Hej allesammen
Min kæreste og jeg var 3 uger på Isla Margarita i marts 2003. Det var en
fantastisk tur.
Og Max, hold da helt op hvor må du have været fuld hele ferien hvis du
ikke så nogle palmer. Der er palmer overalt på Margarita - og det
lignede ikke nogle de lige havde plantet igår...
Nu er der jo nogle folk der forventer at alt bliver serveret på et
sølvfad - men som med alt andet skal man selv gøre en indsats for at få
en oplevelse. Så til dem der ikke selv har kunnet se mulighederne på
Isla Margarita vil jeg da gerne hjælpe lidt:
Som én nævner er vejret altid godt på Margarita, hvilket vil sige
solskin og 30 grader. Så hvis man ikke vil have denne type vejr på sin
ferie skal man ikke tage til Margarita...
Én af de første dage var vi på ø-rundtur. En glimrende start på ferien
hvor man får et godt overblik over øen. Det kan gøre det nemmere at
planlægge hvad man gerne vil kigge nærmere på resten af ferien.
Der er masser af lækre strande at besøge. Vi brugte mange dage i
vandkanten, under palmerne mens vi uden at lette os fik serveret mad og
kolde drikke når det passede os.
Lidt syd for Margarita ligger Isla de Coche. Denne lille ø kan nås med
båd fra El Yaque - det tager under ½ timer. Da vi ankom til øen gik vi i
land på den lækreste hvide bounty strand. Her brugte vi dagen på at nyde
vandet og stranden. Mad og drikke fik vi på ét af de få hoteller der
ligger ned til stranden. Her gik vi også en tur i den have der hører til
hotellet. Der var fritflyvende eksotiske fugle som papegøjer og lign.
Et af Margaritas højeste punkter er bjerget Cero El Copey. En del heraf
er samtidig udlagt til nationalpark. Her var vi på bjergvandring op
gennem regnskovens frodige vegetation. Kun afbrudt af
hvile-/drikkepauser med udsigt over det flotte landskab af bjerge og
dale totalt indhyllet i frodig vegetation så langt man kunne se.
Margarita har også en "ørken" - nemlig Macanao-halvøen. Her var vi på en
jeep-safari gennem vind og sand. Vi kørte gennem store strækninger hvor
der var sand overalt, gjorde stop ved det ene smukke sted efter det
andet. Vi kørte gennem små hyggelige fiskerlandsbyer hvor vi så
dagligdagen for den almindelige mand. Om eftermiddagen gjorde vi et
længere stop ved en super lækker strand. Lækkert sand og dejligt vand
der strakte sig over adskellige kilometer. Turen sluttede af på en
hyggelig lille strand hvor vi nød solnedgangen.
Turen til Mangrove-skovene i La Restinga Lagunaen er helt sikkert også
en oplevelse værd. Vi var på sejltur rundt i det kæmpemæssige område
hvor man ikke kan undgå at blive facineret af den specielle vegetation.
Og shopping er et helt kapitel for sig. Vi boede i udkanten af Porlamar.
Udover at den indre by har flere gader fyldt med butikker og centre
ligger der også store shoppingcentre andre steder i byen. Disse
shoppingcentre lever helt op til den standard vi har i Europa og er
propfyldt med butikker - kæmpe store centre med alt hvad hjertet
begærer. Og så er der selvfølgelig også de billige markeder hvor der kan
handles om priserne hvis man har lyst til det.
Der ligger også et tivoli-land/forlystelsescenter i Porlamar hvor der
også er mulighed for at svømme med delfiner og se diverse shows.
Dette er naturligvis blot nogle få af de oplevelser vi havde på
Margarita. Der er naturligvis også mulighed for dykning og anden
vandsport.
Og nogle skriver at man skulle passe på alt muligt. Ja, med sund fornuft
kommer man langt. Længere er den jo egentligt ikke. Nogle ser jo
spøgelser overalt... - vi havde ikke én eneste dårlig oplevelse med
kriminalitet/overfald eller lignende - og hørte heller ikke om andre der
havde oplevet det!
Skulle der stadig være nogen der ikke kan få tiden til at gå næste gang
de skal ud at rejse er de da velkommen til at kontakte mig - så skal jeg
gerne være behjælpelig med nogle forslag til aktiviteter...
Ferie-hilsner
Thomas
--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"