"Henton" skrev:
> ------
> støn.....det var en ordenlig smøre
> men talte Jeus til sine diciple om de tider, hvor han igen skulle vandre
> på
> jorden blandt menneskene ? eller havde diciplene misforstået noget ?
> ------
> Alt dette med ønsket om en fredfyldt dag
Du forekommer mig en "anelse" tungnem!
Input memory (Sign no 7, 2001-12-02):
1. english
2. deutch
3. dansk
Organisation: Christ for all Nations
(english)
-------------------------------------------------------------------------
From Rigor Mortis Corpse to Resurrection Man
The Story of Daniel Ekechukwu
Reported by field correspondents Robert Murphree and George Canty
The following banner headline appeared in the Nigerian newspaper, The Post
Express:
"BONNKE RAISES MAN FROM DEATH IN ONITSHA".
Was it true, a divine miracle, or sensationalist press exaggeration? Jesus
did say, "Though one rose from the dead they would not believe." Judge for
yourself. The evidence and facts are here without embroidery but on the very
spot they stunned critical journalists and left them speechless.
-
Crossing Death's Path
In the morning of November 30th 2001, Daniel Ekechukwu, the pastor of the
Power Chapel Evangelical Church in Onitsha, with his friend Kingsley Iruka
took a Christmas present of a goat to his father in a village near the town
of Owerri. Daniel drove his 20-year-old Mercedes 230. On the way back home,
traveling down a steep road, the Mercedes brakes failed. Daniel could do
nothing. Gathering speed the vehicle hurtled downhill unstoppable. Its
career, and Daniel's, ended as it smashed into a stone pillar.
Without a seat belt Daniel was catapulted violently forward. His head hit
the windscreen and the steering wheel and knob punched into his body. Daniel
's friend Kingsley Iruka, shocked though not badly hurt, turned to Daniel,
hoping all was well. But the sight appalled him. Blood was pouring from
Daniel's nose from a head injury, and then he began vomiting blood from
heavy internal hemorrhage.
Rescue presently came. Marvelously Daniel held up until he was placed in the
local hospital's intensive care, or the Nigerian best equivalent of it. His
wife, Nneka was sent for. She found Daniel still alive but only just. He
hung on to life to ask her to have him taken to his family doctor's hospital
in Owerri - a very serious mistake. It meant anything but a smooth ride of
one and a half hours.
Within minutes of being lifted into the ambulance Daniel felt himself dying.
He tried to whisper his last words and instructions to Nneka. Especially he
begged her to see the work of their church continued. He also tried to
inform her about one or two church situations she ought to be aware of, but
his speech slurred, became incoherent and stopped as he drifted into
unconsciousness.
The ambulance driver pushed on however, at full speed, warning sirens
blaring. Reaching the Owerri Regional Hospital they ran in shouting
"Emergency! Emergency." Daniel's doctor, however, was not on duty. Instead a
member of the medical staff took charge and checked Daniel's now limp form.
He turned to them with a sad face. He could only certify that Daniel was
already dead.
His wife Nneka naturally was shocked. But a Bible verse had been ringing in
her mind from Hebrews 11 "Women received their dead raised to life again."
An irrational conviction seized her. This meant her. She would see Daniel
alive and well again. In what follows Nneka was the key figure.
Evidence of things Hoped For
The text in Nneka's head made it impossible for her to accept the plain
evidence that Daniel had gone or allow him to be buried. Her agitation
dictated that something must be done. They hurried to see Daniel's uncle,
Okoronkwo Emmanuel living near the hospital and asked if he knew where their
own family doctor was. He did not know, but led them to see his own doctor,
Dr. Jossy Anuebunisa at the St. Eunice Clinic. Daniel was taken there and
seeing Nneka's determination again the doctor checked. He could only confirm
death had taken place. The time registered was 11.30 p.m. of the day of the
car accident.
The doctor then wrote out his report on the decease of his patient and asked
if they wished to have Daniel laid in the clinic's mortuary. They declined.
Instead they again moved the body to Daniel's father in the village near
Owerri and from there to the Ikeduru General Hospital Mortuary, not far
away. The resident mortician, Mr. Barlington R. Manu, also carried out the
normal checks and by then it was after midnight, one o'clock Saturday
morning.
The mortuary having no cold storage facilities, the mortician administered
the usual chemical injection and prepared the body for embalming on the
following morning. With a staff member he laid the body out on a mortuary
slab between two other dead people. Everyone then retired for the night.
Faith: The Turning Point
Meanwhile Daniel's wife convinced her husband would live again, wanted his
body taken to the church in Onitsha where Reinhard Bonnke was to speak at a
dedication ceremony of the Grace of God Ministries. Daniel's father,
however, was a Mormon and declared he would decide. He said he would go and
"hit him with the Bible seven times", and if Daniel did not rise, then Nneka
must accept the fact that he was not going to rise from the dead, and that
must close the matter. He did go and struck the corpse as he said seven
times, with no result whatever.
Nneka, being a Christian, considered a Mormon would not understand. His
performance meant nothing except to put her off. She would not give up. She
pestered her father-in-law. Daniel must be taken to the Bonnke meeting.
Realizing that if he refused this favor, she would remember all her life he
had denied her request on behalf of her husband. Eventually he relented.
On the next day, Sunday, December 2, they went to take the body from the
mortuary. But the mortician was worried about their intentions. To hide the
fact that a body was being taken away as it was, with a one and half hours
drive to Onitsha, as a pretext he dressed the body as for the funeral,
placed it in a coffin and shut the lid. They took Daniel in his coffin and
set off.
Arriving at the Onitsha church compound, the State security officer and the
ushers saw them entering with a coffin and ordered them to turn round and
leave immediately. Nneka however was determined. She pleaded and persisted
not only for the coffin to be allowed in the church compound but brought
into the church itself. Seeing her agitation, the State security office
checked that the coffin did contain a body and was not a terrorist trick to
plant a bomb. Finding only a pallid corpse he allowed them to proceed.
However the idea of bringing a coffin or a dead body into a crowded church
brought consternation and upheaval. Finally the Head Bishop's son Pastor
Paul Jr. sought his father's permission to get the body into the building,
but it would have to be only into the children's department. The children
were ushered into the lower hall, and the corpse brought in the upper room
and laid out on a table. The Bishop's son, Paul, and another pastor on the
church staff, Bathcomery Nkwando, attended to this and found rigor mortis
had stiffened the limbs.
The empty coffin!
"Daniel opened his eyes, sat up and leaned on Pastor Lawrence."
Life Returns!
Two other staff pastors, Lawrence Onyeka and Luke Ibekwe joined them to
guard the body. Meanwhile Reinhard Bonnke knew nothing of this and was
preaching and praying upstairs in the main auditorium. After a while the
pastors noticed a slight twitching of the stomach of the corpse.
Then the corpse drew a breath, and presently irregular breathing took place
in "short bursts" as they reported. Encouraged, the pastors threw themselves
into powerful petitionary prayer, stripped the body of the mortuary gloves,
socks and shirt and began massage from head to foot, Daniel being as said
"as stiff as an iron rod". They asked for fans to be brought in to give
Daniel more air to breathe. As this news broke out in the sanctuary above it
created hysterical pandemonium. Then, said Pastor Lawrence, at 5:15 on the
Sunday afternoon, nearly two days after death had taken place, Daniel opened
his eyes, sat up and leaned on Pastor Lawrence.
People began crowding into the hall to see this resurrection man. Pastor
Lawrence was worried Daniel would not have enough oxygen, so he lifted and
carried him into the church sanctuary. Daniel spoke for the first time
"Water. Water." They gave him sips and then warm tea. To give him a clear
space they seated him on a chair on the platform, where hundreds of people
saw him slowly recovering. He had not yet collected his thoughts and for a
while could not recognize anyone, not even his own son who came up to see
his dad. However, he progressed, and within only hours, during the evening,
he had full consciousness and coherence.
He became a wonder, and crowds besieged his home, so he was taken away to a
secret location for two days of physical re-strengthening. The once-dead man
not only rose from his coffin but the serious injuries, which had brought
about his death, were also healed without the slightest trace.
Reinhard Bonnke meanwhile had left the immediate scene to board a planned
plane flight. Any doubts? Here are some hard facts that won't go away. For
two days Daniel did not breathe, his heart had stopped beating. It was in a
hot climate, not suspended animation in an ice chamber. He had been injected
with a harsh chemical to keep back mortification. As a corpse he was carted
around for hours, pulled about, and lay in an airless narrow coffin for
hours. He should have had severe brain damage, but he is alive now without
any ill effects.
This is no unsupported claim of bringing someone to life privately, as in a
house. Here was a public event, an open demonstration of revival from death.
If anyone has to be named, it is Nneka. Her incurable faith alone prevented
Daniel's burial simply to bring him where she was convinced God could bring
him back to life. She regarded Reinhard Bonnke as a man of God and that in
the atmosphere of faith
where he ministered this miracle was possible.
The faith of Nneka dictated the whole event and her faith
was honored. By whom? Who honored her faith? If not God,
who else?
--- END of News from Christ for all Nations -------------------------
Organisation: Christ for all Nations
(deutch)
-------------------------------------------------------------------------
Ein Toter kehrt ins Leben zurück!
Bericht: George Canty
Recherche: Robert Murphree
"Bonnke erweckt einen Toten in Onitsha" lautete die Schlagzeile
der nigerianischen Zeitung The Post Express am 8. Dezember 2001.
Handelte es sich hierbei wirklich um ein göttliches Wunder oder
war das Ganze nur ein sensationell aufgemachter Zeitungsbericht?
Jesus sagte einst: "Sie werden sich auch nicht überzeugen lassen,
wenn einer von den Toten aufersteht." Urteilen Sie selbst. Die Einzelheiten
dieses Ereignisses wurden genauestens recherchiert, und
die schlichten Fakten, die dabei zutage kamen, raubten selbst kritisch
eingestellten Journalisten die Sprache.
Am Morgen des 30. November
2001 fuhr Daniel Ekechukwu,
Pastor der Power
Chapel Evangelical Church
in Onitsha, gemeinsam mit
seinem Freund Kingsley Iruka zu einem
Dorf in der Nähe von Owerri, um seinem
Vater eine Ziege als Weihnachtsgeschenk
zu überbringen. Daniel fuhr
seinen zwanzig Jahre alten 230er Mercedes.
Auf der Rückfahrt versagten an
einem steilen Straßenabhang plötzlich
die Bremsen und Daniel bekam das
Fahrzeug nicht mehr unter Kontrolle.
Mit zunehmender Geschwindigkeit raste
der Wagen unaufhaltsam bergab und
prallte mitsamt seinen beiden Insassen
auf einen Steinpfeiler.
Daniel, der nicht angeschnallt war,
wurde mit voller Wucht nach vorne
geschleudert. Sein Kopf knallte gegen
die Windschutzscheibe, und das Lenkrad
grub sich tief in seinen Brustkorb.
Als Kingsley, der lediglich einen Schock
und etliche leichte Verletzungen davontrug,
sich Daniel zuwandte und hoffte,
ihm sei nichts weiter passiert,
bot sich ihm ein
s c h re c k l i c h e s
Bild: Von einer
Kopfverletzung
strömte Blut über
sein Gesicht,
dann begann er
Blut zu spucken
als Folge schwerer
innerer Verletzungen.
Ein Rettungswa-
gen war relativ
schnell zur Stelle. Daniel hielt tapfer
durch und wurde auf die Intensivstation
des nächstgelegenen Krankenhauses
gebracht. Seine Frau Nneka
wurde verständigt. Als sie eintraf, fand
sie Daniel gerade noch am Leben. Er
wollte nicht aufgeben und bat sie, ihn
zur Behandlung ins Hospital ihres
Hausarztes nach Owerri zu bringen -
ein fataler Fehler. Denn es bedeutete
eine eineinhalbstündige Fahrt,
die alles andere als angenehm war.
Schon wenige Minuten, nachdem er
im Krankenwagen lag, spürte Daniel,
er würde sterben. Mit letzter Kraft
flüsterte er seiner Frau Nneka seine
letzten Worte und Anweisungen zu.
Der Fortgang ihrer Gemeinde lag ihm
dabei besonders am Herzen. Er wollte
sie noch über die eine oder andere
Gemeindesituation informieren, auf die
sie besonders achten sollte, aber sein
Sprechen wurde immer undeutlicher,
zusammenhanglos, und verstummte
schließlich, als er sein Bewusstsein
verlor.
Der Fahrer des Krankenwagens fuhr,
unterstützt von Blaulicht und Sirene, mit
Höchstgeschwindigkeit weiter. In Owerri
angekommen, brachten sie Daniel als
Notfall schleunigst ins Krankenhaus.
Weil Daniels Doktor zu dieser Zeit keinen
Dienst hatte, wurde er in seinem regungslosen
Zustand von einem anderen Arzt
untersucht. Mit traurigem Gesicht wandte
er sich an Daniels Begleiter und machte
ihnen klar, dass dieser bereits tot sei.
Nneka, seine Frau, war von dieser Nachricht
natürlich geschockt. Doch ein Bibelvers
aus Hebräer 11 kam ihr immer wieder
ins Gedächtnis: "Frauen haben ihre
Toten durch Auferstehung zurückerhalten."
Eine unerklärbare Überzeugung stieg
in ihr auf: Das galt ihr. Sie würde Daniel
wieder lebendig und gesund sehen. In
dem, was nun folgte, spielte Nneka die
Schlüsselrolle.
Mit diesem Vers in ihrem Kopf war es
Nneka unmöglich zu akzeptieren, dass
Daniel für immer gegangen war, und
schon gar nicht, dass er beerdigt werden
sollte. Innerlich aufgewühlt, begann sie zu
handeln. Sie eilte zu Daniels Onkel, der in
der Nähe des Krankenhauses wohnte,
und fragte ihn, ob er wüsste, wo der Hausarzt
ihrer Familie wäre. Er wusste es nicht,
deshalb empfahl er ihr seinen Hausarzt,
Dr. Jossy Anuebunisa von der St. Eunice
Clinic. Daniel wurde dorthin gebracht,
und auf Grund von Nnekas Entschlossenheit
von Dr. Anuebunisa noch einmal
gründlich untersucht.
Der konnte nur seinen Tod bestätigen,
mit dem Todeszeitpunkt 23.30 Uhr am
Tag des Autounfalls.
Danach schrieb er seinen Bericht über
die festgestellten Verletzungen und die
Todesursache und fragte, ob sie einverstanden
wären, Daniel in die Leichenkammer
der Klinik zu legen. Sie lehnten
ab und überführten den Leichnam zuerst
zum Haus von Daniels Vater im Dorf bei
Owerri und brachten ihn von dort in die
Leichenhalle des nahe gelegenen Ikeduru
General Hospital. Der dortige Leichenbestatter,
Barlington R. Manu, nahm am
Leichnam die üblichen Untersuchungen
vor. Inzwischen war es Samstag früh, eine
Stunde nach Mitternacht.
Die Leichenhalle besaß keine Kühlfächer,
deshalb wurden dem Leichnam die üblichen
chemischen Präparate injiziert und
die Vorbereitungen zur Einbalsamierung
am nächsten Tag getroffen. Mit Hilfe eines
Mitarbeiters legte der Bestatter Daniels
Leiche auf eine Leichenbank zwischen
zwei anderen Toten.
Nneka, die davon überzeugt war, dass
ihr Mann wieder zum Leben erwachen
würde, wollte ihn in die Kirche in Onitsha
überführt haben, in der Reinhard
Bonnke anlässlich einer Einweihungszeremonie
predigen sollte. Am nächsten Tag,
am Sonntag, dem 2. Dezember, machten
sie sich auf den Weg, um den Toten aus
der Leichenhalle abzuholen. Der Bestatter
war über ihr Vorhaben beunruhigt. Um zu
verbergen, dass ein nackter Leichnam
einfach nur aus der Leichenhalle abgeholt
und ins eineinhalb Stunden entfernte
Onitsha gefahren wird, kleidete er zum
Vorwand den Körper wie zu einer Beerdigung,
packte ihn in einen Sarg und schloss
den Deckel. Dann fuhren sie mit Daniel im
Sarg nach Onitsha.
Als sie mit dem Sarg das Kirchengelände
in Onitsha betraten, wurden sie
vom Dienst habenden Sicherheitsbeamten
und etlichen Ordnern aufgehalten
und zur sofortigen Umkehr aufgefordert.
Nneka war zu allem entschlossen. Sie bat
inständig und beharrlich um Erlaubnis,
den Sarg nicht nur aufs Gelände, sondern
direkt in die Kirche bringen zu dürfen.
Angesichts ihrer sichtbaren Erregtheit
überprüfte der Sicherheitsbeamte den
Sarg und stellte fest, dass darin tatsächlich
ein Toter lag, und dass es sich um
keinen terroristischen Trick handelte,
eine Bombe in die Kirche einzuschmuggeln.
Dennoch verursachte der Gedanke,
einen Sarg mit einem Toten in eine überfüllte
Kirche zu bringen, einiges an Bestürzung
und Aufregung. Schließlich brachte
der Sohn des leitenden Bischofs, Pastor
Paul Jr., seinen Vater dazu, dass dieser
erlaubte, den Leichnam ohne Sarg in
die Kirche bringen zu lassen; aber nur
in einen der Sonntagsschulräume im
Erdgeschoss. Die Kinder wurden in die
unterste Halle gebracht und der Tote in
einen Raum darüber. Pastor Paul Jr. und
Pastor Bathcomery Nkwando legten ihn
dort auf einen Tisch. Dabei bemerkten
sie, dass seine Gelenke durch die eingetretene
Totenstarre steif wie Eisenstangen
waren. Zwei weitere Pastoren
aus dem Team dieser Kirche, Lawrence
Onyeka und Luke Ibekwe gesellten sich
zu ihnen, um den Toten zu bewachen.
Evangelist Reinhard Bonnke, der von all
dem überhaupt nichts wusste, predigte
und betete im Obergeschoss der Kirche.
Nach einer Weile bemerkten die Pastoren
ein leichtes Zucken in der Bauchgegend
der Leiche. Dann machte David
plötzlich einen Atemzug und fing an, in
kurzen unregelmäßigen Stößen weiterzuatmen.
Durch diese Reaktion ermutigt,
beteten die Anwesenden intensiv. Sie
zogen ihm die Handschuhe, Socken und
das Leichenhemd aus und begannen seinen
erstarrten Körper von Kopf bis Fuß
zu massieren. Sie ließen Ventilatoren herbeischaffen,
damit er genügend Luft zum
Atmen bekam. Als sich diese Nachricht
im Gottesdienstraum ausbreitete, kam es
dort zu einem unbeschreiblichen Freudenausbruch.
Dann, so berichtete Pastor
Lawrence später, öffnete Daniel seine
Augen, setzte sich auf und lehnte sich an
Pastor Lawrence.
Die Leute strömten jetzt in die Sonntagsschulhalle,
um den auferweckten Daniel
zu sehen. Pastor Lawrence befürchtete,
dass Daniel dadurch nicht mehr genügend
Sauerstoff bekäme, deshalb hob er
ihn auf und trug ihn in den Gottesdienstraum.
Daniels erste Worte waren: "Wasser,
Wasser". Sie gaben ihm zunächst schluckweise
Wasser und danach warmen Tee.
Um ihm genügend Freiraum zu verschaffen,
setzten sie ihn auf einen Stuhl aufs
Podium, und Hunderte von Menschen
konnten miterleben, wie er sich erholte.
Nur langsam kehrten seine Erinnerungen
zurück, und für eine gute Weile konnte er
niemand erkennen - nicht einmal seinen
eigenen Sohn, der gekommen war, um
seinen Vater wiederzusehen. Stündlich
verbesserte sich sein Zustand und im
Lauf des Abends war er wieder bei vollem
Bewusstsein.
Die Nachricht von dem Wunder verbreitete
sich in Windeseile und Massen neugieriger
Menschen belagerten sein Haus.
Deshalb versteckte man ihn zwei Tage
lang an einem geheimen Ort, damit er
körperlich wieder zu Kräften kommen
konnte. Neben seiner Auferweckung
zum Leben war er auch von sämtlichen
Verletzungen völlig geheilt worden, die
seinen Tod verursacht hatten.
Reinhard Bonnke hatte weder den toten
noch den auferweckten Daniel zu Gesicht
bekommen. Er hatte bereits den Ort des
Geschehens verlassen, um seinen planmäßigen
Flug zu erreichen.
Folgende Fakten lassen
sich nicht wegdiskutieren:
Daniel hatte zwei Tage lang nicht mehr
geatmet, und sein Herz hatte aufgehört
zu schlagen. Die Sterbeurkunde war
von Dr. Jossy Anuebunisa von der
St. Eunice Clinic ausgestellt. Das Klima
war heiß, und es handelte sich auch nicht
um einen vorübergehenden Herzstillstand
durch Kälteschock in einem Kühlfach - die
Leiche war nie im Kühlfach. Man hatte ihm
starke Chemikalien injiziert, um die Verwesung
aufzuhalten. Als Leiche wurde er
stundenlang umhergekarrt und landete
schließlich in einem luftdicht verschlossenen
Sarg. Der Mann, der mausetot war,
ist unerklärlich quicklebendig und ohne
irgendwelche physischen Schäden.
Diese Totenauferweckung geschah nicht
irgendwo im Verborgenen und auch
nicht ohne Zeugen. Sie geschah in aller
Öffentlichkeit. Ein Name muss vor allem
genannt werden, und zwar der von
Nneka, Daniels Frau. Ihr unerschütterlicher
Glaube verhinderte Daniels
Beerdigung und ließ ihn dorthin bringen,
wo nach ihrer Überzeugung Gott
ihn wieder ins Leben zurückbringen
konnte. Sie achtete Reinhard Bonnke als
einen Mann Gottes und wusste, dass in
der Glaubensatmosphäre seines Dienstes
solche Wunder durchaus möglich
sind. Ihr Glaube diktierte das gesamte
Geschehen, und ihr Glaube wurde
allein von Gott belohnt.
--- END of News from Christ for all Nations -------------------------
Udfordringen uge 14 2002-04-04
(dansk)
-------------------------------------------------------------------------
Død mand opstået
Omkom ved bilulykke og lå i 2 døgn, men kom til live i kirke i Nigeria, hvor
Reinhard Bonnke prædikede. Efter opvækkelsen fortalte den døde, at han
skulle give "den rige mands" sidste advarsel ...
af Henri
"Bonnke oprejser død mand i Onitscha" skriver det store nigerianske dagblad
The Post Express.
Det fortæller den utrolige historie om en præst, der omkom ved en
bilulykke, og var død som en sten i to døgn. Tilmed fik han en skarp kemisk
indsprøjtning, så hans krop ikke skulle gå i opløsning i varmen, mens han lå
og ventede på begravelsen.
Men på grund af et bibelvers ville hans kone ikke acceptere, at han blev
begravet. Hun bragte ham i stedet til en kirke, hvor evangelist Reinhardt
Bonnke prædikede og helbredte i Jesu navn, men ikke vidste om den døde. Og
pludselig begyndte liget igen at trække vejret.
I løbet af nogle timer fungerede manden igen normalt.
Han spurgte straks efter sin notesblok, for han havde i sin dødstilstand
set både himmel og helvede og havde af to engle fået besked på at advare sin
generation - som svar på den rige mands bøn. Englene fortalte ham, at han
ville vågne op på Bonnkes møde, så beretningen kunne blive spredt til hele
verden.
Udfordringen bringer her den fantastiske, men veldokumenterede beretning om
pastor Daniel Edechukwu Onitsha, Nigeria, der døde den 30. november, men kom
til live igen d. 2. december...
Om morgenen d. 30 november 2001, kørte Daniel Ekechukwu, der er præst i the
Power Chapel Evangelical Church i Onitsha, Nigeria, sammen med sin ven
Kingsley Iruka til sin fars landsby tæt på byen Owerri.
De medbragte en ged som julegave. Daniel kørte selv sin 20 år gamle
Mercedes 230. På vej hjem, ned af en stejl bakke, virkede bremserne
pludselig ikke. Daniel kunne ikke gøre noget. Bilen fortsatte ned af
bakken med stadig større fart og stoppede først, da den med et stort brag
kørte ind i en stenpille.
Uden sikkerhedsbælte blev Daniel kastet voldsomt fremover. Hans hoved
ramte forruden og rattet røg ind i maven på ham. Daniel's ven Kingsley
Iruka vendte sig chokeret, men ikke slemt skadet, mod Daniel, mens han
håbede på, at Daniel var uskadt. Men synet fik ham til at blegne: Blodet løb
fra Daniels næse fra en skade i hovedet, og han begyndte at kaste blod op
fra voldsomme indre blødninger.
Hjælpen kom hurtigt. Daniel holdt imponerende ud indtil han var anbragt
i det lokale hospitals intensiv afdeling, eller det som svarer bedst til det
under nigerianske forhold. Der var sendt bud efter hans kone Nneka. Hun så
Daniel i live, men også kun lige. Han klamrede sig til livet for at få
hende til at flytte ham til hans familie-læges hospital i Owerri - hvilket
var en meget stor fejltagelse. Det betød nemlig en ikke just beghagelig
rejse på halvanden time.
Daniel dør
Minutter efter at være blevet løftet ind i ambulancen, kunne Daniel mærke
han døde. Han prøvede at hviske de sidste ord og instruktioner til Nneka.
Specielt bad han hende om at fortsætte arbejdet i kirken. Han prøvede også
at forklare hende om et par forhold i kirken, som hun skulle være opmærksom
på, men han talte utydeligt, blev usammenhængende og tav til sidst, da han
gled ind i bevidstløs tilstand.
Ambulancens chauffør kørte alt, hvad han kunne og med hylende sirener.
Da de kom til Owerri Regional Hospital løb de ind, mens de råbte "Emergeney!
Emergeney!' (nødstilfælde).
Daniels læge var imidlertid ikke på vagt, så en anden af det medicinske
personale tog hånd om situationen og undersøgte Daniels nu slappe krop.
Han vendte sig til de pårørende med et trist ansigt og kunne kun
bekræfte, at Daniel allerede var død.
Et bibelvers...
Daniels kone Nneka var selvfølgelig chokeret. Men et bibelvers blev ved
at ringe i hendes hoved, nemlig fra Hebræerbrevet 11, 35: "Kvinder fik deres
døde igen ved opstandelse..."
En irrationel overbevisning greb hende, at dette gjaldt hende, at hun
ville se Daniel levende og rask igen. I det, der herefter skete, var Nneka
nøglepersonen.
Overbevisning om ting, man ikke ser
Dette bibelord gjorde det umuligt for Nneka at acceptere den enkle
sandhed, at Daniel var borte og tillade, at han blev begravet. Hendes
ophidselse krævede, at noget måtte gøres. De skyndte sig hen til Daniels
onkel, Okoronkwo Emmanuel, som boede nær hospitalet, og spurgte ham om han
vidste, hvor familielægen opholdt sig. Det gjorde han ikke, men henviste
dem til sin egen læge, Dr. Jossy Anuehunisa ved St. Eunice Clinic.
Daniel blev bragt derhen, og da lægen så Nnekas bestemthed, undersøgte
han endnu engang liget. Han kunne kun bekræfte, at døden var indtrådt. Det
tidspunkt, der blev registreret var kl. 23.30 på den dag, da bilulykken
skete.
Lægen skrev herefter en dødserklæring på sin patient og spurgte om de
ønskede at få Daniel anbragt i klinikkens ligkapel. De afslog, og i stedet
flyttede de igen liget - til Daniels far i landsbyen nær Owerri og derfra
igen til Ikeduru General Hospitals ligkapel, som lå tæt på.
Kemisk indsprøjtning
Den tilstedeværende bedemand, Mr. Barlington R. Manu, foretog igen de
normale undersøgelser af liget, og da var klokken allerede over midnat, kl.
1 lørdag morgen.
Da ligkapellet ikke havde et køligt opbevaringsnun, sørgede bedemanden
for den sædvanlige kemiske indsprøjtning (som skulle forhindre liget i at gå
i opløsning) og forberedte liget til balsamering den følgende morgen.
Sammen med en anden ansat lagde han liget på en af ligkapellets plader
mellem to andre døde. Så tog alle hjem for natten.
Vendepunktet: Tro
I mellemtiden var Daniels kone overbevist om, at hendes mand ville komme
til live igen. Hun ville derfor have hans krop bragt til kirken i Onitsha,
hvor Reinhard Bonnke skulle tale dagen efter ved en indvielses-gudstjeneste
i 'The Grace of God Ministries". Daniels far var imidlertid mormon og sagde,
at det ville han ikke acceptere. Han sagde, at han ville gå hen og "slå ham
med Bibelen syv gange", og hvis Daniel ikke genopstod, så måtte Nneka
acceptere, at han ikke ville genopstå fra de døde, og det måtte slutte
sagen. Han gik så hen og slog liget, som han sagde, syv gange, men uden
resultat.
Nneka, som var kristen, tænkte at en mormon ikke forstod sig på den
slags. Så hvad han gjordehavde ikke nogen betydning, og det var kum for at
aflede hendes opmærksomhed. Men hun ville ikke give op. Hun plagede sin
svigerfar. Daniel skulle til Bonnkes møde. Hun lod forstå, at hvis han
nægtede hende det, ville hun huske det resten af sit liv, at han nægtede
hende hendes ønske på sin mands vegne. Til sidst gav han efter.
Næste dag, søndag d. 2 december, tog de kroppen fra lighuset. Men
bedemanden var bekymret over, hvad de havde i sinde. For at skjule, at
liget var på vej til at blive taget væk og skulle køres halvanden times
kørsel til Onitsha, klædte han liget på som om det skulle til kirkegården,
lagde det i en kiste og lukkede låget. Derefter tog de Daniel og kisten og
tog afsted.
Da de kom til Onitsha Kirkens område, så sikkerhedsvagten og
kontrollørerne dem komme ind med en kiste og beordrede dem til at vende om
og forsvinde med det samme. Men Nneka var fast besluttet. Hun bad om, at
kisten ikke bare måtte være i området, men også komme ind i kirken.
Sikkerhedsvagten så, at hun var ophidset, så han kontrollerede, at der
var et lig i kisten og, at det ikke var et terroristforsøg på at placere en
bombe i kirken. Da han så, at der kun var et blegt lig i kisten, gav han
dem lov til at komme ind på området. Men det skabte bestyrtelse og
diskussion, da de ville bringe en kiste eller et lig ind i en fyldt kirke.
Til sidst fik ærkebiskoppens søn, Pastor Paul Jr., sin fars tilladelse til
at bringe liget ind i bygningen, men det skulle være nede i børneafdelingen.
Børnene blev vist ind i den nederste sal og liget blev bragt ind i den
øverste sal og lagt på et bord. Biskoppens søn Paul og en anden af kirkens
præster, Bathcomery Nkwando, overvågede dette og bemærkede at dødsstivheden
var indtrådt og havde gjort lemmerne stive.
Livet vender tilbage!
To andre præster, Lawrence Onveka og Luke Ibekwe hjalp dem med at bevogte
liget.
Imens vidste Reinhard Bonnke ingenting og prædikede og bad ovenpå i
hovedsalen. Efter et stykke tid opdagede præsterne en lille trækning i
maven.
Så tog liget en indånding, og straks begyndte liget at ånde uregelmæssigt
ligesom i "små eksplosioner", berettede de. Opmuntrede af dette, kastede
præsterne sig ud i indtrængende bønner, mens de tog ligklæderne af ham, og
begyndte at massere ham over hele kroppen. Daniel var som sagt "stiv som en
jernstang". De spurgte efter en vifte for at give Daniel mere luft at
indånde.
Da nyheden brød ud i kirkesalen ovenfor skabte det et hysterisk
spektakel.
Klokken 17:15 søndag eftermiddag åbnede Daniel igen sine øjne, satte sig
op og lænede sig op imod pastor Lawrence, fortæller denne selv.
Mennesker begyndte nu at trænge ind i rummet for at se denne
opstandelses-mand. Pastor Lawrence blev bekymret for, at Daniel ikke skulle
få nok ilt, så han løftede Daniel og bar ham ind i kirkerummet. For første
gang sagde Daniel noget: "Vand.Vand".
De gav ham først nogle slurke, og derefter varm te.For at give ham
ånderum i mængden, satte de ham op på platformen på en stol, hvor hundreder
af mennesker så ham langsomt komme sig.
Endnu havde han ikke fået hold på sine tanker, og kunne til at begynde
med ikke genkende nogen. Ikke engang sin egen søn, som kom op for at se sin
far. Men det gik fremad, og i løbet af nogle timer fik han i løbet af
aftenen fuld bevidsthed og sammenhængende tanker.
Han var et under, og menneskemasser belejrede hans hus, så han blev kørt
bort til et hemmeligt sted for at genvinde sin fysiske styrke i løbet af de
næste to dage. Den tidligere døde var ikke blot opstået fra sin kiste, hans
sår og skader efter ulykken, som havde medført hans død, var også helet, så
der ikke var det mindste spor tilbage.
Reinhard Bonnke havde i mellemtiden forladt stedet for at tage videre på
en planlagt rejse.
Og til dem, der endnu er i tvivl, er så her de kolde fakta, som ikke kan
tilbagevises:
I to dage trak Daniel ikke vejret, hans hjerte var holdt op med at slå.
Det var i et varmt klima og ikke noget med, at livet var sat ud af kraft
i et koldt isrum.
Han var blevet indsprøjtet med en skrap kemisk opløsning for at holde
liget fra at gå i opløsning.
Som lig blev han kørt rundt i timer, rullet rundt, og lå i en snæver
kiste uden ret meget luft i timevis.
Han skulle have haft alvorlige hjerneskader, men han er levende nu og
uden nogen skader efter døden.
Dette er ikke en udokumenteret påstand om en eller anden, der er komme,
til live igen under private former, som f.eks. i et hus. Dette var en
offentligbegivenhed, en åben demonstration af opstandelse fra de døde.
Hvis nogen skal fremhæves, så er det Nneka. Hendes uanfægtede tro alene
sikrede, at Daniel ikke blev begravet, så hun kunne bringe ham derhen, hvor
hun var overbevist om, at Gud kunne bringe ham tilbage til livet. Hun anså
Reinhard Bonnke som en Guds mand, og troede at der hvor han prædikede var
der en atmosfære af tro, hvor hendes mand kunne blive helbredt.
Nnekas tro førte til hele denne begivenhed og hendes tro blev belønnet.
Af hvem? Hvem belønnede hendes tro? Hvis det ikke var Gud, hvem så?
Oversat af Henri Nissen
efter rapport fra Robert Murphree og George Canty på stedet i Nigeria.
--- END of Udfordringen 2002-04-04 ---------------------------------
Udfordringen fulgte denne rapport op i uge 33 2002-08-15:
-------------------------------------------------------------------------
Himmel og Helvede
- begge dele, og især det sidste er afskaffet i moderne prædikner. Men et
øjenvidne fortæller, at de begge findes...
Af Henri Nissen
I moderne prædikener tales der sjældent om Himlen - og meget nødigt om
Helvede.
Tanken om et helvede er bestemt heller ikke rar.
Mere eller mindre bevidst "afskaffer" mange præster indirekte helvede -
enten ved teologiske forklaringer, eller - oftere - ved at tie det ihjel.
Men kan helvede ties ihjel?
Hvad sagde Jesus?
Problemet er imidlertid, at Jesus Kristus selv nævner, at risikoen
eksisterer.
Matt. 5, 29-30: det er bedre at miste et øje eller højre hånd end at hele
kroppen "kastes i helvede".
Matt. 10,28 (+Luk.12,5): "frygt... ham, der kan lade både sjæl og legeme
gå fortabt i Helvede."
Matt. 23,15: "dobbelt så fortjent til helvede".
Mat. 23, 33: "Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?"
Markus 9,43-47: "komme i Helvede, til den uudslukkelige ild".
Faktisk er Jesus den eneste i Ny Testamente, som bruger ordet helvede -
bortset fra Jakob i sit brev.
Jesus bekræfter altså at der er et helvede, og advarer.
Benægter man, at der er et helvede, må konsekvensen være, at Jesus ikke
har vist, hvad han talte om. Og i så fald skrider hele troen på, at Jesus
er vejen, sandheden og livet. At han er udsendt af Gud - Guds søn og vor
frelser.
Så er der dem, der vil påstå, at ordene er lagt i munden på Jesus af
kirken. Men da Ny Testamente er det bedst dokumenterede oldtids skrift i
verden med over 10.000 afskrifter på forskellige sprog, er det ikke
meningsfyldt at forestille sig en sådan forvanskning.
Enten må man altså tro på Jesus og det, han siger - inklusiv det
ubehagelige helvede - eller benægte begge dele.
Svært at tro på helvede?
Graham Greene, den verdensberømte forfatter, sagde, at han ikke havde
problemer med at forestille sig et helvede - for det mente han, at vi
mennesker allerede har skabt her på jorden. Det var sværere for ham at
forestille sig en himmel, hvor alt var godt.
Flere har efter nær-død oplevelser fortalt om oplevelser bag døden. Men
i de tilfælde kan man måske være bange for, at dét, de ser, er en drøm - og
resultat af, hvad de har oplagret i deres personlighed.
Men for mindre end et år siden kom der et meget dramatisk eksempel, hvor
en mand virkelig var stendød i to dage, og omstændighederne omkring det, han
oplevede, var så bemærkelsesværdige, at man skulle tro, det var et tegn fra
himlen.
Død mand kom til live
I slutningen af november sidste år skete der en skelsættende begivenhed i
Nigeria, som vi i uge 14 beskrev i detaljer. (Artiklen ligger også på:
www.Udfordringen.dk/ helbredelse.html) Men her er et kort resume:
En kristen præst, Daniel Ekechukwa, Onitscha, Nigeria, kørte galt og
omkom i de følgende timer, mens man forsøgte at bringe ham til en klinik.
Han blev lagt i lighuset, fik en kemisk giftig indsprøjtning, for at kroppen
ikke skulle gå i forrådnelse. Liget blev senere lagt i en kiste, gjort i
stand til begravelse og derefter transporteret flere timer i en bil - for på
tredjedagen, d. 2. december 2001 at komme til live igen ... !
Dette skete, fordi hans kone nægtede at lade ham begrave og i stedet fik
liget transporteret til en kirke, hvor en kendt vækkelsesevangelist skulle
prædike. Selv om prædikanten, Bonnke, var uvidende om liget, der imens lå i
et tilstødende lokale, bad han for syges helbredelse under mødet - og imens
kom præsten pludselig til live.
Straks de tilstedeværende bemærkede, at liget trak vejret, gav de ham
massage af den kolde stive krop. Pludselig satte den "døde" sig op og
spurgte efter sin notesblok.
Der var ingen blok, men i sin livløse tilstand havde præsten åbenbart
oplevet, hvad der gemte sig bag dødens forhæng, og i denne tilstand noteret
det ned på en blok, han fik udleveret. I løbet af kort tid var han klar nok
til at kunne fortælle om det, han havde set. Her gengives det fra den
video, der er optaget:
Hvad en død mand så...
Pastor Daniel Ekechukwa fortæller, at to personer (engle) fulgte ham.
Den ene sagde, at de nu skulle besøge Paradis.
- Da vi nærmede os stedet så jeg skarer af mennesker, som så nøjagtig ud,
som ham, der fulgtes med mig, den engel, der fulgtes med mig.
Englen bar en hvid dragt. Kroppen var helt hvid. Dragten var helt hvid,
og den så ikke ud til at kunne tages af.
I mit hjerte sagde jeg: "Se, hvor englene samles!" Sådan tænkte jeg, for
jeg kunne stadig have mine egne tanker der. Englen sagde til mig, at dette
var stedet, hvor de hellige, som var døde, samledes.
Mens jeg betragtede dem, sang de lovsang så vidunderligt. Véd du, det
var ligesom der var en kraft i det område, som styrede, hvad de gjorde.
Når de løftede hænderne, gjorde de det alle på samme tid. Ingen kom før
eller bagefter. Når de ville bøje sig forover gjorde de det alle på én gang.
Jeg hørte en masse instrumenter, men jeg så ingen.
Mens det foregik, havde jeg en stor lyst i min ånd til at gøre det samme
som dem. Jeg begyndte endda at bevæge mig henimod dem, men englen sagde:
"Nej... jeg har stadig meget at vise dig. Lad os besøge den bolig, som
Jesus lovede."
Nu tog englen mig med til et vindunderligt sted. Hvad jeg så dér, kan
jeg ikke beskrive. Det var så pragtfuldt.
Det var en meget vidunderlig bygning. Du kunne se på bygningen, og den
så ud som glas eller guld, eller hvad skal jeg sige? Selv blomsterne dér så
ud som guld.
Mens jeg nu betragtede stedet, sagde han til mig, at "Jesus har
færdiggjort boligerne, men de hellige er ikke klar".
Så sagde han: "Lad os besøge helvede". Det var det sidste, jeg så af
himlen.
Det, der skete, var, at så snart han sagde: lad os tage derhen, så var vi
der. Der var aldrig noget med at flyve eller bevæge sig.
I det øjeblik han sagde: "Lad os besøge boligen!" så var vi dér. Som i
et øjeblik var jeg der og så det.
Da han sagde: "Lad os besøge helvede!" så var vi dér straks. Vi så en
port, der var så stor, så vældig. På toppen af den havde de skrevet:
Velkommen til helvedes port.
Så snart vi var kommet til porten, løftede englen sin hånd og vinkede, og
straks åbnede porten sig med en voldsom lyd.
Straks, da porten åbnede, kunne jeg høre klageråb. Jeg kiggede ind og så
mennesker, som os. De bar tøj. Nogle var hvide, nogle sorte. De så ikke
ud, som dem, jeg havde set på den anden side (himlen).
De råbte - der var en masse lidelse. En masse pine.
Straks da porten åbnedes, var det, som om de så mig. Jeg stod ved englen
og de så mig, men de spurgte aldrig englen om at hjælpe dem. De spurgte mig
om hjælp, de råbte.
Jeg husker en frygtelig én, som rørte mig så meget, fordi jeg selv er
præst og han, der råbte, var også præst. Han råbte: "Jeg er præst. Jeg
stjal bare kirkens penge og jeg er parat til at betale dem tilbage straks."
Og han ønskede, at jeg skulle hjælpe ham.
Der var en kraft, der pinte dem. Jeg så aldrig nogen ild dér, og jeg så
aldrig nogen flammer i helvede. Men den pine, dér var, var som om, de
befandt sig i ild.
Alle disse ting, som englen viste mig, skrev jeg ned på en blok. Englen
gav mig en blokog en pen.
Jeg skrev alle disse oplevelser ned. Da jeg vågnede her, var det første
jeg huskede den blok. Jeg spurgte dem: "Hvor er min blok?"
De forstod mig ikke, og senere forstod jeg, at det, jeg havde skrevet ned
måtte være gemt i min hukommelse.
Mens jeg råbte og spurgte englen om hjælp, sagde han, at jeg ville få en
chance mere for at vende tilbage. Han nævnte, at den rige mands bøn i
helvede skulle opfyldes til denne generation.
Jeg forstod det ikke. Men da jeg slog efter i Bibelen forstod jeg, at
den rige mand havde spurgt om, at en død mand skulle sendes tilbage til
verden. Så det, han sagde, var, at den rige mands bøn skulle opfyldes som
den sidste advarsel.
Han sagde til mig, at han gav mig denne mulighed for at vende tilbage med
den sidste advarsel til denne generation."
--- END of Udfordringen 2002-08-15 ----------------------------------
Jesus har sagt (Matt. 18,20):
"Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem."
Jesus-Break (2003-Hebr. 04,12, CET 09:43):
(The GarbageMan)
- "Min fred efterlader Jeg jer."
Guds fred (til alt Hans folk)
Peace-from-God (to all His people)
with love from
Mogens Kall
The servant of Michael
Bible Free Downloads:
From
http://www.gospelcom.net/ibs/
From
http://www.wbtc.com/default.htm
Jump-Address:
http://forum.giraffen.dk
Return-Address:
dk.livssyn.kristendom\Ordet (2002-09-30, CET 15:29)
---------------------------------------------------------
Internal:
File-name:
Re: Jesu genokmst
0595
This file has been sent to
dk.livssyn.kristendom
Time for OUTPUT:
2003-05-03, Saturday, CET 17:31