Hej alle.
Noget jeg godt kan blive lidt bange for, når vi snakker om mennesker der
bekender sig til kristendom, islam, jødedom, mm, er at folk bliver så
fokuseret på "det derude", at de glemmer sig selv. Der skal ikke megen
kristendom til, før folk føler sig tynget af skyld, når de kommer i kirken.
Vi er jo alle syndere? I mine øre, lyder det noget spacet.
Der kan være stor forskel på den måde en præst kommer ud med sit budskab,
men ofte er sådan en kirkeseance præet af en stemning mellem præst og de
tilhørende ikke i "øjenhøjde" Der bliver talt til folk som om de bare er
nogle stakkels syndere, og nu skal de bare høre...Men i sidste ende, skal de
nok blive tilgivet.
Jeg synes det er på tide, at vi mennesker kommer i åndelig "øjenhøjde" og
starter med at regne os selv som førsteperson i vores EGET liv.
Jeg skriver dette fordi jeg gerne vil vide mere om hvordan i derude
fortolker jeres religion.
Jeg er selv "overtroisk" jeg har brygget min egen religion sammen, men min
"overtro" har ingen slutning.....
Hilsen Claus
|