---

VII. DETACHMENT (AFHOLDENHED ELLER FRIGJORTHED) af St. Peter af Damaskos (3.
bind af Philokalia s. 227) fra Statsbiblioteket.

Frigjorthed fra passionerne udspringer af håb, for ham som håber på at opnå
evige værdier afskyer det som er materielt og flygtigt, selvom det yder ham
enhver slags komfort. For selv om hans liv er harskt og fuld af smerte, hvem
kunne overtale et intelligent menneske til at værdsætte materielle værdier
højere end kærlighed til Gud, der giver begge former for værdier til det
menneske der elsker Ham? Dette kunne kun ske for en blind som følge af hans
mangel på tro eller på grund af hans onde tilbøjeligheder og vaner. Havde
han ejet tro, ville han have været oplyst; og havde han gennem hans faste
tro modtaget bare en anelse oplysning der komme af spirituel viden, ville
han have kæmpet med at fjerne disse onde vaner. Og havde han besluttet at
gøre det, ville Guds bamhjertighed have arbejdet og kæmpet med ham. Men
Herren har sagt at få er frelste (Lukas 13:23-24); for de ting vi ser, ser
ud til at være søde, selvom de faktisk er bitre. Hunden der slikker sine sår
med tungen er ikke klar over smerten p.g.a. den søde smag, og er ikke klar
over at den drikker dens eget blod; og grovæderen der spiser hvad der skader
ham i både sjæl og legeme er ikke klar over den skade han gør på sig selv.
Alle dem der er slave af passionerne lider på samme måde p.g.a. manglen på
bevidsthed; og selvom de holder ud for en tid er de igen taget af vanen.
Af den grund siger Herren,"Guds rige er udsat for vold" (Matt. 11:12). Den
slags vold skyldes ikke vor natur, men vor intimitet med passionerne. Havde
den skyldtes vor natur, ville ingen nå himmerriget. For dem der har valgt
himmerriget i stedet, Herrens åg er nemt at bære og hans byrde er let.(jf.
Matt 11:30), men for dem der ikke har truffet dette valg "snæver er porten
og smal er vejen"( Matt 7:14) og "himmelen er udsat for vold". I tilfælde af
dem som vælger det, er himmeriget indeni og tæt ved dem, fordi de ønsker
det, og ønsker, her og nu, tilstanden af dis-passion. For hvad der hjælper
eller hindrer vor frelse er viljen, og intet andet. Hvis du ønsker at gøre
noget godt, gør det; og hvis du ikke kan gøre det, så beslut dig for at gøre
det, og du vil have opnået beslutningen selvom du ikke fuldfører handlingen
i sig selv. En sådan vane, enten god eller dårlig, kan gradvist eller
spontant overvindes. Hvis det ikke var tilfældet vilde ingen kriminelle
blive reddet, og ikke kun er de blevet reddet, men mange er blevet
iøjnefaldende for deres excellance. Tænk på hvilket hav der adskiller den
kriminelle fra helgenen; dog overvandt beslutningen vanen. Hvis af Kristi
nåde én er religiøs, eller en munk, hvad forhindrer ham i at opnå
helgenstatus, ligesom kriminelle har opnået det? De var langt fra
helgenstatus, han er nær det; han har allerede fuldført af rejsen, hjulpet
af nåde, eller af natur, eller af hengivelse og ærefrygt som han har arvet
fra sine forældre. Er det så ikke mærkeligt da, at når tyve og gravrøvere
bliver helgener, så bliver munke forbandet? Men, ak , "mit ansigts skam har
skjult mig"(Ps. 44:16).
Konger giver afkald på deres rigdomme, som Joasaph gjorde og andre som han:
men ofte er en fattig mand ude af stand til at fortsætte hans forrige
tilstand, og så ved at stige ind i Himmerriget uden kamp, simpelthen ved at
forblive frigjort fra tingene som han ikke har opnået ved arven fra hans
forældre. For selvom han frasagde sig selv de ting som ikke tilhørte ham da
han blev døbt - siden en anden ejer verden og tingene i den, har han kun
evnen til at begære dem - og selvom han også frasagde sig denne
verdenshersker, vil han dog alligevel senere forsøge at erhverve sig
ejendomme. Han kunne måske sige."Jeg er ikke i stand til at leve uden disse
værdier eller udholde de ting som bliver mig vist." Hvilke ting?, kunne man
spørge. Fængselscellen og kæderne som han før udholdte, og som han havde
været nødt til at udholde, selv hvis han havde været en hersker? For selv
dem der er i en høj position og som ejer værdier er udsat for de ting. Hvad
, så? Fratagelsen af livets nødvendigheder, nøgenheden og andre ting han er
nødt til at udholde? Men for ikke at forlænge denne diskussion ved at gå ind
i detaljer og ikke skabe mere skam ved dem der allerede er fuld af skam, vil
jeg kun tilføje følgende. Hvis vi bare kræver en af de synlige ting, begæret
som vi har givet afkald på, så som Gehazi og Judas (jf. 2 Kgs. 5:25-27;
Matt. 27:3-5) vil vi høste skam og unåde i årene fremover. For Gehazi
begærede det han ikke ejede og således opnåede begge spedalskhed og faldt
væk fra Gud: mens Judas begærede at gen-eje det han havde givet afkald på og
således var straffet ikke kun ved hængning men også med evig fortabelse.
På hvilken måde er munken exceptionel hvis han ikke udholder sin
jomfruelighed og en tilstand af total ejeløshed? Alle mennesker er under en
forpligtelse at overholde budene, fordi de hører til vor natur: det vil sige
at vi alle behøver at elske Gud og vor næste, at udholde tålmodigt hvad der
møder os, at gøre brug af ting ifølge deres sande natur, og afholde sig fra
at gøre ondskab. Vi burde overholde disse bud selvom vi ikke ønsker det.
Faktisk, hvis vi ikke overholder dem, vil vi ikke find fred selv i denne
verden, siden lovene straffer dem der bryder dem, og vor myndighed tvinger
os til at leve dydigt. Og St. Paul siger, myndigheden bærer ikke sværdet
uden grund. (Rom 13.4) ; og igen: Ønsker du at være frygtløs overfor
myndighederne? Gør det rigtige, og du vil blive anerkendt af dem" (Rom 13:3)
.. Alle gør og ønsker at gøre de ting fordi de er i overensstemmelse med
naturen - faktisk insisterer vi på at de skal gøres. Men en munks pligt som
kristlig soldat gør hvad der er hinsides vor natur; af den grund skulle han
smage Kristi lidelser, så han også må opnå hans herlighed.
Faktisk, er dette også en naturlov, verificeret af hvad der sker i denne
verden. Er soldaterne af kongen ikke æret fordi de lider med ham? Og bliver
enhver af dem ikke rost i forhold til hans lidelser? Og til den udstrækning
han viser sig selv ude af stand til at lide på den måde, er han så ikke
vanæret? Er det ikke indlysende at jo højere rang ens uniform er, jo tættere
er han på kongen.? Og jo mindre rang desto fjernere? Den samme ting kan
overføres til vor egen Konge. Jo mere vi lider med Kristus og imiterer Hans
fattigdom, smager hans lidelser og den dårlige behandling ved hvilken han
var udsat før han blev korsfæstet for vor skyld og begravet, desto mere
intime vil vi blive med Ham (jf. Rom 8:17).
Hvorfor, som vi ved, soldater og tyve lider ved simpelthen at få mad,
rejsende og sømænd er fraværende fra hjemmet over lang perioder, og folk
udholder store ting meget langt Himmerriget, endda ofte uden at opnå hvad
end det er de kæmper for. Men vi er uvillige til at udholde selv en smule
smerte for himmerigets skyld og evige velsignelser. Dog kan den vise sig
ikke at være så svær at opnå i vor beslutning tilskyndet os og hvis vi anser
gevinsten af dyderne ikke som en slidsom og utålelig opgave, men mere som
glæde og afslappelse, som følge af håbet, frihed fra angst og uopfordret ære
som kommer gennem dyd; for selv dens fjende respekterer og ser op til det.
Til sidst bringer dyd os glæde og jubel. Faktisk, afholdenhed er fuld af
glæde, ligesom materiel eksistens og dets skamfulde passioner er fulde af
sorg. Må vi blive frigjort fra denne materielle eksistens og må vi opnå
evigt, immaterielt liv gennem afholdenhed der fører til kroppens ydmygelse,
i Jesus Kristus vor Herre, til hvem tilhører al herlighed, ære og tilbedelse
igennem tiderne. Amen.

---

"ssm" <ssm@io.dk> skrev i en meddelelse
news:amvrl7$e0b$1@news.cybercity.dk...
> VII. DETACHMENT (AFHOLDENHED ELLER FRIGJORTHED) af St. Peter af Damaskos
(3.
> bind af Philokalia s. 227) fra Statsbiblioteket.
>
> Frigjorthed fra passionerne udspringer af håb, for ham som håber på at
opnå
> evige værdier afskyer det som er materielt og flygtigt, selvom det yder
ham
> enhver slags komfort. For selv om hans liv er harskt og fuld af smerte,
hvem
> kunne overtale et intelligent menneske til at værdsætte materielle værdier
> højere end kærlighed til Gud, der giver begge former for værdier til det
> menneske der elsker Ham?

OG SÅ er det vi har et lille problem: "du behøver ikke VIRKELIG at forsage,
for Gud skal nok give dig material valuta".

Det lyder ikke særligt godt, vel?

Er der tale om en slags "forskudt grådighedsmotiv"?

Vi forsager nu, fordi vi vil smæske os i absolut og evig lykke i det
hinsidige?

>Dette kunne kun ske for en blind som følge af hans
> mangel på tro eller på grund af hans onde tilbøjeligheder og vaner. Havde
> han ejet tro, ville han have været oplyst; og havde han gennem hans faste
> tro modtaget bare en anelse oplysning der komme af spirituel viden, ville
> han have kæmpet med at fjerne disse onde vaner. Og havde han besluttet at
> gøre det, ville Guds bamhjertighed have arbejdet og kæmpet med ham. Men
> Herren har sagt at få er frelste (Lukas 13:23-24); for de ting vi ser, ser
> ud til at være søde, selvom de faktisk er bitre. Hunden der slikker sine
sår
> med tungen er ikke klar over smerten p.g.a. den søde smag, og er ikke klar
> over at den drikker dens eget blod; og grovæderen der spiser hvad der
skader
> ham i både sjæl og legeme er ikke klar over den skade han gør på sig selv.

Min læge siger vist det samme...

> Alle dem der er slave af passionerne lider på samme måde p.g.a. manglen på
> bevidsthed; og selvom de holder ud for en tid er de igen taget af vanen.

Øj, det er jo ren Buddhisme: "Alt står i (begærets) flammer..."
Du burde læse Benaresprædikenen, hvis du kan finde den på nettet...Den
omhandler netop samme begærtema som resten af denne tekst.

> Af den grund siger Herren,"Guds rige er udsat for vold" (Matt. 11:12).
Den
> slags vold skyldes ikke vor natur, men vor intimitet med passionerne.
Havde
> den skyldtes vor natur, ville ingen nå himmerriget.

Det er et meget godt og "moderne" spørgsmål, om driftstilfredsstillelse
skulle være selve meningen med livet.

Ironisk nok bliver folk historisk set mest religiøse, når de oplever
velstand, for så kan de tilfredsstille alle sanser, men hvad så? Er det så
sjovt i længden?

For dem der har valgt
> himmerriget i stedet, Herrens åg er nemt at bære og hans byrde er let.(jf.
> Matt 11:30), men for dem der ikke har truffet dette valg "snæver er porten
> og smal er vejen"( Matt 7:14) og "himmelen er udsat for vold". I tilfælde
af
> dem som vælger det, er himmeriget indeni og tæt ved dem, fordi de ønsker
> det, og ønsker, her og nu, tilstanden af dis-passion.

"Nirvana", udsluktheden, altså sansedrifternes ophør?

For hvad der hjælper
> eller hindrer vor frelse er viljen, og intet andet. Hvis du ønsker at gøre
> noget godt, gør det; og hvis du ikke kan gøre det, så beslut dig for at
gøre
> det, og du vil have opnået beslutningen selvom du ikke fuldfører
handlingen
> i sig selv. En sådan vane, enten god eller dårlig, kan gradvist eller
> spontant overvindes. Hvis det ikke var tilfældet vilde ingen kriminelle
> blive reddet, og ikke kun er de blevet reddet, men mange er blevet
> iøjnefaldende for deres excellance.

Paulus må være uenig.

Tænk på hvilket hav der adskiller den
> kriminelle fra helgenen; dog overvandt beslutningen vanen.

Paulus må være MEGET uenig.

Omvendelsen var nemlig ikke som sådan en beslutning han selv tog. Der var jo
"divine intervention" med i spillet...

Hvis af Kristi
> nåde én er religiøs, eller en munk, hvad forhindrer ham i at opnå
> helgenstatus, ligesom kriminelle har opnået det? De var langt fra
> helgenstatus, han er nær det; han har allerede fuldført af rejsen, hjulpet
> af nåde, eller af natur, eller af hengivelse og ærefrygt som han har arvet
> fra sine forældre. Er det så ikke mærkeligt da, at når tyve og gravrøvere
> bliver helgener, så bliver munke forbandet? Men, ak , "mit ansigts skam
har
> skjult mig"(Ps. 44:16).

Øj, jeg mindes en fyr der hedder Martin Luther...

> Konger giver afkald på deres rigdomme, som Joasaph gjorde og andre som
han:
> men ofte er en fattig mand ude af stand til at fortsætte hans forrige
> tilstand, og så ved at stige ind i Himmerriget uden kamp, simpelthen ved
at
> forblive frigjort fra tingene som han ikke har opnået ved arven fra hans
> forældre. For selvom han frasagde sig selv de ting som ikke tilhørte ham
da
> han blev døbt - siden en anden ejer verden og tingene i den, har han kun
> evnen til at begære dem - og selvom han også frasagde sig denne
> verdenshersker, vil han dog alligevel senere forsøge at erhverve sig
> ejendomme. Han kunne måske sige."Jeg er ikke i stand til at leve uden
disse
> værdier eller udholde de ting som bliver mig vist."

Et MEGET godt spørgsmål.

Men hjælper det egentlig på noget som helst at gå i kloster? At forsage
verden i det ydre?

Hvilke ting?, kunne man
> spørge. Fængselscellen og kæderne som han før udholdte, og som han havde
> været nødt til at udholde, selv hvis han havde været en hersker? For selv
> dem der er i en høj position og som ejer værdier er udsat for de ting.
Hvad
> , så? Fratagelsen af livets nødvendigheder, nøgenheden og andre ting han
er
> nødt til at udholde? Men for ikke at forlænge denne diskussion ved at gå
ind
> i detaljer og ikke skabe mere skam ved dem der allerede er fuld af skam,
vil
> jeg kun tilføje følgende. Hvis vi bare kræver en af de synlige ting,
begæret
> som vi har givet afkald på, så som Gehazi og Judas (jf. 2 Kgs. 5:25-27;
> Matt. 27:3-5) vil vi høste skam og unåde i årene fremover. For Gehazi
> begærede det han ikke ejede og således opnåede begge spedalskhed og faldt
> væk fra Gud: mens Judas begærede at gen-eje det han havde givet afkald på
og
> således var straffet ikke kun ved hængning men også med evig fortabelse.

Judas er et kapitel for sig i prædestinationsproblematikken. Hvis Gud er
Almægtig og elsker alle, hvordan kunne Judas så dømmes til fortabelse, når
han endda gjorde Guds Vilje, som han var bestemt til at gøre den ifølge
Jesus?

Vi skylder jo næsten Judas Kristendommen på een eller anden absurd måde?
Intet forrædderi, ingen Korsfæstelse? Hvorfor skulle stakkels han udnævnes
til at være ABSOLUT gudsforladt i modsætning til Jesus, der måske en
overgang mente at være det, men tilsyneladende alligevel var elsket af
Faderen, uanset hvad Han ellers frygtede på Korset?

Hvem kan dømme Judas? Dèt gjorde ikke engang Jesus svjv, men alligevel har
staklen været prügelknabe siden apostlene...De er ret gode til at hænge ham
ud som Djævelen selv, men jeg tror nok jeg kunne komme på mange andre i
Verdenshistorien, jeg her mere grund til at hade end netop ham.
Jeg kan have ondt af Jesu dødsangst, men jeg kan først virkelig ynkes ved
Judas, hans skæbne og hans eftermæle. Han begik en dyr fejltagelse, hængte
sig i Gudsforladthed, blev formodentlig smidt på en skraldeplads til
ådselsædere og har siden været opfattet som den personificerede Satan i
mange hundrede års Kristendom?

> På hvilken måde er munken exceptionel hvis han ikke udholder sin
> jomfruelighed og en tilstand af total ejeløshed? Alle mennesker er under
en
> forpligtelse at overholde budene, fordi de hører til vor natur: det vil
sige
> at vi alle behøver at elske Gud og vor næste, at udholde tålmodigt hvad
der
> møder os, at gøre brug af ting ifølge deres sande natur, og afholde sig
fra
> at gøre ondskab. Vi burde overholde disse bud selvom vi ikke ønsker det.
> Faktisk, hvis vi ikke overholder dem, vil vi ikke find fred selv i denne
> verden, siden lovene straffer dem der bryder dem, og vor myndighed tvinger
> os til at leve dydigt. Og St. Paul

Næh, der var han jo?

siger, myndigheden bærer ikke sværdet
> uden grund. (Rom 13.4) ; og igen: Ønsker du at være frygtløs overfor
> myndighederne? Gør det rigtige, og du vil blive anerkendt af dem" (Rom
13:3)
> . Alle gør og ønsker at gøre de ting fordi de er i overensstemmelse med
> naturen - faktisk insisterer vi på at de skal gøres. Men en munks pligt
som
> kristlig soldat

Hov-hov, det er vist skrevet under Korstogene?

gør hvad der er hinsides vor natur; af den grund skulle han
> smage Kristi lidelser, så han også må opnå hans herlighed.
> Faktisk, er dette også en naturlov, verificeret af hvad der sker i denne
> verden. Er soldaterne af kongen ikke æret fordi de lider med ham? Og
bliver
> enhver af dem ikke rost i forhold til hans lidelser? Og til den
udstrækning
> han viser sig selv ude af stand til at lide på den måde, er han så ikke
> vanæret? Er det ikke indlysende at jo højere rang ens uniform er, jo
tættere
> er han på kongen.? Og jo mindre rang desto fjernere? Den samme ting kan
> overføres til vor egen Konge.

Absurd.

Hvilket egentligt afkald skulle der ligge i en munkekutte, hvis man skulle
fise rundt og leve højt på at "vise rang" i en tilsyneladende påtaget
ydmyghed og efter et aldeles misforstået, verdsligt inspireret,
hierakisystem?

Jo mere vi lider med Kristus og imiterer Hans
> fattigdom, smager hans lidelser og den dårlige behandling ved hvilken han
> var udsat før han blev korsfæstet for vor skyld og begravet, desto mere
> intime vil vi blive med Ham (jf. Rom 8:17).

Kristendommen handler IMHO at bære de "lidelser" (Kristus har jo påtaget sig
dem for een) man evt. måtte udsættes for _med værdighed_ og uden at
appellere til sympatitilkendegivelser fra andre. Det handler netop om at
_være_ medlidende, ikke at leve af andres medlidenhed og misbruge den til
narcissistiske formål.

> Hvorfor, som vi ved, soldater og tyve lider ved simpelthen at få mad,
> rejsende og sømænd er fraværende fra hjemmet over lang perioder, og folk
> udholder store ting meget langt Himmerriget, endda ofte uden at opnå hvad
> end det er de kæmper for.

Det handler om at TRO og at HÅBE.

"Garantier" stilles ikke.

Men vi er uvillige til at udholde selv en smule
> smerte for himmerigets skyld og evige velsignelser.

Noget for noget?

>Dog kan den vise sig
> ikke at være så svær at opnå i vor beslutning tilskyndet os og hvis vi
anser
> gevinsten af dyderne ikke som en slidsom og utålelig opgave, men mere som
> glæde og afslappelse, som følge af håbet, frihed fra angst og uopfordret
ære
> som kommer gennem dyd; for selv dens fjende respekterer og ser op til det.

Aha. Dèr kom pointen!

> Til sidst bringer dyd os glæde og jubel. Faktisk, afholdenhed er fuld af
> glæde, ligesom materiel eksistens og dets skamfulde passioner er fulde af
> sorg.

Det minder som sagt om buddhistisk filosofi: Begær skaber lidelse. Vi
begærer og skuffes, derfor lider vi. I afkald på begær finder vi en ro fra
disse lidelser.

Job siger et sted: "Herren giver, Herren tager, Herrens Navn være lovet!" og
det kunne i princippet være et buddhistisk mantra.

Problemet er at man nærmest bør leve med Murphys Lov i baghovedet, og
samtidig bør man ikke tage sig selv for meget til indtægt for eller basere
sin identitet på de få lykkelige begivenheder.
En svær balancegang.
En slags "easy comes, easy goes" holdning til både glæder og lidelser. Reelt
er det jo det samme som kristen forsagelse.

> Må vi blive frigjort fra denne materielle eksistens og må vi opnå
> evigt, immaterielt liv gennem afholdenhed der fører til kroppens
ydmygelse,
> i Jesus Kristus vor Herre, til hvem tilhører al herlighed, ære og
tilbedelse
> igennem tiderne. Amen.

Amen.

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

"Anders Peter Johnsen" <anderspj@mail.dk> mælte sligt:
>"ssm" <ssm@io.dk> skrev:

>Vi forsager nu, fordi vi vil smæske os i absolut og evig lykke i det
>hinsidige?

Det er da den traditionelle tanke inden for kristendommen.

>>og grovæderen der spiser hvad der skader ham i både sjæl og legeme er ikke
>>klar over den skade han gør på sig selv.

>Min læge siger vist det samme...

Virkelig? Ingen kan vel i vor tid have held med at bilde sig ind, at grovæderi
ikke gør skade på kroppen.

>Ironisk nok bliver folk historisk set mest religiøse, når de oplever
>velstand, for så kan de tilfredsstille alle sanser, men hvad så?

Dette postulat faldt mig for brystet. Hvad har du at basere det på? Jeg er
ikke bekendt med en sådan korrelation. Snarere ville jeg påpege, at folk
gennem det meste af verdenshistorien har været mere religiøse end vi er nu, og
de har dog, overordnet set, haft færre materielle goder.

[...]
>Paulus må være MEGET uenig.

Det er jo også netop karakteristisk for de gamle kristne kirker (dvs.
katolske, ortodokse, orientalske osv.), at de ikke lider af protestantismens
Paulus-fanatisme.

>Men hjælper det egentlig på noget som helst at gå i kloster? At forsage
>verden i det ydre?

Det kan næppe andet end hjælpe på koncentrationen, f.eks.

>Judas er et kapitel for sig i prædestinationsproblematikken. Hvis Gud er
>Almægtig og elsker alle, hvordan kunne Judas så dømmes til fortabelse, når
>han endda gjorde Guds Vilje, som han var bestemt til at gøre den ifølge
>Jesus?

Gud elsker ikke alle. Gud hadede Esau fra før, han blev født.

Fra den allestedsnærværende Paulus, Romerbrevets niende kapitel:

11 Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt,
blev der - for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast,
ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, -
12 sagt til hende: "Den ældste skal tjene den yngste,"
13 som der er skrevet: "Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."
14 Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud?
Det være langt fra!
15 Thi han siger til Moses:
"Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod,
og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over."

Gud elsker ikke folk på grund af deres gerninger eller ugerninger. Ej heller
elsker han alle uden diskrimination. Han elsker nogle og hader andre. Hvorfor?
Fordi han vil det. Er det ikke uretfærdigt? Nej, fordi Gud kan gøre, som han
har lyst. Retfærdigheden bestemmes af Gud, ikke omvendt. Således mæler Paulus.

>Hvem kan dømme Judas? Dèt gjorde ikke engang Jesus svjv, men alligevel har
>staklen været prügelknabe siden apostlene...De er ret gode til at hænge ham
>ud som Djævelen selv,

Ja. Evangelieforfatterne giver i hvert fald ikke just noget godt billede af
ham. Man kunne forledes til at spekulere over, hvordan historien havde lydt,
om man havde hørt den fra Judas' mund. Det har Tim Rice og Andrew Lloyd-Webber
gjort, og det mundede ud i den fremragende musical Jesus Christ Superstar.

Venlig hilsen,
Rasmus Underbjerg Pinnerup
--
"Når nu den højtkultiverede Europæer finder det umuligt at tænke sig
der skulle være liv eller ånd i ting og i mennesker af en helt anden
kultur, kommer det af at han ikke kender det fra sig selv."
- Vilhelm Grønbech

---

"Rasmus Underbjerg Pinnerup" <pinnerup@privat.dk> skrev i en meddelelse
news:a657pu4epdkkg230qo0nh1d2e4egu8uq9q@4ax.com...
> "Anders Peter Johnsen" <anderspj@mail.dk> mælte sligt:
> >"ssm" <ssm@io.dk> skrev:
>
> >Vi forsager nu, fordi vi vil smæske os i absolut og evig lykke i det
> >hinsidige?
>
> Det er da den traditionelle tanke inden for kristendommen.

Ja, desværre. Og det mener jeg er temmelig misforstået.

> >>og grovæderen der spiser hvad der skader ham i både sjæl og legeme er
ikke
> >>klar over den skade han gør på sig selv.
>
> >Min læge siger vist det samme...
>
> Virkelig? Ingen kan vel i vor tid have held med at bilde sig ind, at
grovæderi
> ikke gør skade på kroppen.

Det er jo netop det, jeg ironiserer over...

> >Ironisk nok bliver folk historisk set mest religiøse, når de oplever
> >velstand, for så kan de tilfredsstille alle sanser, men hvad så?
>
> Dette postulat faldt mig for brystet. Hvad har du at basere det på? Jeg er
> ikke bekendt med en sådan korrelation. Snarere ville jeg påpege, at folk
> gennem det meste af verdenshistorien har været mere religiøse end vi er
nu, og
> de har dog, overordnet set, haft færre materielle goder.

Sig mig, er du ude af stand til at se den "søgning" der er indenfor
religion, alternativ behandling og især spiritualisme som der er idag?

Jeg har gang på gang under mit historiestudie fået at vide at
Højmiddelalderens boomende velstand omkring 1100-tallet resulterede i en
sand overflod af kristne bevægelser og herunder også monastiske bevægelser
og korstogene. Der var i tiden en enorm søgen efter fromhed, netop fordi
folk "havde det for godt".

Og dette har jeg fået bekræftet både af historikere og af teologiske
Middelalderforskere ved Teologisk Fakultet. "Den Mørke Middelalder" synes at
være en myte baseret på Verdenssituationen omkring Pestens udbrud. i
1300-tallet.

> [...]
> >Paulus må være MEGET uenig.
>
> Det er jo også netop karakteristisk for de gamle kristne kirker (dvs.
> katolske, ortodokse, orientalske osv.), at de ikke lider af
protestantismens
> Paulus-fanatisme.

Der tales om omvendte forbrydere. Fattede du ironien?

> >Men hjælper det egentlig på noget som helst at gå i kloster? At forsage
> >verden i det ydre?
>
> Det kan næppe andet end hjælpe på koncentrationen, f.eks.

Frelsen var dengang også netop det store spørgsmål, som det var MEGET
vigtigt at koncentrere sig om.

> >Judas er et kapitel for sig i prædestinationsproblematikken. Hvis Gud er
> >Almægtig og elsker alle, hvordan kunne Judas så dømmes til fortabelse,
når
> >han endda gjorde Guds Vilje, som han var bestemt til at gøre den ifølge
> >Jesus?
>
> Gud elsker ikke alle. Gud hadede Esau fra før, han blev født.

Yep. Jeg har lige læst lidt om at Thomas Aquinas, John Duns Scotus, Peter
Auriol og Gregor af Rimini havde en længere diskussion med hvert deres syn
på guddommelig udvælgelse.

> Fra den allestedsnærværende Paulus, Romerbrevets niende kapitel:
>
> 11 Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller
ondt,
> blev der - for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast,
> ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, -
> 12 sagt til hende: "Den ældste skal tjene den yngste,"
> 13 som der er skrevet: "Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."
> 14 Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud?
> Det være langt fra!
> 15 Thi han siger til Moses:
> "Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod,
> og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over."
>
> Gud elsker ikke folk på grund af deres gerninger eller ugerninger. Ej
heller
> elsker han alle uden diskrimination.

Og dèt synes bare at være imod Johannesevangeliets tone.

Han elsker nogle og hader andre. Hvorfor?
> Fordi han vil det. Er det ikke uretfærdigt? Nej, fordi Gud kan gøre, som
han
> har lyst. Retfærdigheden bestemmes af Gud, ikke omvendt. Således mæler
Paulus.
>
> >Hvem kan dømme Judas? Dèt gjorde ikke engang Jesus svjv, men alligevel
har
> >staklen været prügelknabe siden apostlene...De er ret gode til at hænge
ham
> >ud som Djævelen selv,
>
> Ja. Evangelieforfatterne giver i hvert fald ikke just noget godt billede
af
> ham. Man kunne forledes til at spekulere over, hvordan historien havde
lydt,
> om man havde hørt den fra Judas' mund. Det har Tim Rice og Andrew
Lloyd-Webber
> gjort, og det mundede ud i den fremragende musical Jesus Christ Superstar.

Ja.

Jeg mener selv at der er langt mere lidelse i Judas' selvmord end i Jesu
Lidelseshistorie.
Jesus havde trods alt en vis martyr-ære i behold trods alle pinsler, mens
Judas var æreløs og HELT alene i Verden.
Havde han dog bare levet længe og fedt af sine sølvpenge, kunne man kalde
ham "ond", men hans egen reaktion, idet han umiddelbart anerkender hvilken
fatal brøler, han i sin vildfarelse har begået, tjener ham faktisk mere til
ære end til skam, IMHO.

Kan han af et godt hjerte have elsket Jesus højt, men alligevel frygtet en
åben konfrontation mellem farisæere og kristne, for derefter at have fortalt
Synedriet om sine bekymringer over Jesu åbne konfrontationssøgen med
Tempelrydningen?

Kan han således have ønsket at formidle en slags diplomatisk kontakt i håb
om "forhandlinger", men fatter først for sent at han bliver udnyttet som som
en gemen stikker og at Synedriet egentlig vil slå Jesus ihjel snarere end at
forhandle? En forfærdelig tanke.

I så fald er Judas nok Verdenshistoriens mest misforståede menneske.

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

"Anders Peter Johnsen" <anderspj@mail.dk> mælte sligt:
>"Rasmus Underbjerg Pinnerup" <pinnerup@privat.dk> skrev:

>>>Ironisk nok bliver folk historisk set mest religiøse, når de oplever
>>>velstand, for så kan de tilfredsstille alle sanser, men hvad så?

>>Dette postulat faldt mig for brystet. Hvad har du at basere det på? Jeg er
>>ikke bekendt med en sådan korrelation. Snarere ville jeg påpege, at folk
>>gennem det meste af verdenshistorien har været mere religiøse end vi er
>>nu, og de har dog, overordnet set, haft færre materielle goder.

>Sig mig, er du ude af stand til at se den "søgning" der er indenfor
>religion, alternativ behandling og især spiritualisme som der er idag?

Slet ikke. Men det slår mig, at religionen i mindre materielt velstillede
kulturer i en helt anden grad er en integreret del af alle aspekter af
tilværelsen, hvorimod den i vores tid er noget, som man kan hygge sig med i
sin fritid, hvis man keder sig.

>Og dette har jeg fået bekræftet både af historikere og af teologiske
>Middelalderforskere ved Teologisk Fakultet. "Den Mørke Middelalder" synes at
>være en myte baseret på Verdenssituationen omkring Pestens udbrud. i
>1300-tallet.

Jeg argumenterer skam heller ikke for, at middelalderen skulle være mørk. Jeg
betvivler bare den generelle korrelation mellem rigdom og religiøsitet.

>>Gud elsker ikke folk på grund af deres gerninger eller ugerninger. Ej
>>heller elsker han alle uden diskrimination.

>Og dèt synes bare at være imod Johannesevangeliets tone.

Sådan er der så meget ;)

>Jeg mener selv at der er langt mere lidelse i Judas' selvmord end i Jesu
>Lidelseshistorie.

Ja, det slår mig også som påfaldende.

Venlig hilsen,
Rasmus Underbjerg Pinnerup
--
"What did you do now? Stop doing things!"