"Jan-Erik" <j-e@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:au771o$6qr$1@sunsite.dk...
> Hejsa!
>
> Har vi nogen katolikker iblandt os som kan forklare mig Den Katolske
Kirkes
> syn på paven?
>
> Nogen mener at Den Katolske Kirke sætter pavens autoritet over bibelen -
men
> det lyder da ulogisk i mine ører?
Er det værer end folkekirken der sætter folketinget over Gud og så roser sig
af deres demokrati (-:
> Også hvis du har nogle links til noget læsestof om emnet, vil jeg meget
> gerne høre fra dig :)
Her er til din nysgerighed et emne hvor Paven ved Johandesevangeliet 17 og
Efeserbrevet 4 vil genoprette Jesu legeme på jorden (den katolske kirke)
hved hjælp at en fældeskirkelig erklæring og den økumeniske forligelse. DVS
at alle Lutheraner vil få lov til at enter den katolske kirke igen og blive
tilgiver for den Lutherske vildfarelse.
man kan sku´ kun smile af de dumme fældeskirkeliges blindhed, ::;;---)))
http://www.katolsk.dk/verdenskirken/om_kirken_frame.html
Erik L
Kirkelige dokumenter/ De Andet Vatikankoncil /
ØKUMENI - "GENOPRETTELSE AF ENHEDEN"
DET ANDET VATIKANKONCILS DEKRET OM
ØKUMENI
"GENOPRETTELSE AF ENHEDEN"
DE OECUMENISMO
"UNITATIS REDINTEGRATIO"
--------------------------------------------------------------------------
Indhold
Dekretet om økumeni
Forord af biskop emeritus John W. Gran -
med en tilføjelse af biskop emeritus Hans L.Martensen
Indledning
Kapitel 1 OM DE KATOLSKE PRINCIPPER FOR DET ØKUMENISKE ARBEJDE
Kapitel 2 OM ØKUMENI I PRAKSIS
Kapitel 3 OM DE KIRKER OG KIRKESAMFUND,SOM ER ADSKILT FRA DEN ROMERSKE
APOSTOLISKE STOL
I. Specielle betragtninger over de orientalske kirkerII. Om de
adskilte kirker og kirkesamfund i Vesten
--------------------------------------------------------------------------
Forord
Den foreliggende koncilstekst forekommer mig at være lige så kort som
det forudgående arbejde var langt. Udviklingen fra det første udkast til det
færdige dokument er et fængslende stykke kirkehistorie, som, når det engang
bliver skrevet, sikkert vil blive læst med både interesse og undren.
Som medlem af den kommission, hvis opgave det var at udarbejde det
første udkast til teksten og senere overvåge dens mange udviklingsstadier,
er det mig en særlig glæde at kunne fremlægge det endelige resultat i
oversættelse. Det er første gang i den katolske kirkes historie, at de
økumeniske spørgsmål - i ordets moderne betydning - er blevet behandlet af
et koncil og endog gjort til genstand for en officiel erklæring. Jeg mener
derfor, at det kan have sin betydning, at læserne gennem dette forord bliver
gjort bekendt med, hvorledes og hvorfor denne koncilstekst om de kristne
enhedsbestræbelser er blevet til.
Hvorledes teksten blev til
Da pave Johannes XXIII i 1959 kundgjorde sin hensigt at sammenkalde et
almindeligt kirkemøde, gav han som grund ønsket om en indre fornyelse af
Kirken, men denne fornyelse opfattede han fra første øjeblik som en
nødvendig etape og et katolsk bidrag til alle kristnes genforening. Gennem
den indre reform skulle Kirken gøres forståelig og tilgængelig for dem, som
står uden for dens fællesskab. I tråd med denne tanke bad pave Johannes
kuriekardinalen Augustin Bea om at oprette et særligt sekretariat, som
skulle have til opgave at formidle kontakten mellem ikke-katolske
kirkesamfund og den katolske kirke, samtidig med at det skulle arbejde med
at fremlægge udkastet til en koncilserklæring om Kirkens holdning til de
økumeniske spørgsmål.
Sekretariatet for de kristnes enhed blev dermed konstitueret og har
vist sig at være så nødvendigt, at det - uafhængigt af koncilet - er blevet
en fast instans i Kirkens embedsværk. I sit forarbejde kunne det høste
frugterne af det betydelige uofficielle pioner-arbejde, som enkeltstående
økumeniske personer og miljøer i den katolske kirke havde udført gennem en
årrække. Da koncilet blev åbnet i efteråret 1962, blev kardinal Beas
sekretariat suppleret med en arbejdskommission bestående af 18 biskopper fra
forskellige dele af verden - valgt af koncilet ved afstemning som supplement
til den sædvanlige stab af teologiske rådgivere. I 1963 fik denne kommission
yderligere 12 medlemmer, herunder undertegnede.
Kommissionen udarbejdede et tekstudkast, som blev sendt til samtlige
koncilsdeltagere mellem første og anden session, så de kunne studere
forslaget og indsende deres bemærkninger i god tid, før koncilet igen trådte
sammen. Efteråret 1963 kom så udkastet "De oecumenismo" op til drøftelse på
koncilets regulære samling. Der fremkom flere hundrede ændringsforslag dels
gennem debatterne i Peterskirken og dels skriftligt direkte til
sekretariatet.
Tanken om, at den katolske kirke skulle fremlægge en teologisk
begrundelse af og nye retningslinier for den økumeniske bevægelse,
begejstrede mange. Ikke mindst imødekom den mange forhåbninger hos
ikke-katolske økumener verden over, som i årtier havde beklaget Kirkens
tilbageholdenhed over for enhedsarbejdet. Som rimeligt var, skræmte tanken
også enkelte, særlig i de ældres rækker, hvor den bitre strid om
"modernismen" - den ekstremt liberale teologiske strømning omkring
århundredskiftet - endnu var et ubehageligt minde. Efter nogle dages
drøftelser og udredninger indtraf den spændende afstemning, som afgjorde, om
tekstudkastet kunne accepteres som grundlag for videre diskussion. Et stort
flertal af koncilsfædrene var positivt indstillede, og tekstens tre kapitler
blev så drøftet i et par uger, før den blev sendt tilbage til vor
kommission, for at vi skulle omarbejde teksten i overensstemmelse med
ændringsforslagene.
Mellem 2. og 3. session, i foråret 1964, var Bea-kommissionen kommet
sammen i Rom for at fastlægge den nye tekst. I løbet af to arbejdsomme uger,
med møder både formiddag og eftermiddag, blev medlemmerne enige om et nyt
tekstforslag, i alt væsentligt baseret på det gamle, men med forholdsvis
store ændringer og - forhåbentlig - forbedringer. Specialister var blevet
indkaldt fra snart sagt alle verdenshjørner, for at ingen kompetence skulle
mangle i noget spørgsmål. Til sidst blev også en repræsentativ gruppe af
Østkirkens prælater indbudt til et plenarmøde for at tage stilling til alt,
som vedrørte forholdet Øst-Vest.
Da koncilets 3.session blev åbnet i efteråret 1964, stod teksten "De
Oecumenismo", som koncilsfædrene i mellemtiden var blevet gjort bekendt med,
først på arbejdslisten. Koncilsfædrene gav, ved afstemninger om tekstens
forskellige afsnit, "De Oecumenismo" en meget positiv modtagelse, selv om
der stadigvæk kom en hel del ændringsforslag. Kommissionen fik således en
hel del fortsat arbejde, inden den endelige tekst kunne fremlægges til
afstemning den 21.november 1964. Hele 2.137 koncilsfædre stemte da for
teksten, og blot 11 stemte imod. Som kronen på værket gav pave Paul VI
derefter teksten sin fulde og formelle tilslutning, og "De Oecumenismo" blev
dermed stadfæstet som den katolske kirkes officielt vedtagne syn på de
økumeniske spørgsmål.
Hvorfor teksten blev til
Pave Johannes" hensigt med at tilskynde Kirken til at formulere sit
syn på de økumeniske spørgsmål var netop, at der blandt katolske kristne
måtte vokse et nyt syn frem på forholdet til anderledes troende kristne, som
det allerede mange steder var tilfældet. Tidligere havde Kirkens indstilling
været præget af modstridende følelser og et ganske specielt dilemma. Som
regel havde man nok en velvillig forståelse for den økumeniske vind, som
blæste i den øvrige kristne verden. Men man syntes ikke, det var muligt selv
uden videre at tage imod de andre kirkesamfunds indbydelser til deltagelse i
Kirkernes Verdensråd, økumeniske kongresser osv., som i stadig større grad
fandt sted mellem de kristne konfessioner. Katolikker følte ofte, at dette
ville være forræderi mod Kirken, som altid havde indtaget det standpunkt, at
den uafkortet var Kristi Kirke. De følte, at dersom de deltog, ville det
være det samme som at bekende, at Kirken havde opgivet sin traditionelle
selvforståelse.
Efterhånden er denne indstilling - som altid førte til det samme
kirkelige svar på sådanne indbydelser: Non possumus ("Vi kan ikke") - veget
for en dybere indsigt i hele det økumeniske problem. Først kom en forsigtig
tilladelse til at sende katolske observatører til de forskellige
fælleskirkelige kongresser og verdensråd, hvilket var en impuls til en ny
forståelse. Indbydelsen af ikke-katolske observatører til Vatikankoncilet og
den tillidsfulde status, de fik dér, har videre gjort det muligt gensidigt
at udbygge denne platform. Man har fra begge sider begrebet, at smerten over
ulykken ved de kristnes splittelse er gensidig, oprigtig og begrundet i et
mere sandt forhold til Evangeliet og til de kristne grundværdier, som vi har
fælles.
Navnlig i missioner bliver det dybt tragiske ved denne splittelse
synlig - det er for så vidt karakteristisk, at det store forarbejde, som er
nedlagt i det ikke-katolske økumeniske arbejde, netop udgår fra missionerne.
Man er ofte vidne til en meningsløs mangedobling af missionsvirksomheden,
fordi flere kirkesamfund søger at evangelisere de samme områder. Gnidninger
og rivalisering, proselytisme og direkte uvenskab har til tider hørt til
dagens orden, ofte med det resultat, at de arme mennesker, som missionen
søger at vinde, tværtimod bliver forvirrede og nedtrykte over så
modstridende bestræbelser, alle i den ene, sande religions navn!
Alle vil kunne se det tragiske i dette: Der er omtrent lige så mange
kristne kirkesamfund og sekter, som der er ikke-kristne religioner - om ikke
flere. De kristnes splittelse har sit historiske udspring i det gamle
Vesten - det var naturligt, at man netop her måtte forsøge at læge bruddet.
Og der er ingen tvivl om, at vi i de sidste årtier er kommet til at se med
andre øjne og med en ny forståelse på splittelsen og på de ikke-katolske
kirkesamfund. Ingen af de nulevende medlemmer af de kristne kirkesamfund kan
gøres personligt ansvarlige for den delte kristenhed. Årsagerne ligger langt
tilbage i historien. Ud fra vore forudsætninger tror vi, at vi alle tilhører
Kristi sande Kirke. Men vi har også indset, at de, som tilhører andre
kirkesamfund end vort eget, kan have den samme dybe og redelige
overbevisning, som vi gerne vil lægge i vort eget trosforhold. Denne
erkendelse får os til at se tilbage på religionskrigenes og
trosstridighedernes århundreder med skam og undren.
Denne indsigt i og respekt for andres gode tro og oprigtige sindelag
er et stort fremskridt. Den fjerner ikke sandhedens objektive og absolutte
karakter, og den bortforklarer heller ikke vildfarelsens mulighed og farer.
Økumeniens indre, uløste problem er dette: At sandheden forpligter, og
ingen af os kan fritage os selv eller andre for troskaben mod sandheden.
Økumeni er derfor nødvendigvis at acceptere en i dag uløselig spænding. Men
den nye økumeniske indsigt fremmer sansen for kristendommens grundværdi:
Kærligheden, ved at minde os om det begrænsede og ufuldkomne i menneskets
forståelse og tilegnelse af, hvad Gud har åbenbaret. Hvert enkelt menneske
må kæmpe kampen for klarhed og sandhed i troen - og det med sin egen
samvittighed som nærmeste afgørende regel. Vor samvittighed kan tage fejl,
og al kristen forkyndelse sigter mod en afklaring af menneskets
samvittighed, således at sandheden kan finde rum og udfoldelse i mennesket.
Men samvittigheden forbliver vort lys og vor umiddelbare ledestjerne, og kun
i frihed kan den nærme sig troen, og gennem troen Gud. Den enkeltes ret og
pligt til her at følge sin samvittighed i trossager bliver dermed væsentlig.
At antage, at mennesker, vi møder på vor vej, har et redeligt forhold til
deres egen samvittighed, må ligeledes være det rigtige udgangspunkt for en
kristens forhold til medmennesket - indtil bevis på det modsatte. Det er ud
fra en sådan overbevisning, og følgelig med klar front mod meget i dens egen
historiske arv, at den katolske kirke i dag har ønsket at give sine egne
troende en ny indsigt og nye retningslinjer, når det gælder arbejdet for
kristen enhed.
Hvad teksten betyder
Det er mit store håb, at denne koncilserklæring, som så afgjort ikke
er et "taktisk" træk, men et udtryk for Kirkens ønske om at komme i en
stadig mere levende kontakt med alle kristne, ja, med alle mennesker af god
vilje, må bidrage til at fjerne misforståelser og fordomme, som endnu måtte
findes i vore nordiske lande - ikke mindst den, at den katolske kirke kæmper
for tolerance, så længe den selv er i mindretal, men bliver mere intolerant,
jo større den vokser sig.
Det er mit indtrængende ønske og håb, at denne tekst må blive læst og
hyppigt drøftet af vore egne katolske kristne, for hvem den egentlig er
skrevet. For her åbnes et helt livs- og tankefelt i Kirkens tilværelse, som
en af reform-koncilets mest værdifulde frugter. Læren i denne tekst giver
ikke plads for religiøs indkapsling, og fremmer heller ikke - ret forstået -
nogen form for religiøs ligegyldighed. Kirken venter af sine egne, at de
skal tage vare på deres tro, samtidig med at de åbner sig for de økumeniske
principper og retningslinjer, som her kommer til udtryk. Sekretariatet for
de kristnes Enhed i Rom har, efter pålæg fra koncilsfædrene, givet sig i
kast med at udforme en praktisk vejledning i økumenisk arbejde for alle dem,
som ønsker at gøre en indsats i denne nye form for apostolat. Vort
bispedømme vil på grundlag af denne vejledning udgive praktiske direktiver,
for at ingen skal behøve at føle sig usikre, når det gælder dette
ømfindtlige emne.
Det er til slut mit håb, at også mange ikke-katolske læsere ved hjælp
af den foreliggende tekst vil finde vejen til en stadig dybere forståelse
af, hvor meget der er, som knytter os kristne til hinanden. Meget i denne
tekst vil forekomme dem kendt - måske selvfølgeligt. Muligvis er det da
rigtigt at minde dem om, at et koncilsdekret, vedtaget med noget nær
enstemmighed af den katolske verdenskirkes biskopper, har en meget stor
autoritet og nedslagskraft i Kirkens liv - ud fra disse ord vil der med
virkning for millioner af mennesker følge en ny mentalitet, en ny holdning,
et nyt håb.
I denne vor afkristningens tid har vi ikke længere råd til at stå som
fremmede over for hinanden. Umistelige værdier står på spil. Høsten bliver
stadig større - arbejderne rækker ikke til. At bøde på dette er en fælles
opgave for alle, som tror, at vi er forløst i Kristus.
18.januar 1965
John W. Gran
biskop af Oslo
Tillæg til Forord
Biskop Gran var selv med i det forudgående arbejde, der forberedte
koncilsdokumentet om økumeni. Hans forord - der oprindelig var adresseret
til katolikkerne i Oslo - er værd at læse endnu i dag i vor danske udgave af
koncilsteksterne. Det afspejler de følelser og forventninger, som bevægede
økumenisk sindede katolikker før og under koncilet. Selve dekretets
omtumlede og spændingsfyldte historie, indtil det blev endelig vedtaget,
ville kræve en udførligere behandling, som det ikke er muligt at give her.
Blot vil jeg nævne det vigtige træk, at den oprindelige tekst også handlede
om jøderne og om katolikkernes holdning til dem. Kardinal Bea, der blev
Enhedssekretariatets leder, havde jo sin baggrund som professor i Gammel
Testamente, og hans bevidsthed om de kristnes solidaritet med jøderne var et
væsentligt træk i hans økumeniske indsats. Koncilsdebatten og mange
praktiske overvejelser førte til, at teksten om jøderne blev flyttet fra
Økumenidekretet til teksten om de ikke-kristne religioner. Dette vil nogle
beklage ud fra den overvejelse, at kristendommen har sin rod i jødedommen,
og at jødernes hellige skrifter hører med til vor kristne Bibel. Desuden
kunne man med en vis ret påstå, at det allerældste økumeniske problem
begyndte i forholdet mellem jødekristne og hedningekristne menigheder.
Kristendommen har et forhold til jødedommen, som er uden parallel i forhold
til de andre religioner. I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at Den
katolske Kirkes forhold til jødedommen stadig sorterer under Rådet for de
Kristnes Enhed, som det tidligere "Enhedssekretariat" nu hedder efter
reorganiseringen af Den romerske Kurie.
Et af argumenterne for, at afsnittet om jøderne ikke skulle med i
Enhedsdekretet, var, at økumeni drejer sig om forholdet mellem mennesker,
der bekender den kristne tro og har del i den samme dåb, selv om de er delt
i forskellige kirker og samfund, der ikke fuldt ud anerkender hinanden og
derfor mangler den enhed, de burde have. Der er i dag en tendens til, at man
også anvender ordet "økumeni" om katolikkers samtale med repræsentanter for
fremmede religioner, såsom Islam og Buddhismen. Det er klart, at også
sådanne samtaler med repræsentanter for andre religioner er nødvendige, men
det er vigtigt at holde fast ved, at der findes et helt specielt bånd mellem
dem, der er fælles om den kristne dåb og dens bekendelse, og for at undgå
forvirring bør ordet "økumeni" ubetinget reserveres til samtalen mellem
kristne.
Siden biskop Gran skrev sit forord i begyndelsen af 1965, har mange
udviklinger fundet sted på det økumeniske område. Enhedssekretariatet
udarbejdede umiddelbart efter koncilet et "økumenisk direktorium", som udkom
i 1967. Meningen med dette direktorium var at give praktisk vejledning for
katolikker på grundlag af koncilsdekretet. Det var inddelt i 4 kapitler. Det
første handlede om oprettelsen af økumeniske kommissioner i de enkelte
bispedømmer eller kirkelige områder. Det andet handlede om anerkendelse af
dåben. Det tredie om "den åndelige økumeni" eller om bønnens betydning i
økumenisk sammenhæng. Det fjerde handlede om gudstjenestefællesskab og i
særdeleshed om nadveren i denne sammenhæng.
Kapitlet om dåben fortjener at fremhæves særligt. Hvad der er
selvfølgeligt nu, var nemlig ikke selvfølgeligt før koncilet. Grundlæggende
for den ny økumeniske indstilling i den katolske kirke var den absolutte
anerkendelse af den kristne dåb i de andre kirker og kirkesamfund - under
den ene forudsætning, at denne dåb meddeles med vand "i Faderens og Sønnens
og Helligåndens navn." Dermed afskaffedes den "betingelsesvise dåb", hvormed
konvertitter fra protestantismen nogle steder i verden i tidligere tider
blev optaget i den katolske kirke. I overensstemmelse med koncilet
anerkendes dåben ikke blot som"gyldig", men også som "virkningsfuld" i de
andre kristne kirker og kirkesamfund. Måske er denne fulde anerkendelse af,
at Guds nåde er virksom hos de andre på baggrund af den fælles dåb, den
skelsættende og fornyende erkendelse, der kommer til at præge den økumeniske
mentalitet videre fremover.
I 1970 udkom anden del af direktoriet. Det handlede om undervisningen
i økumeni på de katolske præsteseminarier, universiteter og højere
læreanstalter. Men derudover også om den økumeniske dimension af katolsk
undervisning og katekese i det hele taget. At disse bestemmelser også
indebar en betydning for den videre udvikling er indlysende.
I 1993 udkom en ny og ændret udgave af direktoriet - de to tidligere
dele er nu samlet sammen i én tekst. Den ny tekst bærer præg af erfaringer,
der er gjort i den forløbne tid, positive såvel som negative. De
vanskeligste spørgsmål opstår før som siden i forbindelse med ægteskaber
mellem katolikker og medlemmer af andre kristne kirker. Spørgsmålene om
børnenes religiøse opdragelse og om forældrenes situation, når de gæster
hinandens gudstjenester, er særlig brændende. Klare og altomfattende
løsninger kan direktoriet ifølge sagens natur ikke give - det ville jo
forudsætte, at vejen til enhed allerede var fundet. Men visse retningslinier
bliver givet, som kan anvendes i betragtning af, at de kristne kirkesamfund
er indbyrdes så forskellige, og de kulturelle forhold i de enkelte lande og
verdensdele også spiller ind. Vigtigt er, at ikke-katolikker under bestemte
forudsætninger får lov til at gå til katolsk nadver, og at katolikker
ligeledes under bestemte omstændigheder får mulighed for at deltage i
ikke-katolsk eukaristi - altid dog under den forudsætning, at nadveren i den
anden kirke forvaltes af et embede, der anerkendes af den katolske kirke som
stående i den apostoliske succession.
Særlig betydningsfuld for den økumeniske udvikling siden koncilet har
de forskellige økumeniske "dialoger" været. Disse samtaler har undertiden
været "bilaterale" - altså mellem to kirker - eller også "multilaterale" -
mellem repræsentanter for mange forskellige kirker samtidigt. Nogle af disse
samtaler er foregået lokalt på mere eller mindre privat initiativ. Andre er
foregået officielt og internationalt mellem dialogdeltagere, der blev
udpeget af de enkelte kirkers ledende organer.
Der er grund til at fremhæve det samarbejde, der er foregået med
Kirkernes Verdensråd - også uden at Den katolske Kirke er blevet medlem af
Verdensrådet. I Faith and Order, den teologiske hovedorganisation under
Kirkernes Verdensråd, er Den katolske Kirke egentligt medlem, og en
betydningsfuld fælles indsats har fundet sted.
Af de officielle internationale bilaterale samtaler skal især nævnes
dialogen med De ortodokse Kirker, med Anglikanerne og med Det lutherske
Verdensforbund. Den sidstnævnte samtale berører naturligvis særligt os
danske og nordiske katolikker. Det er bemærkelsesværdigt, at samtalen mellem
Lutheranere og Katolikker har ført til erkendelsen af, at nogle af de mest
brændende og kontroversielle spørgsmål fra reformationstiden ikke længere
føles som adskillende. Allermest lægger man mærke til den "Fælleserklæring"
om retfærdiggørelsen, som er ved at blive udarbejdet, og som mener at kunne
konstatere, at der på dette centrale område findes en fælles troserkendelse
hos Lutheranere og Katolikker.
Undertiden møder man i dag en vis skuffelse over, at man på trods af
så mange års intensive anstrengelser siden koncilet alligevel ikke er kommet
længere i retning af en egentlig enhed mellem de forskellige kristne kirker
og trosretninger. Og dog bør man snarere glæde sig over, at der er sket en
mentalitetsændring, der giver håb om større enhed forude. Det vækker til
eftertanke, at det synes muligt at finde frem til enhed i de mere centrale
dele af vor kristne tro, mens uenigheden ofte hænger sammen med spørgsmål af
mere perifer karakter. For eksempel er det forbavsende, hvor stor en rolle
spørgsmål om kulturelle traditioner eller nationalisme eller politiske
hensyn kan spille i kirkers og kristne grupperingers forhold til hinanden.
Det er en påmindelse om koncilets forståelse af, at den dybere grund til
splittelsen er synd, og at den sikreste vej til enhed er hjertets
omvendelse, frem for hvilke som helst andre metoder. Snarere end at henfalde
til økumenisk pessimisme er det godt at besinde sig på koncilets ord om, at
vi ikke kan foregribe Helligåndens fremtidige indskydelser, og at vi er
klare over, "at dette hellige forehavende at forsone alle kristne i den ene
og eneste Kristi kirkes enhed overstiger menneskets kræfter og evner". Håbet
skal vi sætte "til Kristi bøn for kirken, til Faderens kærlighed til os og
til Helligåndens kraft"... "Og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed
er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet" (jf.
Økumenidekretet n.24).
5.maj 1997
XHans L. Martensen
biskop emeritus
--------------------------------------------------------------------------
Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,
sammen med koncilsfædrene
til evig erindring
Dekretet "Unitatis redintegratio"
om økumeni
INDLEDNING
1.At fremme genoprettelsen af enheden mellem alle kristne er en af Det
Hellige Andet Økumeniske Vatikankoncils særlige opgaver. Kirken er nemlig
grundlagt af Kristus Herren som den ene og eneste, og dog fremstiller flere
kristne fælleskaber sig for menneskene som Jesu Kristi sande arv. De
erklærer ganske vist alle, at de er Herrens disciple, men de har forskellige
anskuelser og vandrer ad forskellige veje, som om Kristus selv var delt1.
Denne deling er unægtelig både i åbenbar modstrid med Kristi vilje og til
forargelse for verden, og den skader en så hellig sag som evangeliets
forkyndelse for al skabningen.
Men tidernes Herre, som med visdom og tålmodighed forfølger sin
nådefulde plan med os syndere, har i nyere tid hos de kristne vakt en stadig
dybere smerte over og en tiltagende længsel efter den tabte enhed.
Overalt har overordentlig mange mennesker ladet sig bevæge af denne
nåde, og også blandt vore adskilte brødre er der gennem Helligåndens
nådefulde virke opstået en dag for dag mere omfattende bevægelse, som tager
sigte på at genoprette alle kristnes enhed. Denne enhedsbevægelse, som
bliver kaldt økumenisk, forener dem, som påkalder den treenige Gud og
bekender Jesus som Herre og Frelser, forenede ikke blot enkeltvis hver for
sig, men også i samfund, hvor de har hørt evangeliet, og som de hver for sig
kalder deres og Guds kirke. Og dog sukker næsten alle, om end på forskellig
måde, efter den ene og synlige Guds kirke, som er virkelig universel, og som
er sendt til hele verden, for at verden skal omvende sig til evangeliet og
således blive frelst til Guds ære.
Alt dette ser dette koncil på med glæde, og derfor vil det ud fra et
inderligt ønske om at genoprette enheden mellem alle Kristi disciple, når
det har fremsat sin lære om Kirken, fremlægge de midler, veje og måder for
alle katolikker, hvormed de kan svare på dette guddommelige kald og nåde.
Kapitel 1
OM DE KATOLSKE PRINCIPPER FOR DET ØKUMENISKE ARBEJDE
2.Guds kærlighed er blevet åbenbaret for os, ved at Guds enbårne søn
blev sendt til verden af Faderen, for at han kunne blive menneske og
forløse, genføde og samle hele menneskeslægten til ét2. Før han frembar sig
selv som en uplettet offergave på korsets alter, bad han til Faderen for de
troende og sagde: 3 "At de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig, og jeg
i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig."
Og i sin kirke indstiftede han eukaristiens underfulde sakramente, som både
symboliserer og virkeliggør kirkens enhed. Sine disciple gav han det nye bud
om gensidig kærlighed4 og lovede dem Talsmanden, Ånden, der som Herren og
levendegøreren skulle blive hos dem til evig tid5.
Da Herren Jesus var blevet løftet op på korset og herliggjort, udgød
han den Ånd, han havde lovet, ved hvilken han kaldte og samlede den nye
pagts folk, som er kirken, til troens, håbets og kærlighedens enhed, således
som apostlen lærer:6 "Ét legeme og én Ånd, ligesom I blev kaldet til ét håb
ved jeres kaldelse. Én Herre, én tro, én dåb. Thi alle I, som blev døbt til
Kristus, har iført jer Kristus thi alle er I én i Kristus Jesus." 7
Helligånden, som bor i de troende og fylder og styrer hele kirken,
virkeliggør dette forunderlige fællesskab af troende og forener alle så
inderligt i Kristus, at den i sandhed er den vedvarende kilde til kirkens
enhed. Den udvirker fordelingen af nådegaver og tjenester, idet den beriger
Jesu Kristi kirke med mangfoldige gaver "for at gøre de hellige fuldt
beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme8.
For at sikre sin hellige kirke overalt på jorden lige indtil verdens
ende har Kristus betroet De Tolvs Kollegium opgaven at lære, styre og
helliggøre9. Blandt disse udvalgte han Peter, som han besluttede at bygge
sin kirke på, efter at han havde bekendt sin tro. Ham lovede han himmeriges
nøgler10, og efter at han havde erklæret sin kærlighed, overlod han ham at
styrke alle sine får i troen 11 og at vogte dem i fuldkommen enhed12, mens
han selv, Kristus Jesus, til evig tid skulle forblive hovedhjørnestenen13 og
vore sjæles hyrde14.
Det er Jesu Kristi vilje, at hans folk skal vokse ved apostlenes og
deres efterfølgeres (d.v.s. biskopperne med Peters efterfølger som
overhoved) trofaste forkyndelse af evangeliet, ved meddelelsen af
sakramenterne og ved deres ledelse i kærlighed under medvirken af
Helligånden. Han fuldbyrder dets fællesskab i enheden, i bekendelsen af én
tro, i den fælles udøvelse af gudsdyrkelsen, samt i den broderlige
samdrægtighed i Guds familie.
Således vandrer Kirken, Guds ene hjord, som et løftet banner for
folkeslagene15, forhåbningsfuldt mod sit mål, det himmelske fædreland16,
idet den formidler fredens evangelium til hele menneskeslægten17.
Dette er kirkens enheds hellige mysterium, i Kristus og ved Kristus, i
mangfoldigheden af nådegaver, som Helligånden udvirker. Det højeste billede
på og ophav til dette mysterium er personernes enhed i treenigheden, den ene
Guds, Faderens, og Sønnens enhed i Helligånden.
3.I denne ene og eneste Guds kirke opstod der lige fra begyndelsen
visse splittelser18, som apostlen fordømmer i hårde vendinger19. I de senere
århundreder har mere vidtrækkende stridigheder set dagens lys, og ikke
ubetydelige menigheder blev skilt ud fra den katolske kirkes fulde
fællesskab, undertiden ikke uden at personer fra begge parter var skyld
deri. Men de, som nu fødes i sådanne samfund og oplæres i troen på Kristus,
kan ikke anklages for adskillelsens synd, og den katolske kirke omfatter
disse med broderlig agtelse og kærlighed. De, som tror på Kristus og har
modtaget en gyldig dåb, står nemlig i et vist, om end ikke fuldkomment,
fællesskab med den katolske kirke. Mange og ofte alvorlige hindringer
stiller sig nok fremdeles i vejen for det fulde kirkelige fællesskab. Det
skyldes forskellige modsætninger mellem disse kristne og Den katolske Kirke
i lærespørgsmål og i opfattelsen af Kirken, af og til også i disciplinære
spørgsmål, og det er den økumeniske bevægelses mål at overvinde disse
hindringer. Ikke desto mindre bliver de, som retfærdiggøres ved troen i
dåben, indlemmet i Kristus20, og derfor kan de med fuld ret smykke sig med
navnet "kristne" og med rette anerkendes af den katolske kirkes børn som
brødre i Herren21.
Af de elementer eller goder, som taget tilsammen giver selve kirken
vækst og liv, kan desuden nogle, ja endda ganske mange og vigtige, findes
uden for den katolske kirkes synlige skranker: Guds skrevne ord, nådens liv,
troen, håbet og kærligheden, samt andre indre gaver fra Helligånden og
synlige elementer. Alt dette, som hidrører fra Kristus og fører til ham,
hører med fuld ret hjemme i Kristi ene kirke.
Hos vore adskilte brødre udføres der også ikke så få af den kristne
religions hellige handlinger, som på forskellig vis i overensstemmelse med
den enkelte kirkes eller menigheds forskellige situation uden tvivl virkelig
kan skabe nådens liv og må siges at være i stand til at åbne adgangen til
frelsens fællesskab.
På samme måde er de selvsamme adskilte kirker22 og kirkesamfund, skønt
vi tror, de lider af mangler, ingenlunde berøvet betydning og vægt i
frelsens mysterium. Kristi Ånd har nemlig ikke vægret sig ved at bruge dem
som midler til frelse, midler, hvis kraft hidrører fra selve den nådens og
sandhedens fylde, som er blevet betroet den katolske kirke.
Og dog besidder de brødre, som er adskilt fra os, hvad enten man nu
betragter dem enkeltvis eller ser på deres menigheder og kirker, ikke den
enhed, som Jesus Kristus har villet skænke alle dem, som han genføder og
levendegør til ét legeme og et nyt liv, og som de hellige skrifter og
kirkens ærværdige tradition bekender sig til. Alene gennem Kristi katolske
kirke, som er den universelle hjælp til frelsen, kan nemlig hele fylden af
midler til frelse opnås. Vi tror naturligvis, at det ene og alene er til Det
apostolske Kollegium, som Peter fører forsædet i, at Herren har overdraget
alle den nye pagts goder, med henblik på at danne ét Kristi legeme på
jorden, som alle, der allerede på en eller anden måde hører til Guds folk,
fuldt ud bør indlemmes i. Så længe dets jordiske pilgrimsfærd varer, vokser
dette folk i Kristus, skønt det i sine lemmer endnu ligger under for synden,
og ledes kærligt af Gud i overensstemmelse med Hans hemmelighedsfulde
beslutninger, indtil det i glæde når frem til hele den evige herligheds
fylde i det himmelske Jerusalem.
4.Da der i dag i flere dele af verden under indflydelse af
Helligåndens nåde både i bøn, ord og gerning gøres mange forsøg på at nå til
den fuldkomne enhed, som Jesus Kristus vil, opfordrer dette hellige koncil
alle katolske troende til at tyde tidens tegn og tage del i det økumeniske
arbejde med forstandighed.
Med "den økumeniske bevægelse" forstås de aktiviteter og initiativer,
som tilskyndes og iværksættes alt efter Kirkens behov og tidens muligheder
med henblik på at fremme de kristnes enhed: For det første alle forsøg på at
fjerne ord, vurderinger og handlinger, som giver udtryk for et syn på
adskilte brødres forhold, som ikke svarer til retfærdigheden eller
sandheden, og som derfor gør forholdet til dem vanskeligere. Dernæst den
"dialog", der finder sted mellem vel forberedte lærde ved sammenkomster
mellem kristne fra forskellige kirker og trossamfund, etableret i troens
ånd, og i hvilken enhver giver en mere indgående udlægning af sit eget
kirkesamfunds lære og giver en klar fremstilling af dens særlige
karakteristika. Gennem denne dialog kan alle nemlig erhverve en mere sand
forståelse og en mere rimelig vurdering af begge kirkesamfunds lære og liv.
Disse kirkesamfund når også frem til et nærmere samarbejde for at løse de
opgaver til det fælles bedste, som den kristne samvittighed opfordrer til,
og i den udstrækning, det lader sig gøre, finder de hverandre i en enstemmig
bøn. Endelig prøver alle deres troskab mod Kristi vilje med kirken og går
ivrigt i gang med det nødvendige arbejde med fornyelse og reform.
Alt dette bidrager, når det gennemføres med forstandighed og
tålmodighed af de troende i den katolske kirke under deres hyrders opsyn,
til større retfærdighed og sandhed, enighed og samarbejde, broderlighed og
enhed, så alle kristne lidt efter lidt, når alle hindringer for det
fuldkomne kirkelige fællesskab er overvundet, kan mødes i én og samme
fejring af eukaristien med henblik på den ene og eneste kirkes enhed, som
Kristus har skænket sin kirke fra begyndelsen af, og som vi tror vil bestå
umistelig i den katolske kirke23, og som vi håber vil vokse dag for dag lige
indtil verdens ende.
Imidlertid er det klart, at arbejdet med at forberede og tage imod de
enkelte, som ønsker at tilslutte sig det fulde katolske fællesskab, ifølge
sagens natur må holdes adskilt fra den økumeniske indsats. Dog foreligger
der ingen modsætning, da begge ting er led i Guds underfulde plan.
I det økumeniske arbejde bør de katolske troende uden tvivl nære
omsorg for de adskilte brødre ved at bede for dem, udveksle synspunkter med
dem angående kirkens anliggender og ved at tage de første skridt over for
dem. Men først og fremmest skal de selv med opmærksomt og oprigtigt sind
overveje de ting, som bør fornyes og gøres i selve den katolske familie, for
at dens liv kan bære mere trofast og tydeligt vidnesbyrd om den lære og de
forordninger, som er videregivet af Kristus gennem apostlene.
Selv om den katolske Kirke nemlig er beriget med hele den af Gud
åbenbarede sandhed og alle nådemidler, lever ikke alle dens medlemmer deraf
med den iver, som det sømmer sig, således at kirkens ansigt mister noget af
sin glans i vore adskilte brødres og hele verdens øjne, og Guds riges vækst
sinkes. Af den grund skal alle katolikker stræbe efter den kristne
fuldkommenhed24 og hver især efter evne ihærdigt arbejde for, at kirken ved
at bære Jesu ydmyghed og korsdød i sit legeme25 fra dag til dag renses og
fornyes, indtil Kristus stiller den frem for sig i herlighed, uden plet
eller rynke.
Uden at tabe øjet for den nødvendige enhed skal alle i Kirken, alt
efter deres forskellige opgaver, tage vare på den skyldige frihed, såvel i
de forskellige former for åndeligt liv og lære som i de forskellige
liturgiske riter, og endvidere også i den teologiske uddybelse af den
åbenbarede sandhed. Og i alle forhold skal de holde kærligheden i hævd.
Gennem denne væremåde vil de nemlig give et dag for dag tydeligere udtryk
for Kirkens sande katolicitet såvel som for dens apostolicitet.
På den anden side er det nødvendigt, at katolikker med glæde erkender
og værdsætter de sande kristne skatte, som udgår fra den fælles arv, og som
findes hos vore adskilte brødre. At erkende Kristi rigdomme og stærke
gerninger i andres liv, som bærer vidnesbyrd for Kristus, undertiden helt
indtil at udgyde deres blod, er rigtigt og gavnligt: Gud er nemlig altid
underfuld og vidunderlig i sine gerninger.
Ej heller bør det forbigås, at alt, hvad der ved Helligåndens nåde
udvirkes i vore adskilte brødre, det kan også bidrage til vor opbyggelse.
Alt, hvad der er sandt kristent, er aldrig i modstrid med troens ægte goder,
men kan tværtimod altid føre til, at man tilegner sig selve Kristi og
Kirkens mysterium på en mere fuldkommen måde.
Alligevel er splittelserne mellem de kristne en hindring for, at
Kirken kan virkeliggøre sin egen fylde af katolicitet i de børn, som ganske
vist er blevet knyttet til den ved dåben, men er adskilt fra dens fulde
fællesskab. Ja det bliver endda vanskeligere for Kirken selv at udtrykke
fylden af sin katolicitet i enhver henseende i det virkelige liv.
Det er med glæde, dette hellige koncil har bemærket, at katolske
troendes deltagelse i det økumeniske arbejde øges dag for dag, og den
anbefaler det til biskopperne overalt i verden, så de fremmer det med kløgt
og leder det med forstand.
Kapitel 2
OM ØKUMENI I PRAKSIS
5.Ansvaret for at genoprette enheden angår hele kirken, såvel de
troende som hyrderne, og den påvirker hver enkelt alt efter hans særlige
evner, hvad enten det nu er i det daglige kristenliv eller i den teologiske
og historiske forskning. Denne omsorg viser allerede på en vis måde det
broderlige forhold, der eksisterer mellem alle kristne, og den leder frem
mod den fulde og fuldkomne enhed i overensstemmelse med Guds velvilje.
6.Når enhver fornyelse af kirken26 i det væsentlige består i øget
troskab over for dens kald, er dette uden tvivl også grunden til bevægelsen
i retning af enhed. På sin pilgrimsgang kaldes Kirken af Kristus til denne
bestandige reform, som den både selv og i sin egenskab af menneskelig og
jordisk institution har brug for. Hvis derfor mindre passende tilstande er
opstået på grund af tid og omstændigheder - om det drejer sig om moral,
disciplinære spørgsmål i Kirken, eller også måden at formulere læren på
(hvilket omhyggeligt bør skelnes fra selve troens betroede skat) - da bør
der rådes bod herpå på ret og tilbørlig vis, når lejlighed byder sig.
Denne fornyelse har derfor stor betydning for det økumeniske arbejde.
Og de forskellige former for liv i kirken, som denne fornyelse allerede
giver sig udtryk i, det være sig den bibelske og liturgiske bevægelse,
forkyndelsen af Guds ord og katekesen, lægfolkenes apostolat, nye former for
klosterliv, ægteskabets spiritualitet eller kirkens lære og virksomhed på
det sociale område, kan betragtes som pant og tegn, som lover godt for
fremskridt for det økumeniske arbejde i fremtiden.
7.Der gives ingen sand økumeni uden indre omvendelse. Det er nemlig af
et forandret sind27, selvfornægtelse og spontan og altfavnende kærlighed, at
længslen efter enhed udspringer og modnes. Derfor bør vi bønfalde
Helligånden om den oprigtige selvfornægtelses nåde, om ydmyghed og mildhed i
vor tjeneste, samt om et broderligt og imødekommende sindelag over for
andre. "Så formaner da jeg, den fangne i Herren," siger hedningernes
apostel, 28"jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med
al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre
i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd." Denne
formaning gælder især dem, som er blevet optaget i den gejstlige stand, for
at Kristi mission kan videreføres, han som kom til os "ikke for at lade sig
tjene, men for selv at tjene"29.
Med hensyn til synder imod enheden gælder videre også den hellige
Johannes' vidnesbyrd:30"Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham
til en løgner, og hans ord er ikke i os." Derfor beder vi i ydmyghed Gud og
vore adskilte brødre om tilgivelse, ligesom vi også forlader vore skyldnere.
Alle Kristi troende bør huske på, at de bedre fremmer, ja virkeliggør
de kristnes enhed, jo renere et liv de bestræber sig for at leve i
overensstemmelse med evangeliet. Jo tættere deres fællesskab med Faderen,
Ordet og Ånden nemlig er, desto inderligere og lettere vil de kunne øge den
gensidige broderlighed.
8.Denne hjertets omvendelse og livets hellighed i forening med private
og offentlige bønner for de kristnes enhed er at betragte som sjælen i hele
den økumeniske bevægelse og kan med rette kaldes den åndelige økumeni.
Det er nemlig katolikkers sædvane ofte at samle sig til den bøn for
kirkens enhed, som Frelseren selv indtrængende bad til Faderen natten før
sin død:31 "At de alle må være ét."
Under særlige omstændigheder, f.eks. ved bønner, som påbydes "for
enheden", samt ved økumeniske sammenkomster, er det tilladt, ja endda
ønskværdigt, at katolikker forener sig i bøn med deres adskilte brødre. Den
slags fælles bønner er et overordentlig effektivt middel til at opnå
enhedens nådegave og er et ægte udtryk for de bånd, som stadig knytter
katolikker sammen med deres adskilte brødre: "Thi hvor to eller tre er
forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem.32"
En fælles deltagelse i de hellige handlinger (communicatio in sacris)
kan dog ikke uden videre betragtes som et middel, man kan anvende til at
genoprette de kristnes enhed. Thi dette nadverfællesskab beror i hovedsagen
på to principper: det er symbol på Kirkens enhed og deltagelse i
nådemidlerne. For det meste er det ikke tilrådeligt med et nadverfællesskab
som symbol på enhed. Men hensynet til at få del i nåden taler undertiden for
det. Hvad angår den konkrete måde at omsætte dette i handling på, må den
stedlige biskoppelige myndighed træffe sin afgørelse - med omtanke og efter
at have taget alle omstændigheder i betragtning med hensyn til tid, sted og
person - medmindre der bestemmes noget andet af bispekonferencen i henhold
til dennes statutter eller af Den hellige Stol.
9.Det er ønskværdigt at lære de adskilte brødres sindelag at kende.
Til dette formål er det nødvendigt med et studium, der bør gennemføres i
overensstemmelse med sandheden og med en åbenhjertig indstilling. De
katolikker, som er tilstrækkeligt uddannede hertil, bør erhverve et bedre
kendskab til den lære og historie, det åndelige og kulturelle liv, den
religiøse psykologi og kultur, som er særegen for brødrene. Til dette formål
er sammenkomster med deltagelse fra begge sider, hvor især teologiske
spørgsmål drøftes, og hvor hver især forhandler på lige fod, til stor nytte,
når blot de, som tager del heri med de foresattes bemyndigelse, er virkelig
kvalificerede. Af en sådan dialog vil det også klarere fremgå, hvad der
egentlig er den katolske Kirkes stilling. På denne måde vil både de adskilte
brødres sind blive bedre kendt, og vor tro fremlagt for dem på mere egnet
vis.
10.Undervisningen i teologi og andre discipliner, især de historiske,
bør også gives under en økumenisk synsvinkel, for således nøjere at kunne
svare til den faktiske sandhed.
Det er nemlig af stor betydning, at de fremtidige hyrder og præster
står stærkt i kraft af en teologi, der er udarbejdet helt på denne måde og
ikke polemisk, først og fremmest hvad angår de adskilte brødres forhold til
den katolske kirke.
Af præsternes uddannelse afhænger nemlig i høj grad den nødvendige
uddannelse og åndelige oplæring af lægfolk og ordensfolk.
Også de katolikker, som virker i missionens tjeneste i de samme lande
som andre kristne, bør i dag have særligt kendskab til de spørgsmål og gode
frugter, som økumenien fører med sig i deres apostolat.
11.Selve måden at fremstille den katolske tro bør ingenlunde være en
hindring for dialogen med brødrene. Det er bydende nødvendigt, at læren i
sin helhed bliver udlagt klart og tydeligt. Intet er så fremmed for det
økumeniske arbejde som falsk irenisme, som er til skade for den katolske
læres renhed og formørker den ægte og visse mening.
Samtidig bør den katolske tro forklares både meget indgående og
korrekt, og tillige på en måde og i et sprog, som også virkelig kan forstås
af de adskilte brødre.
I den økumeniske dialog bør de katolske teologer, idet de holder sig
til kirkens lære, desuden gå frem med kærlighed og ydmyghed, når de gransker
de guddommelige mysterier sammen med de adskilte brødre. Når de sammenligner
læresætningerne, må de huske på, at der eksisterer en rækkefølge eller et
"hierarki" mellem den katolske læres sandheder, eftersom deres forbindelse
med den kristne tros fundament er af forskellig art. Således beredes den
vej, hvor alle gennem denne broderlige kappestrid anspores til en dybere
erkendelse og en klarere manifestation af Kristi uransagelige rigdomme33.
12.Over for alle folkeslag skal alle kristne bekende deres tro på den
ene og treenige Gud, på Guds menneskevordne Søn, vor Forløser og Herre, og
ved fælles anstrengelser og i gensidig agtelse aflægge vidnesbyrd om vort
håb, som ikke gør til skamme. Da samarbejdet på det sociale område i vor tid
har fået et meget stort omfang, bliver alle mennesker overhovedet kaldet til
det fælles arbejde, i særlig grad dog de, som tror på Gud, og først og
fremmest alle kristne, som er beseglede med Kristi navn. Samarbejdet mellem
alle kristne giver levende udtryk for de bånd, som allerede forener dem med
hinanden, og bringer Kristi, tjenerens åsyn bedre frem i lyset. Dette
samarbejde, som allerede er indledt i ganske mange lande, bør udbygges mere
og mere, især i de områder, hvor der foregår en social og teknisk udvikling,
hvad enten det nu drejer sig om en rigtig vurdering af menneskets personlige
værdighed, om at fremme fredens gode, om at anvende evangeliet på det
sociale område, om at støtte videnskab og kunst i den kristne ånd, eller om
at tage midler af enhver art i brug over for vor tids plager, som f.eks.
sult og ulykker, analfabetisme og nød, mangel på boliger og uretfærdig
fordeling af samfundsgoderne. Gennem dette samarbejde kan alle, som tror på
Kristus, let erfare, hvordan de kan lære hinanden bedre at kende og agte
hinanden højere, og hvordan vejen til de kristnes enhed beredes.
Kapitel 3
OM DE KIRKER OG KIRKESAMFUND, SOM ER ADSKILT FRA DEN ROMERSKE
APOSTOLISKE STOL
13.Vi vender nu blikket mod de to vigtigste former for splittelse, der
bringer Kristi sømløse kjortel i uorden.
De første af disse fandt sted i Orienten, enten som følge af
modstanden mod de dogmatiske formuleringer på kirkemøderne i Efesos og
Kalkedon eller, på et senere tidspunkt, fordi det kirkelige fællesskab
mellem de orientalske patriarker og Den romerske Stol blev opløst.
Derefter opstod der mere end fire århundreder senere andre splittelser
i Vesten som følge af de begivenheder, der almindeligvis går under navnet
Reformationen. Hermed blev flere nationale såvel som konfessionelle
kirkesamfund adskilt fra Den romerske Stol. Blandt dem, hvor katolske
traditioner og strukturer til dels fortsat eksisterer, indtager det
anglikanske kirkesamfund en særlig plads.
Dog er disse afdelinger indbyrdes meget forskellige, ikke blot med
hensyn til oprindelse, sted og tid, men især på grund af karakteren og
vægten af de spørgsmål, der vedrører troen og den kirkelige opbygning.
Af den grund har dette hellige koncil sat sig for uden at undervurdere
de forskellige forhold i de forskellige kristne samfund eller forbigå de
bånd, der fortsat består mellem dem til trods for adskillelsen, at fremlægge
følgende betragtninger med henblik på at iværksætte en velovervejet
økumenisk indsats.
I. Specielle betragtninger over de orientalske kirker
14.I ganske mange århundreder har kirkerne i øst og vest fulgt deres
egen vej, men alligevel været forenet i troens og det sakramentale livs
broderlige fællesskab, og hvis der opstod uenighed mellem dem angående troen
eller kirketugten, optrådte Den romerske Stol med alles samtykke som mægler.
Det er med glæde, at dette koncil, blandt andre ting af stor betydning, i
alles erindring genkalder, at der i Orienten blomstrer flere særegne eller
lokale kirker, blandt hvilke de patriarkalske kirker indtager førstepladsen,
og af hvilke ikke så få roser sig af at have deres oprindelse fra selve
apostlene. På samme måde har omsorgen for at bevare de broderlige bånd i
troens og kærlighedens fællesskab, som bør blomstre mellem lokale kirker som
mellem søstre, altid haft og har stadig forrang blandt de orientalske
kirker.
Ligeledes bør det ikke forbigås, at kirkerne i østen fra begyndelsen
af har ejet en skat, som kirken i vesten har lånt flere ting fra på det
liturgiske område, i den åndelige tradition og på det juridiske område. Ej
heller bør det tillægges ringe betydning, at den kristne tros grundlæggende
dogmer om Treenigheden og om Guds Ord, som blev kød af jomfru Maria, er
blevet fastlagt på økumeniske konciler, der blev holdt i Orienten. For at
bevare denne tro har disse kirker gennemgået og gennemgår stadig mange
prøvelser.
Den arv, som er overleveret fra apostlene, blev modtaget i forskellig
form og på forskellig måde, og lige fra Kirkens begyndelse af har den her og
der udfoldet sig på forskellig vis såvel på grund af forskelligheden i
mentalitet og livets forhold. Alt dette har, foruden ydre årsager og også på
grund af mangel på gensidig forståelse og kærlighed, givet anledning til
splittelse.
Af den grund opfordrer dette koncil alle, men især dem, som ønsker at
yde en indsats for genoprettelsen af det længe ønskede fulde fællesskab
mellem de orientalske kirker og den katolske kirke, til at tage skyldigt
hensyn til de specielle forhold, der gør sig gældende for Østkirkerne i
deres oprindelse og udvikling, og til arten af de forbindelser, der
eksisterede mellem dem og Den romerske Stol før splittelsen, og til at danne
sig en rigtig mening om alt dette. Når der gives nøje agt på dette, vil det
i høj grad kunne bidrage til en opmærksom dialog.
15.Det er også alle bekendt, med hvor stor kærlighed de orientalske
kristne fejrer de liturgiske mysterier, især fejringen af eukaristien,
kilden til kirkens liv og et pant på den tilkommende herlighed, hvorigennem
de troende i forening med biskoppen får adgang til Gud Fader ved Hans Søn,
Ordet, der blev kød, led døden og blev herliggjort, og ved udgydelsen af
Helligånden opnår fællesskab med den hellige Treenighed og således bliver
delagtige i den guddommelige natur.34 På samme måde opbygges gennem
fejringen af Herrens eukaristi Guds kirke og vokser35 i disse enkelte
kirker, og gennem koncelebrationen36 manifesterer deres fællesskab sig.
I denne liturgiske kultus hylder orientalerne i pragtfulde hymner
Maria, altid jomfru, som det økumeniske kirkemøde i Efesos højtideligt
erklærede for Guds højhellige moder, for at Kristus virkelig og egentlig
kunne blive erkendt som Guds Søn og Menneskesønnen ifølge Skrifterne, og de
lovpriser også mange helgener, blandt dem den universelle kirkes fædre.
Eftersom disse kirker, skønt de er adskilte, har de virkelige
sakramenter, men især fordi de i kraft af den apostoliske succession har et
præsteskab og eukaristien, som fremdeles knytter dem til os med meget stærke
bånd, er det ikke blot muligt, men endda tilrådeligt med et reelt fællesskab
i gudstjenesten, når en gunstig lejlighed byder sig og under forudsætning af
den kirkelige myndigheds billigelse.
I Orienten findes også de rige åndelige traditioner, som især
munkevæsenet er udtryk for. Der har nemlig lige fra de hellige fædres
glorværdige tidsalder den klosterlige spiritualitet blomstret, som senere
bredte sig til de vestlige lande, og som er kilden og oprindelsen til den
latinske klosterinstitution, og hvorfra den senere gentagne gange har fået
ny livskraft. Af den grund anbefales det indtrængende, at katolikker oftere
søger hen til disse åndelige rigdomme hos de orientalske fædre, som fører
hele mennesket til kontemplationen af de guddommelige mysterier.
Alle skal vide, at det at kende, ære, bevare og fremme orientalernes
overmåde rige liturgiske og åndelige fædrene arv er af den største betydning
for trofast at tage vare på den kristne tradition i dens fylde og for at
kunne gennemføre en forsoning mellem de orientalske og de vesterlandske
kristne.
16.Endvidere har Orientens kirker lige fra de første tider af fulgt
deres egne disciplinære regler, godkendt af de hellige fædre og af konciler,
også økumeniske. Og da en vis forskellighed med hensyn til skikke og
sædvaner som ovenfor omtalt på ingen måde er en hindring for kirkens enhed,
men tværtimod øger dens skønhed og i ikke ringe grad bidrager til at opfylde
dens mission, erklærer det hellige koncil for at fjerne enhver tvivl, at
Orientens kirker, når de holder sig hele kirkens nødvendige enhed for øje,
skal have mulighed for at styre sig selv i overensstemmelse med deres egne
disciplinære regler, eftersom disse passer bedre til deres troendes natur og
er bedre egnet til at tjene sjælenes bedste. En fuldkommen overholdelse af
dette traditionelle princip, som ganske vist ikke altid er blevet
respekteret, hører med til de ting, som der absolut er brug for som en
forudsætning for at kunne genoprette enheden.
17.Hvad der er blevet sagt ovenfor om den legitime forskellighed, er
det også rigtigt at udtale om lærens forskellige teologiske formuleringer. I
udforskningen af den åbenbarede sandhed er der nemlig i Orienten og i Vesten
blevet anvendt forskellige metoder og fremgangsmåder til at erkende og
bekende de guddommelige mysterier. Derfor kan det ikke undre, at nogle
aspekter ved det åbenbarede mysterium undertiden er blevet mere passende
fattet og klarere fremstillet af den ene end af den anden part, således at
disse forskellige teologiske formuleringer i et sådant tilfælde ikke
sjældent kan siges at komplettere snarere end at modsige hinanden. Hvad
angår orientalernes autentiske teologiske traditioner, bør man erkende, at
de på en særlig fremragende måde er rodfæstede i De hellige Skrifter, at man
hæger om dem og lader dem komme til udtryk i det liturgiske liv, at de næres
af den levende apostoliske tradition og de orientalske fædres og åndelige
forfatteres skrifter, og at de fører til en rigtig livsførelse, ja til en
fuldstændig kontemplation af den kristne sandhed.
Dette hellige koncil takker Gud for, at mange af den katolske kirkes
orientalske børn, som tager vare på denne fædrene arv og ønsker at leve den
renere og mere fuldkomment, allerede lever i fuldt fællesskab med de brødre,
som tilhører den vesterlandske tradition, og erklærer, at hele denne
åndelige og liturgiske, disciplinære og teologiske arv i dens forskellige
traditioner hører til Kirkens fulde katolicitet og apostolicitet.
18.Efter grundigt at have overvejet alt dette gentager dette koncil
det, som er blevet erklæret af de foregående hellige konciler og også af
paver i Rom, nemlig at det for at genoprette og bevare fællesskabet og
enheden er nødvendigt "ikke at pålægge nogen yderligere byrde ud over det
nødvendige"37. Ligeså ønsker det brændende, at alle af den grund vil
intensivere deres bestræbelser for lidt efter lidt at opnå den gennem de
forskellige institutioner og former for kirkens liv, især ved bøn og en
broderlig dialog omkring kirkens lære og de mere presserende pastorale behov
i vor tid. På samme måde anbefaler det den katolske kirkes hyrder og troende
at søge kontakt med dem, som ikke længere lever i Orienten, men fjernt fra
fædrelandet, for at det broderlige samarbejde med dem kan vokse i
kærlighedens ånd og under udelukkelse af enhver form for rivalisering. Hvis
dette arbejde fremmes helhjertet, håber koncilet, at der, når den væg, der
adskiller den vesterlandske og den orientalske kirke, engang er fjernet,
omsider vil blive én eneste bolig bygget på hjørnestenen Jesus Kristus, som
vil gøre begge parter til ét.
II. Om de adskilte kirker og kirkesamfund i Vesten
19.De kirker og kirkesamfund, som blev adskilt fra Den romerske
apostoliske Stol enten i forbindelse med den meget alvorlige krise, som i
Vesten allerede tog sin begyndelse ved udgangen af middelalderen, eller på
et senere tidspunkt, er knyttet til den katolske kirke med særligt tætte
slægtskabsbånd på grund af det kristne folks lange liv i de forudgående
århundreder i det kirkelige fællesskab.
Da disse kirker og kirkesamfund på grund af forskellighed i
oprindelse, lære og åndeligt liv imidlertid afviger ikke så lidt ikke blot
fra os, men også indbyrdes, er det en meget vanskelig opgave at beskrive dem
retfærdigt, hvilket vi heller ikke agter at forsøge her.
Selv om den økumeniske bevægelse og ønsket om fred med den katolske
kirke endnu ikke har vundet frem overalt, er det vort håb, at den økumeniske
indstilling og den gensidige agtelse lidt efter lidt vil vokse sig stærk i
alle.
Dog må man erkende, at der findes uoverensstemmelser af stor betydning
mellem disse kirker og kirkesamfund og den katolske kirke, ikke blot af
historisk, sociologisk, psykologisk og kulturel art, men først og fremmest i
fortolkningen af den åbenbarede sandhed. For at den økumeniske dialog på
trods af disse forskelligheder, der står i vejen, lettere skal kunne komme i
gang, vil vi i det følgende fremføre nogle ting, som kan og bør danne
grundlag for og være en tilskyndelse til denne dialog.
20.Vor tanke retter sig først og fremmest til de kristne, der bekender
Jesus Kristus som Gud og Herre og den eneste mellemmand mellem Gud og
menneskene, til ære for den ene Gud, Fader, Søn og Helligånd. Ganske vist
ved vi, at der eksisterer ikke ubetydelige afvigelser fra den katolske
kirkes lære, også med hensyn til Kristus, Guds Ord som blev kød, og
forløsningsværket, videre med hensyn til Kirkens mysterium og funktion og
Marias rolle i frelsesværket. Alligevel glæder vi os over at se, at vore
adskilte brødre søger til Kristus som til kilden og midtpunktet for det
kirkelige fællesskab. Da de er grebet af længsel efter at forenes med
Kristus, tilskyndes de mere og mere til at søge enheden og også til at
aflægge vidnesbyrd om deres tro overalt hos hedningerne.
21.Kærligheden til og ærefrygten for og næsten dyrkelsen af De hellige
Skrifter fører vore brødre til et bestandigt og flittigt studium af Den
hellige Tekst; for evangeliet "er en Guds kraft til frelse for enhver, som
tror, for jøde først og så for græker"38.
Når de påkalder Helligånden, søger de i selve De hellige Skrifter Gud
som den, der taler til dem i Kristus, forudsagt af profeterne, Guds Ord som
er blevet kød for vor skyld. Heri fordyber de sig i Kristi liv og det, som
den guddommelige mester har lært og udført til menneskenes frelse, især
mysteriet om hans død og opstandelse.
Men når de kristne, som er adskilt fra os, bekræfter De hellige
Skifters guddommelige autoritet, giver de udtryk for en anden opfattelse end
os - og i øvrigt med indbyrdes forskelle - med hensyn til forholdet mellem
Skrifterne og Kirken, hvor et autentisk læreembede ifølge den katolske tro
indtager en særlig plads i udlægningen og forkyndelsen af Guds skrevne ord.
Ikke desto mindre er De hellige Skrifter i selve dialogen et udsøgt
redskab i Guds mægtige hånd til at opnå den enhed, som Frelseren stiller
alle mennesker for øje.
22.Hver gang dåbens sakramente bliver lovformeligt meddelt, således
som det er blevet indstiftet af Herren, og bliver modtaget i den rette ånd,
bliver mennesket virkelig indlemmet i den korsfæstede og herliggjorte
Kristus og genfødes til deltagelse i det guddommelige liv ifølge apostlens
ord: "Idet I blev begravet med ham i dåben, i hvilken I også er genopstået
ved troen på Guds virkekraft, Han som opvakte ham fra de døde."39
Dåben udgør altså et stærkt sakramentalt bånd mellem alle, som er
blevet genfødt i den. Alligevel er dåben i sig selv blot en begyndelse og
indledning, eftersom den helt sigter mod at opnå livets fylde i Kristus.
Derfor retter dåben sig imod den fulde trosbekendelse, den fulde indlemmelse
i frelsens institution, således som Kristus selv har villet dette, og
endelig imod den fulde integrering i det eukaristiske fællesskab.
Selv om de kirkesamfund, som er adskilt fra os, mangler den fuldkomne
enhed med os, der følger af dåben, og selv om vi tror, at de især på grund
af manglen på ordinationens sakramente ikke har bevaret det eukaristiske
mysteriums ægte og fulde indhold, så bekender de dog, når de i nadveren
mindes Herrens død og opstandelse, at livet i fællesskab med Kristus kommer
til udtryk heri, og de forventer hans komme i herlighed. Af den grund bør
læren om Herrens nadver, de øvrige sakramenter, gudstjenesten og kirkens
embeder være genstand for en dialog.
23.Disse brødres kristne livsførelse næres af troen på Kristus og
styrkes ved dåbens nåde og modtagelsen af Guds ord. Den viser sig især i den
private bøn, meditation over Bibelen, det kristne familieliv og i
menighedens gudstjeneste, når den er forsamlet til Guds pris. For øvrigt
fremviser deres gudstjeneste en gang imellem tydelige elementer af den
fælles gamle liturgi.
Troen på Kristus bærer frugt i lovprisning og taksigelse for nådegaver
modtaget fra Gud. Hertil kommer en levende retfærdighedssans og oprigtig
kærlighed til næsten. Denne virksomme tro har også frembragt ikke så få
institutioner til at afhjælpe åndelig og legemlig nød, til at tage sig af
ungdommens opdragelse, til at gøre livets sociale vilkår mere menneskelige
og til at stabilisere freden i det hele taget.
Selv om mange blandt de kristne på moralens område ikke altid har den
samme opfattelse af evangeliet som katolikkerne og heller ikke vælger de
samme løsninger på de særlig vanskelige problemer i samfundet i dag, ønsker
de ikke desto mindre ligesom vi at holde sig til Kristi ord som kilden til
et sandt kristent liv og rette sig efter apostlens formaning: "Alt, hvad I
tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu Kristi
navn, og sig Gud Fader tak ved ham."40 Her kan den økumeniske dialog om
anvendelsen af evangeliet i moralske spørgsmål tage sin begyndelse.
24.Efter således kort at have gjort rede for de forudsætninger, som
den økumeniske aktion må arbejde ud fra, og de principper, som den skal
indrettes efter, vender vi tillidsfuldt blikket mod fremtiden. Dette koncil
opfordrer de troende til at afholde sig fra enhver form for ubesindighed
eller ubetænksom i