I fagbladet Juristen 2002, nr. 8 side 307 til 321 anmelder prof. Werlauf de
nye Kbh's lærebøger i obligationsret.
Side 313 starter en interessant diskussion:
Werlauf anfører side 313 første spalte:
"Forfatterne kaster sig ind i diskussionen om, hvornår forskellige regelsæt,
der fastlægger misligholdelsesvirkninger, skal anses for at konkurrere med
hinanden, og hvornår ét regelsæt tværtimod skal anses for at konsumere et
andet..... Uanset hvor abstrakt dikussionen herom kan lyde, er den dog et
udslag af et ganske jordnært spørgsmål, der fx aktualiseres i relation til
etårsfristen i kbl.s §§ 54 og 83 (nu som bekendt en toårsfrist efter
implementering af et direktiv herom)."
Herefter et kort resume af det efterfølgende: I henhold Kbl § 54 skal der
reklameres inden to år efter levering, med mindre der er handlet svigagtigt
eller afgivet garanti.
I Eternitsag II afvist Højesteret, at producenten, DEF 1994, var ansvarlig
for produktion og salg af eternittagplader til danske købere, da fristen i
kbl § 54 var overskredet. De danske købere kunne ikke bevise, at der var
handlet svigagtigt eller afgivet en garanti.
Werlauf mener (og skrev det også I Børsen kort efter dommens
offentliggørelse), at der ved siden af købelovens regler gælder nogle
uskrevne retsgrundsætninger om erstatningsansvar ved siden af de køberetlige
regler. Havde man blot påberåbt sig disse, var man kommet uden om Kbl § 54.
Nuvel, tænker jeg. Jeg har aldrig hørt noget lignende - og nu gentager
Werlauf det igen i nævnte artikel. Jeg har imidlertid ikke set dokumentation
for disse uskrevne retsgrundsætninger, der skulle gælde ved siden af
købeloven, ligesom mine undervisere på AU heller ikke har.
Har Werlauf ret i sin antagelse?
Dokumentation for rigtigheden af Werlaufs tese modtages gerne.
På forhånd tak.
/Peter
--
http://www.grauslund.com