> Giver den bestemmelse hjemmel til at rette henvendelse til kommissionæren?
>
> Du får lige kommentaren til § 4a. Den er faktisk ikke helt let.
Nej let er det ikke, men mener du, at man ikke kan finde en entydig rigtig
fortolkning, uden at det ligefrem skal afprøves i retten?
> "§ 4a. (24) Ved forbrugerkøb forstås et køb,(25) som en køber
> (forbruger)(26) foretager hos en erhvervsdrivende,(27) der handler som led
i
> sit erhverv,(28) når(29) køberen hovedsagelig handler uden for sit
> erhverv.(30) Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et
> forbrugerkøb.(31)
> Stk. 2. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt
i
> stk. 1 endvidere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er
> indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.(32)
Jamen det må da være indbegrebet af et kommissionskøb?
> (24)Bestemmelsen definerer forbrugerkøb. Tilsvarende definitioner findes i
> aftalelovens § 38 a, stk. 2, kreditaftaleloven § 1, forbrugeraftaleloven §
1
> og renteloven § 7, stk. 1, alt som ændret ved L 1994 1098L 1994 1098, jf.
> noten ad »når« i 1. pkt. Reglen er beskyttelsespræceptiv, jf. § 1, stk. 2.
> Om det civilretlige forbrugerbegreb, se i øvrigt Palle Bo Madsen og
> Anne-Dorte Bruun Nielsen: Dansk forbrugerret (1986) 53 ff., Henrik Rothe i
U
> 1988 B 254U 1988 B 254 ff.
> (25)Om definitionen af køb, se note ad § 1 a, stk. 1. Særreglerne om
> forbrugerkøb gælder således ligesom kbl iøvrigt alle køb, bortset fra køb
af
> fast ejendom. Af bet 17 fremgår, at det almindelige princip i § 2, stk. 2,
> om bytte også finder anvendelse i denne relation, således at særreglerne
om
> forbrugerkøb gælder tilsvarende for en byttehandel mellem en
> erhvervsdrivende og en forbruger.
> (26)En forbruger defineres gennem køberens formål med købet, jf. note ad
1.
> pkt. in fine.
> (27)Udtrykket erhvervsdrivende er anvendt i vid betydning, bet 56.
> Erhvervsdrivende er enhver, der driver en privat erhvervsvirksomhed,
> hvadenten der er tale om hoved- eller bibeskæftigelse. Virksomheden må dog
> have et vist omfang og være af en vis varighed, Forbrugerstyrelsen
Juridisk
> Årbog 1990 84 (gentagen annoncering i lokalblade). Er vedkommende
> bogføringspligtig, moms-pligtig eller omfattet af selskabsskatteloven, vil
> vedkommende normalt være erhvervsdrivende i lovens forstand. Det er uden
> betydning, om der tilstræbes økonomisk gevinst med virksomheden. Offentlig
> virksomhed, som kan sidestilles med privat erhvervsvirksomhed, f.eks.
> levering af vand, transport af personer og gods, er også at betragte som
> erhvervsvirksomhed i lovens forstand, jf. herved princippet i
> markedsføringslovens § 1. Foreninger og sammenslutninger, hvis formål
> udelukkende er velgørenhed eller almennyttigt, politisk eller religiøst,
kan
> i almindelighed ikke anses for erhvervsdrivende. Forbrugerkøbsreglerne
> omfatter således ikke lodseddelsalg, som efter de herom gældende regler er
> lovlig. Om begrebet erhvervsdrivende, se i øvrigt bet 1982 970 om fonde s.
> 181 ff. Kravet om, at sælgeren skal være erhvervsdrivende fraviges i stk.
2.
> (28)Salget skal således stå i forbindelse med sælgerens
erhvervsvirksomhed,
> jf. herved § 4, stk. 1, med note ad »bedrift«.
> (29)Ændret ved L 1994 1098L 1994 1098. Denne lovs hovedformål var
> gennemførelse af de civilretlige dele af EF-direktivet om urimelige
> kontraktvilkår i forbrugeraftaler (RDIR93-13Rdir 93/13, EU-KARNOV 2001 s.
> 1599), jf. den ved loven skete indsættelse i aftaleloven af særlige regler
> om forbrugeraftaler i §§ 38 a - 38 d. Da RDIR93-13Rdir 93/13 definerer en
> forbruger, som en der ikke handler som led i sit erhverv, og ikke samtidig
> stiller krav om, at den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette
> (synbarhedskravet), defineres en forbrugeraftale i aftalelovens § 38 a,
stk.
> 2, uden medtagelse af et synbarhedskrav. Gennem den samtidigt foretagne
> ændring af købeloven er synbarhedskravet også udgået af dennes
> forbrugerkøbsdefinition, således at der som hidtil opereres med et
ensartet
> forbrugerbegreb i den civilretlige lovgivning. Udover ændringen vedrørende
> synbarhedskravet, jf. fra tidligere praksis herom U 1988 206U 1988 206 V,
er
> der ikke tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til det oprindelige
> danske forbrugeraftalebegreb.
> (30)Forbrugeren defineres gennem den tilsigtede benyttelse af det købte,
der
> ikke må være bestemt til anvendelse i eller for en erhvervsvirksomhed.
> Aftaler om f.eks. køb af en vare, der skal danne grundlag for en
> erhvervsmæssig produktion eller anvendes som driftsinventar eller
> driftsmateriel i en erhvervsvirksomhed eller med henblik på
erhvervsmæssigt
> videresalg, jf. herved U 1986 615U 1986 615 Ø, er derfor ikke
forbrugerkøb.
> Det købte må heller ikke være bestemt til anvendelse i offentlig
virksomhed.
> Køb foretaget af staten, kommunerne eller andre offentlige virksomheder er
> således ikke forbrugerkøb. Tilsvarende gælder om indkøb foretaget af en
> fond, der driver en række plejehjem, f.eks. af senge til disse hjem.
> Det købte er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, hvis det er
bestemt
> til privat brug eller forbrug, U 1991 733U 1991 733 V (køb af nøglefærdigt
> sommerhus til opstilling på købers grund til købers private brug), U 1995
> 432U 1995 432 H (køb af diamanter med henblik på opnåelse af gevinst ved
> senere salg, forbrugerkøb, da køber ikke var erhvervsdrivende og
videresalg
> ikke ville være erhvervsmæssigt), U 1998 47U 1998 47 H (køb af
> transportcontainere, der blev udlejet, og som køber foretog skattemæssige
> afskrivninger på, ikke forbrugerkøb). Køb foretaget af lønmodtagere
bortset
> fra aftaler, der indgås som led i udøvelsen af et selvstændigt bierhverv,
> vil være forbrugerkøb, således også aftaler om køb af varer, lønmodtageren
> agter at benytte ved udøvelsen af sit arbejde, f.eks. repræsentantens køb
af
> en bil eller skovarbejderens køb af en motorsav, jf. herved U 1988 415U
1988
> 415 V. Ligeledes vil køb foretaget af ikke-erhvervsdrivende foreninger,
> f.eks. ikke-professionelle sportsklubber, være forbrugeraftaler, jf.
herved
> U 1988 945U 1988 945 V, Forbrugerstyrelsen Juridisk Årbog 1990 85
> (bofællesskab bestående af 9 pensionister), medmindre aftalen
> undtagelsesvist har et erhvervsmæssigt sigte. Køb foretaget af et aktie-
> eller anpartsselskab er ikke forbrugerkøb - heller ikke, når det købte
skal
> anvendes af direktøren, jf. U 1996 186U 1996 186 Ø (om motorbåd). I
> tilfælde, hvor det købte er bestemt såvel til privat, ikke-erhvervsmæssig
> som erhvervsmæssig anvendelse, er det afgørende, inden for hvilket af de
to
> områder den overvejende anvendelse skal ske.
> Om den ydelse, der ved aftalens indgåelse hovedsagelig var bestemt til
> privat brug eller forbrug, faktisk hovedsageligt anvendes
erhvervsmæssigt -
> eller omvendt - er uden betydning for, om der foreligger en
forbrugeraftale,
> jf. dog 2. pkt.
> Efter 1994-ændringsloven er det alene afgørende, om køberen har handlet
uden
> for sit erhverv. Det er uden betydning, om sælgeren vidste eller burde
vide
> dette. Loven er derfor anvendelig, selv om sælgeren ved købeaftalens
> indgåelse havde rimelig grund til at antage, at salgsgenstanden på det
> tidspunkt var bestemt til erhvervsmæssig (ikke-privat) anvendelse for
> køberen. Efter forarbejderne skulle dette dog næppe kunne fastholdes, hvis
> sælgeren ved aftalens indgåelse er blevet vildledt til at tro, at køberen
> hovedsageligt handlede i sit erhverv.
> (31)Det er en forudsætning for denne bevisbyrderegels anvendelse, at
> sælgeren er erhvervsdrivende. Tvivl herom må afgøres efter almindelige
> bevisregler. Bortset herfra finder reglen imidlertid anvendelse på
samtlige
> i definitionen af et forbrugerkøb i 1. pkt. indgående led. Godtgøres det,
at
> det købte hovedsagelig anvendes til erhvervsmæssige eller offentlige
> (ikke-private) formål, må bevisbyrden anses for løftet, idet det i så fald
> må påhvile køberen at godtgøre, at det købte ved aftalens indgåelse uanset
> den faktiske anvendelse hovedsagelig var bestemt til privat brug.
> (32)Efter stk. 1 er køb mellem private ikke forbrugerkøb. Kravet om, at
> sælgeren skal være erhvervsdrivende fraviges i stk. 2. De øvrige krav
efter
> stk. 1 fraviges imidlertid ikke. Salgsgenstanden skal således være bestemt
> til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, jf. U 1996 186U 1996 186 Ø. Den
> professionelle mellemmand skal endvidere have optrådt som led i sit
erhverv.
> Dette sidste krav vil være opfyldt i tilfælde, hvor mellemmandens erhverv
er
> handel med genstande af den pågældende art. Enkeltstående salg af f.eks.
en
> brugt genstand må dog også anses for at være et naturligt led i en
> erhvervsvirksomhed, der består i salg af nye genstande af den pågældende
art
> eller i udførelse af serviceydelser vedrørende varer af vedkommende slags.
> Det må således f.eks. antages, at det ligger inden for rammerne af en
> servicestations virksomhed at medvirke til salg af en brugt bil, bet 59.
> Den erhvervsdrivende mellemmand skal have optrådt aktivt i forbindelse med
> aftalens indgåelse som repræsentant for sælgeren. Det er således ikke
> tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende har formidlet kontakt mellem
sælger
> og køber. Han må yderligere ved anprisning af salgsgenstanden eller på
anden
> måde have deltaget aktivt i salgsforhandlingerne. Har den erhvervsdrivende
> modtaget et vederlag for sin indsats, må han antages at have deltaget i
> salgsforhandlingerne. Optræder den erhvervsdrivende ligefrem som
fuldmægtig
> for sælgeren, vil aftalen klart være omfattet af reglen. Udenfor falder
> derimod køb, der afsluttes af en erhvervsdrivende, der handler i eget navn
> som salgskommissionær; sådanne køb er forbrugerkøb allerede i medfør af
stk.
> 1.
> Virkningen af, at der i kraft af profesionel mellemmandsformidling antages
> at foreligge et forbrugerkøb, er, at de særlige regler om forbrugerkøb
> finder anvendelse. Køberen kan således udøve de ham ifølge de særlige
> beskyttelsespræceptive regler om forbrugerkøb tilkommende rettigheder mod
> sælgeren. Det gælder også i tilfælde, hvor den
> gensidighedsbeføjelsesudløsende adfærd er udvist af formidleren, uden at
der
> herved er noget at bebrejde sælgeren. Er der i sådanne tilfælde noget at
> bebrejde formidleren, pådrager denne sig yderligere et erstatningsansvar
> overfor køberen. Derimod kan der ikke over for formidleren blive tale om
at
> hæve, kræve afhjælpning, omlevering eller forholdsmæssigt afslag. Om
> reklamation over mangler, se § 84, 2. pkt."
plask.mp3
Og derfor findes der uddannede jurister
