---

Nu så jeg den endelig i går, og jeg synes den var rigtig god.

Den fortjener meget af den ros den har fået.

Det jeg synes var mest vellykket var beskrivelsen af Nashs
skizofreni. Hele bøtten vender ca. midt i filmen, og som
tilskuer bliver du på den måde taget på sengen. Du tror
faktisk, at alt hvad Nash bliver indvolveret i rent faktisk
er ægte. Det er i hvert fald skruet på den måde. Derefter
sidder du og håber på, at han ikke er sindssyg, men at han
bare er indvolveret i noget så tophemmeligt at ingen andre
ved noget. Det er han desværre ikke. Det hele er fostret i
hans eget sind.

Ron Howard har valgt at lade Nash' syner integrere sig i
hans omgivelser, indtil du finder ud af sagens rette
sammenhæng. Derefter bliver hans slof fra Princeton og
Ed Harris til Nash' mareridt i stedet for hans støtter,
hvilket giver filmen en overraskende drejning. De bliver
nærmest en slags dæmoner, som det må være meget svært for
ham at ignorere, men det lykkedes for ham. De er der og vil
altid være der, men han tager kampen op med det puds som
hans sind spiller ham.

Skizofreni er en frygtelig sygdom og på film bliver det
også tit beskrevet som en form for vågne mareridt. Man
kunne jo nævne The Wall som eksempel, da jeg nu var inde
at se den for nyligt. Ron Howards udlægning er måske mindre
visuelt provokerende, men fungerer bedre, synes jeg.

En anden meget vellykket ting i filmen er måden Nash ser
abstrakte mønstre i næsten alt. Det er ret godt lavet. Som
for eksempel, da lyset brydning i en et glas danner et
mønster, som passer på en medstuderendes slips. Nash ser
mønstre over alt.

Titlen Et Smukt Sind mener jeg skal tolkes på den måde, at
Nash' evne til at dechiffrere matematisk abstraktioner ud
af alt gør, at han ser hvor smukt naturen i al sin logik og
systematik egentlig er. Samtidig har hans sind jo derudover
en voldsom skyggeside, men den lyse/smukke side sejrer trods alt.

Jennifer Connely klarer sin rolle fint. Og Ed Harris er
som sædvanlig suveræn. Men jeg vil meget hellere fremhæve
Paul Bettany, der spiller Nash' imaginære slof på Princeton.
Den fyr har power. Han braser ud gennem lærredet og er klart
et kæmpetalent. Ham glæder jeg mig til at se mere til. Nogle
vil måske huske ham som den spillelystne ringannouncer i
A Knights Tale. En rolle han klarede med bravour. Ellers
har han ikke lavet noget, der er værd at bemærke.


--
Med venlig hilsen

Mark
www.MandeZonen.dk - Når du er træt af Tidens Kvinder
Læs vore interview med Biker-Jens:
http://www.mandezonen.dk/test/article.php4?sid=124&mode=thread&order=0