On Tue, 24 Dec 2002 12:25:47 +0100, "Jesper Juul" <nospam@deaster.dk>
wrote:
>Men mangler der stadig ikke en "forklaring" på hvad der er kopibeskyttelse ?
§ 75 c, stk. 4: "Ved effektive tekniske foranstaltninger i stk. 1 og 2
forstås enhver form for effektive tekniske foranstaltninger, der under
deres normale funktion har til formål at beskytte værker og andre
frembringelser m.v., som beskyttes i henhold til denne lov."
Forarbejderne (bemærkningerne) til denne bestemmelse lyder:
"Til stk. 4
I bestemmelsen præciseres det, at effektive tekniske indretninger
beskyttes efter stk. 1 og 2, såfremt de er anvendt med det formål at
beskytte værker og andre frembringelser m.v., der er beskyttede i h.t.
ophavsretsloven.
I infosoc-direktivets art. 6, stk. 3, er anvendelsesområdet for den
retlige beskyttelse angivet i form af definitionen af effektive
tekniske foranstaltninger.
Ved »tekniske foranstaltninger« forstås efter direktivets art. 6, stk.
3, 1. pkt.: »teknologier, anordninger eller komponenter, der under
deres normale funktion har til formål at forhindre eller begrænse
handlinger i forbindelse med værker eller andre frembringelser, som
indehaveren af lovfæstede ophavsrettigheder eller ophavsretsbeslægtede
rettigheder eller sui generis-rettigheder efter kapitel III i direktiv
96/9/EF ikke har givet tilladelse til.«
Efter direktivets art. 6, stk. 3, 2. pkt., skal tekniske
foranstaltninger anses som effektive, »hvis anvendelsen af beskyttede
værker eller andre frembringelser styres af rettighedshaveren ved
anvendelse af en adgangskontrol- eller beskyttelsesforanstaltning, fx
kryptering, scrambling eller anden omdannelse af værket eller andre
frembringelser eller en kopikontrolanordning, der opfylder
beskyttelsesformålet.«
Forslaget til § 75 c, stk. 4, skal forstås i overensstemmelse med
direktivets art. 6, stk. 3.
Det følger af de nævnte definitioner, at tekniske foranstaltninger for
at nyde beskyttelse efter bestemmelsen i § 75 c (direktivets art. 6)
skal have til formål at forhindre eller begrænse handlinger, som
ophavsmanden eller en anden rettighedshaver ikke har givet samtykke
til. Det betyder, at de tekniske foranstaltninger skal være anvendt i
forhold til handlinger, der er omfattet af de ophavsretlige
enerettigheder, jf. ophavsretslovens §§ 2, 65-67 og 69-71. I tilfælde,
hvor tekniske foranstaltninger anvendes i tilknytning til
ikke-beskyttede værker eller frembringelser m.v., ydes der ikke
beskyttelse mod omgåelse m.v. efter bestemmelsen i § 75 c. Det samme
gælder tilfælde, hvor tekniske foranstaltninger anvendes for at
forhindre eller begrænse handlinger, der ikke er ophavsretligt
relevante, fx browsing på internettet. Som eksempel på tekniske
foranstaltninger, som beskyttes, kan nævnes kopispærringer, der
inkorporeres i et digitalt værk el.lign. (cder, dvder m.v.) med
henblik på at forhindre kopiering uden samtykke fra rettighedshaveren.
Visse kopispærringer kan have den funktion, at kopiantallet begrænses,
fx således at det kun er muligt at fremstille et eller to eksemplarer.
Derimod omfatter bestemmelsen efter Kulturministeriets opfattelse ikke
tilfælde, hvor personer foretager omgåelse af en kode, som har til
formål at hindre eller besværliggøre den personlige tilegnelse af et
værk, der er erhvervet ved køb eller lign.; dette gælder fx den
såkaldte regionskodning af dvder. Adgangskontrolanordninger og lign.
omfattes af § 75 c, såfremt formålet er at forhindre eller begrænse
kopiering eller andre ophavsretligt relevante handlinger. Det
bemærkes, at den nærmere afgrænsning af beskyttelsen af de tekniske
foranstaltninger i sidste ende henhører under EF-Domstolen.
Det følger desuden af art. 6, stk. 3, at ikke alle tekniske
foranstaltninger er undergivet retlig beskyttelse, men kun dem, som
kan anses som »effektive«. Kopispærringer og lign., som inkorporeres i
værker i digital form m.v., skal opfylde beskyttelsesformålet.
Tekniske foranstaltninger, som ikke reelt hindrer handlinger, som er
omfattet af rettighedshavernes enerettigheder, vil ikke være
kvalificerede til at opnå beskyttelse.
"
Hvilket synes at give svar nok...
--
Jakob Paikin, advokat
Advokatkontoret Fabritius Tengnagel & Heine.
www.dklaw.dk
Bemærk at ovenstående ikke er egentlig advokatrådgivning, samt i øvrigt er min personlige opfattelse og ikke nødvendigvis advokatkontorets.