---

Hej
Er der nogen af jer der kan fortælle mig hvem der synger afslutningssange i
den nye film Livstegn? Og hvad hedder sangen?

Har I forøvrigt lagt mærke til at Meg Ryan er tydeligt ikke-ryger. Hun
indhalerer ikke en eneste gang, og den eneste gang man ser der bliver pustet
røg ud sidder hun med ryggen til og det kan være hvilken som helst person,
ha, ha.

Bortset fra at der bliver snakket meeeeeget i den film, så er den ikke helt
så dårlig som anmelderne vil gøre den til, men den går ikke over i
historien.

kunuk

---

"kunuk" skrev:

> Bortset fra at der bliver snakket meeeeeget i den film, så er den ikke
helt
> så dårlig som anmelderne vil gøre den til, men den går ikke over i
> historien.

Ja, det er jo nok anmelderne, der tager fejl så
--
Steffen Kampp

---

Den Mon, 12 Mar 2001 15:58:12 +0100 skrev "Steffen Kampp"
<s_kampp@email.com>:


>Ja, det er jo nok anmelderne, der tager fejl så

Det gør de uhyggelig tit og konsekvent.

Men selv tåbelige anmeldere kan bruges, når man først har luret dem.

Der var for nogle år siden en af slagsen på Politiken, der vist nok
hed Henrik Lundgren. Det var ham, der skrev "Stinker på byens bedste
lærred" om Robocop. Hver gang han rakkede en film ned, gik jeg straks
ind og så den med stor fornøjelse. Når han roste en film, skyede jeg
den som pesten.

Han var med andre ord en nyttig anmelder, der viste mig vej til mange
rigtig, rigtig gode film, som jeg måske ellers aldrig havde fået set.

---

"Niels Søndergaard" skrev:

> Det gør de uhyggelig tit og konsekvent.

Dette er en generalisering, der i bedste fald kan betragtes som fjollet. Det
svarer til, at ingen filmoversættere kan oversætte eller stave.

Det er klart, at man kan være uenig med en anmelder om vurderingen af en
given film, men eftersom vurdering af kunst dybest set bygger på en
subjektiv oplevelse, er det jo ikke så sært. Anmeldere er lige så
forskellige som mennesker i andre erhverv, og udsagn som at de tit og/eller
konsekvent tager fejl må bygge på misforståelser, fordomme og manipulerende
retorik.

Min oplevelse er, at de fleste anmeldere har en meget stor ballast af sete
film og måske endda en mere filmteoretisk baggrund. Det betyder, at de har
et stort sammenligningsgrundlag, en bedre baggrund for at se, hvilke
ingredienser en given film består af, og at de bedre kan argumentere
objektivt for det, som udmunder i den subjektive vurdering, end de læsere,
de skriver for. Kunsten er så at formidle det overskud på en måde, så at
ingen føler sig talt ned til eller hen over hovedet på, samtidig med at
begejstringen for filmen som medium bevares. Derudover bør anmeldelsen
naturligvis være læseværdig som selvstændig tekst.

> Men selv tåbelige anmeldere kan bruges, når man først har luret dem.

Afgjort. Det vigtigste som bruger af filmanmeldelser er utvivlsomt at kende
"sin" anmelder. Ud over at anmeldelere har deres personlige stil og
ideosynkrasier, er der andre forhold, der spiller ind. F.eks. er det vigtigt
at se i hvilken sammenhæng anmeldelsen bringes. Hver dagblad sin
stil/politik mht. tonen i anmeldelsen. Man vil noget forskelligt, når man
anmelder for Weekendavisen, Alt for damerne eller Vi unge. Der er
forskellige målgrupper, forskellige hensyn til spalteplads og forskellige
grader af ringforlovethed med distributionsleddet eller annoncører. Det er
derfor overvejende sandsynligt, at man altid vil kunne finde en anmelder,
hvis opfattelse af film svarer til ens egen. Ligeledes vil man altid kunne
finde nogen, man synes har jord i hovedet.

Ikke mindst derfor virker ovennævnte generalisering malplaceret. Hvis næsten
alle anmeldere så endda synes enige om, at en film ikke holder, er det efter
min mening et meget godt tegn på, at man burde bruge tiden og pengene på en
anden.



--
Steffen Kampp

---

"Steffen Kampp" <s_kampp@email.com> skrev:

>Ikke mindst derfor virker ovennævnte generalisering malplaceret.

Det synes jeg ikke. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.

Generelt synes jeg, at folk bliver (unødvendigt) kritiske, når de skal
anmelde. Det bringer mit pis i kog, at et stykke uprætentiøst
drengeunderholdning som "Vertical Limit", der bestemt ikke er noget
mesterværk, men en udmærket slap-af-og-æd-popcorn-actionfilm, i
Politiken skal anmeldes af et tydeligvis frustreret, PMS-forstyrret
kvindemenneske, som af åbenlyst kulturpolitiske grunde skærer den ned
til sokkeholderne, fordi den ikke lever op til
Grand/Dagmar-kriterierne for en god film. Det er lige så irriterende,
som når samme type anmelder skamroser en røvkedelig film som "The King
is Alive", bare fordi den er lavet efter dogme-reglerne og derfor per
definition er totalt suveræn, guddommelig og uangribelig.

En nu pensioneret anmelder fortalte mig engang, at han havde givet en
anden lige så røvkedelig dansk film, "Weekend", en flot anmeldelse af
kulturpolitiske grunde, selv om han syntes, det var det argeste lort,
han nogensinde havde set. Og han havde rakket "First Blood" ned til
sokkeholderne, selv om han havde været godt underholdt, fordi man "da
ikke kan anbefale en Stallone-film!".

--
Mvh
Niels Søndergaard

---

"Niels Søndergaard" skrev:

> >Ikke mindst derfor virker ovennævnte generalisering malplaceret.
>
> Det synes jeg ikke. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.

Jamen, okay da. Så lad os prøve med denne. <overdrivelse>Generelt virker det
som om, at oversættere i billedmedierne har dårligt kendskab til såvel
engelsk/amerikansk sprog og kulturhistorie som skriftligt
dansk</overdrivelse>.

>
> Generelt synes jeg, at folk bliver (unødvendigt) kritiske, når de skal
> anmelde.

Det er så din unuancerede holdning. Utroligt, at filmselskaberne så altid
kan finde hobevis af lalleglade citater at bringe i deres annoncer. Jeg
tror, at du må acceptere, at anmeldere forholder sig kritisk til film.
Ellers kan vi lige så godt afskaffe anmelderinstitutionen med det samme.
Hvad nu hvis et forbrugerblad som Tænk og Test gav afgav på muligheden for
give relevant og kritisk forbrugerinformation til fordel for reklamer for
nye produkter. Tænk på anmeldelsen som forbrugerinformation. Hvorfor skal
man spilde tid og penge for en lortefilm, hvis man kan se en god i stedet,
de tre gange om året man går i biografen? Og ja, jeg tror at langt de fleste
anmeldere kan se en film på genrens og filmens egne præmisser og derfor ikke
konsekvent slagter en bestemt type film.

Det bringer mit pis i kog, at et stykke uprætentiøst
> drengeunderholdning som "Vertical Limit", der bestemt ikke er noget
> mesterværk, men en udmærket slap-af-og-æd-popcorn-actionfilm, i
> Politiken skal anmeldes af et tydeligvis frustreret, PMS-forstyrret
> kvindemenneske, som af åbenlyst kulturpolitiske grunde skærer den ned
> til sokkeholderne, fordi den ikke lever op til
> Grand/Dagmar-kriterierne for en god film.

Kald det PMS eller hvad du vil, men i dette tilfælde vil jeg give anmelderen
ret. Kulturpolitik? Næ, det er bare en sløj historie IMHO.


> En nu pensioneret anmelder fortalte mig engang, at han havde givet en
> anden lige så røvkedelig dansk film, "Weekend", en flot anmeldelse af
> kulturpolitiske grunde, selv om han syntes, det var det argeste lort,
> han nogensinde havde set. Og han havde rakket "First Blood" ned til
> sokkeholderne, selv om han havde været godt underholdt, fordi man "da
> ikke kan anbefale en Stallone-film!".

Det er naturligvis forkasteligt, og det er godt, at han er gået på pension.
Men hvis du kaster dig over hele anmelderstanden, fordi du engang har talt
med en anmelder, er det et noget tyndt alibi, synes jeg.

--
Mvh
Steffen Kampp

---

"Steffen Kampp" <s_kampp@email.com> skrev:

>Jamen, okay da. Så lad os prøve med denne. <overdrivelse>Generelt virker det
>som om, at oversættere i billedmedierne har dårligt kendskab til såvel
>engelsk/amerikansk sprog og kulturhistorie som skriftligt
>dansk</overdrivelse>.

Det er bestemt ikke nogen overdrivelse. Det er desværre rigtigt.

>Det er naturligvis forkasteligt, og det er godt, at han er gået på pension.
>Men hvis du kaster dig over hele anmelderstanden, fordi du engang har talt
>med en anmelder, er det et noget tyndt alibi, synes jeg.

Det er desværre ikke bare den ene anmelder, der er sådan. Jeg sad fx
engang og så et lystspil med Ryan O'Neal, som jeg skulle oversætte
("So Fine") i selskab med en anden anmelder, og jeg kunne knap
koncentrere mig om at følge med i filmen, fordi jeg hele tiden blev
forstyrret af hans uartikulerede latterbrøl. En måned efter læste jeg
hans anmeldelse, hvor han rakkede filmen ned.

Konklusion (og den er naturligvis personlig): Cirka 90% af alle
oversættere, anmeldere og nyhedsgruppeskribenter burde finde sig en
anden beskæftigelse (men det gælder nok også møbelsnedkere, slagtere,
statsministre og udøvere af alle andre professioner).

--
Mvh
Niels Søndergaard