---

Hej

Min svigerinde blev i januar indlagt på psykiatrisk
afdeling og udskrevet efter en måned. Hun havde
angst for alt, især om at hun ikke havde penge nok
(men det har hun). Det betyder, at hun ikke vil købe
mad, og hun har derfor tabt sig nok 10 kg. de sidste
3-6 måneder. Hun var i forvejen meget tynd. Det
viste sig så også, at hun havde alt for høj blodtryk.
Hun bliver så udskrevet 1 måned senere, og havde
det tilsyneladende godt. Men efter 14 dage begynder
hun igen med sine tvangstanker, og det bliver værre
og værre. Vi taler meget med hendes datter og en
veninde, og vi får hende til sidst overtalt til at blive
indlagt igen. Lægerne sender hende så til CT-scanning,
da de er i tvivl om, der har været en blodprop. Og det
viser sig, at der har været flere i december, - altså
inden hun blev indlagt i januar. (så kan man jo godt
undre sig over, at de ikke checkede det tidligere).
Nu er hun så stadig indlagt på psykiatrisk, og lægerne
har givet udtryk for, at de ikke ved, hvad der skal
gøres. - Det er vi selvfølgelig meget frusteret over.
Derfor tænkte jeg på, om der er nogen der har er-
faring med alternativ behandling, som har hjulpet,
selvfølgelig som et supplement til den medicin, som
hun får for blodtryk og psyke? Vi har spurgt til genop-
træning på genoptræningscentre, - men der oplyser
lægerne, at så skulle det have været umiddelbart
efter blodpropperne, - at det var for "sent nu". Men det
kan for pokker da ikke passe, at der ikke kan gøres
noget som helst nu. Tilsyneladende er der ikke fysisk
skade (måske trækker hun en lille smule på højre
ben). Hun er 52 år, og vi synes jo at det er alt for
tidligt at blive "opgivet" af "systemet", og er bange
for, at hvis hun kommer hjem, så går det galt igen
med psyken (også selvom det selvfølgelig vil være
nødvendigt med hjemmehjælp m.v.).

Mange hilsner
Dorte

---

"Dorte" <mb25@fjernspam.sol.dk> skrev i en meddelelse
news:3ec62350$0$32463$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Hej
>
> Min svigerinde blev i januar indlagt på psykiatrisk
> afdeling og udskrevet efter en måned. Hun havde
> angst for alt, især om at hun ikke havde penge nok
> (men det har hun). Det betyder, at hun ikke vil købe
> mad, og hun har derfor tabt sig nok 10 kg. de sidste
> 3-6 måneder. Hun var i forvejen meget tynd. Det
> viste sig så også, at hun havde alt for høj blodtryk.
> Hun bliver så udskrevet 1 måned senere, og havde
> det tilsyneladende godt. Men efter 14 dage begynder
> hun igen med sine tvangstanker, og det bliver værre
> og værre. Vi taler meget med hendes datter og en
> veninde, og vi får hende til sidst overtalt til at blive
> indlagt igen. Lægerne sender hende så til CT-scanning,
> da de er i tvivl om, der har været en blodprop. Og det
> viser sig, at der har været flere i december, - altså
> inden hun blev indlagt i januar. (så kan man jo godt
> undre sig over, at de ikke checkede det tidligere).
> Nu er hun så stadig indlagt på psykiatrisk, og lægerne
> har givet udtryk for, at de ikke ved, hvad der skal
> gøres. - Det er vi selvfølgelig meget frusteret over.
> Derfor tænkte jeg på, om der er nogen der har er-
> faring med alternativ behandling, som har hjulpet,
> selvfølgelig som et supplement til den medicin, som
> hun får for blodtryk og psyke? Vi har spurgt til genop-
> træning på genoptræningscentre, - men der oplyser
> lægerne, at så skulle det have været umiddelbart
> efter blodpropperne, - at det var for "sent nu". Men det
> kan for pokker da ikke passe, at der ikke kan gøres
> noget som helst nu. Tilsyneladende er der ikke fysisk
> skade (måske trækker hun en lille smule på højre
> ben). Hun er 52 år, og vi synes jo at det er alt for
> tidligt at blive "opgivet" af "systemet", og er bange
> for, at hvis hun kommer hjem, så går det galt igen
> med psyken (også selvom det selvfølgelig vil være
> nødvendigt med hjemmehjælp m.v.).
>
> Mange hilsner
> Dorte
>

Alt hvad du skriver her er hvad "lægerne" har sagt og gjort / ikke gjort.
Hvad har psykologen sagt.? (tvangstanker er psykologi)
Det er den vej du skal..! Blodpropper har intet med tvangstanker at gøre og
en CT scanning kan ikke finde årsagen til tvankstanker.!

Jan

---

> Alt hvad du skriver her er hvad "lægerne" har sagt og gjort / ikke gjort.
> Hvad har psykologen sagt.? (tvangstanker er psykologi)
> Det er den vej du skal..! Blodpropper har intet med tvangstanker at gøre
og
> en CT scanning kan ikke finde årsagen til tvankstanker.!
>
> Jan

Hun var ved psykolog inden hun blev indlagt på psykiatrisk. - Men ved
kontakt
til egen læge, hvor hun blev skrevet op til distriktspsykiatrien, blev der
samtidigt
meldt afbud til psykologen (som ved afbuddet meddelte, at det nok også var
der hun "hørte til", da han ikke kunne "gøre" noget). - Det vi ikke ved
(lægerne
åbenbart heller ikke) er om hendes tvangstanker skyldes depression ovenpå
blodproppen eller er på grund af "men" efter blodproppen. Hun er frygteligt
ked af det og græder og "råber nærmerst" når vi er på besøg, og vil gerne,
at
vi tager hende med hjem, - for der sker jo ikke noget derude. Umiddelbart
er hun bare ikke i stand til at klare sig rent psykisk, men fysisk er hun
tilsyne-
ladende ok. Der har også været en af lægerne, der har været så "flink" at
meddele hende, at hun nok ikke skal regne med, at hun bliver "bedre", - og
det er da bestemt ikke noget lyspunkt i hendes situation.

Derfor var derfor mit håb, at der måske var nogen, der ad alternativ
vej havde prøvet en eller anden form for "terapi", som havde hjulpet, og
kunne
fortælle lidt mere om det

Hilsen
Dorte

---

"Dorte" <mb25@fjernspam.sol.dk> skrev i en meddelelse
news:3ecb4030$0$5189$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > Alt hvad du skriver her er hvad "lægerne" har sagt og gjort / ikke
gjort.
> > Hvad har psykologen sagt.? (tvangstanker er psykologi)
> > Det er den vej du skal..! Blodpropper har intet med tvangstanker at gøre
> og
> > en CT scanning kan ikke finde årsagen til tvankstanker.!
> >
> > Jan
>
> Hun var ved psykolog inden hun blev indlagt på psykiatrisk. - Men ved
> kontakt
> til egen læge, hvor hun blev skrevet op til distriktspsykiatrien, blev der
> samtidigt
> meldt afbud til psykologen (som ved afbuddet meddelte, at det nok også var
> der hun "hørte til", da han ikke kunne "gøre" noget). - Det vi ikke ved
> (lægerne
> åbenbart heller ikke) er om hendes tvangstanker skyldes depression ovenpå
> blodproppen eller er på grund af "men" efter blodproppen. Hun er
frygteligt
> ked af det og græder og "råber nærmerst" når vi er på besøg, og vil gerne,
> at
> vi tager hende med hjem, - for der sker jo ikke noget derude. Umiddelbart
> er hun bare ikke i stand til at klare sig rent psykisk, men fysisk er hun
> tilsyne-
> ladende ok. Der har også været en af lægerne, der har været så "flink" at
> meddele hende, at hun nok ikke skal regne med, at hun bliver "bedre", - og
> det er da bestemt ikke noget lyspunkt i hendes situation.
>
> Derfor var derfor mit håb, at der måske var nogen, der ad alternativ
> vej havde prøvet en eller anden form for "terapi", som havde hjulpet, og
> kunne
> fortælle lidt mere om det
>
> Hilsen
> Dorte
>
>

Du efterlyser igen en eller anden form for terapi og det er forståeligt, men
sådan som jeg læser dine indlæg har hun ikke brug for anden terapi end den
du og hendes nærmeste kan give hende. Det offentlige kan dulme hende med
medicin og det kan være fint nok i en periode, men det er efter min
overbevisning personlig støtte hun har brug for.

Jeg vil springe lige ud i det, ud fra de trods alt sparsomme oplysninger, at
foreslå en støtte der går på at få hende til at tænke på "hvad hun vil i
fremtiden".
Husk dette er teori på et tyndt grundlag, men jeg tror hun har været udsat
for et eller andet der gør at hun er tvunget ud i nogle "tilbagetræknings"
tilstande som hun ikke har det godt med. Nu ved jeg ikke hvor gammel hun er
eller hvad hun har "lavet", men disse symptomer ses ofte hos folk (både mænd
og kvinder) der har arbejdet med det samme igennem flere år og pludselig
ikke er istand til dette længere. Et klassisk eksempel er parret der har
haft en bondegård alle deres dage, men ikke længere kan magte dette og
flytter i et aftægtshus. Her går det galt for nogle. Det er måske ikke
dette, men et lignende afhængigheds forhold til et eller andet
betydningsfuldt i hendes liv.

Det går galt for nogle hvis de har "for meget tid til dem selv" og de ikke
er vant til at takle, den fritid. De er vandt til at have gang i alting fra
morgen til aften, er vandt til at have nogle at tage sig af, er vandt til at
VIDE hvad de skal bruge dagen til.!

Kan du kende nogle af disse teorier, så er vejen frem at få givet hende
noget ansvar, nogle forpligtelser og alt imedens dette sker lære hende at
"råhygge".

Jan

---

> Du efterlyser igen en eller anden form for terapi og det er forståeligt,
men
> sådan som jeg læser dine indlæg har hun ikke brug for anden terapi end den
> du og hendes nærmeste kan give hende. Det offentlige kan dulme hende med
> medicin og det kan være fint nok i en periode, men det er efter min
> overbevisning personlig støtte hun har brug for.
>
> Jeg vil springe lige ud i det, ud fra de trods alt sparsomme oplysninger,
at
> foreslå en støtte der går på at få hende til at tænke på "hvad hun vil i
> fremtiden".
> Husk dette er teori på et tyndt grundlag, men jeg tror hun har været udsat
> for et eller andet der gør at hun er tvunget ud i nogle "tilbagetræknings"
> tilstande som hun ikke har det godt med. Nu ved jeg ikke hvor gammel hun
er
> eller hvad hun har "lavet", men disse symptomer ses ofte hos folk (både
mænd
> og kvinder) der har arbejdet med det samme igennem flere år og pludselig
> ikke er istand til dette længere. Et klassisk eksempel er parret der har
> haft en bondegård alle deres dage, men ikke længere kan magte dette og
> flytter i et aftægtshus. Her går det galt for nogle. Det er måske ikke
> dette, men et lignende afhængigheds forhold til et eller andet
> betydningsfuldt i hendes liv.
>
> Det går galt for nogle hvis de har "for meget tid til dem selv" og de ikke
> er vant til at takle, den fritid. De er vandt til at have gang i alting
fra
> morgen til aften, er vandt til at have nogle at tage sig af, er vandt til
at
> VIDE hvad de skal bruge dagen til.!
>
> Kan du kende nogle af disse teorier, så er vejen frem at få givet hende
> noget ansvar, nogle forpligtelser og alt imedens dette sker lære hende at
> "råhygge".
>
> Jan


Tak for dine svar Jan.

Hun er 52 år og har gennem mange år arbejdet inden for åndsvageforsorgen,
og kender derfor en del til det psykiatriske miljø. Måske har forhøjet
blodtryk
kombineret med stress på arbejdet været medvirkende årsag til, at hun har
fået en blodprop (måske flere). Hendes problem nu er, at hun ikke vil være
på "galeanstalten", da der jo ingenting sker (iflg. hende). Hun vil hjem, og
mener at hun kan klare sig selv. - Det mener vi desværre ikke, da det var
problemet inden hun blev indlagt. Hun mente ikke, at hun havde penge nok,
(hvad hun havde), og derfor købte hun ikke mad (andet end når vi tog med
hende ud for at handle). Hun har tabt sig en del - måske 10 kg, og hun var
i forvejen meget tynd. Hun er fraskilt og har en datter (ikke hjemmeboende).

Muligvis er dine teorier korrekte. Hun har koncentreret sig meget om sit
arbejde, - men har gennem de senere år ikke haft energi til huset og sig
selv derhjemme, og muligvis er det hele kulmineret i forbindelse med en
omstrukturering på hendes arbejde. (denne betød dog ikke, at hun ikke
fik sine fremtidige arbejdsopgaver, som hun gerne ville).

Vi har ved besøg på sygehuset forsøgt at overbevise hende om, at hun skal
kunne være i stand til at tage vare på sig selv, før hun kan komme hjem, og
at hun skal "turde" bruge de penge hun har til bl.a. madinkøb, og at hun
også
er nødt til at "komme ud". Det hun tænker på mht. fremtiden er, at hun
mister
sit job, og at hun derfor "slet ikke kan kan klare sig økonomisk. - Det er
som
om vi ikke "når" godtnok ind til hende.

.......... men vi må jo nok se tiden an. Og selvfølgelig støtter vi hende på
alle
mulige måder. - Men vi giver hende ikke ret, - når hun siger nogen ting, som
vi ved ikke passer. (men måske er det søger hun "blot" bekræftelser hele
tiden).

Dorte

---

"Dorte" <mb25@fjernspam.sol.dk> skrev i en meddelelse
news:3ecbf193$0$97177$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> > Du efterlyser igen en eller anden form for terapi og det er forståeligt,
> men
> > sådan som jeg læser dine indlæg har hun ikke brug for anden terapi end
den
> > du og hendes nærmeste kan give hende. Det offentlige kan dulme hende med
> > medicin og det kan være fint nok i en periode, men det er efter min
> > overbevisning personlig støtte hun har brug for.
> >
> > Jeg vil springe lige ud i det, ud fra de trods alt sparsomme
oplysninger,
> at
> > foreslå en støtte der går på at få hende til at tænke på "hvad hun vil i
> > fremtiden".
> > Husk dette er teori på et tyndt grundlag, men jeg tror hun har været
udsat
> > for et eller andet der gør at hun er tvunget ud i nogle
"tilbagetræknings"
> > tilstande som hun ikke har det godt med. Nu ved jeg ikke hvor gammel hun
> er
> > eller hvad hun har "lavet", men disse symptomer ses ofte hos folk (både
> mænd
> > og kvinder) der har arbejdet med det samme igennem flere år og pludselig
> > ikke er istand til dette længere. Et klassisk eksempel er parret der har
> > haft en bondegård alle deres dage, men ikke længere kan magte dette og
> > flytter i et aftægtshus. Her går det galt for nogle. Det er måske ikke
> > dette, men et lignende afhængigheds forhold til et eller andet
> > betydningsfuldt i hendes liv.
> >
> > Det går galt for nogle hvis de har "for meget tid til dem selv" og de
ikke
> > er vant til at takle, den fritid. De er vandt til at have gang i alting
> fra
> > morgen til aften, er vandt til at have nogle at tage sig af, er vandt
til
> at
> > VIDE hvad de skal bruge dagen til.!
> >
> > Kan du kende nogle af disse teorier, så er vejen frem at få givet hende
> > noget ansvar, nogle forpligtelser og alt imedens dette sker lære hende
at
> > "råhygge".
> >
> > Jan
>
>
> Tak for dine svar Jan.
>
> Hun er 52 år og har gennem mange år arbejdet inden for åndsvageforsorgen,
> og kender derfor en del til det psykiatriske miljø. Måske har forhøjet
> blodtryk
> kombineret med stress på arbejdet været medvirkende årsag til, at hun har
> fået en blodprop (måske flere).

Den psykologiske profil på en blodprop er (efter min mening) at man ikke
"ved" hvad man skal bruge sit aktive liv til, hvor man skal tjene til livet
og vejen. En uddybende beskrivelse kan ses hos det Grønlandske folk. Jo
længere væk fra storbyerne og deres utallige mere eller mindre spændende
muligheder, du kommer des mindre "blodpropper" Ude i samfund hvor det er
helt naturligt at børn følger forældres fodspor findes ikke blodpropper.
Dette gælder ikke kun det Grønlandske samfund, men alle samfund hvor
civilisationen har ændret på udviklingen og hvor der er stor forskel på "by
og land" (jeg ved godt at forskerne "tror" det er fiskeolie, der gør
forskellen)

Dette passer for så vidt fint i tråd med at hun havde et arbejde og at der
kom ændringer. Nu skriver du at fik det hun gerne ville, men det ved vi
ikke. Det vil jeg stille et stort spørgsmålstegn ved.!

Hendes problem nu er, at hun ikke vil være
> på "galeanstalten", da der jo ingenting sker (iflg. hende). Hun vil hjem,
og
> mener at hun kan klare sig selv. - Det mener vi desværre ikke, da det var
> problemet inden hun blev indlagt. Hun mente ikke, at hun havde penge nok,
> (hvad hun havde), og derfor købte hun ikke mad (andet end når vi tog med
> hende ud for at handle). Hun har tabt sig en del - måske 10 kg, og hun var
> i forvejen meget tynd. Hun er fraskilt og har en datter (ikke
hjemmeboende).

Den psykologiske profil (efter min mening) på spisevægring (som dette tyder
på - da hun vel kunne få mad andre steder fra) er at personen "hader den
omsorg der er til stede". Det vil sige at vedkommende ofte arbejder sig ud
af problemet. Et eksempel på dette er sportsfolk der sætter sig selv store
mål, knokler for at nå dem, og på den måde undgår de at arbejde med det som
det hele drejer sig om, nemlig omsorgen for sig selv og andre.

Sat ind i din beskrivelse af hende, så kunne det ligne lidt derhen at hun
faktisk har brugt en stor del af hendes liv på at drive "omsorg" for ANDRE.
Og så ved jeg ikke om den forandring der fandt sted på hendes arbejde gav
hende mindre mulighed for dette, for så passer det jo fint. Det kan godt
være at hun "troede" at det var det hun ville, men hendes krop siger noget
andet.

Så hun løber på en eller anden måde væk fra "omsorg" og er ikke god til at
tacle den, når det drejer sig om sig selv.

>
> Muligvis er dine teorier korrekte. Hun har koncentreret sig meget om sit
> arbejde, - men har gennem de senere år ikke haft energi til huset og sig
> selv derhjemme, og muligvis er det hele kulmineret i forbindelse med en
> omstrukturering på hendes arbejde. (denne betød dog ikke, at hun ikke
> fik sine fremtidige arbejdsopgaver, som hun gerne ville).
>
> Vi har ved besøg på sygehuset forsøgt at overbevise hende om, at hun skal
> kunne være i stand til at tage vare på sig selv, før hun kan komme hjem,
og
> at hun skal "turde" bruge de penge hun har til bl.a. madinkøb, og at hun
> også
> er nødt til at "komme ud". Det hun tænker på mht. fremtiden er, at hun
> mister
> sit job, og at hun derfor "slet ikke kan kan klare sig økonomisk. - Det er
> som
> om vi ikke "når" godtnok ind til hende.

Med de nye oplysninger her, så må jeg sige at hun IKKE har brug for at vide
hvad hun skal og ikke skal. Men hun har brug for at finde ud af hvordan hun
"hygger" sig. Drager omsorg for sig selv. Hvad kan hun lide at hygge sig
med.? - det skal forstærkes. Hun har brug for at blive "fyret" fra sit
arbejde. Her er hun vandt til at lægge sin omsorg. Lige nu er det at miste
dette arbejde, det værste hun ved og det er forståeligt, da hun således
mister et sted at sende sin omsorg hen og det gør ondt. Hvorfor kan hun ikke
tacle "omsorg" er et spørgsmål der måske kunne stilles og så snakker vi
dybde psykologi og er ikke egnet til dette forum. Og kan også bedst klares
ansigt til ansigt.

Så det en psykolog eller samtaleterapeut "kunne" gøre var at kikke på disse
aspekter.!

>
> ......... men vi må jo nok se tiden an. Og selvfølgelig støtter vi hende
på
> alle
> mulige måder. - Men vi giver hende ikke ret, - når hun siger nogen ting,
som
> vi ved ikke passer. (men måske er det søger hun "blot" bekræftelser hele
> tiden).

Umiddelbart tror jeg at det er hip som hap om i giver hende ret eller ej.
Det er en stor mundfuld for jer at gå ind til, at ændre en 52 årig hvides
forhold til omsorg / arbejdsliv.
Umiddelbart kan det IKKE lade sig gøre uden hendes egen deltagelse.
Hun skal VILLE se på disse ting eller kommer i ingen vegne.

Det er IKKE nok at hun er træt af "galeanstalten" det flytter ingenting.
Hun skal finde noget at sætte i stedet. Men netop det at hun er træt af
stedet, kan være åbningen for jer der vil hjælpe hende.
Hvad skal der stedet. Udgangspunk er at hun IKKE skal tilbage på sit
arbejde...hvad så.?
Hvad vil hun bruge sin fritid til..?

Uanset hvad i foretager jer så husk at som hjælpere er det IKKE jer der skal
komme med løsninger. Hun skal selv finde og foreslå dem og i tager bare hvad
hun kommer med for gode være, hvis de passer bare lidt ind i hendes (og
jeres) målsætning.!

Held og lykke.!

Jan