/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Sexualitet / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
 
Top 10 brugere
Sexualitet
#NavnPoint
dova 2573
Sannie 1393
Nordsted1 1345
briani 1186
skingur 1004
ThomasG 918
ans 861
refi 860
creamygirl 831
10  piaskov 789
Apropos det med at tiltrække ting i sit li~
Fra : Trine Stubbe Teglbja~


Dato : 11-02-01 11:28

      Hejsa

   Nu er tråden om nøgenbadning snart blevet så lang at jeg ikke
har tålmodighed til at finde de excate indlæg omkring det at have
mønstre i sit liv Grunden til at jeg bringer det op er at jeg har
fundet dette på cnn.com i dag:

Mapping the chemical sequences for human DNA -- the chemical "letters"
that make up the recipe of human life -- is a breakthrough that
scientists expect will lead to new cures for cancers, heart disease,
drug addiction and mental illness.

One in three people in the western world will develop cancer, and one
in five will die from the disease, so the search to find the maybe 20
abnormal genes in any of the 200 types of cancer is a daunting task,
but one that will be facilitated by the genome sequence.

"All cancers are caused by abnormalities in DNA sequence," said Dr
Michael Stratton, the head of Britain's Cancer Genome Project.

   Det betyder osse at jeg er nødt til at begrænse mønstre i
livet som noget strikt følelsesmæssigt. At man fx finder den samme
type voldelige mand. Den samme type utro mand (Alt sammen i øvrigt M/K
:). Og så er det jeg kommer til at tænke på om alt det med gener osse
influerer på ens følelser? Om sjælen - det der gør at man er _sig
selv_ faktisk er noget genetisk bestemt? Det sætter nogen uhyggelige
perspektiver op for mig.
--
- Trine
snoe@nospam.dk
ICQ: 47942088
Carpe Diem

 
 
 
Vanillepigen (11-02-2001)
Kommentar
Fra : Vanillepigen


Dato : 11-02-01 21:08

"Trine Stubbe Teglbjaerg" <snoe@nospam.dk> skrev i en meddelelse
news:U2iGOpesMHlV=uaTQJtxmFC5RZ7F@4ax.com...

Hejsa

> Det betyder osse at jeg er nødt til at begrænse mønstre i
> livet som noget strikt følelsesmæssigt. At man fx finder den
samme
> type voldelige mand. Den samme type utro mand (Alt sammen i
øvrigt M/K
> :). Og så er det jeg kommer til at tænke på om alt det med
gener osse
> influerer på ens følelser? Om sjælen - det der gør at man er
_sig
> selv_ faktisk er noget genetisk bestemt? Det sætter nogen
uhyggelige
> perspektiver op for mig.

Ja hvis du tænker på fx kloning, så ville man jo kunne lave en
exact kopi rent følelsmæssigt af folk. Men det er jo også tale om
miljø + erfaringer som nogle af de faktorer, der determinerer ens
"sjæl". og dog vil faktorersom miljø jo gøre en forskel.

Men da jeg først læste dit indlæg, så kom jeg til at tænke på
nogle lidt andre ting , med hensyn til at være determineret for
noget sjæleligt eller humørmæssigt (jeg ved ikke helt hvad jeg
skal kalde det). Sagen er, at jeg i mine yngre dage led af
depression. Ikke noget meget alvorligt som gjorde at jeg fx blev
indlagt på noget tidspunkt - men nok til at jeg i perioder har
haft det meget dårligt.

Det føltes som om at det var ret vilkårligt - det kom simpelthen
i perioder, og jeg havde svært ved at styre det - da jeg var i
teenage alderen. (Det har nok varet fra jeg var ca. 13-24, når
jeg tænker over det retrospektivt) Og jeg følte en eller anden
form for skyld eller ansvar for at jeg ikke kunne styre det, og
dette føjede så meget til fortvivlelsen

For nogle år siden kom jeg så i behandling med et præparat, der
hedder Remoron, der hjalp mig meget, idet det så at sige
stabiliserede mine følelsmæssige udsving og hjalp mig til at få
det bedre. På det tidspunkt konsulterede jeg en psykolog og det
fik osse nogle ting på plads. I samme periode læste jeg en bog af
Colette Dowling: "Vil det sige at jeg ikke behøver have det
sådan? : ny hjælp vedrørende depressioner, angst og misbrug", der
handler om depressioner og især om de *kemiske* årsager til at
man får depressioner. At depression i nogle tilfælde simpelthen
skyldes fysiologien i hjernen, og at det i nogle tilfælde vil
hjælpe at få medicin.

Jeg siger ikke, at det er den eneste mulighed, og at terapi ikke
også kan være en løsning (faktisk kan det være en hjælp at køre
de to ting sideløbende - hvilket det har været i mit tilfælde, da
jeg ikke har brug for hverken medicin eller terapi længere). Men
det at erkende dette, at det kunne skyldes kemiske faktorer,
hjalp mig faktisk og gjorde at jeg meget lettere kunne forholde
mig til depressionen som sådan og til nogle af de faktorer, der
måske har været medvirkende til at at forstærke depressionen (fx
at jeg mistede min far som 13 årig og at min mor selv også har
haft tendens til at være deprimeret).

Så tanken om, at der eksisterer nogle grunde (genetiske eller
fysiologiske) til at man bliver syg - at det ikke bare er ens
"egen skyld". Det lettede ihvertfald mit hjerte (i næsten
bogstavelig forstand) at se sådan på det. Det betyder bare ikke
at det ikke kan være ens ansvar ikke at blive syg - erkendelsen
af at man disponeret for en lidelse kan jo betyde, at man kan
arbejde på, at den ikke udfolder sig. Det at jeg retrospektivt
kan se i hvilke perioder det har været rigtigt slemt, betyder jo
også at jeg kan regulere det ved ikke at bringe mig selv i de
samme situationer som i de perioder.Det har jeg lært at mine
erfaringer.

Kristine.


Trine Stubbe Teglbja~ (12-02-2001)
Kommentar
Fra : Trine Stubbe Teglbja~


Dato : 12-02-01 10:40

On Sun, 11 Feb 2001 20:07:42 GMT, "Vanillepigen" <kristine@gazel.dk>
wrote:


>Ja hvis du tænker på fx kloning, så ville man jo kunne lave en
>exact kopi rent følelsmæssigt af folk. Men det er jo også tale om
>miljø + erfaringer som nogle af de faktorer, der determinerer ens
>"sjæl". og dog vil faktorersom miljø jo gøre en forskel.

   Det kan man faktisk ikke - fordi miljø osse har noget at
skulle have sagt.

>Jeg siger ikke, at det er den eneste mulighed, og at terapi ikke
>også kan være en løsning (faktisk kan det være en hjælp at køre
>de to ting sideløbende - hvilket det har været i mit tilfælde, da
>jeg ikke har brug for hverken medicin eller terapi længere). Men
>det at erkende dette, at det kunne skyldes kemiske faktorer,
>hjalp mig faktisk og gjorde at jeg meget lettere kunne forholde
>mig til depressionen som sådan og til nogle af de faktorer, der
>måske har været medvirkende til at at forstærke depressionen (fx
>at jeg mistede min far som 13 årig og at min mor selv også har
>haft tendens til at være deprimeret).

   Depression kan være begge dele. Et traume er fx. en ting der
er sket og når man kommer i den situation hvor dette traume kigger
frem så sker der en kemisk reaktion i hjernen - angsten bryder frem.

>Så tanken om, at der eksisterer nogle grunde (genetiske eller
>fysiologiske) til at man bliver syg - at det ikke bare er ens
>"egen skyld". Det lettede ihvertfald mit hjerte (i næsten
>bogstavelig forstand) at se sådan på det. Det betyder bare ikke
>at det ikke kan være ens ansvar ikke at blive syg - erkendelsen
>af at man disponeret for en lidelse kan jo betyde, at man kan
>arbejde på, at den ikke udfolder sig.

   Jeg kan ikke se formålet med at skyde skylden på den syge
selv. Det kan jeg virkelig ikke. Lissom jeg ikke kan se hvordan man
kan skyde skylden på et traume i fx. sexuel retning på offeret. For
det er faktisk IMHO det du skriver her... :(
--
- Trine
snoe@nospam.dk
ICQ: 47942088
Carpe Diem

Vanillepigen (13-02-2001)
Kommentar
Fra : Vanillepigen


Dato : 13-02-01 00:05

"Trine Stubbe Teglbjaerg" <snoe@nospam.dk> skrev i en meddelelse
news:na6HOiXoukFsJRhA6yZnxWN1US9y@4ax.com...

> wrote:

> Det kan man faktisk ikke - fordi miljø osse har noget at
> skulle have sagt.

Nej netop - det er jo det. Men jeg legede med tanken om at klone
"følelser". Miljøet vil betyde en forskel, men hvis man isolerer
de klonede individer vil måske få en meget ens følelsmæssig
adfærd.

> Depression kan være begge dele. Et traume er fx. en ting der
> er sket og når man kommer i den situation hvor dette traume
kigger
> frem så sker der en kemisk reaktion i hjernen - angsten bryder
frem.

Ja. ligesom depressionen kan fremkaldes af en livskrise i
forbindelse med et dødsfald eller en skilmisse. Sociale eller
følelsmæssige oplevelser/kriser/traumer spiller sammen med det
fysiologiske.

> Jeg kan ikke se formålet med at skyde skylden på den syge
> selv. Det kan jeg virkelig ikke. Lissom jeg ikke kan se hvordan
man
> kan skyde skylden på et traume i fx. sexuel retning på offeret.
For
> det er faktisk IMHO det du skriver her... :(

Jamen der er heller ikke noget *formål* som sådan med det. For
mit eget vedkommende var det ikke en rationel følgeslutning, men
jeg følte et kaos, fordi at jeg ubevidst gav mig selv skylden for
at ikke at kunne komme ud af det.

Så det er jo ikke direkte det jeg skriver det jeg skriver - jeg
skriver, at jeg gjorde det mod *mig selv* i den situation jeg var
i - jeg bebrejdede mig selv. Men jeg er enig med dig i at man
ikke kan kan skyde skylden for et sexuelt traume på et mennekse,
der fx er blevet misbrugt sexuelt.

Men jeg tror sagtens at man kan anklage sig selv for ikke "at
tage sig sammen", hvis man lider af angst eller drepression -
uden at der er et formål mod med det - og at denne
selvbebrejdelse kan være en stor byrde.

mvh Kristine.




Hanne L (14-02-2001)
Kommentar
Fra : Hanne L


Dato : 14-02-01 13:25

Vanillepigen skrev i en meddelelse news:M_Zh6.52404$zw.934345@twister.sunsite.dk...

Trine Stubbe Teglbjaerg skrev:

> > Depression kan være begge dele. Et traume er fx. en ting der
> > er sket og når man kommer i den situation hvor dette traume
> kigger
> > frem så sker der en kemisk reaktion i hjernen - angsten bryder
> frem.

> Ja. ligesom depressionen kan fremkaldes af en livskrise i
> forbindelse med et dødsfald eller en skilmisse. Sociale eller
> følelsmæssige oplevelser/kriser/traumer spiller sammen med det
> fysiologiske.

Der er to slags depressioner. Den endogene og den reaktive.
Den endogene kommer indefra og behøver ikke have nogen årsag.
Det er den "farligste", der kræver behandling af den ene eller
ander slags, for at man kommer over den. Jeg foretrækker
terapi, da piller døver symptomer og følelser. Så kan man
undvære dem, synes jeg, det er det bedste.

Den reaktive depression kommer, som ordet siger, som en
reaktion på noget, der sker i ens liv, såsom død, skilsmisse
og at miste sit job. Den slipper de fleste mennesker ikke for i
deres liv. Den har sine faser, og hvis man ikke fortrænger
sine følelser, men gennemlever faserne, kommer man ud af den
igen af sig selv. Dermed ikke være sagt, at man ikke kan have
godt af terapi der også, ligesom man absolut skal snakke om
det, der har fremkaldt den. Den skal bare ikke behsnles med
piller, fordi det er en sund og naturlig reaktion.

> > Jeg kan ikke se formålet med at skyde skylden på den syge
> > selv. Det kan jeg virkelig ikke. Lissom jeg ikke kan se hvordan
> man
> > kan skyde skylden på et traume i fx. sexuel retning på offeret.
> For
> > det er faktisk IMHO det du skriver her... :(

> Jamen der er heller ikke noget *formål* som sådan med det. For
> mit eget vedkommende var det ikke en rationel følgeslutning, men
> jeg følte et kaos, fordi at jeg ubevidst gav mig selv skylden for
> at ikke at kunne komme ud af det.

Det ses meget ofte. Og er svært selv at gøre noget ved.

> Så det er jo ikke direkte det jeg skriver det jeg skriver - jeg
> skriver, at jeg gjorde det mod *mig selv* i den situation jeg var
> i - jeg bebrejdede mig selv. Men jeg er enig med dig i at man
> ikke kan kan skyde skylden for et sexuelt traume på et mennekse,
> der fx er blevet misbrugt sexuelt.

Nej, det har den misbrugte så rigeligt travlt med selv, selvom det
er fuldstændig forkert.
Men mange, der misbruger nogen seksuelt, får også, såvidt jeg ved,
den misbrugte til at føle sådan ved at sige, at det er hendes/hans
egen skyld og pålægge vedkommende tavshedsløfte, så andre
ikke finder ud af, hvor meget vedkommen selv har lagt op til det,
og hvor indbydende vedkommende har været.
Så det er ikke mærkeligt, man som misbrugt påtager sig hele
skylden, til man har været gennem lang tids behandling.

> Men jeg tror sagtens at man kan anklage sig selv for ikke "at
> tage sig sammen", hvis man lider af angst eller drepression -
> uden at der er et formål mod med det - og at denne
> selvbebrejdelse kan være en stor byrde.

Specielt pga pres fra omgivelserne, der som regel ikke kan se
eller får lov til at se ind i vedkommende, og derfor ikke kan se
grunden til, at hun/han ikke bare kan tage sig sammen.

Selvfølgelig må det være en stor byrde at bære på.
Vi kender alle til dårlig samvittighed, der hurtigt kan gå over i
selvbebrejdelser. Vi kvinder er eklatante til det. Desværre.

> --
Kærlig hilsen
Hanne L

"Det, der sker nu, er livet.
Det, du håber vil ske, er ikke livet."



J¤mfruen (14-02-2001)
Kommentar
Fra : J¤mfruen


Dato : 14-02-01 18:04

Hejsa

> >Men jeg er enig med dig i at man
> > ikke kan kan skyde skylden for et sexuelt traume på et mennekse,
> > der fx er blevet misbrugt sexuelt.
>
> Nej, det har den misbrugte så rigeligt travlt med selv, selvom det
> er fuldstændig forkert.
> Men mange, der misbruger nogen seksuelt, får også, såvidt jeg ved,
> den misbrugte til at føle sådan ved at sige, at det er hendes/hans
> egen skyld og pålægge vedkommende tavshedsløfte, så andre
> ikke finder ud af, hvor meget vedkommen selv har lagt op til det,
> og hvor indbydende vedkommende har været.
> Så det er ikke mærkeligt, man som misbrugt påtager sig hele
> skylden, til man har været gennem lang tids behandling.

SMiler....de to ting er vidt forskellige. At man føler en skyld for
det der er foregået, har man igen grund til. Og det kan afhjæpes
på flere forskellige måder (bl.a samtaleterapi, Healing, grupeterapi)
At man selv er årsagen til det hændte kan der ikke ændres på - og
det er IKKE ment negativt, sådan ER det bare. Hvis i ønsker
dokumentation så læs Martinus "det tredie testamente". Deri får i
forklaring på alle spørgsmål om hvorfor????
Og man kan dreje udviklingen når man får hjælp til at indse at det er
ens egne tankemønstre der gør at man tiltrækker den slags
ubehagelige oplevelser. Og jo jeg arbejder med folk der er misbrugt
seksuelt som barn, nogle der har oplevet svigt, ja alle mulige forskellige
grader af at tiltrække ting i livet man ikke bryder sig om. Men det
kræver, for at lykkes, at man er nået dertil hvor man er parat til at
ændre i sig selv, ændre tankerne. Først da hjælper behandlinger.

> > Men jeg tror sagtens at man kan anklage sig selv for ikke "at
> > tage sig sammen", hvis man lider af angst eller drepression -
> > uden at der er et formål mod med det - og at denne
> > selvbebrejdelse kan være en stor byrde.
>
> Specielt pga pres fra omgivelserne, der som regel ikke kan se
> eller får lov til at se ind i vedkommende, og derfor ikke kan se
> grunden til, at hun/han ikke bare kan tage sig sammen.

De er jo ikke "klogere" ment som: længere i deres udvikling

> Selvfølgelig må det være en stor byrde at bære på.
> Vi kender alle til dårlig samvittighed, der hurtigt kan gå over i
> selvbebrejdelser. Vi kvinder er eklatante til det. Desværre.

Ja og det kan også ændres, om man selv ønsker det.

Kærlige hilsner
J¤mfruen)







Vanillepigen (14-02-2001)
Kommentar
Fra : Vanillepigen


Dato : 14-02-01 20:18

"Hanne L" <maane69@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:POui6.60580$zw.1049656@twister.sunsite.dk...

Hej Hanne,

> Der er to slags depressioner. Den endogene og den reaktive.
> Den endogene kommer indefra og behøver ikke have nogen årsag.
> Det er den "farligste", der kræver behandling af den ene eller
> ander slags, for at man kommer over den.

Tak fordi du satte de rigtige termer på

>Jeg foretrækker
> terapi, da piller døver symptomer og følelser. Så kan man
> undvære dem, synes jeg, det er det bedste.

Jeg tror at det er meget forskelligt. Det kommer an på hvor dyb
eller tung depressionen er. Nogle mennesker har behov for medicin
hele livet og i nogle tilfælde er terapi ikke nok. For mit eget
vedkommende var det jo en kombination af medicin og terapi, der
hjalp mig. Desuden så syntes jeg ikke at den medicin var et
problem med hensyn til at sløve sanserne - hvilket jeg faktisk
var bange for i starten. Men det kommer igen an på, hvor stærk
medicinering, der er behov for.

> Den reaktive depression kommer, som ordet siger, som en
> reaktion på noget, der sker i ens liv, såsom død, skilsmisse
> og at miste sit job. Den slipper de fleste mennesker ikke for i
> deres liv. Den har sine faser, og hvis man ikke fortrænger
> sine følelser, men gennemlever faserne, kommer man ud af den
> igen af sig selv. Dermed ikke være sagt, at man ikke kan have
> godt af terapi der også, ligesom man absolut skal snakke om
> det, der har fremkaldt den. Den skal bare ikke behsnles med
> piller, fordi det er en sund og naturlig reaktion.

Ja men jeg er bange for - og det er en generel betragtning og
måske en unødig bekymring - at vi i vores samfund er blevet bange
for disse reaktioner, der er helt naturlige, og som i "gamle
dage" måske var noget man talte om i et fællesskab, og hvor der i
øvrigt også var sørgeprioder efter et dødsfald. Det jeg mener er,
at disse livskriser ikke er så accepterede mere. Det er ikke
noget man gennemlever naturligt med ens nærmeste (og det kan
selvføgligt osse være svært). Derfor går vi i stigende grad til
psykologer og psykoterapeuter for igennem terapi at gennemleve en
sorgperiode. Hvor jeg måske mener at det er mere hensigtsmæssigt
at gå til terapi, hvis man fx *ikke* har erkendt en sorgperiode,
og har brug for at få løst op for denne - for "at komme videre".
Og så forsøge at komme igennem sorgen med en nær person. (Men det
er bare mine ideelle betragtninger)

Jeg hørte et radiointerview med en psykolog, der mente, at man,
ligesom når en person bliver født skal have lov til at at holde
en pause fra sit arbejde, når en person dør.At man så at sige
skal give mulighed for en sørgeperiode lige som der er mulighed
for at gå på barsel.Men det kommer helt an på hvordan
arbejdsmarkedet (ikke mindst lederne) og politikerne ser på det.
Hum gik på arbejde efter at have mistet en nær person og mødte to
forskellige reaktioner; den ene fra en kollega, der forstod at
hun havde brug for at arbejde, men gav udtryk for at der måske
skulle være plads til at sørge, istedet for at glemme gennem
arbejdet, og en anden, der menet, at det var "flot" at hun gik på
arbejde - som om hun havde bekæmpet en influenza.

Jeg syntes at det er en smuk tanke, at give plads til en
sørgeperiode, men det afhænger jo af om *vi* giver plads til det
i os selv og - i samfundet - for andre.

Jeg ved ikke om jeg (generelt) har "ret" i disse betragtninger?

Men det er rigtigt at det ikke er noget man kan "kurere" med
medicin - (selvom nogle måske gør det med narkotika og alkohol
eller med spiseforstyrrelser.)

Da min far døde talte jeg måske ikke så meget med min mor om
sorgen, fordi hun selv var inde i en meget svær sorg (og
depression) Hun mistede så at sige min far to gange - dels via
skilsmissen, dels ved hans død et år senere. Heldigvis nåede de
at blive forsonede inden hans død, men det har alligevel taget
hende lang tid at komme igennem det. Derfor talte jeg med den

Jonas Lind (12-02-2001)
Kommentar
Fra : Jonas Lind


Dato : 12-02-01 01:17


"Trine Stubbe Teglbjaerg" <snoe@nospam.dk> wrote in message
news:U2iGOpesMHlV=uaTQJtxmFC5RZ7F@4ax.com...
> Hejsa
>
> Det betyder osse at jeg er nødt til at begrænse mønstre i
> livet som noget strikt følelsesmæssigt. At man fx finder den samme
> type voldelige mand. Den samme type utro mand (Alt sammen i øvrigt M/K
> :).

Interessante spørgsmål. Omkring tiltrækning er det utroligt svært at sige.
Det er jo vitterligt sådan, at vi mennesker reagerer efter bestemte mønstre,
som er forskellige afhængigt af hvem vi er. Så at ens partnere indirekte er
genetisk bestemt er måske ikke helt i skoven. At man skulle være dømt til
kun at finde en slags person, synes jeg dog lyder lidt depri

Jeg kender et par stykker, som det på mig virker som om de altid har den
samme type partner, men for størstedelen af min vennekreds (inklusive mig
selv) synes jeg der er ganske definitive variationer.
Og så er det jeg kommer til at tænke på om alt det med gener osse

> influerer på ens følelser? Om sjælen - det der gør at man er _sig
> selv_ faktisk er noget genetisk bestemt? Det sætter nogen uhyggelige
> perspektiver op for mig.

Det lyder egentlig heller ikke helt i skoven. Følelser er kemiske reaktioner
i hjernen, så hvorfor skulle disse ikke være bestemt af ens gener. Det er
vel dem der afgør hvordan man reagerer på stress situationer, nogle
håndterer sådan nogle bedre end andre. Det har dog sikkert også noget at
gøre med ens opdragelse og oplevelser. Har man haft en neder over en bestemt
type oplevelse, er man nok tilbøjelig til at reagere desto kraftigere hvis
samme omstændigheder optræder igen. Men som udgangspunkt lyder det ikke
urimeligt i mine ører (som iøvrigt ikke aner det første om biokemi eller
DNA-teori , at ens grundreaktionsmønster til en hvis grad er genetisk
bestemt.

Men jeg synes nu ikke det er så skræmmende?? Jeg mener...eet eller andet
sted _skal_ den slags vel være indkodet??

jonas



> --
> - Trine
> snoe@nospam.dk
> ICQ: 47942088
> Carpe Diem



Trine Stubbe Teglbja~ (12-02-2001)
Kommentar
Fra : Trine Stubbe Teglbja~


Dato : 12-02-01 10:43

On Mon, 12 Feb 2001 01:17:29 +0100, "Jonas Lind" <blondie@rhk.dk>
wrote:

>Men jeg synes nu ikke det er så skræmmende?? Jeg mener...eet eller andet
>sted _skal_ den slags vel være indkodet??

   For mig er den slags nøjagtigt lige så skræmmende som at
begynde at tænke over universets uendelighed. Hvis universet er
uendeligt hvornår stopper det så? (Det kan jo ikke ikke stoppe -
logisk set) Og hvis det stopper et sted - hvad er der så på den anden
side? Den slags skal jeg heller ikke for langt ud i for jeg kan mærke
at jeg får det dårligt med det.
   Men det er vist off topic

FUT: Ud.i.det.blå.dk
--
- Trine
snoe@nospam.dk
ICQ: 47942088
Carpe Diem

Jonas Lind (12-02-2001)
Kommentar
Fra : Jonas Lind


Dato : 12-02-01 13:03


"Trine Stubbe Teglbjaerg" <snoe@nospam.dk> wrote in message
news:s6+HOjTZHfFrRrdQYX5B5c5DMSlE@4ax.com...
> On Mon, 12 Feb 2001 01:17:29 +0100, "Jonas Lind" <blondie@rhk.dk>
> wrote:
>
> >Men jeg synes nu ikke det er så skræmmende?? Jeg mener...eet eller andet
> >sted _skal_ den slags vel være indkodet??
>
> For mig er den slags nøjagtigt lige så skræmmende som at
> begynde at tænke over universets uendelighed. Hvis universet er
> uendeligt hvornår stopper det så? (Det kan jo ikke ikke stoppe -
> logisk set) Og hvis det stopper et sted - hvad er der så på den anden
> side? Den slags skal jeg heller ikke for langt ud i for jeg kan mærke
> at jeg får det dårligt med det.
> Men det er vist off topic

Hehe..ok. Så det er fordi den slags ligger i grænselandet til hvad man kan
forstå, at du synes det er skræmmende?? jeg troede det måske var fordi at
man ved at lære DNA-strengenes egenskaber kunne lære noget om menneskers
adfærdsmønster, og måske fordi konceptet om at ens adfærdsmønster til en
hvis grad allerede fra fødslen er bestemt..

Ang universets uendelighed, er det også lidt paradoksalt. Universet er i
gængs naturvidenskabelig teori ikke uendeligt. Det er (og har været, siden
Big Bang) i konstant udvidelse. Det udvider sig ikke så hurtigt nu, som det
gjorde dengang for 12 millarder år siden (eller deromkring), men det udvider
sig. Men hvad ligger der så bagved?? Ikke noget, antagelsen om at universet
udvider sig i et andet rum, er ikke påvist, så bagved skulle så ikke være
noget. Dette skal dog ikke forveksles med vakum for i vakum går tiden, men
det gør den ikke, der hvor universet ikke eksisterer.

Men jeg er enig..det er totalt sort

jonas

FUT: Ud.i.Intetheden.dk
>
> FUT: Ud.i.det.blå.dk
> --
> - Trine
> snoe@nospam.dk
> ICQ: 47942088
> Carpe Diem



Trine Stubbe Teglbja~ (12-02-2001)
Kommentar
Fra : Trine Stubbe Teglbja~


Dato : 12-02-01 17:17

On Mon, 12 Feb 2001 13:02:32 +0100, "Jonas Lind" <blondie@rhk.dk>
wrote:


>> >Men jeg synes nu ikke det er så skræmmende?? Jeg mener...eet eller andet
>> >sted _skal_ den slags vel være indkodet??
>>
>> For mig er den slags nøjagtigt lige så skræmmende som at
>> begynde at tænke over universets uendelighed. Hvis universet er
>> uendeligt hvornår stopper det så? (Det kan jo ikke ikke stoppe -
>> logisk set) Og hvis det stopper et sted - hvad er der så på den anden
>> side? Den slags skal jeg heller ikke for langt ud i for jeg kan mærke
>> at jeg får det dårligt med det.
>> Men det er vist off topic
>
>Hehe..ok. Så det er fordi den slags ligger i grænselandet til hvad man kan
>forstå, at du synes det er skræmmende?? jeg troede det måske var fordi at
>man ved at lære DNA-strengenes egenskaber kunne lære noget om menneskers
>adfærdsmønster, og måske fordi konceptet om at ens adfærdsmønster til en
>hvis grad allerede fra fødslen er bestemt..

   Det skræmmende ligger ikke i at det er på grænsen af det man
kan forstå - det skræmmende er at hvis man er kodet for følelser og
alt muligt andet - så er jobbet med at arbejde med sig selv et
sisyfosarbejde der aldrig kan blive helt godt. Og det hverken kan
eller vil jeg tro på

--
- Trine
snoe@nospam.dk
ICQ: 47942088
Carpe Diem

Chokmah alias rabias~ (13-02-2001)
Kommentar
Fra : Chokmah alias rabias~


Dato : 13-02-01 05:32

On Mon, 12 Feb 2001 10:42:48 +0100, Trine Stubbe Teglbjaerg
<snoe@nospam.dk> wrote:

HI Trine
>   Men det er vist off topic
>
>FUT: Ud.i.det.blå.dk

den der fut ud i det blå ?
det er ikke så svært at lave en fut du bruger sikkert OE
så tryg på vis og vælg brevhoveder ALLE BREVHOVEDER OGSÅ sætter du den
nyhedes gruppe ind osm du vil futte til , f.eks snik snak er ... i
magel af at vi ikke har em OT gruppe stedet hvor man kan smdie alt
hænd - vil jeg mene ?

fut : - )
fut : dk.admin.netikette


Søg
Reklame
 
Statistik
Spørgsmål : 177551
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408825
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste