme@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:bfqp7q$phu$1@news.net.uni-c.dk...
Hej,
> Jeg har boet alene siden oktober sidste år og blev officielt skilt i april
> i år efter 19 års samliv.
> En væstentlig grund til bruddet var, at jeg stort set ikke delte mit liv
med
> ham, og derfor kan jeg ikke genkende dit savn. Jeg tror, at hvis man bad
os
> skrive vores år sammen ned, ville det være to vidt forskellige liv.
Sådan var det også for os, især eftersom han var (er) alkoholiker,
og havde jeg skullet snakke om det for bare 2-3 år siden, havde
jeg sagt som du - nemlig at vi alligevel levede seperate liv og
ikke havde ret meget til fælles, og at han reelt ikke kendte mig.
Og det er da også delvist rigtigt.
Men han var forbi i tirsdags, fordi vores yngste havde fødselsdag,
og da børnene var i Knuthenborg med deres "bonus-bedstefor-
ældre" og min tidligere kæreste, måtte han og hans kæreste
vente her. Min far kom også, og så begyndte de at snakke om
"gamle dage", og pludselig dukkede den op fra min eks-mand,
den her med: "Kan du huske?"... det var som at få åbnet en dør
til tidligere tider - som også rummer en masse dejlige minder
(og ikke kun alt det der førte til skilsmissen).
> Til
> gengæld har jeg delt mit liv med mine søskende, forældre, nære venner og
> selvfølgelig mine børn. Og dem har jeg jo stadig.
Mine søstre var børn, og jeg var reserve-mor for dem. Selvom
vi deler minder, og det er sjovt at snakke om det, så er det på et
helt andet plan. Mine børn har selvfølgelig været med hele vejen,
men igen - netop som børn, det er noget ganske andet. Mine
forældre havde jeg et anstrengt forhold til dengang, i dag er det
meget bedre - og selvfølgelig snakker jeg med dem om mine
minder, men så er det mere a la; kan du huske dengang vi alle-
sammen var i skoven. Ikke alt det i mit liv, som lå i min relation
til min eks-mand - det er nok det jeg mener, alt det der lå i re-
lationen mellem min eks-mand og jeg.
> Kunne det hjælpe dig at skrive disse ting ned?
Måske, det vil jeg overveje.
> Hvor gamle er dine børn?
14, 13 og 9 år.
> Måske kunne du skrive en "erindring" til dem?
*GG*
Der vil helt klart være ting, som de ikke skulle læse
Men det er en god idé - som jeg har taget til mig.
> Selv gjorde jeg det, at jeg
> begyndte at skrive dagbog til mine børn, den dag jeg opdagede jeg var
gravid
> med den ældste. Det er blevet til 300 sider.. og "man" må læse med, når
man
> fylder 18....ds. den ældste har fået lov. Hun læste i flere dage og var
> meget taknemmelig for det.
Det lyder da også som en dejlig ting.
> Tænk på, om der ikke findes andre i dit liv, som du OGSÅ delte nogle
> oplevelser med og dermed har fælles minder med??
> Måske kan du få nogle gode "kan du huske"-timer sammen med dem..
Det er der da, det er bare andre minder - og disse "kan du huske"
timer har jeg da også sammen med dem. Måske er jeg bare "grådig"?
> Så kan du måske hjælpe med gode råd om, hvordan man som fraskilt med
> hjemmeboende børn finder en seriøs kæreste, så man kan få et
> sexliv........????? ;) "Singlelivets glæder" med uforpligtende
> sex-kontakter synes jeg er noget opreklameret fis........
Jeg synes også, at singlelivets "glæder" er opreklamerede.
Mht. at finde en seriøs kæreste, så har jeg været heldig, og har
haft enkelte af slagsen
Jeg har vist bare ikke været parat selv.
Den første seriøse kæreste jeg havde efter skilsmissen, var da
der var gået 2 år - vi var sammen i 2½ år og selvom det er
2½ år siden vi gik fra hinanden, så ser han stadig børnene en-
gang imellem. Og det er hans forældre, der er mine børns
"bonus-bedsteforældre". Jeg mødte ham på ofir-chatten, men
det hed noget andet dengang, jeg kan bare ikke lige huske
hvad det hed
. Selv gider jeg ikke chatte mere, da jeg synes,
at "tonen" er blevet for useriøs og sexfikseret, men det kan også
være, at det bare er mig, der ikke længere føler mig tiltrukket
af den kontaktform.
Jeg har også haft mødt en mand i byens natteliv, mere konkret
på en bar, som jeg havde et kortvarigt forhold til. Og jeg har
brugt
www.dating.dk og lært nogle at kende. Faktisk havde
jeg en kort overgang en elsker, som jeg mødte på dating, og
det var også dejligt, det var bare ikke det jeg ønskede mig.
Jeg har også mødt dejlige mænd gennem min omgangskreds,
det har bare ikke udviklet sig - hvilket hovedsageligt skyldes,
at jeg lukkede af for muligheden. Måske fordi jeg var/er bange
for, at hvis det så alligevel ikke skal være, så ender man op
med at skulle se hinanden til alle mulig arrangementer - og
inderst inde har jeg vist ikke stolet på at kærligheden ville
vare ved, så jeg har villet undgå den situation.
Jeg har skam indtryk af, at de fleste mænd jeg har kendt
har været seriøse - der har bare været nogle stykker, som
pludselig efter 2-3 mdr. indså, at det at jeg har 3 børn,
alligevel var mere end de følte sig i stand til at rumme, og
det er også forståeligt - bare hårdt at skulle lægge ører til,
når man selv føler at børnene er livets største gave. Men
det har også kun været udtryk for, at manden ikke har
været den rigtige (har jeg så tænkt).
mange hilsner
nusle