---

Hej gruppe

Jeg har en lille historie, som jeg håber nogen vil komme med en lille
kommentar om. Den er lidt lang og kompliceret, men jeg vil prøve at starte
fra en ende af.

I maj sidste år mødte jeg en meget livsglad pige, som jeg straks fik et godt
øje til, og hun faktisk også til mig. Men da vi på daværende tidspunkt begge
havde andre kærester, var vi bare rigtig gode venner.
I juli sidste år døde hendes mor. Hun havde haft kræft i 14 år. Alligevel
kom det som et chok for familien, da hun sådan set var meget frisk.
På den samme dag snakkede jeg med hende, hvor hun straks fortalte mig hvad
der var sket. Først vidste jeg ikke lige hvad jeg skulle tro, fordi hun
virkede slet ikke til at være påvirket af det.
I de efterfølgende måneder snakkede vi meget sammen, og hun virkede stadig
forholdsvis upåvirket af sorgen. Hvorefter det i december kom til, at vi
begyndte at komme sammen. Vores forhold holdte ca. 1½ måned.
I går fik vi en snak om hende og hvad hun føler.
Havde det ikke været for mig havde hun ikke klaret sig igennem julen, sagde
hun. Og jeg havde hjulpet hende rigtig meget her på det sidste. Vi har
aldrig rigtig snakket om hendes sorg, fordi hun skjuler den. Og hun kan
heller ikke snakke med hendes far eller broder om det, da de er meget
afvisende.
Jeg har nu fundet ud af hvor slemt hun har det. Hun siger nu, at hun bare
vil være alene, og prøve at bearbejde sorgen, så hun har ikke plads til mig.
Nu er det sådan jeg bare ikke har lyst til give slip på hende, da jeg er
lidt nervøs på hendes vegne, da jeg holder utroligt meget af hende.

Hvad skal jeg gøre. Skal jeg lade hende passe sig selv et stykke tid? Eller
skal jeg prøve at få hende mere i tale?

Håber der er nogen som gider læse dette, og komme med en kommentar.
På forhånd tak

Med venlig hilsen
Michael

---

"Michael Kvistgaard" skrev d. 22-01-03 13:06 dette indlæg :
> Hej gruppe
>
> Jeg har en lille historie, som jeg håber nogen vil komme med en lille
> kommentar om. Den er lidt lang og kompliceret, men jeg vil prøve at
starte
> fra en ende af.
>
> I maj sidste år mødte jeg en meget livsglad pige, som jeg straks fik
et godt
> øje til, og hun faktisk også til mig. Men da vi på daværende tidspunkt
begge
> havde andre kærester, var vi bare rigtig gode venner.
> I juli sidste år døde hendes mor. Hun havde haft kræft i 14 år.
Alligevel
> kom det som et chok for familien, da hun sådan set var meget frisk.
> På den samme dag snakkede jeg med hende, hvor hun straks fortalte mig
hvad
> der var sket. Først vidste jeg ikke lige hvad jeg skulle tro, fordi
hun
> virkede slet ikke til at være påvirket af det.
> I de efterfølgende måneder snakkede vi meget sammen, og hun virkede
stadig
> forholdsvis upåvirket af sorgen. Hvorefter det i december kom til, at
vi
> begyndte at komme sammen. Vores forhold holdte ca. 1½ måned.
> I går fik vi en snak om hende og hvad hun føler.
> Havde det ikke været for mig havde hun ikke klaret sig igennem julen,
sagde
> hun. Og jeg havde hjulpet hende rigtig meget her på det sidste. Vi har
> aldrig rigtig snakket om hendes sorg, fordi hun skjuler den. Og hun
kan
> heller ikke snakke med hendes far eller broder om det, da de er meget
> afvisende.
> Jeg har nu fundet ud af hvor slemt hun har det. Hun siger nu, at hun
bare
> vil være alene, og prøve at bearbejde sorgen, så hun har ikke plads
til mig.
> Nu er det sådan jeg bare ikke har lyst til give slip på hende, da jeg
er
> lidt nervøs på hendes vegne, da jeg holder utroligt meget af hende.
>
> Hvad skal jeg gøre. Skal jeg lade hende passe sig selv et stykke tid?
Eller
> skal jeg prøve at få hende mere i tale?
>
> Håber der er nogen som gider læse dette, og komme med en kommentar.
> På forhånd tak
>
> Med venlig hilsen
> Michael
>
> Hej Michael

Du skal prøve om det kan lykkes dig at få hende til at fortælle om de
følelser, der helt klart må være hos hende og det er yderst vigtigt, at
du får hende igang med at fortælle. . For at få det bedre er man nød til
at fortælle igen og igen hvilke følelser man har, hvad man savner osv.

Det er en helt naturlig måde at reagere på, med at sige at man bare vil
være sig selv
og på den måde tro, at med tiden løser problemet sig. Det gør det bare
ikke og får hun
ikke bearbejdet sin sorg nu, kommer den bare igen med 3 dobbelt kraft
senere i livet.

Jeg har selv mistet en stor søn og jeg kom igennem det med gode venner
og families hjælp, men mest af alt fordi jeg blev ved med at fortælle,
hvordan jeg havde det til alle, hvordan jeg havde det og hvor meget jeg
savnede min søn.

Man kommer aldrig over savnet, men man kan få en fornuftig vej videre i
livet.

Med venlig hilsen

Kurt Johansen>

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

kurtfj wrote:
>
> Du skal prøve om det kan lykkes dig at få hende til at fortælle om de
> følelser, der helt klart må være hos hende og det er yderst vigtigt, at
> du får hende igang med at fortælle. . For at få det bedre er man nød til
> at fortælle igen og igen hvilke følelser man har, hvad man savner osv.
>

Det er ikke nødvendigvis rigtig..... at man bare skal fortælle igen igen
hvordan man har det.

På et tidspunkt får man snakket så meget, at man hænger i en karrusel af
bare snak, analyser, "det er også bare så synd...." og andre snakke-ting
som får det hele til at køre i ring.

Derudover skal man vist være med end en almindelig god ven eller nært
familiemedlem som gider hører på en anden persons følelsesliv.

En anden ting er jo om man har lyst til at udlevere sine inderste
følelser og den dybe sorg man render rundt med, til alle og enhver.




Selvfølgelig er det en periode, hvor man har det rigtig rigtig skidt
over dødsfaldet (det er ligeså naturligt som at man er kanonglad over en
veloverstået eksamen eller ens nyfødte baby), men på et tidspunkt må man
altså komme ud af den nedadgående spiral, hvor man bare får det mere og
mere skidt.
Hvor lang perioden er og hvornår tidspunktet kommer, tja det er så
individuelt som noget kan være individuelt.




--
Med venlig hilsen Carsten Riis.
Min far døde den 14. januar 2003 klokken 0915 efter et halvt års sygdom
(Lymfekræft)

---

"Carsten Riis" <cr@carben.dk> skrev i melding
news:3E352245.8A10C26@carben.dk...
> kurtfj wrote:
>>
> Det er ikke nødvendigvis rigtig..... at man bare skal fortælle igen igen
> hvordan man har det.

Det er jo viktig å prate om det en stund, og det kan være
vanskelig å komme videre i sorgprosessen. En person som
til stadighet kommer tilbake til hvordan den har det i sorg-
prosessen, har kjørt seg fast og trenger profesjonell hjelp
til å komme seg videre mener jeg.
>
>
> Derudover skal man vist være med end en almindelig god ven eller nært
> familiemedlem som gider hører på en anden persons følelsesliv.

Det kan være hardt for venner og famile, å til stadighet høre om
en persons negative følelser. Det sliter på å høre mye om pro-
blemer, og det kan være vanskelig å være en god trøster hele
tiden. Det trenger ikke bare å gå på døden, men også store
andre personlige problemer.
>
> En anden ting er jo om man har lyst til at udlevere sine inderste
> følelser og den dybe sorg man render rundt med, til alle og enhver.
> Selvfølgelig er det en periode, hvor man har det rigtig rigtig skidt
> over dødsfaldet (det er ligeså naturligt som at man er kanonglad over en
> veloverstået eksamen eller ens nyfødte baby), men på et tidspunkt må man
> altså komme ud af den nedadgående spiral, hvor man bare får det mere og
> mere skidt.
> Hvor lang perioden er og hvornår tidspunktet kommer, tja det er så
> individuelt som noget kan være individuelt.

Jeg er enig i det du skriver her.
>
> Med venlig hilsen Carsten Riis.
> Min far døde den 14. januar 2003 klokken 0915 efter et halvt års sygdom
> (Lymfekræft)

Kondolerer. Det var trist å høre. En venninne har blitt frisk to
ganger etter lymfekreft, og den siste gangen mått hun gjennom
høydosebehandling. Det er nå 4 1/2 år siden.

Anne Lise Hovdal

---

Anne Lise Hovdal wrote:
>
> "Carsten Riis" <cr@carben.dk> skrev i melding
> news:3E352245.8A10C26@carben.dk...
> > kurtfj wrote:
> >>
> > Det er ikke nødvendigvis rigtig..... at man bare skal fortælle igen igen
> > hvordan man har det.
>
> Det er jo viktig å prate om det en stund, og det kan være
> vanskelig å komme videre i sorgprosessen.

Hvorfor skal man det? Hvad så hvis man ikke har lyst til at snakke?

Jeg må indrømme, at jeg ikke har den store lyst til at delagtiggøre
andre i de tanker jeg går og tumler med.
Har jeg noget som jeg vil fortælle, så skal jeg nok.


> En person som
> til stadighet kommer tilbake til hvordan den har det i sorg-
> prosessen, har kjørt seg fast og trenger profesjonell hjelp
> til å komme seg videre mener jeg.

Enig.

Derfor skal man så "amatør" ikke presse den sørgende til at snakke, når
den sørgende ikke er parat til det.

> >
> >
> > Derudover skal man vist være med end en almindelig god ven eller nært
> > familiemedlem som gider hører på en anden persons følelsesliv.
>
> Det kan være hardt for venner og famile, å til stadighet høre om
> en persons negative følelser. Det sliter på å høre mye om pro-
> blemer, og det kan være vanskelig å være en god trøster hele
> tiden. Det trenger ikke bare å gå på døden, men også store
> andre personlige problemer.


Ja og hvis man er en rigtig ven, så må man altså erkende sine egne
begrænsninger og råde vennen til at søge folk der er klogere end en
selv.

En af mine venner fortalte mig, at selvmordstanker var noget som ikke
var helt fjernt for vedkommende.
Jeg må indrømme, at jeg følte mig ret "slået ud" af den besked. Men jeg
må indrømme, at udover at påvirke vedkommende fra at gøre noget
uovervejet, så bør vedkommende altså søge professionel hjælp. Og det er
faktisk den bedste hjælp man kan give, når man ikke selv magter at
håndtere en person med selvmordstanker eller kommer til at sætte nogle
tankeprocesser igang hos en anden person som er i en situation som ikke
kan betragtes som "almindelig hverdags situation".



--
Med venlig hilsen Carsten Riis
Vær med til at redde liv ca. 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk

---

"Carsten Riis" <cr@carben.dk> skrev i melding
news:3E367DA4.AE93B05@carben.dk...
> Anne Lise Hovdal wrote:
> > Det er jo viktig å prate om det en stund, og det kan være
> > vanskelig å komme videre i sorgprosessen.
>
> Hvorfor skal man det? Hvad så hvis man ikke har lyst til at snakke?

Det er jo selvfølgelig opp til den sørgende eller den som har
problemer, om denne skal snakke om det. Likevel tror jeg
at det i lengden er det beste å snakke om det, og at det er
en fordel hvis man greier å prate om sorgen.
>
> Jeg må indrømme, at jeg ikke har den store lyst til at delagtiggøre
> andre i de tanker jeg går og tumler med.
> Har jeg noget som jeg vil fortælle, så skal jeg nok.
>
>
> > En person som
> > til stadighet kommer tilbake til hvordan den har det i sorg-
> > prosessen, har kjørt seg fast og trenger profesjonell hjelp
> > til å komme seg videre mener jeg.
>
> Enig.
>
> Derfor skal man så "amatør" ikke presse den sørgende til at snakke, når
> den sørgende ikke er parat til det.

Der er jeg enig med deg, og jeg mener heller ikke at den som
skla trøste eller være venn skal presse til å snakke. Som venn
bør man likevel si at hvis den sørgende eller den som har
problemer ønsker å snakke, så må denne bare gjøre det.
Selvfølgelig kommer det ikke videre det som det blir snak-
ket om.
>
> Ja og hvis man er en rigtig ven, så må man altså erkende sine egne
> begrænsninger og råde vennen til at søge folk der er klogere end en
> selv.

Jeg har jo en venninne som har hatt store problemer, og
det var en periode hvor jeg rett og slett var sliten av å
høre om problemene hennes. Her var det ikke snakk om
selvmord, men problemene har vært store nok likevel.
Hun får iallefall profesjonell hjelp, og heldigvis for det.
>
> En af mine venner fortalte mig, at selvmordstanker var noget som ikke
> var helt fjernt for vedkommende.
> Jeg må indrømme, at jeg følte mig ret "slået ud" af den besked. Men jeg
> må indrømme, at udover at påvirke vedkommende fra at gøre noget
> uovervejet, så bør vedkommende altså søge professionel hjælp. Og det er
> faktisk den bedste hjælp man kan give, når man ikke selv magter at
> håndtere en person med selvmordstanker eller kommer til at sætte nogle
> tankeprocesser igang hos en anden person som er i en situation som ikke
> kan betragtes som "almindelig hverdags situation".

En gang jeg ringte til en venn så kunne han fortelle at nå
hadde han lyst til å kaste seg utfor en bro, og stemmen
hans var slik at han hørtes svært deprimert ut. Jeg tror
jeg foreslo profesjonell hjelp, men jeg ringte han hver dag
en stund for å høre hvordan det gikk med han. Etter en
stund gikk depresjonen hans over. Jeg bodde ca 100 nor-
ske mil fra han, og derfor var det heller ikke bare å reise dit.

Anne Lise HOVDAL

---

In article <3e2e8937$0$11015$edfadb0f@dread12.news.tele.dk>,
"Michael Kvistgaard" <mlk@pc.dk> wrote:

Hej Michael.

Prøv i hvert fald ikke at presse hende til at snakke. Jeg er sikker på
at mennesker kommer sig over deres sorg på helt forskellige måder. Nogle
vil snakke, snakke og bliver ved met at snakke, mens andre har behov for
at vende og dreje alting inden i dem selv. Sådan er jeg. Jeg vil gerne
være alene med min sorg i hvert fald i begyndelsen. Bare tænke og mindes
uden at nogen "blander" sig i mine tanker. Jeg tror du skal ha
tålmodighed med din veninde. Hun skal nok komme når hun er noget så
langt. Lad hende føle at du er der, men uden at være for meget. Når man
går rundt alene med alle disse ting sluger det meget plads og energi og
er der ligesom ikke så meget overskud. Og igen hvis du har tålmodigheden
skal hun nok række ud efter dig.

Held og lykke, begge to.

Hilsen Malene

---

Michael Kvistgaard <mlk@pc.dk> wrote:


> Vi har
> aldrig rigtig snakket om hendes sorg, fordi hun skjuler den. Og hun kan
> heller ikke snakke med hendes far eller broder om det, da de er meget
> afvisende.
---snip---
De vigtigste du kan gøre er - at lytte. Som sørgende er det utroligt
udmattende at være udsat for velmenende venner/familie/kolleger/... ,
som i desperation føler sig (og agerer) både forpligtet og kompetente
til at give gode råd, som man så skal forholde sig til ud fra egne
forudsætninger.

> Hvad skal jeg gøre. Skal jeg lade hende passe sig selv et stykke tid? Eller
> skal jeg prøve at få hende mere i tale?
>
Tal med hende. Men lad hende selv komme ind på sorgen, i den udstrækning
hun føler for at tale om den. Hvis du vil vide noget om hendes mor, så
prøv at spørge til hendes liv - i stedet for til hendes død. Jeg har
selv brugt at tale om mine kæres liv - fremfor deres død. Det kommer til
at handle om det samme, men det er ligesom med flasken med 50% indhold.
Er den halvt fuld? Eller halvtom? At tale om livet giver en positiv
vinkel på samtalen, og gør det mere lyst og lystbetonet end at tale om
død, sorg og depression.


--
Jens Find