---

KRISTENDOM (del 1)

En gennemgang af den moderne, institutionaliserede kristendom.

Dette indläg vil påvise, hvordan den traditionelle fortolkning af
lären om Kristus, som i almindelighed godtages af kristne, ikke hviler
på sikker historisk grund. Den moderne kirkes dogmer er for en stor
dels vedkommende opstået af ren spekulation og er igennem
århundrederne blevet genstand for meget gennemgribende ändringer.

En vanskelighed ved at etablere bibelsk trovärdighed er, at der ikke
findes et ord i Bibelen som direkte kan föres tilbage til Jesu hånd.
Alle beretninger om Jesu liv og läre er blevet nedtegnet af to af hans
tolv elever, Mattäus og Johannes, samt af to andre hellige mänd,
Markus og Lukas, som ikke fandtes blandt de oprindelige tolv, der
modtog Kristi personlige undervisning.

De mest betydningsfulde dogmatiske afhandlinger om Ny Testamente,
hvorpå den kristne kirkes autoritet formodes at hvile, tilskrives
Paulus som heller ikke var direkte elev af Kristus. Et andet problem
er, at de oprindelige evangelier på det aramäiske sprog, ikke mere
findes bevaret i deres helhed. Moderne fortolkninger af Ny Testamente
er i stor udsträkning baseret på gamle gräske oversättelser fra äldre
aramäiske skrifter.

En tredie vanskelighed er, at indholdet i den moderne bibel ikke
stemmer overens med Guds ord, som det blev antaget af den kristne läre
i dens äldste för-romersk/katolske form. De äldre kristne som boede
omkring Middelhavet, i närorienten samt i det jödiske samfund i det
förste og andet århundrede efter Kristus, kendte en omfattende
mangfoldighed af mundtlige og nedskrevne hellige skrifter, hvoraf
nogle endog dukker op i vore dage, f.eks. Dödehavsrullerne og "De tolv
helliges Evangelium".

Grundlaget for det som i dag er kendt som den kristne bibel, er
imidlertid resultatet af en speciel romersk formulering af teologien,
som fandt sted imellem det andet og det fjerde århundrede efter
Kristus. Den moderne bibel var et resultat af en gradvist löbende
kanonisering (officiel kirkebekräftigelse) af visse skrifter.

Historien om denne kanonisering af Bibelen er beskrevet kortfattet i
den ny katolske encyklopädi. Bemärk den tidlige forskel ved de
vestlige kanoniske böger. I öst var de kanoniske böger mere flydende
og omfattede mange böger, som nu ikke anerkendes som kanoniske (d.v.s.
anerkendt af den katolske kirke). Justinus anerkendte f.eks. ethvert
skrift som forkyndte de gode nyheder - og mange kunne opfylde denne
definition.

I vest var de kanoniske böger mere juridiske og regelrette, med en
sträben efter snarere at udelukke end at medtage hellige böger. Ikke
för end i det fjerde århundrede opnåede kirken en stabilisering af de
kanoniske böger, og först ved kirkemödet i Trent i 1546 opnåede de
kanoniske böger deres dogmatiske udformning.

'De romerske kristne tilsidesatte således en stor del af de äldre
kristne skrifter, som var anerkendt i almindelighed andre steder.
Dette kunne måske bero på deres manglende evner til at forstå og fölge
undervisningen deri. Politiske interesser kan heller ikke
tilsidesättes som en årsag til den romerske sekterisme. Moderne
kritikere af den katolske läre anklager de gamle kirkefädre for at
have udnävnt visse läremestre, kendt som censorer, til at ändre den
gamle kristne läres original-erkendelser gennem udeladelser,
justeringer og fortolkninger for at skrifterne kunne tilfredsstille
kejser Konstantin af Rom, som kort forinden havde omvendt sig til den
kristne läre og som var vant til den hedenske livsstil i den datidige
dekadente kultur.

Biskopperne i Rom var opsatte på at deres samfunds trossatser, såsom
den kejserlige trosbekendelse, skulle indföres i det romerske rige og
til dette formål behövede de Konstantins stötte. Det er en
kendsgerning at Konstantin, efter indstilling fra den romerske kirkes
ledere, sammenkaldte til kirkemödet i Nikea i år 325 e.Kr., af
sekteriske årsager (d.v.s. for at fastlägge den ariske kristendom).

Kirkemödet i Nikea indstiftede den romerske kirke som den kristne
verdens centrum, og den romerske kirkes tolkning som overordnet. På
kirkemödet i Karthago 397 e.Kr., forböd den romerske kirke officielt
läsning af sådanne kristne skrfter, som ikke var godkendte af den
romerske hieraki (d.v.s. prästevälde). Bibelen blev således for altid
berövet visse afsnit i Ny Testamente, da de blev anset for at väre
apokryfiske (d.v.s. af tvivlsom oprindelse).

Ligeledes bör det bemärkes at der findes afsnit i den romersk-katolske
udgave af Det Gamle Testamente, godkendt i Karthago, som anses for at
väre apokryfiske af jöderne, som gör gäldende at Det Gamle Testamente
er et af deres egne hellige skrifter - Toraen.

Kirkefädrenes räsonnementer ang. hvad der var apokryfisk og hvad ikke,
har i forgangne tider väret et stort kontroversielt anliggende blandt
teologer, i särdeleshed fordi påvirkningerne fra apokryfiske böger er
levet videre fra den gamle tid i traditionel kristen lärdom.

Der findes brudstykker af Ny Testamente, som tilskrives Leuceus
Carinus, en af Johannes' fölgesvende - på samme måde som Lukas var det
til Paulus. Hans frembringelser daterer sig i et tidsrum indenfor
hundrede år omkring korsfästelsen og blev forkastet af den romerske
kirke, som värende gnostisk fejlläre (gnusis er et gräsk ord som
etymologisk, d.v.s. ordbilledmässigt, er forbundet med sanskrit-ordet
gyana; begge ord betyder viden eller kundskab).

Den europäiske kristendom har i lang tid betragtet gnosticismen som
ikke-kristen, eller i bedste fald som kristendom med kompromisser. Den
äldre katolske filosof Origenes var blandt de förste kirkelige
talsmänd der forsögte at adskille kristi läre fra österlandsk mystik.
Og siden den tid har man forkyndt gnosticismen som en fremmed
indflydelse på kristendommen. Alligevel er det ikke så ligetil at
afvise den gamle gnostiske evangelier, som om de ikke hörte til den
ägte kristne tradition.

Otto Pfleiderer, fhv. professor i praktisk teologi ved universitet i
Berlin, har skildret Leucius' produkt som "tidlig kristen litteratur"
og af stor betydning for forståelsen af den periode. Med henvisning
til Jesu dom foran Pontius Pilatus, genfunden i en anden för-katolsk
gnostisk tekst - Petri Evangeliet - forklarer dr. Pfleiderer at det er
en tolkning af historien som er enklere og derfor uden tvivl äldre end
den "ejendommelige beretning", nemlig den moderne tolkning i Mattäus.
Trods det, er den gnostiske beskrivning af Jesu Kristi liv praktisk
taget ukendt i dag.

Lären om ordet, sådan som det gives i det moderne Johannes Evangelium,
er et centralt mysterium i kristen teologi, som giver en antydning af
den virkelige identitet af personen Kristus. Der foreligger dog bevis
på, at lären om ordet undervistes af de gnostiske skoler i det gamle
när-orienten - endog för Kristi födsel. Hvis gnosticismen er kättersk,
hvordan kan da et så vigtigt teologisk spörgsmål som Jesu Kristi
identitet forklares i den moderne bibel med anvendelse af äldre
gnostisk terminologi?

Envidere afslörer "Johannes' gerninger" af Leucius Carinus en
forklaring til det kristne ord, som langt overgår den udvandede og
svärt fattelige version i det moderne Ny Testamente. I den gnostiske
tekst finder vi at ordet, den guddommelige läre eller kraft, adskiller
den lavere naturs verden, materien, fra fra den höjere naturs verden,
den åndelige verden.

Menneskeheden er fuldständig opslugt af sanselig materie, men Kristus
(d.v.s. "ordet som blev köd") steg ned fra faderens, Guds åndelige
rige, for at frelse menneskeheden ved at åbenbare sig i en menneskelig
skikkelse - dog uden at miste sin kontakt med det åndelige rige. Med
andre ord: Kristus er et åndeligt väsen, som altid er transcendental
til (d.v.s. hävet over) den materielle verden, skönt han udadtil antog
en materiel skikkelse for at kunne forkynde. Hans formål var at häve
menneskeheden til det transcendentale (åndelige) niveau.
"Om du lytter til mig, skal du blive som jeg er", sagde han.

Menneskene besidder den åndelige mulighed for at ophöje sig til Kristi
niveau. Da det imidlertid er faldet, kom Kristus for at vise vejen.
Eftersom Kristus aldrig var falden, men altid befandt sig i en åndelig
position som Guds evige tjener, er han intimt forbundet med Gud, som
hans sön. Men derfor er Guds faderskab på ingen måde udelukkende
begränset til Kristus. Blandt de uvidende väsener i denne verden, var
Jesus Guds eneste gode sön, som kom for at tilbyde hver og en at träde
ind i Guds åndelige rige. Hver og en som ville göre Guds vilje.

Det finder vi beskrevet i Mattäus (evangeliet). Kristi transcendentale
läre symboliseredes af lysets kors, som han åbenbarede for Johannes
under korsfästelsen. Ifölge Leuceus åbenbarede Jesus Kristus sig for
Johannes i sin åndelige skikkelse på Oliebjerget, hvor Johannes
grädende havde gemt sig i en grotte, efter at han havde set Jesus på
korset på Golgata. Kristus forklarede for Johannes, at hans
korsfästelse kun var et synsbedrag for at forvirre dem, som troede at
han var et almindeligt menneske: "Jeg er ikke ham som er på
träkorset", og at han faktisk ikke led nogen dödssmerte.

Lysets kors, Kristi virkelige symbol, omslutter himlene og skiller
materiens lavere verden fra det höjere åndelige transcendentale rige.
Kristus beretter for Johannes, at dette kors undertiden var som en
dör, undertiden en vej, undertiden tro, undertiden en mystisk vision
om vejen til åndelig befrielse fra den smertefulde materielle verden
af gentagen födsel og död.

"Thomas' gerninger iflg. Leuceus" giver et mere detailleret billede af
själens frelse fra illusionen, som fremstilles igennem en lignelse om
’gyptens drageperle. Deri sammenlignes själen med et kongeligt barn
fra lysets himmelske rige, som afförer sig sin oprindelige himmelske
klädning (åndelige krop) og forlader sit hjem for at drage til ’gypten
(de materielle sansers verden).

Der iförer själen sig ägypternes snavsede klädedragt, en klädedragt af
skam (den materielle krop). Mens själen bor i ’gypten er den tvunget
til at tjene de magter, som styrer den lavere verden (de fysiske
love). Denne tjeneste er så hård at dens bevidsthed bliver omtåget af
träthed og sövn. Själen väkkes af sin slummer af et brev fra sin far,
kongen selv (det åbenbarede ord - Kristus). Kongens sön får i dette
brev anvisninger på at redde en kostbar perle fra en forfärdelig
drage: befrie den og före den til lysets himmelske rige.

Perlen repräsenterer lysets guddommelige gnist, den åndelige del af
ens väsen, som må befries fra påvirkning af mörkets magter, der
repräsenteres af dragen. Dragen bliver dysset i sövn af kongens sön,
som uophörligt synger kongens navn i dens öre. Da sönnen vender
tilbage til lysets rige med perlen, efterlader han den materielle krop
og iförer sig en krop af lys, en åndelig krop, fra hvilken kongens
billede strålede i alle farver. I lysets rige hilses själen af sin far
og andre prinser, som på tilsvarende vis er prydet af åndelige kroppe.
Sammen går de for at möde kongernes konge, som er den störste af dem
alle.

Foruden dokumenterne til apostelgerningerne af Leucius Carinus, findes
der en bog om det äldre og nye testamente som hedder "’gypternes
Evangelium", hvori Kristus angives at sammenligne den materielle krop
med en klädedragt af skam. Vi erfarer også her at födsel og död har
sine rödder i seksuelle begär. Dette evangelium var alment värdsat i
äldre tider - ja selv af Clement af Alexandria, som i år 170 e.Kr.,
citerede det i sin anden epistel. Clement er af den moderne katolske
kirke anerkendt som kirkelig korrekt. Det er derfor besynderligt at
"’gypternes Evangelium" i dag anses for kättersk.

"Paulus' gnostiske gerninger" var iflg. Pfleiderer meget värdsatte i
den gamle kirke, men det forstår sig at de i dag er ukendte. Her
finder man, at de restriktioner som blev foreskrevet af apostelen
Paulus til hans tilhängere, var nogle helt andre end dem som genfindes
i Ny Testamente. Han lärte dem at väre absolut afholdende, at afstå
fra at spise köd, at drikke vin og iövrigt ophöre med synd af al
slags. "I skal ej genopstå fra de döde om i ikke forbliver kyske og
holder jeres kroppe ubesmittede" sagde Paulus.

"De tolv apostles gerninger ifölge Mattäus", en anden gammel bog i Ny
Testamente som blev forbudt af den romersk-katolske kirke, nävner at
Johannes Döberen - som döbte Jesus - udelukkende ernärede sig af
oliekager. Ifölge den moderne bibel, skal Johannes Döberen vistnok
have ernäret sig af gräshopper. För det sidste måltid siger Jesus,
iflg. den gnostiske beretning, til sine disciple:

"Det er ikke mit önske at spise köd sammen med jer ved denne
påskehöjtid". Ang. den jödiske sädvane med at slagte offerdyr, siger
Jesus: "Jeg er kommet for at göre en ende på ofringen" og "om i ikke
ophörer med at ofre, vil Guds vrede aldrig vige fra jer".

Modstandere af katolicismen gör gäldende, at de tidlige romerske
censorer udrensede de kristne skriftelige forkyndelser, som kunne
betragtes som kontroversielle for den materialistiske kejser
Konstantin, for at konsolidere den romerske kirkes magt og for at
indstifte den som statsreligion i det romerske kejserdömme. Som en
kommentar til denne forsätlige ändring af sandheden, udtaler G.J.
Huxley i sit evangelium om de tolv hellige:

"Hvad disse gjorde, var minutiöst at stryge visse forkyndelser af
Vorherre i evangelierne, som de (eller Konstantin) ikke havde til
hensigt at fölge, nemlig dem som indebar forbud mod ködspisning og
indtagelse af stärke drikke." Imidlertid fordömte de romersk-katolske
apologeter gnostikerne, som på alle områder strengt fulgte disse
principper, som kätterske kultdyrkere.

På denne måde faldt den höjt udviklede gnostiske filosofi i unåde hos
flertallet af de kristne. Hvad der end er tilbage af åndelighed i det
moderne Ny Testamente, har i alle tilfälde uden tvivl sin oprindelse
at takke de gnostiske skrifter for, som var rige på isoteriske
lärdomme om Jesus Kristus. Som Pfleiderer skriver: "Det var ikke
rigtigt at fordömme gnosticismen som helt modstridende og ödeläggende
i sin indflydelse på kristendommen.

Tvärtimod havde den den mest livskraftige indvirkning på
kristendommens udvikling." Men efter kirkemödet i Nikea, antog
kristendommen en fast, agnostisk (d.v.s. det helt enkle, uden
kundskab) kurs. Moderne kristne har ingen kundskab om, hvem Kristus
virkelig var, og hvad han i virkeligheden lärte. I dag anser kristne
f.eks. den anskuelse, at Jesus hverken led eller döde på korset, for
at väre Gudsbespottelig.

De fastholder at korsfästelsen er den vigtigste side af Guds
barmhjertighed mod menneskeheden. At Kristus led fysisk for vore
synder, så at vi nu kan fortsätte med at synde i hans navn. Det
underliggende motiv for denne tro er åbenbar. Kristne er utilböjelige
til at ville fölge regulerende principper som begränser sansenydelse.

Derfor önsker de frelse på den enklest mulige måde, på bekostning af
Jesu lidelse på korset. Den kristne forestilling om opstandelsen er i
virkeligheden en forherligelse af den fysiske krop, i mangel på al
åndelig viden: viden om den evige själ, som den åbenbaredes i "Thomas'
gerninger" af Leucius eller i "Bhagavad gita", hvor det står
beskrevet, at for själen findes der hverken födsel eller död. I stedet
identificerer moderne kristne udelukkende livet med den materielle
krop.

Deres forståelse af Kristus er derfor begränset til de mest elementäre
og håndgribelige sansefornemmelser. De tror at Kristi legeme var en
almindelig säk af kemikalier, präcis som en hvilket som helst andet
menneske, og at han blev helbredt og evig tre dage efter sin död. Med
hans nåde kommer hver sand kristen til på lignende måde at blive
belönnet med en evig fysisk tilvärelse i sin egen opstandne materielle
krop, med hvilken han vil komme til at opleve sansenydelse i himlen
med sine opstandne familiemedlemmer og venner. Kilden til denne tro er
klar.

'Oprindelig skelnede den gnostiske läre om ordet logos, klart imellem
materie og evig ånd, og identificerede Kristus som en budbringer fra
det evige åndelige rige, men agnosticismen i kirken har fordunklet
dette fortidige begreb, så at dagens kristne nu er ude af stand til at
forstå ånd (d.v.s. liv) og materie hver for sig. Evigt liv betyder nu,
iflg. moderne kristen logik, en evig fysisk krop. Denne tåbelighed har
kulmineret i den groteske läresätning om adventismen, hvor visse
kristne samfund tror, at sande kristnes grave vil åbne sig ved Kristi
genkomst og de döde kroppe rejse sig og fölge Herren til himlen.

De moderne kristne agnostikere bör således betragtes som modstandere
af Kristus, eftersom de ikke vil ändre deres syndige vaner og stige op
til den åndelige platform, ved at fölge deres herres instruktioner. I
stedet vil de träkke Kristus ned på en materiel, fysisk platform og
bruge hans död som en undskyldning for at fortsätte med at bryde hans
bud. Sådanne materialistiske, ateistiske formasteligheder fordömmes i
"Johannes' gerninger" af Leucius. Kristi fremträden i materiel
skikkelse var blot en lila, en guddommelig leg, som han selv udtrykte
det.

"Engang legede jeg med alting, og kunne alligevel aldrig tage
skade......" Dette som jeg nu åbenbarer mig i, er ikke hvad jeg er.
Det som jeg er, vil du få at se, når du er kommet til mig."

Til dem som troede at han virkelig var blevet naglet til korset for at
blive dräbt, sagde Jesus: "Jeg blev anset for at väre det, jeg ikke
er. Jeg var ikke det, som jeg var for mange andre. De siger andre ting
om mig; lumpne ting, som jeg ikke har gjort mig fortjent til." I denne
beretning af Leuceus om korsfästelsen, gik Johannes ned fra
Oliebjerget efter at have fået disse oplysninger fra Jesus, i dennes
åndelige skikkelse. Og han smilede til alle de andre som stod og
kiggede på, og troede at Jesus var ved at dö.

Den säregne romerske form for agnosticisme (d.v.s. uvidenhed), som
forbigik den sande transcendens ved Kristus og hans läresätninger,
resulterede i mange andre bedragerier i religionens navn. Alt eftersom
kristendommen bredte sig fra Rom til landene i det nordlige Europa,
opstod behovet for kristne tjenere som kunne oversätte Bibelen fra
gräsk og latin, til de nye proselytters modersmål.

Dette medförte en endnu större afvigelse fra Kristi oprindelige
budskab, f.eks. findes der nu 19 henvisninger til Kristi og hans
disciples påståede ködspisning, som genfindes i Karun Jacob's udgave
af evangelierne, som engelsktalende kristne påberåber sig, når det
gälder om at forsvare deres egen ködspisning.

Trods det, betyder ikke t af disse ord "köd" i den oprindelige gräske
oversättelse:

brome (anvendt 4 gange) betyder mad,
brusimus (anvendt 1 gang) betyder det, som kan spises,
brusis betyder mad eller spisningens handling (dette at spise),
prosphagion betyder noget at spise,
trophe (anvendt 6 gange) betyder näringsmiddel og
phago (anvendt 3 gange) betyder at spise.
Alle disse ord er oversat med "köd" eller sat i forbindelse med at
spise köd.

Den romersk-katolske kirke havde en stor interesse i at bibeholde de
europäiske massers uvidenhed. Ved ikke at göre Jesu läre til andet,
end et spörgsmål om blind tiltro til kirkelige läresätninger, blev
kristendommen en nem religion at sprede. Naturligvis voksede kirkens
välde, magt og indflydelse med stormskridt, eftersom den ikke
modarbejdede de fundamentale syndige vaner med ködspisning og
beruselse som de mest bemärkelsesvärdige, som var fremträdende i den
europäiske såkaldte kultur.

Den katolske bibel, forkortet og forvansket af kirkefädrene, var
igennem århundrederne et let tilgängelig skrift for yderligere
misfortolkninger for politiske og ökonomiske mål. Endnu i dag ved
meget få mennesker, at der findes 40 hyldekilometer i Vatikanets
arkiv, som er fuldt med urörte, uoversatte, gamle kristne og jödiske
skrifter, som i århundreder har väret gemt väk fra almenhedens öjne -
tilsyneladende for at forhindre problemfyldte, doktrinäre stridigheder
i at komme for dagens lys.

Ting som skulle kunne vende op og ned på traditionelle katolske teser
fra århundredernes forlöb. Overalt hvor der i middelalderen fandtes
gnostisk fejlläre, såsom troen på reinkarnation eller forsagelse af
köd og vin i kosten, hvilket kunne väre en trussel mod de kirkelige
dogmers suveränitet, blev de hensynslöst udryddet af inkvisitionen.
Imens begyndte kirkens biskopper at tilbyde deres mägtige lägmänd
verdens förste livsforsikringsbrev, garanteret velsignelse for frelse
til fantasipris.

Givetvis kunne en kirke, som var baseret på bedrageri, bluff og synd
og undertrykkelse af sandheden med vold, ikke eksistere i lang tid,
uden at sätte sig i alvorlige vanskeligheder, hvilket skete ved den
protestantiske reformation i 1500-tallet. Hvor voldsom og forbitret
denne fejde end var, formåede den dog på ingen måde at udvide
menneskets forståelse af Bibelen. Den befriede blot Bibelen fra den
katolske kirkes private tolkningsprivilegium og placerede det i
händerne på jävne mänd.

Men Bibelen forblev mere eller mindre som den altid havde väret siden
den var blevet sanktioneret af de romerske katolikker. Der fandtes
ingen blandt de protestantiske forkyndere, som kunne afslöre dens
oprindelige betydning, som var gået tabt for mere end tusind år
tilbage. Resultatet af reformationen var til syvende og sidst, at den
bibelske tolkning blev endnu mere bizar end tidligere. Således er
mange af vore dages kristne samfund opstået på den tid, og ikke et
eneste af disse er komment til nogen väsentlig forståelse af Kristi
sande transcendens og hans budskab til verden.


SLUTKOMMENTAR.

Vi skal fortsätte med denne analyse i endnu en tekst. Näste gang skal
vi höre om Kristi forsvundne pagt, hvorledes den pagt han indgik med
menneskene, fuldständig er forvansket og tilintetgjort af den moderne
institutionaliserede kristendom.

Disse indläg skal ikke ses som et angreb på anderledes tänkende eller
andre religioner. Krishna-bevidsthed står ikke i modsätning til
nogensomhelst anden religion, fordi al religion nödvendigvis må have
samme kilde, nemlig Gud/Krishna/Allah.

Så hvorfor vi "kritiserer" en anden religion på denne måde, er for at
oplyse om en religion, der hävder at väre den eneste sandhed, som
hävder at alle anderledes tänkende er hedninge; at alle som ikke
fölger deres sekteriske, dogmatiske fortolkninger og anvisninger af
deres skrift, faktisk er fordömte - der er endda nogle der tror, at de
som ikke fölger denne vej, skal brände evigt i helvede.

Det er selvfölgelig noget vrövl, fordi Gud hverken er kristen, hindu
eller muhammedaner. Der er kun een Gud, og denne ene Gud tilbedes af
forskellige folk fra forskellige kulturer, på forskellig vis. Men
essensen er altid er den samme. Det vil man også se, hvis man
foretager en religionshistorisk undersögelse - at de samme bud og
formaninger går igennem i alle religioner. Og at de samme beskrivelser
går igen i alle skrifter.

Alle beretningerne i Det Gamle Testamente har utvivlsomt sin
oprindelse i den vediske litteratur, hvor de samme beretninger findes
beskrevet (den vediske litteratur er vel at märke flere tusinde år
äldre end Bibelen). Det vi opponerer imod er, at en religion som har
en lang tradition for tekstforvanskning - for at sige det mildt - i
dag anser sig selv som värende den eneste sande religion.

mvh
jahnu