---

Hejsa,

----- Original Message -----
From: "Michael Jørgensen (Sæt 'M' foran')" <Joergen@SoftHome.net>
Newsgroups: dk.snak.seksualitet
Sent: Saturday, April 12, 2003 2:55 PM
Subject: Single & Sex


> Hej!
>
> Hvordan tilfredsstiller man sit sex-behov når man er single (mand)? Jeg
> håber nogle af jer vil dele lidt om jeres oplevelser og erfaringer.

Ja, men med glæde

> Jeg er selv gift og har stort set aldrig været single. Jeg mødte min
første
> kæreste et halvt år efter jeg flyttede hjemmefra, og hende er jeg gift med
> nu. Jeg er ikke specielt tilfreds lige for tiden (lang historie), men er
> også bange for single-livet. Bliver man så ikke ensom?

Jow, man bliver en smule ensom i starten, men single livet har også sine
fordele. Bla. får man en pokkers stor højre overarm, for ikke at tale om
hård hud et vist sted, men det har du sikkert i forvejen, nu det seksuelle
ikke fungerer.

Er det eneste der holder et forhold sammen behov for tryghed, så er det
altså bare ikke meget værd efter min mening. Kan man ikke leve alene som
individ, så kan man hellere ikke leve i et forhold, hmmmmm... gad vide
hvorfor, jeg de sidste mange år har (nøjes) med meget gode veninder, og har
været godt tilfreds med det?

Sabl mig bare ned, men det er altså meget svær at finde en kvinde, som man
både seksuelt og intellektuel fungerer sammen med. Enten er kvinden
allerhulens dejlig at være sammen med, man kan tale om alt, men det
seksuelle er kedelig, alt går op i snak. Eller er det omvendt, det seksuelle
er kanongodt, men hun er dum som en dør. Det er bare ikke nem at find den
rette, hvad skal man vælge?

> På den anden side, vi har ikke noget sexliv i forvejen, så det kan næppe
> blive værre - men sex er heller ikke alt, eller er det?

Find dig selv Michael, livet er for kort til forhold der ikke fungerer!
Først og fremmest tal med hende, få det til at fungere! Men er det et af de
forhold, hvor man bare taler hvert sit sprog, så skip det! Dog ikke uden
kamp! Hun er sikkert lige så træt af det som du er, og der er noget der ikke
fungerer, måske hun går med samme tanker som dig? Er hun den man kan tale
åben med (send lige hendes tlf nr. til mig) så er det dumt at skippe hende,
men er du nået der til, hvor i hver gang i forsøger at tale om det, at det
så bare ender i tom snak eller en konflikt, så er der efter min mening ikke
meget at gøre. Først og fremmest:

FIND DIG SELV, GØR DET DU HAR LYST TIL, selvfølgelig med respekt for dem du
holder af!

Sorry, var lige i mit filosofiske hjørne, ved ikke hvad det er værd, men kan
du bruge det, så ok, hvis ikke, så ignorer det.

God påske og held og lykke her fra
Kim
> -Michael.
>
>

---

>Sabl mig bare ned, men det er altså meget svær at finde en kvinde, som man
>både seksuelt og intellektuel fungerer sammen med. Enten er kvinden
>allerhulens dejlig at være sammen med, man kan tale om alt, men det
>seksuelle er kedelig, alt går op i snak. Eller er det omvendt, det seksuelle
>er kanongodt, men hun er dum som en dør. Det er bare ikke nem at find den
>rette, hvad skal man vælge?

Tja min sidste kæreste havde det bedste fra begge sider
--
Mvh
Flemming Jacobsen

---

"Kim J." skrev

> Sabl mig bare ned, men det er altså meget svær at finde en kvinde, som man
> både seksuelt og intellektuel fungerer sammen med. Enten er kvinden
> allerhulens dejlig at være sammen med, man kan tale om alt, men det
> seksuelle er kedelig, alt går op i snak. Eller er det omvendt, det
seksuelle
> er kanongodt, men hun er dum som en dør. Det er bare ikke nem at find den
> rette, hvad skal man vælge?

Sabler lige lidt

Hvis hun er intelligent, let at tale med om alt osv. så burde det da være en
smal sag at få sexlivet til at fungere. Måske skal du bare lære hende et par
tricks...

Det modsatte er nok straks svære at rette op på.

Venligst Anita

---

Anita wrote:

> Hvis hun er intelligent, let at tale med om alt osv. så burde det da
> være en smal sag at få sexlivet til at fungere. Måske skal du bare
> lære hende et par tricks...

Ikke sikkert, sex har ikke noget med intilligens at gøre. men personlig
indstilling og behov


MVH
Henning

---

"Henning" <h2m nospam@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e98af1b$0$145$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> Anita wrote:
>
> > Hvis hun er intelligent, let at tale med om alt osv. så burde det da
> > være en smal sag at få sexlivet til at fungere. Måske skal du bare
> > lære hende et par tricks...
>
> Ikke sikkert, sex har ikke noget med intilligens at gøre. men personlig
> indstilling og behov

Vel ikke kun?

Det må vel være en stor fordel, at kvinden er let tale med - også om sex. Og
hun samtidig er forstående og har mere end 17 hjerneceller. Så burde basis,
for at skabe et sexliv begge holder af, være til stede.

Men det kræver jo at han melder ud.

Venligst Anita

---

Anita wrote:

> Det må vel være en stor fordel, at kvinden er let tale med - også om
> sex. Og hun samtidig er forstående og har mere end 17 hjerneceller.
> Så burde basis, for at skabe et sexliv begge holder af, være til
> stede.

Der er så meget man intellektuelt ved og forstår, men det nytter
ikke ret meget, hvis følelser og behov ikke er til stede

Jeg f. eks vil gerne dit og dat, min kone absolut ikke, selv
om hun kan se det rimelige i det, men det vil bare tænde
hende af, så..... *G*

Man kan snakke sit sexliv til døde, så det lidt der er,
forsvinder helt

Snakke kan man sku gøre uden for bolle-reden

MVH
Henning

---

"Henning" skrev

Hej Henning

> Der er så meget man intellektuelt ved og forstår, men det nytter
> ikke ret meget, hvis følelser og behov ikke er til stede

Jeg forstår godt hvad du mener, og jeg tror også du forstår hvad jeg mener.
Jeg ved naturligvis godt at vores lyster og behov er en kompleks størrelse
vi ikke bare sådan liige kan gøre rede for.

Men...
Når man nu kan konstatere at der er et problem (som fx. det der blev lagt op
til - at han finder sexen kedelig) så er det da noget lettere at få sagt og
komme frem til nogle løsningsmuligheder som begge kan være tilfredse med,
hvis parret er i stand til at tale sammen og har forståelse for hinanden
osv.

Til det du hentyder til med manglende lyst, vil jeg stadig sige at det
kræver en klog og medfølende kvinde at arbejde med det. Hvis kvinden bare
siger: "Sådan er det bare, basta" så er der jo ikke så meget at gøre, vel?

Mens kvinden der selv har interesse i at forbedre sexlivet for begge, vil
søge i sit indre, læse bøger, gå på opdagelse og tale med sin mand og alt
dette vil måske kunne medvirke til en forbedring.

> Jeg f. eks vil gerne dit og dat, min kone absolut ikke, selv
> om hun kan se det rimelige i det, men det vil bare tænde
> hende af, så..... *G*
> Man kan snakke sit sexliv til døde, så det lidt der er,
> forsvinder helt
>
> Snakke kan man sku gøre uden for bolle-reden

Det er muligt at snakken ikke lige skal foregå i sengen, men jeg synes
personligt at det er vildt vigtigt, at man kan tale om disse ting. Hvis der
er noget man er utilfreds med i sit sexliv, løser det sig i hvert fald ikke
ved, at man holder det for sig selv. Er der noget man har lyst til, som man
tror partneren ikke gider, jamen så må man da fortælle om det og give
partneren en chance, for at fordærve den nye viden, og måske endda lege
videre med tanken og gradvist "tø op".

Den der med at brokke sig og så ellers læne sig tilbage og sige "at det er
der jo ikke noget at gøre ved" - det er synd og skam. Man må arbejde for
sagen, hvis den er vigtig nok. Og det er sex vel nok!

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> "Henning" skrev
>
> Hej Henning

Hej Anita

> Den der med at brokke sig og så ellers læne sig tilbage og sige "at
> det er der jo ikke noget at gøre ved" - det er synd og skam. Man må
> arbejde for sagen, hvis den er vigtig nok. Og det er sex vel nok!

Her er der tale om snak i årevis, der ikke er ført til noget
Så den måde de takler det på, er ikke særlig hensigtsmæssig, ingen af dem
får det ud af parforholdet de hver især ønsker, deres dagligdag bringer ikke
hende de seksuelle udfordringer, der kan give hende lyst og han kan ikke
levere dem, fordi det er hverdag

Intellektuelt kan hun sandsynligvis godt se, at situationen er uholdbar på
sigt, vel også grunden til hun tillader M.'s tvivl etc.Men hun kan ikke af
den grund få kontakt til sin seksualitet.

M. begik den fejl for år tilbage at anklage hende og fortælle hvor
utilfredsstillende
han følte deres samliv var, så hun følte sig angrebet, ansvarlig og fik
dårlig
samvittighed over ikke at slå til osv. osv. det skabte selvklart nogle
blokeringer
i hende, så hun fik endnu sværere ved at få lyst, måske prøvede hun virkelig
at dyrke mere sex, men opdagede, at hun overskred sine egne grænser, som
igen betød, at hun fik det endnu vanskeligere ved at få lyst til sex, hun
har
sikkert også en angst for ikke at slå til, liggende fra "gamle dage" så hun
de gange hun mærker at hun får lyst, jorder det med tanker a la, det nytter
jo
ikke noget alligevel, for jeg er jo ikke god nok i sengen til ham alligevel,
så der er også et tillids-problem blandet ind i deres sexliv, hvor han kan
forsikre og fortryde fra nu af og til år 2100 uden hun kommer til at tro
på ham..

Det er der jeg vil hen, når jeg påstår, at intellekt har mindre betydning
end følelser

MVH
Henning

---

"Henning" skrev

Hej igen
> > Den der med at brokke sig og så ellers læne sig tilbage og sige "at
> > det er der jo ikke noget at gøre ved" - det er synd og skam. Man må
> > arbejde for sagen, hvis den er vigtig nok. Og det er sex vel nok!

Igen forholder jeg mig til det mere generelle. Ikke til specifikke
situationer i Michaels eller andres liv.

> Her er der tale om snak i årevis, der ikke er ført til noget
> Så den måde de takler det på, er ikke særlig hensigtsmæssig, ingen af dem
> får det ud af parforholdet de hver især ønsker, deres dagligdag bringer
ikke
> hende de seksuelle udfordringer, der kan give hende lyst og han kan ikke
> levere dem, fordi det er hverdag

Lyder trist. men finder man ud af at det ikke hjælper at tale om det, må man
da for katten prøve noget andet. Igen, det nytter i hvert fald SLET ikke
bare at give op. I hvert fald ikke hvis man ønsker forholdet.

> Intellektuelt kan hun sandsynligvis godt se, at situationen er uholdbar på
> sigt, vel også grunden til hun tillader M.'s tvivl etc.Men hun kan ikke af
> den grund få kontakt til sin seksualitet.
>
> M. begik den fejl for år tilbage at anklage hende og fortælle hvor
> utilfredsstillende
> han følte deres samliv var, så hun følte sig angrebet, ansvarlig og fik
> dårlig
> samvittighed over ikke at slå til osv. osv. det skabte selvklart nogle
> blokeringer
> i hende, så hun fik endnu sværere ved at få lyst, måske prøvede hun
virkelig
> at dyrke mere sex, men opdagede, at hun overskred sine egne grænser, som
> igen betød, at hun fik det endnu vanskeligere ved at få lyst til sex, hun
> har
> sikkert også en angst for ikke at slå til, liggende fra "gamle dage" så
hun
> de gange hun mærker at hun får lyst, jorder det med tanker a la, det
nytter
> jo
> ikke noget alligevel, for jeg er jo ikke god nok i sengen til ham
alligevel,
> så der er også et tillids-problem blandet ind i deres sexliv, hvor han kan
> forsikre og fortryde fra nu af og til år 2100 uden hun kommer til at tro
> på ham..

Tillidsproblemet kan også kun løses ved at tale om det og i hverdagen vise
at man holder af hinanden osv. Ikke ved at lade stå til.

Hvis det er Michael du snakker om, tror jeg måske du overfortolker. Hvis
ovenstående er tilfældet vil jeg formode at det kun er ham selv og konen der
har indsigt deri.

> Det er der jeg vil hen, når jeg påstår, at intellekt har mindre betydning
> end følelser

Jep, og det var jeg helt med på. Og som sådan er jeg heller ikke uenig, vi
taler bare om to forskellige ting.
Jeg tror du henfører til når tingene er gået fuldstændigt i hårdnude, og man
står på vippen til skilsmisse. Mens jeg henførte til den mere generelle
kommentar fra Kim J:

"Sabl mig bare ned, men det er altså meget svær at finde en kvinde, som man
både seksuelt og intellektuel fungerer sammen med. Enten er kvinden
allerhulens dejlig at være sammen med, man kan tale om alt, men det
seksuelle er kedelig, alt går op i snak. Eller er det omvendt, det seksuelle
er kanongodt, men hun er dum som en dør. Det er bare ikke nem at find den
rette, hvad skal man vælge?"

Venligst Anita

---

Anita wrote:

> Hej igen

Hej

Ok lad mig da være generel, selv om det jeg skriver er
noget M. kan nikke genkendende til, i den situation han
befinder sig i


Når der går år, hvor parterne ikke kan finde et fælles grundlag
at have sex sammen på, bliver det stedse sværere og sværere
at finde et acceptabelt grundlag og sex bliver noget der er
forbundet med så mange negative oplevelser parterne imellem,
at man ikke kan nå hinanden bare fordi man vil det, der er
oceaner af skuffelser, dårlig samvittighed, uindfriede forventninger
og behov, så der efterhånden sniger sig håbløsheds forventninger
ind i forholdet, for det er jo gået galt med aftaler utallige gange,
fra at være noget man havde lyst til, bliver det et pres, at man
_skal_

Personlig har jeg oplevet meget af det samme som M. og
har snakket op af døre og ned af stolper om sex med min partner,
uden at det førte til andet end krampagtige forsøg på at finde
seksualiteten, egentlig grinagtig: Kæle uden sex metoden,
hun nød at blive kærtegnet i timevis, når hun skulle gøre gengæld
næste gang, faldt hun i søvn efter 10 minutter *GGG* ( efter
3 måneder kunne jeg altså ikke være med til det mere) *G*
( behøver jeg at sige, at hun ikke fik lyst til sex under det eksperiment?)

Børnefrie weekends: Fiasko, hun kunne ikke få lyst til sex under
de omstændigheder, hvor der ikke var nogen undskyldning for ikke
at dyrke sex ( bortset fra hun ikke havde lysten *GG*)

Jeg behøver vist ikke at gentage, men gør det alligevel, min dejlige
kone er meget intelligent og lærenem, når hun studere får hun 10
og 11 taller

Lige som M.'s kone, har min kone også noget tung bagage med
fra sine tidligste erfaringer.

Gennem mit arbejde oplever jeg igen og igen, at intelligens ikke
betinger en større suxse-rate end for mindre begavede, når det
gælder de ting i livet, der er blokeret mere eller mindre af følelser.

Når det som i M.'s tilfælde drejer sig om situationer, hvor snak ikke
længere føre til de ønskede resultater, må en 3 part ind og se på
og få dem til at få løst op for deres blokeringer.
Når sexlivet går i hårdknude, er der følelser på spil, som ikke kan
styres af intellekt, det er et bredt spekter hvor både angst, vrede, had,
fortvivelse, håbløshed, overvejelse af mord/selvmord er indblandet,
sammen med utilstrækkelighed, lavt selvværd, skyld og skam, bar for
at nævne nogle i flæng.

Ofte går det galt med sexlivet efter en fødsel, hvor een af parterne
ikke længere føler behov for sex i en periode ( det kan godt være
manden, der ikke kan se en mor, som en elskerinde, eller kunne
klare at se barnet blive født) Månederne går og lidt efter lidt begynder
den sultende part at gø're opmærksom på at der er altså nogle behov,
der efterhånden er ret så påtrængende. Lad os sige det er kvinden,
der har "mistet behovet for sex", hun begynder at sige, at det er fordi hun
er træt og han ikke tager nok del i børnepasninge etc. etc. han øger
sin indsats, og påtager sig mere og mere, både husligt og barnepasnings
mæssigt, men det giver ikke kvinden mere lyst, for det er/var ikke den
grundlæggende årsag, årsagen er/var at hun ikke længere har behov for
sex som før, hvad føler manden så? Jo han føler sig røvrendt og snydt
så vandet driver ned af ryggen på ham, hun på sin side bruger måske
den større frihed hun har fået gennem hans øgede indsats til at få
et mere udadvendt liv uden for hjemmet, med venner/kolleger/veninder
og kommer træt hjem og falder i søvn, måske lidt halv-snaldret af
en flaske vin etc. etc. Ikke fordi hun er ond etc. men for ikke at blive
afkrævet en lyst til sex hun ikke kan mobilisere ( på det ubevidste plan
naturligvis) Han bliver mere og mere frustreret og begynder at konfrontere
hende med hans behov for seksuelt samvær, hun på sin side ønsker det
lige så¨stærkt som han, Men hun kan sgu ikke få lyst! Hun begynder at
se sig selv som værende mislykket og unormal, mister sit selvværd, bliver
mere og mere usikker og ked af det, hun er ikke god nok, han er heller
ikke tjent med sådan en dårlig elskerinde, bare han ikke går fra mig/går
til andre kvinder, der kan give ham det, jeg, trods det ikke er noget jeg
hellere vil, men af, for mig selv, ubegribelige årsager ikke kan!

Kære Anita mf. Intellektet kan ikke løse følelsesmæssigt kaos hos en
selv, man kan med intellektet skubbe følelserne i baggrunden, tilsidesætte
dem, men kroppen og følelserne vil ikke acceptere det og følelserne
vil poppe op på utallige måder resten af livet, men kan ikke længere
genkendes som det de oprindeligt var en reaktion på, ubearbejdede
følelser vil altid vinde over intellektet, her nytter "almindelig og åben"
snak ikke ret meget, een løsning kan være at skifte sin partner ud,
så hun ikke længere bliver trigget i 24 timer i døgnet ved hans tilstede-
værelse i hendes liv, en anden kan være at søge professionel hjælp
hvis hun _vil_ bevare sit parforhold, men der kan ligge måneder og
års arbejde med det, før det lykkes og så er spørgsmålet, kan
partneren, manden klare det? Han får jo stadig ikke mere sex i tiden
frem over, måske først om 1-2-4 år ?

Følelser er så skræmmende stærke, at selv professionelle ikke fatter
mere end en brøkdel af de kræfter der udløses og det er sgu skræmmende
uhyggeligt at tænke på.

Jeg håber ikke hverken du eller andre kommer til at opleve det på
egen sjæl og krop!

MVH
Henning

---

"Henning" skrev
> Ok lad mig da være generel, selv om det jeg skriver er
> noget M. kan nikke genkendende til, i den situation han
> befinder sig i

Du er bare ikke spor generel i hele dit indlæg Tværtimod er du så uhyre
detaljeret, at det næsten kun kan være dine egne oplevelser du beskriver.

Jeg gentager mig selv: Jeg talte ikke om kvinder med bagage - men helt
almindelige kvinder. Du har oplevelser med hvor svært det kan være, når
kvinden har tung bagage, og jeg betvivler på ingen måde at det er sandt. Det
var bare slet ikke det jeg talte om.

Jeg har oplevet at have en uforklarlig manglende lyst til sex, gennem en
længere periode. Og jeg har (så vidt jeg ved) ikke noget usædvanlig tung
bagage. Men jeg prøvede at kæmpe for at få det til at fungere, læste bøger,
talte om det, arbejdede med det osv. Det løste måske ikke problemet helt,
men det gav en forståelse af situationen for begge parter. Jeg kender
kvinder, der ikke ville have løftet en finger i lignende situation, de ville
ikke have læst om det, talt om det eller andet der kunne hjælpe. Så kan du
så selv vælge hvilke egenskaber, du tror, der ligger til grund for disse
forskellige måder at aggere på.

[Klip om kvinde med bagage]
> Følelser er så skræmmende stærke, at selv professionelle ikke fatter
> mere end en brøkdel af de kræfter der udløses og det er sgu skræmmende
> uhyggeligt at tænke på.

Det er jeg da ikke uenig i. Men nu er det altså ikke alle kvinder der slæber
rundt på uløste traumer.

> Jeg håber ikke hverken du eller andre kommer til at opleve det på
> egen sjæl og krop!

Det håber jeg heller ikke. I hvert fald ikke det med bagagen. Den manglende
sexlyst tror jeg vi alle vil opleve i ny og næ.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*slet*stofanet.dk> wrote in message
news:3e9bc923$0$7604$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> "Henning" skrev
> > Ok lad mig da være generel, selv om det jeg skriver er
> > noget M. kan nikke genkendende til, i den situation han
> > befinder sig i
>
> Du er bare ikke spor generel i hele dit indlæg Tværtimod er du så
uhyre
> detaljeret, at det næsten kun kan være dine egne oplevelser du beskriver.
>
> Jeg gentager mig selv: Jeg talte ikke om kvinder med bagage - men helt
> almindelige kvinder. Du har oplevelser med hvor svært det kan være, når
> kvinden har tung bagage, og jeg betvivler på ingen måde at det er sandt.
Det
> var bare slet ikke det jeg talte om.
>

Så dér har vi det, Henning. Her er en masse flinke mennesker som velmenende
prøver at hjælpe, men de fatter desværre ikke, hvad det er vi står i

Men når alt kommer til alt, så elsker jeg min kone, og jeg er glad for, at
vi stadig er sammen. Og det glæder mig at vide, at du har valgt den samme
vej i dit liv.

-Michael.

---

On Tue, 15 Apr 2003 21:56:06 +0200, "Michael Jørgensen \(Sæt 'M'
foran'\)" <Joergen@SoftHome.net> wrote:


>Så dér har vi det, Henning. Her er en masse flinke mennesker som velmenende
>prøver at hjælpe, men de fatter desværre ikke, hvad det er vi står i

jow jow
>
>Men når alt kommer til alt, så elsker jeg min kone, og jeg er glad for, at
>vi stadig er sammen. Og det glæder mig at vide, at du har valgt den samme
>vej i dit liv.

det har jeg nu også i snart de sidste 4 år :).... vi er godt nok ikke
gift selv om jeg beder og hendes hånd ca hver 10 dag hvor hun siger JA
men detsvære kan vi ikke komme omkring til hvornår - en detalijer hun
ikke mener det er væsentligt at hænge sig i :)

Mv.
Bo M Mogensen

---

Michael Jørgensen (Sæt 'M' foran') wrote:
> "Anita" <anita@*slet*stofanet.dk> wrote in message
> news:3e9bc923$0$7604$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

>> Jeg gentager mig selv: Jeg talte ikke om kvinder med bagage - men
>> helt almindelige kvinder. Du har oplevelser med hvor svært det kan
>> være, når kvinden har tung bagage, og jeg betvivler på ingen måde at
>> det er sandt. Det var bare slet ikke det jeg talte om.
>>
>
> Så dér har vi det, Henning. Her er en masse flinke mennesker som
> velmenende prøver at hjælpe, men de fatter desværre ikke, hvad det er
> vi står i

Ja, der findes heldigvis så mange dejlige mennesker, der af et godt
hjerte er parat til at give deres erfaringer videre,
Man hjælper ud fra det man oplever og har oplevet i sit liv.
Når en problematik bliver fremlagt, er det ens egne erfaringer, der
betinger hvordan man forsøger at hjælpe på den måde, man mener
er den bedste i situationen.
Føler man sig ramt i nogle uforløste/ubearbejdede følelser, kan
man komme til at protestere mod oplægget/problemet, fordi man
så føler sig selv og sit køn angrebet

> Men når alt kommer til alt, så elsker jeg min kone, og jeg er glad
> for, at vi stadig er sammen. Og det glæder mig at vide, at du har
> valgt den samme vej i dit liv.

Jeg forstår det med at elske, ellers var det jo heller ikke så vigtigt
at finde en løsning, for mit vedkommende skete det for ca. 15 år siden
og i dag kan jeg sige " min dejlige kone! du er det bedste der er sket
i mit liv! " for hun var kampen værd!

MVH
Henning

---

Anita wrote:
> "Henning" skrev
>> Ok lad mig da være generel, selv om det jeg skriver er
>> noget M. kan nikke genkendende til, i den situation han
>> befinder sig i
>
> Du er bare ikke spor generel i hele dit indlæg Tværtimod er du så
> uhyre detaljeret, at det næsten kun kan være dine egne oplevelser du
> beskriver.

Jeg bruger en del selvoplevede situationer som eksempler på de
mekanismer der træder i kraft under forskellige omstændigheder,
De beskriver generelle adfærdsmønstre


> Jeg gentager mig selv: Jeg talte ikke om kvinder med bagage - men helt
> almindelige kvinder. Du har oplevelser med hvor svært det kan være,
> når kvinden har tung bagage, og jeg betvivler på ingen måde at det er
> sandt. Det var bare slet ikke det jeg talte om.

Alle har bagage, vi er summen af det liv vi har levet
Flere faktorer spiller ind, når det gælder hvordan vi mennesker bliver
som facit på den aktuelle bundlinie

Nogle er tilsyneladende født med en robusthed der gør, at traumer
tilsyneladende ikke påvirker i negativ livsudfoldelse, medens andre
får et negativt resultat på samme linie, nogen gange mennesker,
hvor det ikke er til at få øje på, hvad der skulle betinge dette

> Jeg har oplevet at have en uforklarlig manglende lyst til sex, gennem
> en længere periode. Og jeg har (så vidt jeg ved) ikke noget
> usædvanlig tung bagage. Men jeg prøvede at kæmpe for at få det til at
> fungere, læste bøger, talte om det, arbejdede med det osv. Det løste
> måske ikke problemet helt, men det gav en forståelse af situationen
> for begge parter. Jeg kender kvinder, der ikke ville have løftet en
> finger i lignende situation, de ville ikke have læst om det, talt om
> det eller andet der kunne hjælpe. Så kan du så selv vælge hvilke
> egenskaber, du tror, der ligger til grund for disse forskellige måder
> at aggere på.

Bagagens tyngde er ikke afgørende, men om man bliver konfronteret
med den i sit parforhold, som vi alle har erfaring med, så agere vi
på de input vi får fra omgivelserne (ret meget andet kan vi jo ikke)
Ikke to af mine partnere har været ens, og det de hver i sær har fået
frem i mig, er et respons på, hvordan de har ageret i forhold til mig,
og de igen agere på min måde at være på visa versa, så f. eks. hvad
der var pragtfuldt i sexlivet med den ene, duede overhovedet ikke
med den anden, for hun agerede " forket" i forhold til mig og jeg frem-
provokerede ikke den nødvendige umiddelbare respons hos hende


> Det er jeg da ikke uenig i. Men nu er det altså ikke alle kvinder der
> slæber rundt på uløste traumer.

Det gør vi alle

> Den manglende sexlyst tror jeg vi alle vil opleve i ny og næ.

Hvorfor det?

Ser man på forelskelsesfasen i et nyt forhold, er næsten ingen
hindring så stor, at man ikke gør "alt" for at have sex med hinanden *G*

---

In article <3e99905e$0$157$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk>, "Henning" <h2m
nospam@mail.dk> says...
> , liggende fra "gamle dage" så hun
> de gange hun mærker at hun får lyst, jorder det med tanker a la, det nytter
> jo
> ikke noget alligevel, for jeg er jo ikke god nok i sengen til ham alligevel,
> så der er også et tillids-problem blandet ind i deres sexliv, hvor han kan
> forsikre og fortryde fra nu af og til år 2100 uden hun kommer til at tro
> på ham..
>
> Det er der jeg vil hen, når jeg påstår, at intellekt har mindre betydning
> end følelser


Well, i dit eksempel er det en som ikke bruger intellektet men er i
følelsernes vold. Men her er det ikke lyst, nærmere ulyst. Hun kunne
vælge intellektuelt at sige "jeg vælger at tro på ham". Det ændre
følelserne sig natuligvis ikke af lige med det sammen, men hver gang de
kommer frem kan hun så minde sig selv om "det er en dårlig følelse, skabt
af mit mindreværdskomplex. Jeg vælger at tror på ham". Med tiden vil
følelserne ændre sig. Det virker som følelser tit er som en uregerlig
hundevalp som bare hopper vildt omkring og ter ser hvis de ikke holdes
lidt i snor :)

---

PerX ... wrote:

> Well, i dit eksempel er det en som ikke bruger intellektet men er i
> følelsernes vold. Men her er det ikke lyst, nærmere ulyst. Hun kunne
> vælge intellektuelt at sige "jeg vælger at tro på ham". Det ændre
> følelserne sig natuligvis ikke af lige med det sammen, men hver gang
> de kommer frem kan hun så minde sig selv om "det er en dårlig
> følelse, skabt
> af mit mindreværdskomplex. Jeg vælger at tror på ham". Med tiden vil
> følelserne ændre sig. Det virker som følelser tit er som en uregerlig
> hundevalp som bare hopper vildt omkring og ter ser hvis de ikke holdes
> lidt i snor :)

Gid det var så let

MVH
Henning

---

"Henning" skrev

> > Well, i dit eksempel er det en som ikke bruger intellektet men er i
> > følelsernes vold. Men her er det ikke lyst, nærmere ulyst. Hun kunne
> > vælge intellektuelt at sige "jeg vælger at tro på ham". Det ændre
> > følelserne sig natuligvis ikke af lige med det sammen, men hver gang
> > de kommer frem kan hun så minde sig selv om "det er en dårlig
> > følelse, skabt
> > af mit mindreværdskomplex. Jeg vælger at tror på ham". Med tiden vil
> > følelserne ændre sig. Det virker som følelser tit er som en uregerlig
> > hundevalp som bare hopper vildt omkring og ter ser hvis de ikke holdes
> > lidt i snor :)
>
> Gid det var så let

Måske er det så let/svært som man gør det til. Hvis man siger til sig selv
at det er helt umuligt og der ikke er noget at gøre - jamen så ER der
naturligvis ikke noget at gøre. Hvis man er indstillet på at kæmpe, arbejde,
tale osv. så er der _måske_ noget at gøre. Follow?

Venligst Anita

---

Anita wrote:

> Måske er det så let/svært som man gør det til. Hvis man siger til sig
> selv at det er helt umuligt og der ikke er noget at gøre - jamen så
> ER der naturligvis ikke noget at gøre. Hvis man er indstillet på at
> kæmpe, arbejde, tale osv. så er der _måske_ noget at gøre. Follow?

Du har ret i det du siger her, paratheden til at gøre noget ved det,
er alfa og omega, men det med let/svært som man gør det til, er
afhængig af flere følelsesmæssige faktore, men ikke umuligt

MVH
Henning

---

In article <3e9bc41e$0$149$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk>, "Henning" <h2m
nospam@mail.dk> says...
> PerX ... wrote:
>
> > Well, i dit eksempel er det en som ikke bruger intellektet men er i
> > følelsernes vold. Men her er det ikke lyst, nærmere ulyst. Hun kunne
> > vælge intellektuelt at sige "jeg vælger at tro på ham". Det ændre
> > følelserne sig natuligvis ikke af lige med det sammen, men hver gang
> > de kommer frem kan hun så minde sig selv om "det er en dårlig
> > følelse, skabt
> > af mit mindreværdskomplex. Jeg vælger at tror på ham". Med tiden vil
> > følelserne ændre sig. Det virker som følelser tit er som en uregerlig
> > hundevalp som bare hopper vildt omkring og ter ser hvis de ikke holdes
> > lidt i snor :)
>
> Gid det var så let

Intet er vist let med livet, man kan ligeså godt hoppe i havet med det
samme.

---

Anita wrote:
> "Henning" skrev
>
> Hej Henning

Hej igen

> Det er muligt at snakken ikke lige skal foregå i sengen, men jeg synes
> personligt at det er vildt vigtigt, at man kan tale om disse ting.
> Hvis der er noget man er utilfreds med i sit sexliv, løser det sig i
> hvert fald ikke ved, at man holder det for sig selv. Er der noget man
> har lyst til, som man tror partneren ikke gider, jamen så må man da
> fortælle om det og give partneren en chance, for at fordærve den nye
> viden, og måske endda lege videre med tanken og gradvist "tø op".

Fordærve? *GGGG*

I årevis havde jeg lyst til noget bestemt, men næh nej, _men_ en dag
hun snakkede med en anden mand om det samme og han sagde
noget i retning af at den slags gør man da, fik hendes syn på det
en anden farve og hun opfordrede selv til at jeg skulle gøre det,

Alt for tit, kan man i et forhold ikke få den anden til at fravige sine
grænser, men andre kan få hende/ham til at være med til det, den
faste partner har opfordret til/efterspurgt i årevis

MVH
Henning

---

"Henning" skrev

> Fordærve? *GGGG*

*G* Øhm... indtage, acceptere...

> I årevis havde jeg lyst til noget bestemt, men næh nej, _men_ en dag
> hun snakkede med en anden mand om det samme og han sagde
> noget i retning af at den slags gør man da, fik hendes syn på det
> en anden farve og hun opfordrede selv til at jeg skulle gøre det,
>
> Alt for tit, kan man i et forhold ikke få den anden til at fravige sine
> grænser, men andre kan få hende/ham til at være med til det, den
> faste partner har opfordret til/efterspurgt i årevis

Det tror jeg er helt sandt.
Man har jo sit standpunkt til man ta'r et nyt, ikke sandt?

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*slet*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:3e999acd$0$4341$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> > Fordærve? *GGGG*
>
> *G* Øhm... indtage, acceptere...

Altså: Fordøje...

Fordærvet mad er *aheeem* - råddent

med smilende hilsner
nusle

---

"nusle" <nusle@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e999fdd$0$31993$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>
> "Anita" <anita@*slet*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:3e999acd$0$4341$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
>
> > > Fordærve? *GGGG*
> >
> > *G* Øhm... indtage, acceptere...
>
> Altså: Fordøje...
>
> Fordærvet mad er *aheeem* - råddent

*LOL* Ja, ups. Det var en smutter. Takker for rettelsen.
Nogle gange går der sgu kludder i alle de ord...

/Grinende Anita

---

Anita wrote:

> Det tror jeg er helt sandt.
> Man har jo sit standpunkt til man ta'r et nyt, ikke sandt?

Men hvorfor når en fremmed siger det?

MVH
Henning

---

"Henning" <h2m nospam@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e9a553c$0$154$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> Anita wrote:
>
> > Det tror jeg er helt sandt.
> > Man har jo sit standpunkt til man ta'r et nyt, ikke sandt?
>
> Men hvorfor når en fremmed siger det?

Fordi så er man måske istand til at se sig selv fra en anden vinkel. At se
på sig selv og sin beslutning udefra.

Jeg ved det selvfølgelig ikke, men det var da et bud.

Venligst Anita

---

Anita wrote:

> Hvis hun er intelligent, let at tale med om alt osv. så burde det da være en
> smal sag at få sexlivet til at fungere. Måske skal du bare lære hende et par
> tricks...
>

Med mindre du kan konkretisere dine 'tricks', så er jeg slet ikke enig
med dig. Måske har du nemt ved at få sexlivet til at fungere; i så fald
er jeg glad på dine vegne. Men i mit tilfælde har min kone også noget
baggage med som jeg tror spiller ind. Det jeg prøver at sige er, at hun
har også et ansvar, og hun prøver rent faktisk, og hun har svært ved
det. Jeg mener, hun har da også behov, og nyder det ganske meget når vi
endelig er sammen. Så det er ikke indlysende (for mig i hvert fald),
hvordan man kommer videre.

Og så er jeg den type (måske det gælder for de fleste mænd), at jeg kan
ikke fordrage uløste problemer. Hvis der er et problem, så skal det
'fikses'. Jeg har en intellektuel indstilling til problemløsning, og det
giver altså ikke specielt gode resultater når det handler om sex.

-Michael.

---

"Michael Jørgensen" skrev

> > Hvis hun er intelligent, let at tale med om alt osv. så burde det da
være en
> > smal sag at få sexlivet til at fungere. Måske skal du bare lære hende et
par
> > tricks...

Dette var nu henført til kvinder sådan mere generelt. Hermed ikke kvinder
med særlig tyngende bagage eller lign.

> Med mindre du kan konkretisere dine 'tricks', så er jeg slet ikke enig
> med dig. Måske har du nemt ved at få sexlivet til at fungere; i så fald
> er jeg glad på dine vegne. Men i mit tilfælde har min kone også noget
> baggage med som jeg tror spiller ind.

Naturligvis, og den slags spiller da en stor rolle. Men det må man jo så
også forholde sig til - bagagen altså. Vi har den alle - nogle er bare mere
tynget (nok ikke det rette ord, men var det bedste jeg kunne finde) af det
end andre.

> Det jeg prøver at sige er, at hun
> har også et ansvar, og hun prøver rent faktisk, og hun har svært ved
> det. Jeg mener, hun har da også behov, og nyder det ganske meget når vi
> endelig er sammen. Så det er ikke indlysende (for mig i hvert fald),
> hvordan man kommer videre.

Ja, jeg kan jo desværre ikke lige give dig løsningen. Men man kommer langt
med en positiv indstilling og evnen til at tale sammen. (Og ikke mindst
evnen til at lytte til hinanden)

> Og så er jeg den type (måske det gælder for de fleste mænd), at jeg kan
> ikke fordrage uløste problemer. Hvis der er et problem, så skal det
> 'fikses'. Jeg har en intellektuel indstilling til problemløsning, og det
> giver altså ikke specielt gode resultater når det handler om sex.

Det er ikke min erfaring, at det gælder for de fleste mænd. Min erfaring er
derimod at alt for mange mænd er totalt konfliktsky. De finder sig i alt for
meget pis, bare for at undgå en konflikt. Men jeg glæder mig over de mænd,
der har det på den måde du beskriver, for jeg har det præcis lige sådan. Jeg
hader uløste problematikker der ligger og lurer under overfladen.

Venligst Anita

---

"Michael Jørgensen (Sæt 'M' foran)" <Joergen@SoftHome.net> skrev i en
meddelelse news:3E993C6A.9070209@SoftHome.net...

Hej Michael.

> Med mindre du kan konkretisere dine 'tricks', så er jeg slet ikke enig
> med dig. Måske har du nemt ved at få sexlivet til at fungere; i så fald
> er jeg glad på dine vegne. Men i mit tilfælde har min kone også noget
> baggage med som jeg tror spiller ind. Det jeg prøver at sige er, at hun
> har også et ansvar, og hun prøver rent faktisk, og hun har svært ved
> det. Jeg mener, hun har da også behov, og nyder det ganske meget når vi
> endelig er sammen. Så det er ikke indlysende (for mig i hvert fald),
> hvordan man kommer videre.

Altså - nu vælger jeg altså at yde dig noget modspil!

Du har en kone, som bliver hos dig - selvom du i perioder
står med det ene ben ude af forholdet. Hun prøver, selvom
hun har det svært og slæber rundt på en bagage. Hvor langt
hen ad vejen er det hende, som skal komme dig i møde?

Hvor er dine indsatsområder? Og hvordan arbejder du med
dem?

> Og så er jeg den type (måske det gælder for de fleste mænd), at jeg kan
> ikke fordrage uløste problemer. Hvis der er et problem, så skal det
> 'fikses'. Jeg har en intellektuel indstilling til problemløsning, og det
> giver altså ikke specielt gode resultater når det handler om sex.

Selvfølgelig gør det ikke det - sex handler ikke om at
rette et hængsel til, så lågen hænger lige - det handler
om følelser, og følelser kan ikke bare lige "fikses".

Lige så lidt som du kan knipse med fingrene og løsne
op for din kones seksualitet - kan hun knipse med
fingrene og få dig til at føle dig oprigtig tilfredshed med
jeres samliv, oder was?

Desuden er det altså ikke alle uløste problemer, som
skal løses - og da slet ikke af "fremmede" - nogle
ting skal man såmænd have lov at have i fred, også
fra en "resultatorienteret" mand.

Sex skal jo ikke altid være som man lige regner med
inde i sit hoved, man får absolut mest ud af det, ved
at være omstillingsparat og kunne inkorporere diverse
vanskeligheder, så de bare bliver til ekstra finesser i akten.

Jeg tror faktisk, at mange mennesker (og det er derfor
slet ikke rettet specifikt mod dig, Michael) - har en
eller anden fiks ide med at tingene skal være på
bestemte måde, for at det er "rigtigt"/godt nok osv.
Så tror da pokker, at de aldrig bliver tilfredse!

Og til sidst - en strøtanke fra mig til dig - hvis jeg
fornemmede den underliggende utilfredshed og
manglende dedikering i forholdet, som du giver
udtryk for her i dette forum, så ville det være den
mest aftændende faktor seksuelt.

Jeg har præsteret at være dybt og inderligt forelsket
i en mand, drivende våd bare han så på mig, og fra
den ene dag til den anden - var jeg for det første
knastør ligegyldigt hvad han gjorde, og følte mig
ulykkelig - hvorfor? Han var simpelthen ikke "tilstede",
fordi han allerede havde det ene ben ude af forholdet
- han kunne bare ikke nosse sig sammen til at tage
skridtet og give mig klar besked (vi fik snakket om
det - min krop fortalte det, som han ikke havde
kunnet sige - jeg vidste det jo godt alligevel, og det
havde han det egentlig ret underligt med).

Hvad med at træffe en regulær beslutning, i stedet
for at trække din kone rundt i en manege af uvished
- enten er det det du vil, og så vil du det fuldt og
helt og uden spørgsmålstegn - eller også vil du
noget andet, og så er det det du gør og står ved!

Rigtig mange kvinder har brug for tryghed i forbindelse
med sex - især hvis de har en lidt kedelig bagage - og
alt forladt, jeg ville ikke føle mig det ringeste tryg ved
dig. Du har allerede været halvvejs smuttet en gang,
og du er sikkert "fjern", når du:
"Jeg har tanker om at skifte dete hele ud: Ny kone,
nyt arbejde, måske ny uddannelse. Det skal ikke være
lige nu, men det er sjovt at lege med tanken, selvom
jeg nogle gange bruger for meget energi på det."

Puha, det må være ubehageligt at vågne op til et
liv med en mand, som opfatter en som udskiftelig.
Og det må være tilsvarende svært at give sig hen
til ham seksuelt.

Og uanset hvor meget vi prøver at bilde os selv ind,
at vores nærmeste ikke kan mærke den slags på
os - så glem det - det kan de. Og det gælder faktisk
både børn og voksen.

Og, endelig - helt ærligt - hvor er det bare groft, det
du skriver: "Det skal ikke være lige nu". Det kan du
da ikke byde din kone. Det skal være når det passer
dig at afslutte forholdet, det skal være når du ikke
gider "forsøge" (halvhjertet) mere, det skal være når
du bedømmer hendes indsats til at være "ikke god
nok" eller hva'?

Jeg er ked af at sige det, men dropper du en så
forstående kvinde, er det såmænd ikke sikkert du
nogensinde finder en sådan igen - var det mig, som
fornemmede de her ting på dig (og du var min mand),
så traf jeg valget for dig - og du ville ryge ud, hellere
i dag end i morgen. Forstår du; jeg mener, jeg har
krav på at blive elsket og værdsat - og de krav ville
du ikke kunne honorere.

Jeg siger ikke, at alle kvinder er som jeg - men mange
kvinder der allerede har været gift, fået børn og været
en tur gennem møllen - de gider ikke stå model til
den slags en gang til. Og mon ikke det vil være den
type kvinder, som du i vid udstrækning vil ende med
at skulle forholde dig til efter at du engang får gjort
op med dig selv, at nu er du parat til at skippe din
kone, jeres samliv og dit daglige virke som far.

mange hilsner
nusle

---

"nusle" <nusle@mail.dk> wrote in message
news:3e995740$0$31981$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>
> Altså - nu vælger jeg altså at yde dig noget modspil!

Gerne!

> Du har en kone, som bliver hos dig - selvom du i perioder
> står med det ene ben ude af forholdet. Hun prøver, selvom
> hun har det svært og slæber rundt på en bagage. Hvor langt
> hen ad vejen er det hende, som skal komme dig i møde?

Jeg har meldt ud til min kone, at jeg *vil* vores forhold. Og det står jeg
ved. Vi har talt sammen mange gange. I de første mange år var jeg desværre
noget bebrejdende - uforstående er måske et mere passende ord - overfor
hendes svingende seksualitet. Men efterhånden er jeg blevet bedre til at
skelne 'mit' fra 'dit'. Hun er jo ikke sat på denne jord for at opfylde mine
behov

Men når det i rigtig mange år ikke fungerer seksuelt, så synes jeg nok, at
jeg har været forstående. Jeg knokler for vores forhold og har ikke dårlig
samvittighed. Jeg ved godt, at nogle af mine handlinger (eller mangel på
samme) har gjort det mere vanskeligt, men det gælder også for min kone.

Jeg er også blevet bedre til at lægge mærke til hendes indsats, og det var
det jeg gav udtryk for i mit sidste indlæg. Jeg mener, hun har i lang tid
undskyldt sin manglende lyst med arbejde, børn, skole, og alle mulige andre
*ydre* betingelser. Det har bragt mit pis i kog mange gange. Det kan for
helvede ikke være andres skyld, at min kone ikke har lyst. I så fald må hun
da se at tage sig sammen... Nuvel, børnene er blevet større og arbejdet er
ikke nær så stressende, så hun er holdt op med at bruge de undskyldninger.

Men jeg må allerførst være tro mod mig selv. Jeg mener, jeg vil ikke give
100% af mig selv i et forhold i flere år, og samtidig være utilfreds i al
den tid. På den anden side, hvis vi går fra hinanden, så smider jeg bort alt
det gode vi har sammen.

> Hvor er dine indsatsområder? Og hvordan arbejder du med
> dem?

Jeg har også min baggage. Jeg arbejder bl.a. på at være mere ansvarlig
overfor mine egne følelser og mindre ansvarlig overfor hendes følelser. Og
så alle de andre ting jeg har skrevet om i denne tråd.

> Lige så lidt som du kan knipse med fingrene og løsne
> op for din kones seksualitet - kan hun knipse med
> fingrene og få dig til at føle dig oprigtig tilfredshed med
> jeres samliv, oder was?

Nope. Tilfredshed skal komme indefra. Det har jeg lige lært

> Jeg tror faktisk, at mange mennesker (og det er derfor
> slet ikke rettet specifikt mod dig, Michael) - har en
> eller anden fiks ide med at tingene skal være på
> bestemte måde, for at det er "rigtigt"/godt nok osv.
> Så tror da pokker, at de aldrig bliver tilfredse!

Der har jeg også lært noget. Det gør faktisk stadig ondt at tænke på, at
alle de drømme om fremtiden jeg havde som ung, var dybt urealistiske og
bunder i et forsømt barns drøm om en lykkelig familie.

> Og til sidst - en strøtanke fra mig til dig - hvis jeg
> fornemmede den underliggende utilfredshed og
> manglende dedikering i forholdet, som du giver
> udtryk for her i dette forum, så ville det være den
> mest aftændende faktor seksuelt.

"Manglende dedikering". Tja, nu bliver jeg fornærmet. Det er ganske enkelt
ikke sandt. Jeg er hjemme fra arbejde hver dag kl. 16. Jeg lytter til hende,
læser historie for børnene, inviterer hende i byen, laver lektier sammen med
børnene, deltager 50% i de praktiske gøremål, går til forældremøder alene
når hun er for træt.

> Hvad med at træffe en regulær beslutning, i stedet
> for at trække din kone rundt i en manege af uvished
> - enten er det det du vil, og så vil du det fuldt og
> helt og uden spørgsmålstegn - eller også vil du
> noget andet, og så er det det du gør og står ved!

Det er jo det jeg prøver på. Du må have mig meget undskyldt, men som
tidligere skrevet har jeg givet tydeligt udtryk for, at mine prioriteringer
er 1. familien, 2. arbejde, 3. alt andet. Men efter mange års utilfredshed
bliver jeg i tvivl. Du vil nok hellere foretrække, at jeg bare traf en
beslutning og så stod ved den, men jeg prøver altså at blive ved denne tvivl
og tage den alvorlig. Hvorfor er jeg ikke bare skredet for længe siden? Før
i tiden var svaret nok, at jeg var bange for at være alene, og bange for at
mangle tryghed. Nu er situationen noget anderledes, så det forholder jeg mig
til.

> Rigtig mange kvinder har brug for tryghed i forbindelse
> med sex - især hvis de har en lidt kedelig bagage - og
> alt forladt, jeg ville ikke føle mig det ringeste tryg ved
> dig. Du har allerede været halvvejs smuttet en gang,
> og du er sikkert "fjern", når du:
> "Jeg har tanker om at skifte dete hele ud: Ny kone,
> nyt arbejde, måske ny uddannelse. Det skal ikke være
> lige nu, men det er sjovt at lege med tanken, selvom
> jeg nogle gange bruger for meget energi på det."
>
> Puha, det må være ubehageligt at vågne op til et
> liv med en mand, som opfatter en som udskiftelig.
> Og det må være tilsvarende svært at give sig hen
> til ham seksuelt.

Jeg forstår godt, hvad du mener. Problemet er den nagende utilfredshed. Det
er jo i virkeligheden ikke min kone eller mit arbejde eller min uddannelse
jeg er utilfreds med. Jeg ved udemærket godt, at jeg bliver præcis ligeså
utilfreds selvom jeg skifter det hele ud. Men nogle gange kommer jeg til at
give min kone skylden, og jeg er ikke altid klar over det.

> Og uanset hvor meget vi prøver at bilde os selv ind,
> at vores nærmeste ikke kan mærke den slags på
> os - så glem det - det kan de. Og det gælder faktisk
> både børn og voksen.
>
> Og, endelig - helt ærligt - hvor er det bare groft, det
> du skriver: "Det skal ikke være lige nu". Det kan du
> da ikke byde din kone. Det skal være når det passer
> dig at afslutte forholdet, det skal være når du ikke
> gider "forsøge" (halvhjertet) mere, det skal være når
> du bedømmer hendes indsats til at være "ikke god
> nok" eller hva'?

What? Jeg stopper forholdet den dag, jeg ikke længere har følelserne til at
fortsætte. Hvornår skulle jeg ellers stoppe?

> Jeg er ked af at sige det, men dropper du en så
> forstående kvinde, er det såmænd ikke sikkert du
> nogensinde finder en sådan igen - var det mig, som
> fornemmede de her ting på dig (og du var min mand),
> så traf jeg valget for dig - og du ville ryge ud, hellere
> i dag end i morgen. Forstår du; jeg mener, jeg har
> krav på at blive elsket og værdsat - og de krav ville
> du ikke kunne honorere.

Så du er ikke forstående?!? Kvinder nu om dage er også så krævende...
Jeg tror faktisk, at man (m/k) skyder sig selv i foden ved at stille for
mange krav. Måske er det også derfor, der er så mange mennesker, der er
singler. Jovist er min kone forstående, jeg betragter også mig selv sådan.
Men de er åbenbart sjældne, tak for advarslen!

> Jeg siger ikke, at alle kvinder er som jeg - men mange
> kvinder der allerede har været gift, fået børn og været
> en tur gennem møllen - de gider ikke stå model til
> den slags en gang til. Og mon ikke det vil være den
> type kvinder, som du i vid udstrækning vil ende med
> at skulle forholde dig til efter at du engang får gjort
> op med dig selv, at nu er du parat til at skippe din
> kone, jeres samliv og dit daglige virke som far.

Men du ville ikke tøve? Jeg mener, på den ene side kritiserer du mig for at
overveje at blive skilt, på den anden side er du parat til at smide mig ud.
Nu er det jo ikke os to som er gift, men alligevel. Det lyder som om, at
hvis din kæreste udviser den mindste tvivl, så bliver konsekvensen, at du
smider ham ud. Har dit forhold til ham så ikke betydet noget? Er det ikke i
orden at være i tvivl? Det er vel en ærlig sag.

> mange hilsner
> nusle

Tak i lige måde
-Michael.

---

"Michael Jørgensen (Sæt 'M' foran')" <Joergen@SoftHome.net> skrev i en
meddelelse news:3e9973a9$0$66285$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

Hej Michael.

Først; tak fordi du (også) så gennem mit sure opstød,
og alligevel svarede uddybende og sobert.

Du får det nu igen, igen set med mine øjne - og jeg
håber, at selvom jeg sikkert kan lyde vildt krakilsk,
at så tager du det ikke personligt - for jeg kender
jo ikke hverken dig eller din kone, og det jeg skriver
er mere udtryk for hvad jeg har erfaret i mit liv, end
hvad du giver udtryk for i dine indlæg.

> Jeg har meldt ud til min kone, at jeg *vil* vores forhold. Og det står jeg
> ved.

Jamen, du skrev nu engang:

> > "Jeg har tanker om at skifte det hele ud: Ny kone,
> > nyt arbejde, måske ny uddannelse. Det skal ikke være
> > lige nu, men det er sjovt at lege med tanken, selvom
> > jeg nogle gange bruger for meget energi på det."

Det er altså en ret alvorlig udmelding, læst med mine briller,
især den del med "Det skal ikke være lige nu, men"

Men jeg har jo netop også mine briller på, dem jeg ser
verden igennem, lavet af mine erfaringer - og derfor ser
det nok anderledes ud for mig.

> Vi har talt sammen mange gange. I de første mange år var jeg desværre
> noget bebrejdende - uforstående er måske et mere passende ord - overfor
> hendes svingende seksualitet. Men efterhånden er jeg blevet bedre til at
> skelne 'mit' fra 'dit'. Hun er jo ikke sat på denne jord for at opfylde
mine
> behov

Måske har de år tæret - min dejlige kloge far siger, at det
tager mindst lige så lang tid at gøre skaden god igen, hvis
ikke længere.

> Men når det i rigtig mange år ikke fungerer seksuelt, så synes jeg nok, at
> jeg har været forstående.

*S* - Nej, nu må du bestemme dig. Hvis du i de første mange
år var bebrejdende/uforstående - hvor mange år har du så
haft at være forstående i

> Jeg knokler for vores forhold og har ikke dårlig
> samvittighed. Jeg ved godt, at nogle af mine handlinger (eller mangel på
> samme) har gjort det mere vanskeligt, men det gælder også for min kone.

Hun har så nogle vildt gode undskyldninger, du aldrig vil
kunne komme i nærheden af *G*.

Din bughule har jo ikke været udvidet til over dobbelt
størrelse, og din pik ikke ændret (bare for at komme
med at par meget oplagte eksempler). Uanset at det kan
være svært som mand at forholde sig til, så er det for
mange kvinder en enorm omvæltning (og forskrækkelse).
Og derfor kan det godt tage tid at "finde sig selv" og sin
seksualitet bagefter.

Helt ærligt - man har en krop, og så vågner man en dag
og så er den totalt pustet op, og bagefter er den "blød"
og anderledes, den ikke bare ser anderledes ud, den
føles anderledes, når man rører ved den - og den føles
anderledes indefra. Hvad man kunne lide før, giver
måske pludseligt ubehag - hvad der var lykken før, kan
måske pludselig ikke rigtigt mærkes osv. Og måske har
man fået helt nye og anderledes ("perverse") tanker
i forbindelse med sex, som man ikke kan dele med
manden osv. osv.

Hvad skete der med dig rent fysisk - intet! Du havde
stadig den samme krop, den samme pik, det samme ydre,
de samme præferencer, den samme følelse i de samme
regioner... altså, vi har så travlt med at neglicere den om-
væltning der er at få børn, at langt de fleste kvinder ikke
engang tillader sig selv at mærke efter og lære sig selv at
kende påny - for nææeehh, nej - intet er forandret, og alle
forventer at kvinden er den samme. Og det på trods af at
læger (heldigvis) stadig vil skrive under på, at det nok er
noget nær den mest gennemgribende forandring og belast-
ning en krop kan udsættes for.

Lad os stå ved det, og give os selv (os; kvinder) lov at
bruge tid på at lære os selv at kende igen kropsligt, gerne
sammen med manden - men så skal han også forstå, uden
surmuleri, at lysten ikke bare er øverst på menuen pr.
automatik.

Det er som at skulle begynde forfra på onanien *G*.
Nå, den knap skal ikke længere stimuleres fra højre - til
gengæld virker det nu bedre med en finger i røven... Aha!
Så kan det også være, at vi bliver bedre til at indvi vores
mænd i disse ændringer .

> Jeg er også blevet bedre til at lægge mærke til hendes indsats, og det var
> det jeg gav udtryk for i mit sidste indlæg. Jeg mener, hun har i lang tid
> undskyldt sin manglende lyst med arbejde, børn, skole, og alle mulige
andre
> *ydre* betingelser. Det har bragt mit pis i kog mange gange. Det kan for
> helvede ikke være andres skyld, at min kone ikke har lyst. I så fald må
hun
> da se at tage sig sammen... Nuvel, børnene er blevet større og arbejdet er
> ikke nær så stressende, så hun er holdt op med at bruge de undskyldninger.

Det er ikke et spørgsmål om at tage sig sammen - og hvis
der er fuldbooket i livet med arbejde, børn, skole, hjem,
familie osv. osv. - så er det altså fuldt ud forståeligt, at
lysten går lidt i glemmebogen.

Det er ikke anderledes for mænd, de bruger bare som
regel ikke helt så megen tankevirksomhed på f.eks.
at planlægge hverdagene i hjemmet, fødselsdage, gaver,
rengøring osv. Men hvis de oplever en virkelig travl og
stresset periode på arbejdet, så slår det med det samme
igennem i deres sexliv - de bliver sgu' også kørt trætte
og får drænet energien. Forskellen er bare, at det er legalt,
når det er arbejdet der gør det - men ikke når det er
børnene, hjemmet og familien.

Så - det er ikke undskyldninger - det er forklaringer.

Jeg kan godt fortælle dig, at når jeg har knoklet hele
ugen, inkl. overarbejde - og stået for husholdningen
og alt hvad det at have børn og hjem kræver - og
derudover har læst til eksamen, arrangeret lokaler
til kommende fest, skrevet 30 indbydelser og været
til skole-hjem-samtale, samt har presset tid ind til
at lytte forstående til en søster, og tale længe med
en far og omlagt lånet.... så ville jeg gå fuldstændigt
amok, sådan helt bogstaveligt og med usandsynligt
store bogstaver - hvis jeg havde en mand, som
troede at min manglende sexlyst blev undskyldt
med at være andres skyld!

Han skulle fandme bare lade mig sove hele lørdagen,
og så kunne vi evt. finde ud af noget en udhvilet
søndag morgen *G*.

Og du har ret, der er sikkert en grund til at jeg bliver
ved med at ende op som single. Jeg vil simpelthen
ikke finde mig i ret meget - og jeg stiller store krav.
Til gengæld matcher det hvad jeg forventer vice versa.

> Men jeg må allerførst være tro mod mig selv. Jeg mener, jeg vil ikke give
> 100% af mig selv i et forhold i flere år, og samtidig være utilfreds i al
> den tid. På den anden side, hvis vi går fra hinanden, så smider jeg bort
alt
> det gode vi har sammen.

Giver du dig selv 100%, har du givet dig selv 100%?
Er der reelt nogle mennesker der gør det?

Jeg tror det ikke. Først og fremmest har du selv skrevet,
at du "bruger for meget energi på det" mht. at tænke på/
overveje at skifte det hele ud med nye/anderledes modeller.

Og jeg ved, at jeg ikke gør det mere - det kan føles sådan
i forelskelsesfasen, men det passer overhovedet ikke.
F.eks. kommer børnene til enhver tid først, no arguments
there! For det andet, må en partner være indstillet på, at
arbejdet er en prioritet, og ligeså har min uddannelse været
(nu tror jeg så, at jeg i hvert fald holder pause i nogle år).
For det tredie, så kommer jeg selv og mine behov før en
evt. partner.

> Nope. Tilfredshed skal komme indefra. Det har jeg lige lært

Det skal sexlyst også

> Der har jeg også lært noget. Det gør faktisk stadig ondt at tænke på, at
> alle de drømme om fremtiden jeg havde som ung, var dybt urealistiske og
> bunder i et forsømt barns drøm om en lykkelig familie.

Ja, er det ikke sødt, så naive vi var engang - og dengang
troede vi oprigtigt, at vi vidste det hele, hvordan det skulle
gøres, med hvem og hvornår... det har nu en charme..

> "Manglende dedikering". Tja, nu bliver jeg fornærmet.

Det er jeg da ked af, men sådan ser det ud gennem mine
briller *S*.

At smutte fra kone og børn i et par måneder, for lige
at smage på "singlelivet" er f.eks. et tegn herpå for
mit vedkommende. Jeg er ret kompromisløs på
det område, enten er man der, eller også er man
ikke.

Bare et spørgsmål - hvem boede børnene hos i de par
måneder, din kone eller dig?

> Det er ganske enkelt
> ikke sandt. Jeg er hjemme fra arbejde hver dag kl. 16. Jeg lytter til
hende,
> læser historie for børnene, inviterer hende i byen, laver lektier sammen
med
> børnene, deltager 50% i de praktiske gøremål, går til forældremøder alene
> når hun er for træt.

Det er da ikke specielt dedikeret - det er da bare helt
alm. forventelig "arbejdsdeling" i hjemmet (altså lige med
undtagelse af at du inviterer hende ud, men det bør
man da også gøre gensidig i et forhold - til teaterstykker,
bio-ture osv.).

Altså i et mindre firma med to partnere f.eks., ville det kun
være det som der gøres _ud over_ det elementære der
ville blive kaldet dedikation!

Og, sorry, men det du fremhæver herover, det er sgu'
elementært.

> Det er jo det jeg prøver på. Du må have mig meget undskyldt, men som
> tidligere skrevet har jeg givet tydeligt udtryk for, at mine
prioriteringer
> er 1. familien, 2. arbejde, 3. alt andet. Men efter mange års utilfredshed
> bliver jeg i tvivl.

Som jeg læser dig, har du været i tvivl i mange år, så
det er ikke noget du pludselig efter mange år er blevet.
Om det så er din tvivl der undergraver forholdet, eller
det er forholdet der afføder din tvivl - det er nok
blevet godt og grundigt rodet sammen efter så lang
tid.

Desuden læser jeg ikke dine udsagn som værende helt
i overensstemmelse med din prioritering - ikke at jeg
ikke kan følge dig i, at det sikkert ud fra et tidsmæssigt
perspektiv tager sig sådan ud - så udadtil er din priori-
tering sikkert sådan, men indadtil er det dine egne (uop-
fyldte) behov, der har en skjult 1. prioritet.

Og det synes jeg så er helt som det skal være.

Det er alt det roderi med at "lade som om" at det ikke
er sådan, jeg tager fat i.

Ret beset går vi vel ind i et forhold, fordi vi har en
forventning om, at 1+1>2.

Altså vi vil have "noget ud af det" - og så er det da
bare med at finde ud af, hvad det er vi vil ha' og
sørge for at få det i samarbejde med partneren .

Jeg synes altså at den ide med at sætte ægteskabet
på økonomisk formel er noget nær genial - for det
er simpelthen så logisk. Hvis ægteskabet giver et
mindre udbytte, end hvad man investerer, så bliver
man utilfreds og ender med at blive skilt. Man kan
acceptere et underskud i en årrække, hvis man kan
se fordelene på længere sigt, ellers ikke.

Mange har så bare problemer med at ville investere.
Well - ingen investering, intet udbytte *S*.

> Du vil nok hellere foretrække, at jeg bare traf en
> beslutning og så stod ved den, men jeg prøver altså at blive ved denne
tvivl
> og tage den alvorlig.

Det synes jeg kan være beundringsværdigt - men vi
ser forskelligt på sagen.

Hvis nu du bliver skilt, og du derfor har været gennem
alt dette en gang - tror du så oprigtigt, at du ville
trække læsset så langt i fremtiden med en anden kvinde?

Eller ville du "kende vejen" og meget hurtigt sige; Halløjsa,
der har jeg været, jeg ved hvor det fører hen - det gider
jeg ikke!

> Hvorfor er jeg ikke bare skredet for længe siden? Før
> i tiden var svaret nok, at jeg var bange for at være alene, og bange for
at
> mangle tryghed. Nu er situationen noget anderledes, så det forholder jeg
mig
> til.

Jeg ville nok mene, at den eneste rigtige årsag der er til
at blive er kærligheden og lysten til partneren.

> Jeg forstår godt, hvad du mener. Problemet er den nagende utilfredshed.
Det
> er jo i virkeligheden ikke min kone eller mit arbejde eller min uddannelse
> jeg er utilfreds med. Jeg ved udemærket godt, at jeg bliver præcis ligeså
> utilfreds selvom jeg skifter det hele ud. Men nogle gange kommer jeg til
at
> give min kone skylden, og jeg er ikke altid klar over det.

Du er faktisk en helt okay fyr - jeg ved godt, at jeg giver
dig med grovfilen (men så vil du også elske din kone så
meget mere, når du er færdig med at blive vredet af denne
bitch *GG*).

Jeg falder da i samme grøft, og kan give en kæreste (godt
nok ikke en særlig langvarig en af slagsen, men alligevel)
skylden for at det er hans manglende personlige pondus
der gør, at han føler, han mister fodfæste i samværet med
mig - men skal jeg være helt ærlig, så ved jeg godt, at
når først man er så selvhjulpen som jeg, så er der ikke
megen plads til "mandens fortræffeligheder" - i langt de
fleste tilfælde gør jeg det jo selv mindst lige så godt
- det har jeg jo pinedød været nødt til at lære

> What? Jeg stopper forholdet den dag, jeg ikke længere har følelserne til
at
> fortsætte. Hvornår skulle jeg ellers stoppe?

Jamen, du skriver at det har været fordi du var bange
for at være alene, og bange for at mangle tryghed
- du skrev nu engang ikke, at det er fordi du stadig
elsker din kone *S*.

> Så du er ikke forstående?!?

Ikke i den grad *GG*

> Kvinder nu om dage er også så krævende...

Ja, er det ikke herligt!

> Jeg tror faktisk, at man (m/k) skyder sig selv i foden ved at stille for
> mange krav. Måske er det også derfor, der er så mange mennesker, der er
> singler. Jovist er min kone forstående, jeg betragter også mig selv sådan.
> Men de er åbenbart sjældne, tak for advarslen!

Naaahh... jeg ved nu ikke rigtigt - vi stiller vist allesammen
mange krav. Måske skulle vi bare stå ved dem fra begyn-
delsen *S*.

Tag nu bare dig selv - i det store og hele lyder det som
om, at du har et godt og givende ægteskab, med en
sund fordeling af arbejdsopgaverne, og som kan danne
en god ramme om dine børns barndom....meeen, det er
alligevel ikke nok, vel? Du har flere krav oppe i ærmet *G*.

Well - jeg ville da meget gerne bytte med dig, langt de
fleste dage (forudsat at jeg var en mand, that is)

> Men du ville ikke tøve?

Nej, ikke der hvor jeg er nu, men jeg ventede rigtigt
længe før jeg blev skilt, dengang jeg blev skilt - dog
legede jeg ikke med tanken om at skifte det hele
ud med andre modeller - pyhhhaaa, nej - jeg længtes
simpelthen bare væk fra det forhold i sådan en grad,
at det blev nødvendigt at blive skilt. Med andre ord,
jeg ville hellere ha' ingenting, end ham tilsidst - og
hvis din kone ikke har givet dig den følelse, gør hun
sikkert et eller andet rigtigt .

> Jeg mener, på den ene side kritiserer du mig for at
> overveje at blive skilt, på den anden side er du parat til at smide mig
ud.
> Nu er det jo ikke os to som er gift, men alligevel. Det lyder som om, at
> hvis din kæreste udviser den mindste tvivl, så bliver konsekvensen, at du
> smider ham ud.

Ja, sådan er jeg - det er okay for mig at være i tvivl, men
jeg gider ikke bruge tid på andres tvivl *G*.

Jamen, hvor står det skrevet, at det skal være rationelt,
logisk eller fornuftigt?

Sådan er jeg bare - jeg vil også gerne kneppes af flere
mænd på en gang, men har egentlig ikke lyst til at se
"min mand" sammen med andre kvinder (endnu, men nu
har jeg så heller ikke en mand, såååå).

Og jeg tænder på slanke/normalvægtige mænd (for det
meste), men jeg vil selv have lov at være overvægtig.
Sådan vil jeg bare ha' det - og han skal så selvfølgelig
tænde på at jeg er blød og lækker og har store bryster.
*GGG*

> Har dit forhold til ham så ikke betydet noget?

Jo, netop - det har betydet så meget, at hans tvivl gør
så ondt i mig, at jeg heller vil have ham ud af mit liv,
end rode rundt i smerten ved at han er der. Jeg kan
simpelthen ikke byde mig selv, at gå rundt i en "vente-
position" med hjertet i hænderne, mens jeg håber på,
at han vil ende op med at elske mig, så mit hjerte ikke
knuses.

> Er det ikke i
> orden at være i tvivl? Det er vel en ærlig sag.

Du har selvfølgelig ret, det er okay at være i tvivl - jeg
ville bare ikke tackle det halvt så flot, som jeg fornemmer
din kone gør *S*.

For mig er det lidt at sammenligne med at stå højt, højt
oppe (jeg er højdeskræk) - jeg vil hellere springe i døden,
end stå der i angsten. Det giver nok kun mening, hvis man
har følt den følelse, og har det sådan med forhold som jeg
har.

mange hilsner
nusle

---

[Øv. Nu er mit indlæg blevet slettet indtil flere gange af min !"#¤%&
computer før jeg nåede at sende det afsted. Nu prøver jeg for sidste
gang...]

nusle wrote:
> Først; tak fordi du (også) så gennem mit sure opstød,
> og alligevel svarede uddybende og sobert.

Selv tak. Det var faktisk dejligt forfriskende *SS*.

> Du får det nu igen, igen set med mine øjne - og jeg
> håber, at selvom jeg sikkert kan lyde vildt krakilsk,
> at så tager du det ikke personligt - for jeg kender
> jo ikke hverken dig eller din kone, og det jeg skriver
> er mere udtryk for hvad jeg har erfaret i mit liv, end
> hvad du giver udtryk for i dine indlæg.

Ja, selvfølgelig. Det lyder på mig, som om du er blevet meget skuffet og
såret engang.

>>>"Jeg har tanker om at skifte det hele ud: Ny kone,
>>>nyt arbejde, måske ny uddannelse. Det skal ikke være
>>>lige nu, men det er sjovt at lege med tanken, selvom
>>>jeg nogle gange bruger for meget energi på det."
>
> Det er altså en ret alvorlig udmelding, læst med mine briller,
> især den del med "Det skal ikke være lige nu, men"

Inden jeg begynder at forklare, så vil jeg meget gerne vide, hvorfor du
bliver så provokeret. Vil du ikke nok uddybe det.

> Måske har de år tæret - min dejlige kloge far siger, at det
> tager mindst lige så lang tid at gøre skaden god igen, hvis
> ikke længere.

Pyha. Tålmodighed er ikke min stærke side....

> Hun har så nogle vildt gode undskyldninger, du aldrig vil
> kunne komme i nærheden af *G*.
>
> Din bughule har jo ikke været udvidet til over dobbelt
> størrelse, og din pik ikke ændret (bare for at komme
> med at par meget oplagte eksempler). Uanset at det kan
> være svært som mand at forholde sig til, så er det for
> mange kvinder en enorm omvæltning (og forskrækkelse).
> Og derfor kan det godt tage tid at "finde sig selv" og sin
> seksualitet bagefter.
>
> Helt ærligt - man har en krop, og så vågner man en dag
> og så er den totalt pustet op, og bagefter er den "blød"
> og anderledes, den ikke bare ser anderledes ud, den
> føles anderledes, når man rører ved den - og den føles
> anderledes indefra. Hvad man kunne lide før, giver
> måske pludseligt ubehag - hvad der var lykken før, kan
> måske pludselig ikke rigtigt mærkes osv. Og måske har
> man fået helt nye og anderledes ("perverse") tanker
> i forbindelse med sex, som man ikke kan dele med
> manden osv. osv.
>
> Hvad skete der med dig rent fysisk - intet! Du havde
> stadig den samme krop, den samme pik, det samme ydre,
> de samme præferencer, den samme følelse i de samme
> regioner... altså, vi har så travlt med at neglicere den om-
> væltning der er at få børn, at langt de fleste kvinder ikke
> engang tillader sig selv at mærke efter og lære sig selv at
> kende påny - for nææeehh, nej - intet er forandret, og alle
> forventer at kvinden er den samme. Og det på trods af at
> læger (heldigvis) stadig vil skrive under på, at det nok er
> noget nær den mest gennemgribende forandring og belast-
> ning en krop kan udsættes for.
>
> Lad os stå ved det, og give os selv (os; kvinder) lov at
> bruge tid på at lære os selv at kende igen kropsligt, gerne
> sammen med manden - men så skal han også forstå, uden
> surmuleri, at lysten ikke bare er øverst på menuen pr.
> automatik.
>
> Det er som at skulle begynde forfra på onanien *G*.
> Nå, den knap skal ikke længere stimuleres fra højre - til
> gengæld virker det nu bedre med en finger i røven... Aha!
> Så kan det også være, at vi bliver bedre til at indvi vores
> mænd i disse ændringer .

Ja, og hvad så? Det er jo bare en krop. Hvorfor er det lige, at kvinder
går så meget op i deres krop? Jeg kan til nød forstå det, hvis man
arbejder professionelt som model. Jeg mener, jeg *er* ikke min krop, jeg
*har* en krop. Nogle mennesker lægger enormt meget identitet i selve
kroppen, og det mener jeg altså er malplaceret. Det gælder forresten
også nogle mænd...

> Det er ikke et spørgsmål om at tage sig sammen - og hvis
> der er fuldbooket i livet med arbejde, børn, skole, hjem,
> familie osv. osv. - så er det altså fuldt ud forståeligt, at
> lysten går lidt i glemmebogen.
>
> Det er ikke anderledes for mænd, de bruger bare som
> regel ikke helt så megen tankevirksomhed på f.eks.
> at planlægge hverdagene i hjemmet, fødselsdage, gaver,
> rengøring osv. Men hvis de oplever en virkelig travl og
> stresset periode på arbejdet, så slår det med det samme
> igennem i deres sexliv - de bliver sgu' også kørt trætte
> og får drænet energien. Forskellen er bare, at det er legalt,
> når det er arbejdet der gør det - men ikke når det er
> børnene, hjemmet og familien.
>
> Så - det er ikke undskyldninger - det er forklaringer.

Nej, nu må du altså lige... Så må man jo vælge. Hvor meget betyder det
seksuelle for hende (for dig)?

For at generalisere: Jeg ærgrer mig over, at det danske samfund er
skruet sådan sammen, at begge forældre er nødt til at arbejde fuld tid
for at få råd til at bo i et hus. Selvfølgelig er de trætte og stressede
efter arbejde, og det går ud over børnene, forholdet og sexlivet.
Desværre så ser jeg ikke nogen nem løsning.

> Jeg kan godt fortælle dig, at når jeg har knoklet hele
> ugen, inkl. overarbejde - og stået for husholdningen
> og alt hvad det at have børn og hjem kræver - og
> derudover har læst til eksamen, arrangeret lokaler
> til kommende fest, skrevet 30 indbydelser og været
> til skole-hjem-samtale, samt har presset tid ind til
> at lytte forstående til en søster, og tale længe med
> en far og omlagt lånet.... så ville jeg gå fuldstændigt
> amok, sådan helt bogstaveligt og med usandsynligt
> store bogstaver - hvis jeg havde en mand, som
> troede at min manglende sexlyst blev undskyldt
> med at være andres skyld!

Med sådan et hektisk liv, så lader det til, at du prioriterer sexlivet
meget lavt. Og det bliver jeg såret over (altså ikke i forhold til dig,
men i forhold til min kone).

> Han skulle fandme bare lade mig sove hele lørdagen,
> og så kunne vi evt. finde ud af noget en udhvilet
> søndag morgen *G*.
>
> Og du har ret, der er sikkert en grund til at jeg bliver
> ved med at ende op som single. Jeg vil simpelthen
> ikke finde mig i ret meget - og jeg stiller store krav.
> Til gengæld matcher det hvad jeg forventer vice versa.

Det er faktisk dejligt nemt (for mig) at være sammen med en kvinde, som
giver tydeligt udtryk for sine ønsker og behov. Det er bare ikke
sikkert, at jeg vil gøre alt, hvad du beder om

> Giver du dig selv 100%, har du givet dig selv 100%?
> Er der reelt nogle mennesker der gør det?

Hm. Jeg lider af en alvorlig sygdom (!) som hedder "behagesyge" og
"hensynsbetændelse". Men bare rolig, jeg er ved at blive helbredt

>>"Manglende dedikering". Tja, nu bliver jeg fornærmet.
>
>
> Det er jeg da ked af, men sådan ser det ud gennem mine
> briller *S*.

Tja, så skulle du have set mig for fem år siden!

Men for at blive lidt hos dig, hvordan er din drømmefyr så?

> Som jeg læser dig, har du været i tvivl i mange år, så
> det er ikke noget du pludselig efter mange år er blevet.
> Om det så er din tvivl der undergraver forholdet, eller
> det er forholdet der afføder din tvivl - det er nok
> blevet godt og grundigt rodet sammen efter så lang
> tid.

Ja, jeg kan heller ikke selv hitte rede i det længere. Vores forhold har
udviklet sig en hel del de sidste to år - til det bedre vel at mærke. Og
det er altså mere interessant at tale om mulighederne i dag, end om
skuffelserne i går. Desværre fylder det sidste stadig en hel del i mine
tanker - og i mine indlæg...

> Hvis nu du bliver skilt, og du derfor har været gennem
> alt dette en gang - tror du så oprigtigt, at du ville
> trække læsset så langt i fremtiden med en anden kvinde?
>
> Eller ville du "kende vejen" og meget hurtigt sige; Halløjsa,
> der har jeg været, jeg ved hvor det fører hen - det gider
> jeg ikke!

Det er dét, der sker for dig i dine forhold?

> Jeg ville nok mene, at den eneste rigtige årsag der er til
> at blive er kærligheden og lysten til partneren.

Så enkelt, og alligevel så svært. *SS*

> Du er faktisk en helt okay fyr - jeg ved godt, at jeg giver
> dig med grovfilen (men så vil du også elske din kone så
> meget mere, når du er færdig med at blive vredet af denne
> bitch *GG*).

HAHA. Og for det vil jeg være dig evigt taknemmelig

> Jeg falder da i samme grøft, og kan give en kæreste (godt
> nok ikke en særlig langvarig en af slagsen, men alligevel)
> skylden for at det er hans manglende personlige pondus
> der gør, at han føler, han mister fodfæste i samværet med
> mig - men skal jeg være helt ærlig, så ved jeg godt, at
> når først man er så selvhjulpen som jeg, så er der ikke
> megen plads til "mandens fortræffeligheder" - i langt de
> fleste tilfælde gør jeg det jo selv mindst lige så godt
> - det har jeg jo pinedød været nødt til at lære

Det forstår jeg udemærket godt. Men jeg tror nu nok, at når kærligheden
er tilstrækkelig stor, så kommer viljen og evnen til tilgivelse og
forståelse nemmere. Måske har du bare ikke mødt 'den rette' endnu...

> Tag nu bare dig selv - i det store og hele lyder det som
> om, at du har et godt og givende ægteskab, med en
> sund fordeling af arbejdsopgaverne, og som kan danne
> en god ramme om dine børns barndom....meeen, det er
> alligevel ikke nok, vel? Du har flere krav oppe i ærmet *G*.

Ja, jeg bliver grådig nogle gange! Det store dilemma er, når jeg ikke
kan få *både* glasur og flødeskum. Uhm, jeg bliver helt lækkersulten ved
tanken *SF*.

> Well - jeg ville da meget gerne bytte med dig, langt de
> fleste dage (forudsat at jeg var en mand, that is)

Jo. Men spørgsmålet er, om du ville bytte med mine kone *GGGGGG*.

> Nej, ikke der hvor jeg er nu, men jeg ventede rigtigt
> længe før jeg blev skilt, dengang jeg blev skilt - dog
> legede jeg ikke med tanken om at skifte det hele
> ud med andre modeller - pyhhhaaa, nej - jeg længtes
> simpelthen bare væk fra det forhold i sådan en grad,
> at det blev nødvendigt at blive skilt. Med andre ord,
> jeg ville hellere ha' ingenting, end ham tilsidst - og
> hvis din kone ikke har givet dig den følelse, gør hun
> sikkert et eller andet rigtigt .

Pyha nej, så slemt er det heldigvis slet ikke.

> Ja, sådan er jeg - det er okay for mig at være i tvivl, men
> jeg gider ikke bruge tid på andres tvivl *G*.
>
> Jamen, hvor står det skrevet, at det skal være rationelt,
> logisk eller fornuftigt?
>
> Sådan er jeg bare - jeg vil også gerne kneppes af flere
> mænd på en gang, men har egentlig ikke lyst til at se
> "min mand" sammen med andre kvinder (endnu, men nu
> har jeg så heller ikke en mand, såååå).
>
> Og jeg tænder på slanke/normalvægtige mænd (for det
> meste), men jeg vil selv have lov at være overvægtig.
> Sådan vil jeg bare ha' det - og han skal så selvfølgelig
> tænde på at jeg er blød og lækker og har store bryster.
> *GGG*

Jamen det er jo soleklart. Jeg synes det er helt fint, at der er
forskelligheder.

-Michael.

---

"Michael Jørgensen (Sæt 'M' foran)" <Joergen@SoftHome.net> skrev i en
meddelelse news:3E9D23EC.9070004@SoftHome.net...

Hej,

> [Øv. Nu er mit indlæg blevet slettet indtil flere gange af min !"#¤%&
> computer før jeg nåede at sende det afsted. Nu prøver jeg for sidste
> gang...]

Glæder mig, at du gad prøve en sidste gang *S*

> Selv tak. Det var faktisk dejligt forfriskende *SS*.

Helt enig.

> Ja, selvfølgelig. Det lyder på mig, som om du er blevet meget skuffet og
> såret engang.

Har vi ikke alle prøvet det på et tidspunkt?

> Inden jeg begynder at forklare, så vil jeg meget gerne vide, hvorfor du
> bliver så provokeret. Vil du ikke nok uddybe det.

Det tror jeg faktisk ikke, jeg kan. Det er jeg ked af,
men det er en følelsesmæssig reaktion.

> > Måske har de år tæret - min dejlige kloge far siger, at det
> > tager mindst lige så lang tid at gøre skaden god igen, hvis
> > ikke længere.
>
> Pyha. Tålmodighed er ikke min stærke side....

Troede ellers, at du havde været tålmodig med din kone,
men det var du måske alligevel ikke *drille, drille*?

> Ja, og hvad så? Det er jo bare en krop. Hvorfor er det lige, at kvinder
> går så meget op i deres krop? Jeg kan til nød forstå det, hvis man
> arbejder professionelt som model. Jeg mener, jeg *er* ikke min krop, jeg
> *har* en krop. Nogle mennesker lægger enormt meget identitet i selve
> kroppen, og det mener jeg altså er malplaceret. Det gælder forresten
> også nogle mænd...

Hmm... så det er også ligemeget, om du kan få udløsning
ved at kneppe, men mister denne evne efter dit barns
fødsel og efterfølgende kun kan komme ved at få sti-
muleret din prostatakirtel i røven? Sex er alligevel det
samme, og intet behøver forandres - du skal bare fort-
sætte som før?

Du læser kun, at det skulle dreje sig om udseende, men
heri tager du fejl - kroppen er ændret, den FØLES
anderledes, den opfører sig anderledes, den reagerer
anderledes (i nogen henseender)!

Vi snakker bare ikke om det, for vi erkender det dårligt
selv - det er jo ingen sygdom at få børn, og vi skal jo
bare være som før osv. osv.

> Nej, nu må du altså lige... Så må man jo vælge. Hvor meget betyder det
> seksuelle for hende (for dig)?

Lad mig sige det sådan her, sex betyder nok for mig
til, at det er blevet genoptaget samme dag jeg blev
udskrevet fra hospitalet efter mine fødsler... det be-
tyder også nok til at jeg aldrig i et forhold (med min
gode vilje) har dyrket sex mindre end ugentlig - kun
med undtagelse af når børnene stjal al min energi
om natten, ved at vågne i tide og utide - og selv der
nægtede jeg ikke min mand sex, jeg var bare ikke
synderlig aktiv - men det var han så heller ikke ifm.
yngelplejen, så det gik nok lige op.

> For at generalisere: Jeg ærgrer mig over, at det danske samfund er
> skruet sådan sammen, at begge forældre er nødt til at arbejde fuld tid
> for at få råd til at bo i et hus. Selvfølgelig er de trætte og stressede
> efter arbejde, og det går ud over børnene, forholdet og sexlivet.
> Desværre så ser jeg ikke nogen nem løsning.

Dette er jeg bare så enig i - det er simpelthen en
yderst uhensigtsmæssig udvikling der har fundet sted.

> Med sådan et hektisk liv, så lader det til, at du prioriterer sexlivet
> meget lavt. Og det bliver jeg såret over (altså ikke i forhold til dig,
> men i forhold til min kone).

Du tager fejl - selvom jeg er single går der sjældent
14 dage, uden jeg dyrker sex. Enten med en
mere eller mindre fast elsker over en periode, eller
med en kæreste (af varierende varighed) eller som
one-night-stands.

Jeg trives simpelthen ikke uden.

> Det er faktisk dejligt nemt (for mig) at være sammen med en kvinde, som
> giver tydeligt udtryk for sine ønsker og behov. Det er bare ikke
> sikkert, at jeg vil gøre alt, hvad du beder om

De fleste af de mænd jeg har været i forhold til, har
enten bare snakket mig efter munden og alligevel
ikke taget noget seriøst - eller også har det haft en
mere eller mindre impotens-fremkaldende effekt at
være direkte mht. både det seksuelle og "alt andet".

> Men for at blive lidt hos dig, hvordan er din drømmefyr så?

Jeg aner det ikke.
Mht. udseende er det næsten fuldstændigt ligegyldigt.

> Ja, jeg kan heller ikke selv hitte rede i det længere. Vores forhold har
> udviklet sig en hel del de sidste to år - til det bedre vel at mærke. Og
> det er altså mere interessant at tale om mulighederne i dag, end om
> skuffelserne i går. Desværre fylder det sidste stadig en hel del i mine
> tanker - og i mine indlæg...

Så forstår jeg bedre.

> > Eller ville du "kende vejen" og meget hurtigt sige; Halløjsa,
> > der har jeg været, jeg ved hvor det fører hen - det gider
> > jeg ikke!
>
> Det er dét, der sker for dig i dine forhold?

I nogen henseender. Der er også sket det, at jeg gradvist
har fået større tro på mit værd, og derfor også har ændret
mig (og mine "krav").

> HAHA. Og for det vil jeg være dig evigt taknemmelig

Klart

> Det forstår jeg udemærket godt. Men jeg tror nu nok, at når kærligheden
> er tilstrækkelig stor, så kommer viljen og evnen til tilgivelse og
> forståelse nemmere. Måske har du bare ikke mødt 'den rette' endnu...

Måske ikke.

> Ja, jeg bliver grådig nogle gange! Det store dilemma er, når jeg ikke
> kan få *både* glasur og flødeskum. Uhm, jeg bliver helt lækkersulten ved
> tanken *SF*.

Har vi det ikke alle sådan indimellem *G*.

> Jo. Men spørgsmålet er, om du ville bytte med mine kone *GGGGGG*.

Tja... sikkert ikke
Du lyder mig en kende for forvænt, det ville jeg ikke
gide leve op til *G*.

mange hilsner
nusle

---

"Michael Jørgensen (Sæt 'M' foran')" <Joergen@SoftHome.net> skrev i en
meddelelse news:3e9973a9$0$66285$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> "Manglende dedikering". Tja, nu bliver jeg fornærmet. Det er ganske enkelt
> ikke sandt. Jeg er hjemme fra arbejde hver dag kl. 16. Jeg lytter til
hende,
> læser historie for børnene, inviterer hende i byen, laver lektier sammen
med
> børnene, deltager 50% i de praktiske gøremål, går til forældremøder alene
> når hun er for træt.
>
50%? Det lyder som om at hun skal gøre det og du gør så det. Hvad med at
overraske hende med pludselig at lave noget af "hendes"?. Jeg tror at mange
mænd overser hvad kvinderne knokler med især når de har fået børn. Derfor
har jeg det på den måde at man giver den sgu lige lidt ekstra der hjemme
UDEN at forvente at få noget for det. Pludselig en dag gør HUN noget ekstra
for dig og det kan jo så være i sengen eller noget helt 117.

--
Niels

---

In article <3e9973a9$0$66285$edfadb0f@dread11.news.tele.dk>, "Michael
Jørgensen \(Sæt 'M' foran'\)" <Joergen@SoftHome.net> says...
> Der har jeg også lært noget. Det gør faktisk stadig ondt at tænke på, at
> alle de drømme om fremtiden jeg havde som ung, var dybt urealistiske og
> bunder i et forsømt barns drøm om en lykkelig familie.

Hvad var så realistisk? Og opnåede du en form for lykke?

---

nusle wrote:

> Altså - nu vælger jeg altså at yde dig noget modspil!

Hej du "gale kvindemenneske" *GGG*

Nu er du og Michael lige begyndt en traditionel kvinde/mand-
schauvenistisk skyttegravs krig, så jeg burde dukke hovedet og
holde kæft, men det kan jeg jo ikke *G*

I står i hver sin lejr, og ser det fra hver jeres plads som
henholdsvis kvinde og mand, med hver jeres bagage og de
frustrationer i har i forhold til hinandens køn, en sådan dialog vil
meget nemt blive til " Tommy og Jerry " køllesvingende dialog,
hvor skylds spørgsmålet bliver bragt frem i forreste række.

Du har så evig ret i det meste af det du siger og skriver, set
fra den ene side, men fra den anden side, ser det jo i sagens natur
temlig anderledes ud

Michael vil jo netop parforholdet, det samme vil hans kone, derfor
tillader hun at Michael er usikker og tvivlende, flyttede hjemme fra,
Hun vil jo ham og familien, de skal så bare finde ud af at mødes i
et samvær, der tilgodeser begges behov, hun er jo ikke uvillig til
sex, eller har mistet lysten totalt, men i dagligdagen nok ikke det
store seksuelle behov, men når det bliver " farligt" ( M. flytter )
så tænder hun, så måske skal de gå i byen, hvor hun skal finde og
score ham inden midnat, ellers går han med en anden hjem og i
den dur, ( dine forslag til rollespil er/kan være det der sætter gang
i hormonerne )

MVH
Henning

---

"Henning" <h2m nospam@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e99852a$0$149$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...

Hej din skøre mandsling *S*

> Nu er du og Michael lige begyndt en traditionel kvinde/mand-
> schauvenistisk skyttegravs krig, så jeg burde dukke hovedet og
> holde kæft, men det kan jeg jo ikke *G*

Beware - the shedevil might eat you!

> I står i hver sin lejr, og ser det fra hver jeres plads som
> henholdsvis kvinde og mand, med hver jeres bagage og de
> frustrationer i har i forhold til hinandens køn, en sådan dialog vil
> meget nemt blive til " Tommy og Jerry " køllesvingende dialog,
> hvor skylds spørgsmålet bliver bragt frem i forreste række.

Nej, måske kan vi alligevel - midt i køllesvingeriet - få
sagt/skrevet en anelse med fornuft

Eller også kan vi i det mindste demonstrere (endnu engang),
at verden ser forskellig ud fra henholdsvis kvindens/mandens
synsvinkel *S*

> Du har så evig ret i det meste af det du siger og skriver, set
> fra den ene side, men fra den anden side, ser det jo i sagens natur
> temlig anderledes ud

Ja, netop!

> Michael vil jo netop parforholdet, det samme vil hans kone, derfor
> tillader hun at Michael er usikker og tvivlende, flyttede hjemme fra,
> Hun vil jo ham og familien, de skal så bare finde ud af at mødes i
> et samvær, der tilgodeser begges behov, hun er jo ikke uvillig til
> sex, eller har mistet lysten totalt, men i dagligdagen nok ikke det
> store seksuelle behov, men når det bliver " farligt" ( M. flytter )
> så tænder hun, så måske skal de gå i byen, hvor hun skal finde og
> score ham inden midnat, ellers går han med en anden hjem og i
> den dur, ( dine forslag til rollespil er/kan være det der sætter gang
> i hormonerne )

Altså lige den del med "ellers går han med en anden hjem",
den ville jeg tage ret ilde op *G*.

Men ellers synes jeg det er en god ide - der er jo ingen
grund til at vi skal holde op med at lege, bare fordi vi
er blevet "voksne", vel?

mange hilsner
nusle

---

nusle wrote:
> "Henning" <h2m nospam@mail.dk> skrev i en meddelelse
> news:3e99852a$0$149$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
>
> Hej din skøre mandsling *S*

LOL

> Beware - the shedevil might eat you!

Det ser jeg frem til, jeg elsker en god brydekamp med
en værdig shedevil MUMS *GF*

> Eller også kan vi i det mindste demonstrere (endnu engang),
> at verden ser forskellig ud fra henholdsvis kvindens/mandens
> synsvinkel *S*

Ja

> Altså lige den del med "ellers går han med en anden hjem",
> den ville jeg tage ret ilde op *G*.

Faremomentet du, men reelt vil det jo ikke ske, og dog?

> Men ellers synes jeg det er en god ide - der er jo ingen
> grund til at vi skal holde op med at lege, bare fordi vi
> er blevet "voksne", vel?

Sex er jo lege, visse kulturer har ikke anden betegnelse for sex
end at lege

MVH
Henning

---

"Henning" <h2m nospam@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e9a5382$0$136$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...

Hej,

> Sex er jo lege, visse kulturer har ikke anden betegnelse for sex
> end at lege

Det vidste jeg ikke

mange hilsner
nusle

---

Kim J. wrote:

> Er det eneste der holder et forhold sammen behov for tryghed, så er det
> altså bare ikke meget værd efter min mening. Kan man ikke leve alene som
> individ, så kan man hellere ikke leve i et forhold, hmmmmm... gad vide
> hvorfor, jeg de sidste mange år har (nøjes) med meget gode veninder, og har
> været godt tilfreds med det?

Du har ret. For nogle år tilbage var jeg fuldstændig afhængig. Hele min
identitet blev skabt af mit arbejde, min kone, mine børn, osv. Jeg har
siden lært vigtigheden af, at jeg også føler en værdi og identitet og
eksistensberettigelse og almindelig glæde ved livet, når jeg er i mit
eget selskab. Jeg har stort set aldrig levet alene, men ofte følt mig
ensom.

I dag er jeg ikke nær så afhængig - alle mine behov er dækket - og det
giver en fantastisk følelse af frihed. Nu prøver jeg så at finde ud af,
hvad jeg skal med mit liv. Hvad er et godt liv for mig? Jeg har tanker
om at skifte dete hele ud: Ny kone, nyt arbejde, måske ny uddannelse.
Det skal ikke være lige nu, men det er sjovt at lege med tanken, selvom
jeg nogle gange bruger for meget energi på det.

-Michael.

---

In article <iXWla.61$Uv7.27@news.get2net.dk>, BL320@get2net.dk says...
> Eller er det omvendt, det seksuelle
> er kanongodt, men hun er dum som en dør. Det er bare ikke nem at find den
> rette, hvad skal man vælge?

Er det ikke derfor man har mandlige venner?