fam. Jensen skrev:
> Jeg er gift på 12 år har 2 dejlige børn på 5 og 9 år
> Det startede med vi var på skiferie i febura vi havde
> udemærkede sex sammen men der plejede ellers at gå 2 måndere
> imellem,
Det er lang tid mellem sex i et fast forhold. Sex er ikke bare en
rekreation, det er jo også et bindemiddel i et forhold. Et
bindemiddel af intimitet og kærlighed. Når det svigter, som det
gør her, så kan alt andet også begynde at gå galt. Der går vel
ikke 2 måneder imellem at du nusser hende og viser hende
kærlighed? Eller hun gør? For det er som med alt andet i et
parforhold en tovejsting. It takes 2 to tango.
> da vi så kom hjem enderet det sig
> en aften da vi skulle dele en flaske vin sammen gik hun bare
> ind på kontoret og drak derinde jeg blev skide sur
> så der fik jeg så beskeden, hun sage hun ik elskede mig mere
> og hun havede tænk over det det sidste 1/2 års tid
> der gik så et stykke tid hvor vi diskuteret en del,.
Hmm.. hun skulle drikke sig mod til for at fortælle dig hvor galt
det står til i hendes øjne, det burde være et larmsignal ttil dig
om at hun ikke 'kan'/'tør' snakke hudløst årligt med dig. Du
skriver ikke noget om hvordan hverdagen forløber, om I er kærlige
og forstående overfor hinanden, om I snakker sammen om andet end
vejret til hverdag. Men jeg fornemmer at I måske går for meget
'forbi' hinanden uden kys og kærtegn og at intimiteten kun kommer
i form a sex hver 2. måned?
Et kærlighedsforhold skal være der hele tiden, også selvom der er
børn, også selvom der er arbejde, også selvom man er træt. Det
tager kun 10 skunder af ens hverdag at vise at man elsker. Og
indimellem skal der bruges mere tid. Nu skriver jeg alt dette uden
at vide alt, fordi du intet skriver om jeres hverdag. Jeg skriver
dette ud fra hvad der KAN være galt ikke udfra hvad der ER galt.
> så sage hun at hun følte sig overvåget og havede brug for ro
> og mente vi skulle flytte hver for sig et stykke tid
> men det er sku svært for jeg elsker hende enormt og har altid
> gjordt det og altid sagt det til hende, men hun vil ikke
> opgive og vil give det en chance men min verden er ved at
> falde sammen det gør sku undt.
Hvad laver I sammen eller hver for sig når I har fri? Har hun sine
egne veninder eller hobbyer hun kan gå til uden bøvl? Hvad med dig
selv? Er du altid hjemme eller laver du noget for dig selv ude og
hjemme? Noget hvor hun ikke er invovleret? Mange gør den fejl at
de tror at kærlighed er at man laver alting sammen. Kærlighed er
accept af hvem den anden er, den andens behov både for nærhed og
kærlighed, men sandelig også for et liv som individ, hvor
vedkommende gør hvad vedkommende har lyst til og som glæder
vedkommende.
> Hun er 34 år og flere sige bare det er en midt vejs krise eller
> hun er kørt fadst .
Pladder. Midtvejskrise... hvad man man bruge sådan en etikette
til? Ikke en disse. Den kan man bare klistre på noget man ikke
kan/vil forstå eller ikke giver sig tid til at forstå. 34 er ikke
midtvejs. Hun bliver vel for pokker da mere end 68 ikke
34 er man stadig ung på mange måder. Måske føler hun, at hun er
gammel og vil ud af den følelse, måske handler det om, at hun har
lyst til mere sex og mere intimitet samtidigt med at hun gerne vil
have mere frihed indenfor et forhold? Måske er hun træt af at I
kun snakker når I har en krise? Måske føler hun at du ikke er den
hun forelskede sig i da I mødtes? Har du forandret dig meget i de
12 år, har hun? Føler du at du er en anden end dengang for 12 år
siden? Måske har du været for god til at indrette dig og derved er
den, du var, forsvundet ind i dig og stikker ikke hovedet frem
mere? Måske er det nøjagtig det, der er sket for hende? Leder hun
efter sin tabte personlighed?
> Er der andre der kender til ligeså det sammen eller har
> prøvet det før? eller skal jeg bare give slip de næste 2-4
> måndre? vi har planlagt at tage på camping til sommer for
> ungerne skyl og for vores skyl håber jeg det er svært man for
> en masse destruktive tanker om hende men en ting er sikkert
> hun er mig ikke utro det en ting jeg er helt sikker på for
> det linger ikke hende
Først og fremmest tage ordet 'skyld' og smid det af helvede til.
Hold op med at bruge det mod dig selv og din kone og ungerne. Her
er ikke tale om at gøre noget for nogens skyld andet end sig selv.
Gør man ikke ting for sin egen skyld har man alligevel ikke
overskud til at blive ved med at gøre ting for andres skyld. (jeg
HADER ordet skyld)
Hvad med i stedet at gøre ting bare fordi det er sjovt og fordi
det spreder glæde både i dit eget dine børns og din kones sind?
Hvad med at give din kone fri i den tid hun behøver og vær glad
for at hun finder sig selv. Måske kunne du selv trænge til
friheden? Måske skal I finde en ordning med jeres dejlige unger
hvor i skiftes til at passe dem og hygge jer med dem? De skal vel
indvies i alt dette? Hemmeligheder overfor jeres børn kommer I sgu
ikke langt med, de HAR luret jer og VED at der er noget, der ikke
funker allerede nu, uden I har sagt et ord.
Jeg vil lige til slut sige: Smid ungerne hen til farmor eller
lignende, sæt jer ned, denne gang uden vin eller andet med
alkohol, overfor hinanden, se på hinanden og snak. Spørg hende
hvordan hun virkelig har det og vær ikke tilfreds med at
undvigende svar eller et svar, der ikke er sandt. Fortæl hende
lige præcis, hvordan du har det. Ikke noget med at pynte på det
for hendes skyld eller din egen. Usandhed er der ikke tid og plads
til i jeres forhold nu. Den tid skal være forbi. Se hinande i
øjnene imens, det gjorde I jo da I var unge og nyforelskede. Se
efter smerten og skønheden i hinanden, som I så det dengang. I er
derinde endnu.
Snak med hinanden. Og husk mens I snakker at giv slip på de
dårlige følelser. De er uhensigtsmæssige. Snak ærligt hudløst
ærligt, også selvom det gør ondt og I tuder. Det eneste I skal
prøve at føle her er kærlighed. ja noget af dte der kommer ud af
denne snak gør sikker ondt, mærk smerten se på den, men lad være
med at svælge i den. Smid den væk igen og se på hinanden og mærk
hinanden igen.
Uanset hvad der kommer ud af snakken så accepter det! Du kan
alligevel ikke andet, vil hun ud og have luft under vingerne i 3-4
måneder, så er det det hun skal have. Mådske bare det at hun får
muligheden for det, gør at det ikke er nødvendigt.
Men husk også dig selv, hvem du er, hvad du vil, ikke bare som par
men for dig selv.
Kærlig hilsen
Tomas