---

Jeg prøvede at stille et lignende spørgsmål for nyligt, men var vist
lidt for forvirret/forvirrende. Ok, jeg prøver igen, håber det er klar
hvad jeg spørger om. :)

Jeg har kigget noget på ophavsretsloven, specielt §36 og §37 om brugen
af edb-programmer. Jeg undrer mig lidt over formuleringen:
"§ 36. Den, der har ret til at bruge et edb-program, må..."
Jeg regnede med at det var ophavsretsloven som bestemte hvem der
har ret til at bruge et program, men jeg kan intet sted i loven
finde noget der giver en sådan "brugs"-ret.

Hvordan får man sådan en ret? Mit bedste gæt er besiddelse af en
lovligt distribueret kopi af værket, altså en kopi lavet med
ophavsretshaverens tilladelse (i.e., en original). Det står bare
ingen steder (som jeg ved af, i det mindste).

*Hvis* jeg har ret i at det er besiddelsen af værket der giver
brugsretten, så er der intet i ophavsretsloven der siger at man
er bundet af en evt. EULA. Faktisk burde det være lovligt at
"fixe" programmet så man kan trykke nej til EULAen og stadig bruge
programmet efter dets formål (§36 stk. 1). Formålet formoder jeg må
bestemmes ud fra hvilke forudsætninger programmet er købt under,
specielt hvad der står på pakken og i reklamerne.

Hvis jeg ikke har ret, hvad softwareproducenterne nok vil påstå, så
må retten til brugen komme et andet sted fra. Hvis det er
ophavsretsindehaveren der kan give brugsretten væk (intet fortilfælle
i ophavsretten så vidt jeg ved) så kan han naturligvis betinge denne
brugsret af hvad han nu måtte lyste. I det scenarie ser jeg intet
legalt problem med en betinget ret til at bruge et program der
bortfalder hvis man forsøger at bruge de rettigheder man får som
retmæssig bruger af §36 og §37. Derefter har man ikke retten til at
bruge programmet og derfor gælder paragrafferne ikke. Måske købeloven
kan beskytte en på det punkt?

Er der nogen der kan sige om/hvor jeg tager fejl, og om der er noget
jeg har overset?

Venligst
/L
--
Lasse Reichstein Nielsen - lrn@hotpop.com
'Faith without judgment merely degrades the spirit divine.'

---

Lasse Reichstein Nielsen skrev:

>Jeg regnede med at det var ophavsretsloven som bestemte hvem der
>har ret til at bruge et program

Nej da. Brugsret er ikke ophavsret. Den der har produceret en
vare, kan sælges varen og brugsretten videre. Så træder købeloven
og aftaleloven i kraft. Man kan stille betingelser når man laver
en aftale.

Ophavsretsloven siger bare noget om hvad man også må når man har
brugsretten til et program, fordi det strider mod
ophavsretslovens generelle bestemmelser.

>Hvordan får man sådan en ret? Mit bedste gæt er besiddelse af en
>lovligt distribueret kopi af værket, altså en kopi lavet med
>ophavsretshaverens tilladelse (i.e., en original). Det står bare
>ingen steder (som jeg ved af, i det mindste).

Ved et kommercielt program må du købe dig til en brugsret, med
freeware har du den automatisk.

>*Hvis* jeg har ret i at det er besiddelsen af værket der giver
>brugsretten, så er der intet i ophavsretsloven der siger at man
>er bundet af en evt. EULA.

Der *er* intet i ophavsretsloven der siger at man er bundet af en
aftale. Det er nemlig aftaleloven der regulerer den slags.

>Faktisk burde ...

Tja.

--
Bertel
http://lundhansen.dk/bertel/   FIDUSO: http://fiduso.dk/

---

Scripsit Bertel Lund Hansen <nospam@lundhansen.dk>

> Ophavsretsloven siger bare noget om hvad man også må når man har
> brugsretten til et program, fordi det strider mod
> ophavsretslovens generelle bestemmelser.

Men det er rigtignok underligt at loven således lader sine
bestemmelser være afhængige af et systembegreb (brugsret) som der slet
ikke er lovfæstet noget om - og næppe heller nogen sekundære
retskilder der siger noget om. Eller findes der virkelig domme, hvor
retten har taget udtrykkelig stilling til om NN var berettiget til at
benytte program P? Og hvis der gør, findes der så også domme hvor
anledningen *ikke* var at §36 skulle fortolkes?

Jeg kan godt se at det - set ud fra visse politiske hensyn - ville
være praktisk hvis det var muligt at være uberettiget til at udføre et
program man er i (i øvrigt lovlig) besiddelse af. Hele
shareware-princippet bygger på en antagelse om at det er det. Men det
er svært at forestille sig hvordan en sådan fravær-af-ret kan
håndhæves uden nærmere hjemmel: Straf kan der ikke blive tale om, for
straf forudsætter jo altid lovhjemmel. Erstatning udenfor kontrakt kan
der heller ikke blive tale om, med mindre anvendelsen af programmet
har konsekvenser der ville give anledning til erstatningspligt uanset
hvilke rettigheder programmet er forsynet med.

Uden for aftaleforhold vil en ikke-ret til at benytte et program
således ikke i sig selv kunne håndhæves ved retssystemets hjælp. [1]
Og så er det efter min sprogopfattelse tvivlsomt om man overhovedet
kan sige at den eksisterer - hvis ikke lige det var fordi at den blev
anvendt som sytembegreb i ophl §36 og derfor må antages at betyde et
eller andet.

Erstatning *i* kontraktforhols kan man naturligvis altid konstruere,
men det vil jo så forudsætte at den uberettigede part udtrykkeligt har
fraskrevet sig retten til at anvende programmet. Og hvis det var den
eneste måde fravær af brugsretten kunne opstå på, ville betydningen af
§36 være: "man kan ikke ved aftale fraskrive sig retten til at
undersøge (m.v.) programmet uden helt at fraskrive sig retten til at
udføre det."

[1] Man kunne tænke sig et fogedforbud, som giver anledning til
strafbarhed, men sådan et ville stadig forudsætte at der var en
rekvirent der kunne demonstrere en eller anden ret over programmet
som var uforenelig med at rekvisitus udførte det. Og det er jo
netop en anden beskrivelse af den ret hvis udspring vi leder
efter, så ideen om fogedforbud udsætter bare problemet i stedet
for at løse det.

--
Henning Makholm "... not one has been remembered from the time
when the author studied freshman physics. Quite the
contrary: he merely remembers that such and such is true, and to
explain it he invents a demonstration at the moment it is needed."