---

Er det som nogen mener, at de onde ting der sker en som kristen er
forudbestemt os og afmålt af Gud for vort bedste, således at ingenting sker
os som resultat af ren tilfældigheder?

Eller er det nærmere således:

Når der sker noget dårligt i ens liv og man kastes ind i en krise er det
meget menneskeligt at man spørger "hvorfor?". Især hvis man er en kristen
som søger en åndelig forklaring på at det kunne gå så galt: "Var det pga.
synd at det skete? Bad jeg ikke nok? Vil Gud lære mig noget ved dette?". Der
kan være mange bud på hvorfor dette og hint nu skulle ske for mig, men man
glemmer måske at der er en anden og mere enkel forklaring : Ting sker som et
resultat af naturlovene, de ting onde mennesker gør, de ting gode mennesker
gør. Ting sker som et resultat af det miljø man er født ind i, de gener man
har, og den opdragelse man har fået af sine forældre, sine forældre som
havde en fri vilje og handlede som de nu synes var bedst, på godt og ondt.
Ting sker som et resultat af tilfældige omstændigheder der indvirker på
hinanden. Tilfældigheder som hverken spørger Gud eller mennesker tilråds.

En lavine der dræber flere mennesker på skiferie har ikke en åndelig årsag,
men er en rent fysisk tildragelse. En bil der kører galt har heller ikke en
åndelig forklaring, men er et resultat af samspillet mellem fører, bil og
den vej bilen befinder sig på. Men alligevel - er det en kristen bror, måske
endda et familiemedlem der bliver offer for en sådan ulykke så retter man
straks sit blik- måske endda sin knytnæve -mod Gud og spørger "hvorfor?" som
om der er en dybere åndelig mening med det skete.

Ting sker som et resultat af sammenspil af mange forskellige omstændigheder
og frie menneskers vilje, gøren og laden. I lignelsen om den rige mand og
lazarus var det skete et resultat af den rige mands manglende kærlighed og
nærrighed. Det var ikke Guds vilje der skete. Det var ikke Guds opdragelse
af lazarus at han skulle være fattig og sulten, men alene et resultat af den
rige mands frie vilje og beslutning.

De ting der sker er et resultat af naturlovenes indvirkning på materien og
kødets indvirkning på det faldne menneskes gøren og laden.

Så måske skal man ophøre med at spørge hvorfor noget skete, fordi svaret
ikke giver nogen mening, hjælp eller trøst. Og istedet spørge "hvad nu?". Og
det er her det meningsfyldte kan begynde ved at Gud bliver en del af ens
kamp, kriser og lidelser fordi vi invitere Ham ind i det. Vi kan få
fællesskab med Jesus nu og i Ham se frem til en tid hvor al lidelse vil
forsvinde.

jørgen.

---

"Live4Him" <brothers_bisp@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:b66rku$c5f$1@sunsite.dk...
> Er det som nogen mener, at de onde ting der sker en som kristen er
> forudbestemt os og afmålt af Gud for vort bedste, således at ingenting
sker
> os som resultat af ren tilfældigheder?

Det er jo desværre den oplagte logiske slutning ud fra præmisserne
(dogmerne) om at Gud er Altvidende OG Almægtig.

Så er der faktisk ikke meget "spillerum" for fri vilje? Konklusionen er
såkaldt determinisme: ALT er forudbestemt af Gud, og Han udvirker det...

> Eller er det nærmere således:
>
> Når der sker noget dårligt i ens liv og man kastes ind i en krise er det
> meget menneskeligt at man spørger "hvorfor?". Især hvis man er en kristen
> som søger en åndelig forklaring på at det kunne gå så galt: "Var det pga.
> synd at det skete? Bad jeg ikke nok? Vil Gud lære mig noget ved dette?".
Der
> kan være mange bud på hvorfor dette og hint nu skulle ske for mig, men man
> glemmer måske at der er en anden og mere enkel forklaring : Ting sker som
et
> resultat af naturlovene, de ting onde mennesker gør, de ting gode
mennesker
> gør. Ting sker som et resultat af det miljø man er født ind i, de gener
man
> har, og den opdragelse man har fået af sine forældre, sine forældre som
> havde en fri vilje og handlede som de nu synes var bedst, på godt og ondt.
> Ting sker som et resultat af tilfældige omstændigheder der indvirker på
> hinanden. Tilfældigheder som hverken spørger Gud eller mennesker tilråds.

Fuldstændig enig: Det er det samme problem set fra en eksistensfilosoifk
synsvinkel.

Hvis alle mennesker har en fri vilje, så MÅ denne vilje og dens frihed have
såvel positive som negative konsekvenser for andre?

Jeg fristes stærkt til at bruge det buddhistiske ord "karma", da ordet
"synd" eller endda "Arvesynd" ikke helt synes at dække denne ultimative
konsekvenserkendelse.

Kaosteoretikere har vist denne her ide om at en sommerfugle basker med
vingerne og der derfor opstår en tornada i en anden verdensdel. Det er cirka
så langt vi er ude...

> En lavine der dræber flere mennesker på skiferie har ikke en åndelig
årsag,
> men er en rent fysisk tildragelse. En bil der kører galt har heller ikke
en
> åndelig forklaring, men er et resultat af samspillet mellem fører, bil og
> den vej bilen befinder sig på. Men alligevel - er det en kristen bror,
måske
> endda et familiemedlem der bliver offer for en sådan ulykke så retter man
> straks sit blik- måske endda sin knytnæve -mod Gud og spørger "hvorfor?"
som
> om der er en dybere åndelig mening med det skete.

Hvad lover Gud egentlig mennesket, når det kommer til stykket?

Jo, jeg kan da af et ærligt hjerte misunde de gamle patriarker som døde
mætte af dage efter et langt Gudsvelsignet og rigt liv. Men er dèt Kristus
lover kristenmmensket?

Eller er det ikke snarere end vis Værdighed, når man _virkelig_ har brug for
den?

Som du selv skriver:

> Så måske skal man ophøre med at spørge hvorfor noget skete, fordi svaret
> ikke giver nogen mening, hjælp eller trøst. Og istedet spørge "hvad nu?".
Og
> det er her det meningsfyldte kan begynde ved at Gud bliver en del af ens
> kamp, kriser og lidelser fordi vi invitere Ham ind i det. Vi kan få
> fællesskab med Jesus nu og i Ham se frem til en tid hvor al lidelse vil
> forsvinde.

Ideelt set forsvinder lidelsen faktisk med troen, idet troen og håbet
fjerner "dødens brod"?

Derved bliver troen - uden at man nødvendigvis er forløjet karismatiker -
faktisk noget der allerede indvirker til eens umiddelbare fordel i det
dennesidige og hjælper til at trøste een og give håb, når ulykker
indtræffer?

Man har troen som tilflugt?

--
Mvh
Anders Peter Johnsen