---

Hej.

Når jeg læser nogle af de tilbagemeldinger der er kommet
på tråden "at være ude...", så kommer jeg til at tænke på:

Har nogle mænd modvilje mod at vise og udøve omsorg,
overfor kvinder/kvinden, hvis ikke denne omsorg er en
vej til andet og/eller mere?
(mere kunne så være forhold, sex, at hun gør rent osv...)

Der er mange grunde til at jeg spørger...

Jeg har sloges meget med, at være for selvhævdende,
for meget klar på at ville alting selv.

Jeg har sloges meget med at være den rene Florence
Nightingale - for mine søskende, min eks-mand, min
steddatter og mine børn - det er ikke noget problem
mere, jeg synes at have fundet en fornuftig balance.

Jeg er nu nået et sted i mit liv, hvor jeg ikke bare er
parat til at tage imod omsorg, men også ønsker det
og kan opleve det som et behov - og dermed også
som et underforstået krav til den mand, der gerne en
gang med tiden skulle kunne blive min kæreste. Pt.
er det så en fiktiv (fantasi) mand *S*

Så har jeg tænkt på, hvorfor jeg altid har været så
selvhævdende også i forhold.... det er bl.a. fordi mine
erfaringer har lært mig, at der ikke er nogen, der tager
sig af mig - ergo, gør jeg det selv *kan I se neonlyset
blinke i panden*.

Men det er også fordi de fleste af de mænd jeg har
været involveret med, _ikke_ har ydet omsorg. Det er
unægteligt svært at tage imod noget, som ikke er der.

Hvorfor falder det ikke lige for at give omsorg?

Jeg mener, jeg kan da godt, når jeg er i et forhold, lige
ringe og komme med en lille kærlig hilsen, sende en glad
mail, købe en blomst med til ham, komplimentere ham
og verbalt give udtryk for hvor helt igennem dejlig jeg
synes han er. Jeg kan uden overhovedet at tænke over
det, rykke mig, når jeg mærker at jeg f.eks. ligger for
tungt på hans brystkasse, når vi ser film, jeg kan huske
hvilke retter fra grillen han kan lide, så det er en af dem
jeg vælger, når/hvis jeg køber noget med hjem. Jeg kan
smøre en madpakke til ham, med det pålæg jeg ved han
kan lide, og jeg kan give ham massage, bare fordi jeg kan
høre, at han ømmer sig. Jeg kan bære over med hans brok,
når jeg tydeligt fornemmer, at det har været en helt igennem
dårlig dag på arbejdet. Jeg kan stryge ham over håret, når
jeg fornemmer han er trist, og jeg kan spørge ind til ham,
når jeg tror han gerne vil snakke om det, og jeg kan træde
tilbage, når han giver udtryk for, at han ikke vil.

Jeg gør rent faktisk ovenstående.
(det stopper bare, hvis der ingen respons er - for det kommer
til at føles tomt og afvisende, når det ikke er gensidigt - og
det kan jeg så finde på at reagere uhensigtsmæssigt på,
fordi jeg derved tror, at han reelt ikke vil mig, og så kan
det jo kun være fordi han ikke kan finde ud af at bryde, at
vi stadig bruger tid på hinanden - det problem skal jeg så nok
løse - enten går jeg, eller også provokerer jeg ham til at gå)

Hvad skulle der så være i vejen for, at det kom retur?

Når jeg går på en date, de få gange det er sket, at jeg rent
faktisk har været på en reel date - så kan jeg helt af mig
selv godt lide, at være pæn, at tale pænt, at se på ham, når
han taler - at smile til ham og vise min glæde. Jeg kan lade
mine fingre stryge hen over hans håndryg og drille ham med
mine frække øjne (hvis jeg føler for det, og det gør jeg tit).
Jeg kan tage ham under armen, eller i hånden når vi går,
så han kan mærke jeg vil ham. Jeg kan kysse ham hvor som
helst, for hele verden må gerne se, at jeg er vild med ham.
Jeg kan fjerne et fnug fra hans krave, give hans hånd et klem,
hvis jeg oplever at han taler om noget følelsesladet eller
lignende. Jeg kan afholde mig fra at drikke mig fuld, for han
er der jo for at nyde mit selskab og det er ikke det samme,
hvis jeg bare bæller mig dum. Jeg kan fokusere på ham og
mig og vores aften sammen, tale om hans interesser og
være engageret og nærværende.

Hvorfor kommer det så, så sjældent retur?

Og hvorfor skulle alt det jeg på en date rent faktisk gør kun
være med sex for øje, og omvendt - hvorfor skal alt det jeg
kunne blive glad for på en date, være noget der reelt er
optakt til sex?

Jeg elsker sex, og boller glad og gerne med den der tænder
mig - og gerne i tide og utide. Men jeg har også brug for
omsorg, og den er iflg. mine erfaringer en mangelvare.

Jeg bliver jo ikke pludseligt hjælpeløs eller uintelligent eller
dårligere til noget som helst - bare fordi en mand strøg mig
over kinden, kyssede mit hår og så mig dybt i øjnene.

Nå, jeg har lige oplevet tre måneder med en mand, der gjorde
præcis ovenstående (i et forhold, ikke på dates - for vi var
aldrig på en date *S*), og det var fantastisk... nu vil jeg ikke
nogensinde igen lade mig nøjes med mindre. Selvom det nok
bliver svært at finde.

Det er svært, når noget man har længtes efter så længe,
kommer ind i ens liv - blot for at forsvinde igen.

Jeg tror ikke, at en mand har nøglen til min lykke...
men jeg tror, at jeg har en dør der står åben, og at megen
lykke findes i samværet mellem to som elsker hinanden.

Jeg tror ikke, at livets lektie er, at lære at være alene og
ophøje alene-livet til det optimale. Jeg tror, at mennesker er
skabt til at elske hinanden, også som partnere/kærester/
ægtefolk osv.

Jeg ved, at jeg ikke søger single-tilværelsen. Jeg har været
alene, ved jeg kan være alene og alt det der. Jeg ved godt,
hvad det er jeg ønsker at have i mit liv. En at dele det med,
som ikke efter et par måneder finder frem til, at det alligevel
er for hårdt med de tre børn jeg også har. Jeg har lige været
gennem to omgange med dette - dejlige mænd, dejlige
forelskelser, dejlige oplevelser - dejlige ord, når de går.
Ord, hvor de fortæller mig, hvor vidunderlig de synes jeg er,
om alt det jeg fortjener, og hvor god en tid det har været
- men at de alligevel ikke kunne håndtere, at jeg altså har
tre børn.

Hvis jeg som single, alenemor til 3 - kan uddanne mig, skabe
succes'er arbejdsmæssigt, få en stabil økonomi, spare op,
udvikle mig menneskeligt, åndeligt, mentalt og være god
for mine børn, min steddatter og min familie - så fortjener
jeg også en at dele det med.

Dele al min succes, der bobler ud af mig, når mine børn bril-
lerer, når min arbejdsplads giver mig anerkendelse og værd-
sættelse, når jeg får gode karakterer, når min steddatter
betror sig til mig eller når familien viser hvor meget de elsker
mig.

Og dele al min sorg, når min yngste har haft en dårlig dag i skolen,
når min far måske har kræft, når min veninde græder ud ved
min skulder, når min steddatter er ude i noget snavs og jeg
ikke har plads til at have hende boende. Og al min afmagt
når jeg er helt smadret efter en 12 timers arbejds/studiedag,
efterfulgt af indkøb, oprydning, vaske tøj og børn.

Øv, hvor vil jeg bare gerne kærtegne og kærtegnes, røre
og røres, elske og elskes - af den der "eneste ene".

Kærlige hilsner
Søs, som (mis)bruger dss i øjeblikket til at få bearbejdet
en frygtelig masse *SS*

--
Næser vokser, så ingen ka' se
at der er galskab i, aldrig at le

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3ccece20$0$78750$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

[SNIP]

Så mange gode ord og som talt lige ud af mit hjerte. Det er præcis det jeg
savner også.
Jeg har været elskerinde til en single mand i 10 mdr. Jeg elsker ham, og han
er meget glad for mig også. Bare ikke glad nok (vil aldrig gå ind i et reelt
kæresteforhold med mig).
Jeg har affundet mig med dette, men det er smertefuldt at føle, at man giver
så meget, og ikke får særligt meget af den omsorg igen.
Jeg længes efter at han i det han f.eks. går forbi mig, giver mig et knus,
eller et kys, fordi han ikke kan lade være..at han gør lige præcis de ting
du nævner...
Jeg går bare på kompromis med det jeg virkeligt ønsker, fordi jeg holder så
meget af ham og han ER min bedste ven. (Vi bor ikke sammen, ses allerhøjst 1
gang om ugen en aften, nat og morgen):
Men jeg savner mere.. Jeg savner affection og omsorg...at føle, mærke og se,
at han elsker mig, at min kærlighed kommer retur...
Kan bare ikke give slip på ham, selvom jeg ved at det aldrig bliver ham og
mig (har han sagt meget klart og tydeligt, med præcis de ord..).

Jeg kan ikke give slip, for efter at have mødt ham, er der ingen mand, der
kan leve op til mine krav. Han er så fantastisk på ALLE måde..HEHE ...man
ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får...

---

Girlie skrev:

SNIP
> Jeg har været elskerinde til en single mand i 10 mdr.
SNIP

Skal jeg være helt ærlig? DROP DET og kom videre.. giv slip på ham
for det er da tydeligt at det ikke er godt nok for dig, Du nøjes.
Det er der ingen der fortjener.. at nøjes..

Kærlig hilsen
Tomas O.

---

On Thu, 2 May 2002 11:49:44 +0000 (UTC), "Tomas O." <tfo@gmx.net>
wrote:

>Girlie skrev:
>
>SNIP
>> Jeg har været elskerinde til en single mand i 10 mdr.
>SNIP
>
>Skal jeg være helt ærlig? DROP DET og kom videre.. giv slip på ham
>for det er da tydeligt at det ikke er godt nok for dig, Du nøjes.
>Det er der ingen der fortjener.. at nøjes..

det er selvføligt rigtigt :) men alt taget i betragtning virker hun da
meget godt tilfreds så ???
problemet ligger lidt i definastiosnen af at *nøjes* optimalt set så
skulle man i det ideelle forhold kunne dægge alle hiandens behov og
kun sjældent gå galt af hianden .... men sådan fungere virkligheden jo
ikke , vi kommer jo som store næsten ufordøjelige pakker ind i
hiandens liv og man kan nu ikke konvetere hianden til de drømme
billeder man har i sit hoved af den optimale partner - jeg tror
*hemligheden* ligger i HÅRDT ARBEJDE og erkendelsen af at man går galt
lige så mage gange som som man går rigtigt i lange perioder også må
man jo sætte sig ud over * at det bare er den anden der er dum* og
fiden du af hvorfor og en fornuftig måde at håndtere det på , aflene
og sammen.

Jeg tror sgu egentligt at karekteristika ved nehver stor kærlighed er
evnen til at stå distancen i det svære øjeblikke - fordi ha det rart ,
det er jo ikke svært - men det er de gange hvor man klare en svær
situasion der styrker - selv om man indrømmet *dør* 10 gange
indvendigt hver gang det sker .

men hvis man skal kunne elsker og lade sig elske af et andet menneske
så er det en kamp der skal tages hvis - kærligheden skal have en
chanse.

Der skal besejres lieg så mange demoner som der skal hentes engele på
vejen til periodisk og måske permenet oplevelse af samhørighed.

MvH
Bo
--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

Chokmah Dog Fever skrev:

SNIP

> det er selvføligt rigtigt :) men alt taget i betragtning
> virker hun da meget godt tilfreds så ???

Jep. Men jeg anede en utilfredshed., hun skriver jo hun gerne
ville mere...

> problemet ligger lidt i definastiosnen af at *nøjes* optimalt
> set så skulle man i det ideelle forhold kunne dægge alle
SNIP

> Jeg tror sgu egentligt at karekteristika ved nehver stor
> kærlighed er evnen til at stå distancen i det svære øjeblikke
> - fordi ha det rart , det er jo ikke svært - men det er de
> gange hvor man klare en svær situasion der styrker - selv om
> man indrømmet *dør* 10 gange indvendigt hver gang det sker
> .

Man skal først og fremmest kunne elske sig sel vog accpetere
sig selv ellers kan man ikke accpetere andre og de heller ikke en
selv. Det lyder som en kliche og bliver desværre brugt sådan, men
den rummer sanhed.

> men hvis man skal kunne elsker og lade sig elske af et andet
> menneske så er det en kamp der skal tages hvis - kærligheden
> skal have en chanse.

ja dte skal det og det ser jeg at den ikke får her fordi hun som
hun siger har et forhold til en singlemand?

> Der skal besejres lieg så mange demoner som der skal hentes
> engele på vejen til periodisk og måske permenet oplevelse af
> samhørighed.

Mon ikke. Sjovt nok er alle dæmonerne ens egne og nogne man selv
har fundet på *G*

Kærlig Hilsen
Tomas

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in message news:Xns92028D22BF05Avampyre@teledanmark.dk...
> Skal jeg være helt ærlig? DROP DET og kom videre.. giv slip på ham
> for det er da tydeligt at det ikke er godt nok for dig, Du nøjes.
> Det er der ingen der fortjener.. at nøjes..


Nej, men nogen vælger at se tiden an og se hvad der sker, måske finder
hendes elsker ud af at hun er kvinden i hendes liv. Og trods alt må hun jo
faktisk nyde hans selskab, ellers var hun vel smuttet for længst.

Hvad nytter det at stikke halen mellem benene når det ikke lige går så
hurtigt som man gerne vil have det til? Så finder man jo aldrig ud af om
det så virkelig var det man troede og man risikerer at gå glip af en masse
lækre ting, timer eller år sammen med en dejlig person.

Det kaldes at kæmpe for det man vil have. Jeg må indrømme at jeg da
personligt slet ikke gad beskæftige mig med en elskerinde/kæreste som
bare var nem og gjorde alt jeg sagde. Så gud ske tak og lov for at jeg
har Sabina, for det gør hun sgu godt nok ikke *G*



--
John Sahl, Webmaster http://www.websetter.dk
Skribenter søges på http://www.MandeZonen.dk
Husk, spil med og vind en sommerfest til 15.000kr.

---

On Fri, 3 May 2002 01:05:42 +0200, "John Sahl" <sp
>
>Det kaldes at kæmpe for det man vil have. Jeg må indrømme at jeg da
>personligt slet ikke gad beskæftige mig med en elskerinde/kæreste som
>bare var nem og gjorde alt jeg sagde. Så gud ske tak og lov for at jeg
>har Sabina, for det gør hun sgu godt nok ikke *G*


*rofal.... etc nej det gør hun welll næppe mon ikke det er
kareteristisk ved en hver godt kvinde at man f.eks ikke for sin vilje
- skal vi ikke bare nøjes med at sige HVER GANG
MvH
Bo
--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

On Tue, 30 Apr 2002 19:01:35 +0200, "Sott" <sott_s@hotmail.com> wrote:

Hej Søs :)
Nu kan jeg jo kun svare på egen vegne !


>Har nogle mænd modvilje mod at vise og udøve omsorg,
>overfor kvinder/kvinden, hvis ikke denne omsorg er en
>vej til andet og/eller mere?

Øhh det kommer jo an på hvor nær hun står mig .. jeg går ikke rundt og
banker på døre ved enlige og spørge om jeg kan gi en hånd med ;)
men hvis kvinden er mig nær jamen så gør jeg det så godt som jeg kan !
så er der veninder og søsterre det er well det sammen , men afligvele
noget andet.

>(mere kunne så være forhold, sex, at hun gør rent osv...)

jamne hvis man forventer at få noget igen så er der jo noget sygt i
hovdet på en - der er ikke noget galt i at spørge om de ting man gerne
vil have ... men det skulle da nødigt være en belønings foretning..
man gør da ting for hianden fordi man holder af hianden fra omsorg til
opvask !


>Jeg er nu nået et sted i mit liv, hvor jeg ikke bare er
>parat til at tage imod omsorg, men også ønsker det
>og kan opleve det som et behov - og dermed også
>som et underforstået krav til den mand, der gerne en
>gang med tiden skulle kunne blive min kæreste. Pt.
>er det så en fiktiv (fantasi) mand *S*

ja men som jeg har skrevet 17 gange til puk det er ikke et møde der
primært finder sted inden i en selv - det er ikke nemt at akceptere at
man har ret til at blive elsket - kommer man af et dårligt hjem og har
fortiden i mod sig så har man det i alle de sitiasioner man kommer i
og det kræver en ekstar indstats indadtil og man kan ikke lægge det
på skulderen af resten af verden - indrømmet den er ond , men man må
selv bære den for der er ikke andre der gør det !

>
>Så har jeg tænkt på, hvorfor jeg altid har været så
>selvhævdende også i forhold.... det er bl.a. fordi mine
>erfaringer har lært mig, at der ikke er nogen, der tager
>sig af mig - ergo, gør jeg det selv *kan I se neonlyset
>blinke i panden*.

ja og dte er pisse ubehageligt .......... men hvis dte skal vindes så
skal det vindes indadtil også er det enda kun måske.

>Men det er også fordi de fleste af de mænd jeg har
>været involveret med, _ikke_ har ydet omsorg. Det er
>unægteligt svært at tage imod noget, som ikke er der.

ja men du vælger dem jo ....om vi kan li det eller ikke så vælger vi
mennesker som de nu er og vælger man nogen der ikke kan gi - jamen så
er det sådan fordi dybest ste så ved man det jo godt selv - fra jeg
var 11 til 29-30 forlekskede jeg mig måske med en enkelt undtagelse
kun i en kvinde/ pige hvis jeg var sikker på hun ikke ville have mig -
for jeg ville sgu heller ikke ha mig jeg ville drikke mig ihejel og
være som jim morrison og jeg betragtede det som desideret dårlig smag
, hvis hun kunne li mig ;)
på nær hende da jeg var 16-17 , men der var jeg ikke klar over hvor
hårdt det at være til på den måde - jeg var ung og manglede
erfaringen!
>
>Hvorfor falder det ikke lige for at give omsorg?

ku dte ikke tænkes at du for den uden at opdage det ?
måske ikke lige i forhold men ellers børn venner osv
>
>jeg fornemmer han er trist, og jeg kan spørge ind til ham,
>når jeg tror han gerne vil snakke om det, og jeg kan træde
>tilbage, når han giver udtryk for, at han ikke vil.

jamen så er det jo fordii du vælger de forkerte mænd ikk?

>)
>
>Hvad skulle der så være i vejen for, at det kom retur?

jamen det er du selv - man kan ikke forandre verden , men tage det af
den man kan bruge , men man skal også vide at man kan fordøje det !
>

>hvis jeg bare bæller mig dum. Jeg kan fokusere på ham og
>mig og vores aften sammen, tale om hans interesser og
>være engageret og nærværende.

jeg ved dte ikke du er nu også ualmindeligt uheldig ...men hvi sman
som mand eller kvinde kan mærke et så enormt behov fra den anden så..
kan man jo godt blive bange for ikke at kunne leve op til det (?)
folk starter dte forkerte sted et eller andet sted så tror jeg dte går
bedtse hvis man føler isg tiltrugget som venner finder humor sammen...
måske i det hele taget ikke være så fokuseret på det... eller fordel
det på flere mennesker ?

>
>Hvorfor kommer det så, så sjældent retur?

jeg ved dte ikke
>
>Og hvorfor skulle alt det jeg på en date rent
>kunne blive glad for på en date, være noget der reelt er
>optakt til sex?

jamen hvisa det ikke er det så må man jo gøre rede for det på forhånd
og sige man tager et års pause fordi dit & dat og hvis han så ikke kan
leve med det jamen så.... ud...
>
>Jeg elsker sex, og boller glad og gerne med den der tænder
>mig - og gerne i tide og utide. Men jeg har også brug for
>omsorg, og den er iflg. mine erfaringer en mangelvare.

så split det op - hvis sex er et most så find en at ha sex med og find
en og ha varme med og kan ahn leve op til det i et år så skal han nok
være værd at holde på.... men igen det er indadtil det skal vindes
>

>Jeg tror ikke, at en mand har nøglen til min lykke...
>men jeg tror, at jeg har en dør der står åben, og at megen
>lykke findes i samværet mellem to som elsker hinanden.

jow men først skal du gære plads i dit hjerte min ven der hvor
traumaer tager plads ... for det under mig såre at 9 ud af 10 ikke
skilsmisse børn de kan altså finde ud af det der og har dte fint i
derres forhold når de når lidt hænd i 30 erne - hvor 9 ud af 10
skilsmisse børn har det mere eller mindre af helved til ... måske
retsne af derres liv andre kommer over dte , men nemt kommer det ikke!

>
>Jeg tror ikke, at livets lektie er, at lære at være alene og
>ophøje alene-livet til det optimale. Jeg tror, at mennesker er
>skabt til at elske hinanden, også som partnere/kærester/
>ægtefolk osv.

Det gør jeg også !

>- men at de alligevel ikke kunne håndtere, at jeg altså har
>tre børn.

jamen koldt realistisk så er det sgu også en mundfuld , selv vil jeg
nok mene jeg ville kunne rumme det men det er da kun i kraft af at jeg
har søskne der er 20 &25 år ynger og jeg bode hjemme i mens de var
helt små !
>
>Hvis jeg som single, alenemor til 3 - kan uddanne mig, skabe
>succes'er arbejdsmæssigt, få en stabil økonomi, spare op,
>udvikle mig menneskeligt, åndeligt, mentalt og være god
>for mine børn, min steddatter og min familie - så fortjener
>jeg også en at dele det med.

jamen vi fortjener alle sammen det bedste men vi skal bare finde det i
os selv og dte kan mange os ikke aflne !

> Og al min afmagt
>når jeg er helt smadret efter en 12 timers arbejds/studiedag,
>efterfulgt af indkøb, oprydning, vaske tøj og børn.

ja men så må du sgu lære at prioutere og ikke realisere alt på 3 år
>
>Øv, hvor vil jeg bare gerne kærtegne og kærtegnes, røre
>og røres, elske og elskes - af den der "eneste ene".

tror fan og mindre hveken kan eller skal gøre det - men der er plantet
noget ondt uden for din sjæl som holder lykken ude og det onde skal du
ned og konfrontere lære at kende håndtere samarbejde med før der kan
komme andet ind
hjerligts men bestemt Bo;)

--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

Hej Bo :0)

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:p6otcu89d27fdks5lbb8809esf6dtu391d@4ax.com...

> Øhh det kommer jo an på hvor nær hun står mig .. jeg går ikke rundt og
> banker på døre ved enlige og spørge om jeg kan gi en hånd med ;)

Jeg har da ellers liiiiige en dør af passende størrelse *G*

> men hvis kvinden er mig nær jamen så gør jeg det så godt som jeg kan !
> så er der veninder og søsterre det er well det sammen , men afligvele
> noget andet.

Det kan jeg godt se.

> jamne hvis man forventer at få noget igen så er der jo noget sygt i
> hovdet på en - der er ikke noget galt i at spørge om de ting man gerne
> vil have ... men det skulle da nødigt være en belønings foretning..
> man gør da ting for hianden fordi man holder af hianden fra omsorg til
> opvask !

Ved du hvad - hvis man sådan helt generelt ikke
får "noget igen" (i mangel af bedre ord) - så bliver
det trælst at skulle give af sig selv. Så mister jeg
i hvert fald lysten til overhovedet at have med den
anden person at gøre. Det bliver mindre dejligt, end
at tilbringe en aften med en god ven/veninde, for mine
ven/veninder er dejlige, givende, engageret mennesker.

Der er mange måder at vise engagement og hengiven-
hed på, der behøver ikke være en opskrift, men der
behøver at være gensidighed. Er gensidigheden der
ikke - så er jeg der ikke, det står helt fast for mig.
Jeg er ikke bange for at stille "krav", så længe jeg
ved at mine krav er relevante og indholdsrige og
ikke hverken urimelige eller overfladiske, og et krav
om at nære kærlighed til hinanden, ømhed for hinan-
den, og at have vilijen til at være omsorgsfulde for
hinanden - det er efter min bedste overbevisning ikke
overfladiske krav.

Det drejer sig ikke om en opvask, eller om hvilket
tøj man går i - det drejer sig om hvordan er i sin
omgang med andre mennesker, og i særdeleshed
hvordan man er i forholdet til den man elsker. Og jeg
er helt ligegyldig overfor hvordan andre er, men jeg er
ikke ligegyldig overfor en kæreste til mig er - der stiller
jeg krav til en kærlig og omsorgsfuld og nærværende
omgangsform. Det giver jeg, og det forventer jeg - men
hvis jeg lærer en mand at kende, der ikke rummer dette,
eller ikke formår at vise dette - så er det som det skal
være, og det skal ikke være i mit liv.

Mit liv er for kort til at jeg skulle nøjes med mindre,
end jeg selv repræsenterer. Så vil jeg foretrække at være
i mit eget selskab, for jeg kan godt trøste mig selv, og
jeg kan tilfredsstille mig selv seksuelt, jeg kan stryge mig
selv over armen og tale beroligende til mig selv indvendigt.
Så jeg har ikke brug for en mand, til dette. Jeg ville bare
værdsætte, om det skete, at jeg i mit liv fik en kæreste,
der også rummede disse egenskaber.

Puk skrev om at være egoistisk i sin tilgang til mænd, det
kan jeg godt se meget fornuftigt i. Jeg har lige skrevet
sammen med en et par dage, og hans mails var korte og
uengagerede, og det fortalte jeg ham - med henvisning til,
at jeg ikke var interesseret i yderligere korrespondance.
For det er jeg ikke, når ikke den anden person kan mønstre
nok engagement til at skrive mere end et par linier. Det kan
virke som både kynisk og hårdt, men det betyder jo ikke
noget i en større sammenhæng - for det er ærligt, det er hvem
jeg er.

> ja men som jeg har skrevet 17 gange til puk det er ikke et møde der
> primært finder sted inden i en selv - det er ikke nemt at akceptere at
> man har ret til at blive elsket - kommer man af et dårligt hjem og har
> fortiden i mod sig så har man det i alle de sitiasioner man kommer i
> og det kræver en ekstar indstats indadtil og man kan ikke lægge det
> på skulderen af resten af verden - indrømmet den er ond , men man må
> selv bære den for der er ikke andre der gør det !

Jeg kunne ikke være mere enig - og jeg er der, Bo.
Jeg har al mulig ret til at blive elsket, og jeg er elsket
- af mange. Familie og venner og børn.
Skal jeg elskes af en mand, skal han kunne rumme mig
og mine behov - ellers er jeg hellere fri. For en kærlighed
fra en mand, der ikke kan rumme dette, er for mig ikke
en sand kærlighed. Det er ord, det er handlinger og det
er sex uden indhold. Og jeg har indhold, jeg vil gerne
dele af mit indhold - men ikke med en uengageret og
reserveret kæreste - jeg har set og oplevet "den anden
side" nu... jeg ville ikke drømme om at nøjes med mindre.

> ja og dte er pisse ubehageligt .......... men hvis dte skal vindes så
> skal det vindes indadtil også er det enda kun måske.

Der kommer en tid, hvor man er vokset, hvor man har
rejst langt og hvor man har forstået sit eget indhold.
Der kommer en tid, hvor alt har været revet op med
rode, vendt og drejet - endeligt gennemlevet følelses-
mæssigt og hvor man har lagt det på plads indeni.
Der kommer en tid, hvor man ikke længere er fyldt
med sin indre smerte, fordi ens indre er smukt og
stærkt og bæredygtigt.

Jeg kan godt lide mig selv, og jeg har fundet ud af, at
jeg godt kan lide mit liv. Jeg trives.
Skal jeg dele dette med et andet menneske, skal der
være sammenhørighed og gensidighed. Ellers trives
jeg bedre alene. Jeg har jo prøvet det nu. Prøvet
hvordan det er, når det ikke er svært, men dejligt.

> ja men du vælger dem jo ....

Ikke mere, Bo *S*

> ku dte ikke tænkes at du for den uden at opdage det ?
> måske ikke lige i forhold men ellers børn venner osv

Nej - jeg er et meget taknemmeligt menneske, og
god til at indoptage. Det har altid være en af mine
"problemer", der reelt er en af mine styrker.
Jeg er god til at finde glæden i de små ting, som
når jeg på vej til arbejdet, pludselig ser en fugl lette,
eller som i dag pludselig dufter syrenerne - eller
når jeg lige inden jeg falder i søvn, kan mærke den
elskedes hånd om min. Vi taler om marginaler, om
de små ting i livet, der afslører os selv og andre.
Det der, hvis vi er opmærksomme, gør os nøgne
- skønt vi er fuldt påklædte :0)

> jamen så er det jo fordii du vælger de forkerte mænd ikk?

Nej, ikke mere.

> jamen det er du selv - man kan ikke forandre verden , men tage det af
> den man kan bruge , men man skal også vide at man kan fordøje det !

Du har ret. Og verden er alt hvad vi vil have den skal
være, vi behøver ikke forandre den. Derfor ved jeg også,
at jeg vil møde en mand, og han vil elske mig, og jeg vil
føle mig elsket og værdsat. Simpelthen fordi jeg er.

> jeg ved dte ikke du er nu også ualmindeligt uheldig

Nej, jeg har faktisk været heldig - det er lykkedes mig,
at lære af de mænd jeg har kendt, og de har faktisk
alle haft gode og dejlige sider i sig. Jeg har været
heldig - selvom jeg indimellem ikke har kunnet se det.
De mænd jeg har kendt, har hjulpet mig til at vokse,
de har været katalysatorer for mine indre kampe.

> ...men hvi sman
> som mand eller kvinde kan mærke et så enormt behov fra den anden så..
> kan man jo godt blive bange for ikke at kunne leve op til det (?)

Det kan man sikkert godt - hvis man tror, at der er noget
at leve op til. Men det er der jo ikke. Et behov er bare
et behov - det behøver ikke blive opfyldt, det er blot en
stor glæde, når og hvis det bliver. Og man er selv herre
over, om det bliver opfyldt. Omsorg kommer ikke kun
fra kærester, det kommer også fra familie og venner.
Jeg siger bare, at jeg virkelig gerne vil, at det fremover
bliver en integreret del af et evt. kæresteforhold. Og jeg
siger også, at et forhold er det jeg gerne vil - ligesom jeg
siger, at rummer et forhold ikke disse elementer, så vil
jeg hellere være ene.

> jamen hvisa det ikke er det så må man jo gøre rede for det på forhånd
> og sige man tager et års pause fordi dit & dat og hvis han så ikke kan
> leve med det jamen så.... ud...

*S*
Og det gør jeg så, dog ikke et år - jeg vil ikke sætte
tid på noget, jeg vil ikke binde mig selv op på noget.
Jeg vil bare være, og i nuet mærke efter i mig selv
og så godt jeg kan i den anden - om det er rigtigt
eller ej.

> jow men først skal du gære plads i dit hjerte min ven der hvor
> traumaer tager plads ... for det under mig såre at 9 ud af 10 ikke
> skilsmisse børn de kan altså finde ud af det der og har dte fint i
> derres forhold når de når lidt hænd i 30 erne - hvor 9 ud af 10
> skilsmisse børn har det mere eller mindre af helved til ... måske
> retsne af derres liv andre kommer over dte , men nemt kommer det ikke!

Nej, og som en virkelig kær ven skrev til mig forleden,
så længe man er i kampen, er man ikke i forløsningen.
(Ikke med de ord, men meningen er vist fanget godt
nok *S*).

> ja men så må du sgu lære at prioutere og ikke realisere alt på 3 år

Ork, søde - foreløbigt har det taget 6 år, og jeg er da ikke
færdig endnu. Tingene tager længere tid, når man samtidig
vil sine børn.

> tror fan og mindre hveken kan eller skal gøre det

Det er også derfor jeg omsider prøver at kalde tingene
ved deres rette navn.

> - men der er plantet
> noget ondt uden for din sjæl som holder lykken ude og det onde skal du
> ned og konfrontere lære at kende håndtere samarbejde med før der kan
> komme andet ind

Det er jo det jeg har gjort - jeg er ikke i kampen længere.

Med lige så hjertelige hilsner
Søsser-tøsen

---

On Fri, 3 May 2002 21:50:33 +0200, "Sott" <sott_s@hotmail.com> wrote:

HI Søs :)

>
>> Øhh det kommer jo an på hvor nær hun står mig .. jeg går ikke rundt og
>> banker på døre ved enlige og spørge om jeg kan gi en hånd med ;)
>
>Jeg har da ellers liiiiige en dør af passende størrelse *G*

jamen du nære da well oprigtigt talt ikke tvil om jeg vil bistå dig
efter bedste formåen som ven ?


>> jamne hvis man forventer at få noget igen så er der jo noget sygt i
>> hovdet på en - der er ikke noget galt i at spørge om de ting man gerne
>> vil have ... men det skulle da nødigt være en belønings foretning..
>> man gør da ting for hianden fordi man holder af hianden fra omsorg til
>> opvask !
>
>Ved du hvad - hvis man sådan helt generelt ikke
>får "noget igen" (i mangel af bedre ord) - så bliver
>det trælst at skulle give af sig selv.

Nahh men det er nu noget svært noget - det der med at gi & få .... min
mor følte også hun gjorde meget for mig som barn - men det var nu mere
for hendes ind for min skyld man kan sagten gi en masse væk og ha et
helveds bøvl med det - men det er ikke ensbetydne med at det har nogen
værdi for den der tager i mod det .
så man skal gi fordi man har lyst & råd og for sin egen skyld - kan
det glæde den anden fint - men det kommer ikke automatisk med
teritoriet .

> Så mister jeg
>i hvert fald lysten til overhovedet at have med den
>anden person at gøre.

klart forkert person.

>Det bliver mindre dejligt, end
>at tilbringe en aften med en god ven/veninde, for mine
>ven/veninder er dejlige, givende, engageret mennesker.

selvfølig
>
>Der er mange måder at vise engagement og hengiven-
>hed på, der behøver ikke være en opskrift, men der
>behøver at være gensidighed. Er gensidigheden der
>ikke - så er jeg der ikke, det står helt fast for mig.
>Jeg er ikke bange for at stille "krav", så længe jeg
>ved at mine krav er relevante og indholdsrige og
>ikke hverken urimelige eller overfladiske, og et krav
>om at nære kærlighed til hinanden, ømhed for hinan-
>den, og at have vilijen til at være omsorgsfulde for
>hinanden - det er efter min bedste overbevisning ikke
>overfladiske krav.


nej men de er svære at definere fordi det der gør det for den ene gør
det ikke nødvendigtvis for den anden og i vor sjæls ensomhed &
mystik... der er der kun meget få der kan trygge på de rigtige
knapper.

>
>men jeg er
>ikke ligegyldig overfor en kæreste til mig er - der stiller
>jeg krav til en kærlig og omsorgsfuld og nærværende
>omgangsform. Det giver jeg, og det forventer jeg - men
>hvis jeg lærer en mand at kende, der ikke rummer dette,
>eller ikke formår at vise dette - så er det som det skal
>være, og det skal ikke være i mit liv.

Øhh ja....
>
>Mit liv er for kort til at jeg skulle nøjes med mindre,
>end jeg selv repræsenterer.

jamen nemt er det jo ikke .... som fay weldon skrev de fleste kvinder
er som skabt til at få derres børn når de er 18 problemet er bar de
skal være 40 før de ved med hvem


r.
>
>Puk skrev om at være egoistisk i sin tilgang til mænd, det
>kan jeg godt se meget fornuftigt i.

Øhhh ja men man går well heller ikke rundt og gir sig hænd til wildt
fremmed menesker... der jo ikke noget egoistisk i at kun drages af dem
der drager en ... det er well meget naturligt ?


> Jeg har lige skrevet
>sammen med en et par dage, og hans mails var korte og
>uengagerede, og det fortalte jeg ham - med henvisning til,
>at jeg ikke var interesseret i yderligere korrespondance.

jamen så er der jo ikke mere til det

>
>> ja men som jeg har skrevet 17 gange til puk det er ikke et møde der
>> primært finder sted inden i en selv - det er ikke nemt at akceptere at
>> man har ret til at blive elsket - kommer man af et dårligt hjem og har
>> fortiden i mod sig så har man det i alle de sitiasioner man kommer i
>> og det kræver en ekstar indstats indadtil og man kan ikke lægge det
>> på skulderen af resten af verden - indrømmet den er ond , men man må
>> selv bære den for der er ikke andre der gør det !
>
>Jeg kunne ikke være mere enig - og jeg er der, Bo.
>Jeg har al mulig ret til at blive elsket, og jeg er elsket
>- af mange. Familie og venner og børn.
>Skal jeg elskes af en mand, skal han kunne rumme mig
>og mine behov - ellers er jeg hellere fri. For en kærlighed
>fra en mand, der ikke kan rumme dette

jamen søs det er slet ikke der den den ligger begravet .... fordi det
er ikke ude fra verden han kommer .... du skal først møde og akceptere
den del af dig selv , hvad du ikke har og der skal en lang og led selv
erkendelse til som - manikke kan klare aflene eller ved at læse bøger
om end det hjælper .... men de indre demoner er stærker ind fornuft og
egen handle kraft !

>
>> ja og dte er pisse ubehageligt .......... men hvis dte skal vindes så
>> skal det vindes indadtil også er det enda kun måske.
>
>Der kommer en tid, hvor man er vokset, hvor man har
>rejst langt og hvor man har forstået sit eget indhold.
>Der kommer en tid, hvor alt har været revet op med
>rode, vendt og drejet - endeligt gennemlevet følelses-
>mæssigt og hvor man har lagt det på plads indeni.
>Der kommer en tid, hvor man ikke længere er fyldt
>med sin indre smerte, fordi ens indre er smukt og
>stærkt og bæredygtigt.

jamen det er bare ikke noge endnu - man kan godt selv komme til
konklusionen men hvis dte i praksis ikke virker så skal der mere til.

>

>
>> ja men du vælger dem jo ....
>
>Ikke mere, Bo *S*

Nahh hold nu op søs du møder sgu da ikke folk i bussen der banker dig
på skulderen og bedre dig om at stå af næste gang og forløse hans i
mangel af bedre intime behov også køre vide ?

>
>> ku dte ikke tænkes at du for den uden at opdage det ?
>> måske ikke lige i forhold men ellers børn venner osv
>
>Nej - jeg er et meget taknemmeligt menneske, og
>god til at indoptage. Det har altid være en af mine
>"problemer", der reelt er en af mine styrker.
>Jeg er god til at finde glæden i de små ting, som
>når jeg på vej til arbejdet, pludselig ser en fugl lette,
>eller som i dag pludselig dufter syrenerne - eller
>når jeg lige inden jeg falder i søvn, kan mærke den
>elskedes hånd om min. Vi taler om marginaler, om
>de små ting i livet, der afslører os selv og andre.
>Det der, hvis vi er opmærksomme, gør os nøgne
>- skønt vi er fuldt påklædte :0)

jamen det er well godt nok ?
>
>> jamen så er det jo fordii du vælger de forkerte mænd ikk?
>
>Nej, ikke mere.

det kan der måske være noget om man kan well nok være i et fint
forhold og der går lort i det - - - fordi der afligevel er noget der
ikke dur , men det gør ikke automatisk tiden der gåred til spild tid.
>
>> jamen det er du selv - man kan ikke forandre verden , men tage det af
>> den man kan bruge , men man skal også vide at man kan fordøje det !
>
>Du har ret. Og verden er alt hvad vi vil have den skal
>være, vi behøver ikke forandre den. Derfor ved jeg også,
>at jeg vil møde en mand, og han vil elske mig, og jeg vil
>føle mig elsket og værdsat. Simpelthen fordi jeg er.

ja men du skal stadigt foretage det indre opgør !
ellers kan det ikke lade sig gøre.
Der er kun teapi



>> retsne af derres liv andre kommer over dte , men nemt kommer det ikke!
>
>Nej, og som en virkelig kær ven skrev til mig forleden,
>så længe man er i kampen, er man ikke i forløsningen.
>(Ikke med de ord, men meningen er vist fanget godt
>nok *S*).

Tjja det er rigtigt nu tror jeg godt nok - mange vil leve et helt liv
i mere elle rmindre indre strid men ... på et eller andet tidspunkt så
kan man well både rumme striden og det andet mennske og med lidt god
vilje sig selv ;)

>
>> ja men så må du sgu lære at prioutere og ikke realisere alt på 3 år
>
>Ork, søde - foreløbigt har det taget 6 år, og jeg er da ikke
>færdig endnu. Tingene tager længere tid, når man samtidig
>vil sine børn.

jamen det er jo det jeg siger mere tid ....
>
>> - men der er plantet
>> noget ondt uden for din sjæl som holder lykken ude og det onde skal du
>> ned og konfrontere lære at kende håndtere samarbejde med før der kan
>> komme andet ind
>
>Det er jo det jeg har gjort - jeg er ikke i kampen længere.

ja hvis du siger det :)

KH
Bo
--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

Hej søde Bo :0)

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:l638du842jv2hkuvrpilg9necu62vb2qra@4ax.com...

> jamen du nære da well oprigtigt talt ikke tvil om jeg vil bistå dig
> efter bedste formåen som ven ?

Nej, jeg ved - at du er min ven.

> så man skal gi fordi man har lyst & råd og for sin egen skyld - kan
> det glæde den anden fint - men det kommer ikke automatisk med
> teritoriet .

Du har selvfølgelig ret.

> klart forkert person.

Eller forkert tidspunkt.

> nej men de er svære at definere fordi det der gør det for den ene gør
> det ikke nødvendigtvis for den anden og i vor sjæls ensomhed &
> mystik... der er der kun meget få der kan trygge på de rigtige
> knapper.

Det er også rigtigt.

> jamen søs det er slet ikke der den den ligger begravet .... fordi det
> er ikke ude fra verden han kommer .... du skal først møde og akceptere
> den del af dig selv , hvad du ikke har og der skal en lang og led selv
> erkendelse til som - manikke kan klare aflene eller ved at læse bøger
> om end det hjælper .... men de indre demoner er stærker ind fornuft og
> egen handle kraft !

Jeg har heller ikke været alene, og jeg er heller ikke alene.
Og jeg er enig i, at jeg skal møde og acceptere den del
af mig selv - og det synes jeg, at jeg har gjort.

> jamen det er bare ikke noge endnu - man kan godt selv komme til
> konklusionen men hvis dte i praksis ikke virker så skal der mere til.

Det kommer i kvantespring, udvikling.

> Nahh hold nu op søs du møder sgu da ikke folk i bussen der banker dig
> på skulderen og bedre dig om at stå af næste gang og forløse hans i
> mangel af bedre intime behov også køre vide ?

Nej. Men jeg tiltrækkes ikke længere af mænd, som har behov
for mig som forløsende faktor i deres liv - hvilket også kan ses
af at de siger pænt farvel, når de mener, at forholdet ikke er
det, de kunne ønske.

> det kan der måske være noget om man kan well nok være i et fint
> forhold og der går lort i det - - - fordi der afligevel er noget der
> ikke dur , men det gør ikke automatisk tiden der gåred til spild tid.

Nej, tiden er bestemt ikke spildt.

> ja men du skal stadigt foretage det indre opgør !

Jeg har været i opgør i 1½ år *S*
Der er faldet fred over kamppladsen.

> Tjja det er rigtigt nu tror jeg godt nok - mange vil leve et helt liv
> i mere elle rmindre indre strid men ... på et eller andet tidspunkt så
> kan man well både rumme striden og det andet mennske og med lidt god
> vilje sig selv ;)

Eller striden hører op.

> >Det er jo det jeg har gjort - jeg er ikke i kampen længere.
>
> ja hvis du siger det :)

Det gør jeg.

Tusinde hilsner
Søs

---

On Sun, 5 May 2002 00:41:57 +0200, "Sott" <sott_s@hotmail.com> wrote:

HI Søs

>> jamen det er bare ikke noge endnu - man kan godt selv komme til
>> konklusionen men hvis dte i praksis ikke virker så skal der mere til.
>
>Det kommer i kvantespring, udvikling.

jamen det jeg jo lefler for er jo netop at du skulle tage nogen timer
i teapi - du har trods alt haft en rå opvægst - og den kommer man ikke
sådan til livs af sig selv - der er simplethænd nogen veje man ikke
kan gå aflen og jeg ved godt at du er mere fornuftig ind hverdag
spaden der forbinder teapi med så er man jo ikke normal og lidt skør
elller endnu værre meegt skør,

men det har bare påfalende lidt med det at gøre - jeg havde arldrig
slåed alkoholden uden min og hun er sgu ikke så dyr 500 kr for 1½-2
timer.

>> det kan der måske være noget om man kan well nok være i et fint
>> forhold og der går lort i det - - - fordi der afligevel er noget der
>> ikke dur , men det gør ikke automatisk tiden der gåred til spild tid.
>
>Nej, tiden er bestemt ikke spildt.

nahh man lære well noget af alt det der .... sker en her i livet men
jeg har nu et par x er jeg fint ku ha leve foruden og nogen jeg ville
ønske jeg arldrig bød DET men ja sådan er det jo ....

>> Tjja det er rigtigt nu tror jeg godt nok - mange vil leve et helt liv
>> i mere elle rmindre indre strid men ... på et eller andet tidspunkt så
>> kan man well både rumme striden og det andet mennske og med lidt god
>> vilje sig selv ;)
>
>Eller striden hører op.

tjaaa måske ;) ? det bliver bedre med årene !
>
>> >Det er jo det jeg har gjort - jeg er ikke i kampen længere.
>>
>> ja hvis du siger det :)
>
>Det gør jeg.

ja det gør du jo ;)

MvH
Bo

--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

Hej og god formiddag Bo :0)

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:ef49du0bvdh0oslcvpht36maoc7ltl76ro@4ax.com...

> jamen det jeg jo lefler for er jo netop at du skulle tage nogen timer
> i teapi - du har trods alt haft en rå opvægst - og den kommer man ikke
> sådan til livs af sig selv - der er simplethænd nogen veje man ikke
> kan gå aflen og jeg ved godt at du er mere fornuftig ind hverdag
> spaden der forbinder teapi med så er man jo ikke normal og lidt skør
> elller endnu værre meegt skør,

Jeg har jo været i terapi af flere omgange gennem de seneste
10 år - det startede med parterapi, og "udviklede" sig så til
at jeg også ville alene. Derudover er jeg meget i dialog med
mange forskellige mennesker, og idet jeg ikke længere er
bange for min sårbarhed, og derfor kan snakke og få til-
bagemeldinger på også de ting der virkelig betyder noget
for mig - så tror jeg, at mange af de samtaler jeg indgår i,
med gode venner og familie - har karakter af "terapi".

F.eks. besøgte jeg min mor fornyligt (jeg skulle ud med min
søster, og min søster bor hjemme). Og hun ville gerne give
mig nogle penge, fordi jeg aldrig får fødselsgaver/julegaver
- jeg sagde (som jeg følte), at det behøvede hun ikke. Men
hun ville gerne, og så meldte jeg ud, at jeg faktisk gerne ville
have et kram - et kram var det jeg gerne ville have.

Jeg fik begge dele, og det var faktisk rart - jeg har opdaget,
at jeg ikke er vred på hende mere, at jeg ikke føler gammel
uforløst smerte i forbindelse med hende eller andet. Ligesom
jeg har erfaret, at jeg bliver ked af det, pga. nutiden - og det
er ikke denne tunge, ødelæggende følelse som også indeholder
smerten og sorgen fra gammel tid. En tristhed i dag er mere
"ren" (i mangel af bedre ord) - fordi den er en tristhed over
her og nu, og ikke en "iboende" tristhed over fortiden.

Det gør også, at gode oplevelser har så meget lettere ved at
komme ind til mig, og blive til en endnu dybere glæde. Jeg
værdsætter livet og menneskene i det uden at skulle gennem
"et filter" først.

> men det har bare påfalende lidt med det at gøre - jeg havde arldrig
> slåed alkoholden uden min og hun er sgu ikke så dyr 500 kr for 1½-2
> timer.

Og jeg ville ikke i dag være den jeg er, uden de perioder
med terapi, eller uden de mænd jeg har lært af, eller uden
dss (jeg har virkelig fået meget ud af at læse og skrive i
dss - og det gør jeg stadig).

> nahh man lære well noget af alt det der .... sker en her i livet men
> jeg har nu et par x er jeg fint ku ha leve foruden og nogen jeg ville
> ønske jeg arldrig bød DET men ja sådan er det jo ....

Hmmm.... de mange engangsknald har måske heller ikke
haft den store gavn - på den anden side, de har tilfreds-
stillet et umiddelbart behov i mig, som jeg følte behov for
at få tilfredsstillet - så selv de har deres berettigelse i mit
liv. Og samtlige mænd jeg har været involveret i, har jeg
lært af, også selvom de måske ikke har været "aktive"
i forhold til at ville lære mig noget.

Min eks-mand var nok ikke bevidst om, eller måske ikke
engang interesseret i, at lære mig noget - men jeg lærte
alligevel en masse om mig selv, om ansvar osv. i mit
ægteskab. Ligesom selv meget korte "bekendtskaber"
har lært mig noget, og i visse tilfælde _meget_ om mig
selv.

Tusinde hilsner
Søs

---

On Sun, 5 May 2002 11:13:06 +0200, "Sott" <sott_s@hotmail.com> wrote:

HI Søs og G aften

>Jeg har jo været i terapi af flere omgange gennem de seneste
>10 år - det startede med parterapi, og "udviklede" sig så til
>at jeg også ville alene. Derudover er jeg meget i dialog med
>mange forskellige mennesker, og idet jeg ikke længere er
>bange for min sårbarhed, og derfor kan snakke og få til-
>bagemeldinger på også de ting der virkelig betyder noget
>for mig - så tror jeg, at mange af de samtaler jeg indgår i,
>med gode venner og familie - har karakter af "terapi".

hmm ja men problemet med venner famille og egenetligt også dss er at -
de mennesker jo vil en det bedste .... hvad en teaput selvføligt også
vil .... men der kan man være tilbøjeligt til at - stryge hianden med
hårdene når det gør ondt og de svære spørgsmål skal bearbejdes.
ikke dermed sagt dte er spild af tid på ingen måde.
>
>F.eks. besøgte jeg min mor fornyligt (jeg skulle ud med min
>søster, og min søster bor hjemme). Og hun ville gerne give
>mig nogle penge, fordi jeg aldrig får fødselsgaver/julegaver
>- jeg sagde (som jeg følte), at det behøvede hun ikke. Men
>hun ville gerne, og så meldte jeg ud, at jeg faktisk gerne ville
>have et kram - et kram var det jeg gerne ville have.

Hmm ja... jamen så må du jo ku li hende et eller andet sted ?
den er lidt svær den her , at ...forst¨å ikke at det er svært at
forstå men man skal nok ha været der for at sige noget meningsfuldt om
det ....
>
>Jeg fik begge dele, og det var faktisk rart - jeg har opdaget,
>at jeg ikke er vred på hende mere,

jamen den er jo go at lade gå ... gjorde det samme med min mor da jeg
var 27-29 .... eller vi startede på en frisk ..... nu er der godt nok
ikke nogen af os der sådan går rundt og gir knus - ja jeg gjorede
imens jeg drak .... men.... ja det er en anden snak.
noget om temerament og hvem man omgåes.
skal vi ikke bare for at standse evt forvirng det vil ot med de fleste
af dem jeg kender i dag ;) borste fra hunden og den ene af de små
søstere og selvfølig Y


>. En tristhed i dag er mere
>"ren" (i mangel af bedre ord) - fordi den er en tristhed over
>her og nu, og ikke en "iboende" tristhed over fortiden.

jamen der reagere vi meget forskeligt - eller på forskelige måder ?
eller måske er kvinder bare mere neuancerede ind mænd ?
tristheden kender jeg / kendte jeg godt nu er den pakket ind i en
fandens masse medicin ... men før det blev den hurtigt til depresion
rasseri & selv destruksion .... lidt et limbo fordi det er så
dramatisk men enten så gør man noget ved det eller så slår det en
ihejel når man har det på den måde !

>
>Det gør også, at gode oplevelser har så meget lettere ved at
>komme ind til mig, og blive til en endnu dybere glæde. Jeg
>værdsætter livet og menneskene i det uden at skulle gennem
>"et filter" først.

jamen det er også fint , men du er stadigt lidt *tosse go* og har et
sulten hjerte ....

>
>> men det har bare påfalende lidt med det at gøre - jeg havde arldrig
>> slåed alkoholden uden min og hun er sgu ikke så dyr 500 kr for 1½-2
>> timer.
>
>Og jeg ville ikke i dag være den jeg er, uden de perioder
>med terapi, eller uden de mænd jeg har lært af, eller uden
>dss (jeg har virkelig fået meget ud af at læse og skrive i
>dss - og det gør jeg stadig).

ja men dss er jo fin gruppe ;) mon ikke også det er den mest socilat
aktive gruppe på usnettet ?

>
>> nahh man lære well noget af alt det der .... sker en her i livet men
>> jeg har nu et par x er jeg fint ku ha leve foruden og nogen jeg ville
>> ønske jeg arldrig bød DET men ja sådan er det jo ....
>
>Hmmm.... de mange engangsknald har måske heller ikke
>haft den store gavn -

Tjaaa det er sgu ikke de værste her ... det var jo hvad det var og jeg
husker dme dårligt da jeg var stiv af druk under dem alle.

Nahh det er sgu være med dem her man er blevet kærster med fordi man
ku mærke de ku de godt tænke isg og nå ja nu havde man jo ikke nogen
så_det_ku_måske være en meget go ide lad os se hvad der sker.

også indser man jo at man arldirg har være forelsket på noget
tidspunkt og d ehar været det MEGET hele tiden Puhhh.... den er stor
slem.


>Min eks-mand var nok ikke bevidst om, eller måske ikke
>engang interesseret i, at lære mig noget - men jeg lærte
>alligevel en masse om mig selv, om ansvar osv. i mit
>ægteskab. Ligesom selv meget korte "bekendtskaber"
>har lært mig noget, og i visse tilfælde _meget_ om mig
>selv.

man slæber jo en visdom med sig fra alle oplevelser...så ofte under
prioutere man værdien af de dårlige
Bedste hilsner
Bo

--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:ithadusfgk48ncmnqti7eodi6tuohtnsj1@4ax.com...

Hej Bo :0)

> hmm ja men problemet med venner famille og egenetligt også dss er at -
> de mennesker jo vil en det bedste .... hvad en teaput selvføligt også
> vil .... men der kan man være tilbøjeligt til at - stryge hianden med
> hårdene når det gør ondt og de svære spørgsmål skal bearbejdes.
> ikke dermed sagt dte er spild af tid på ingen måde.

Der er en tid til alt. Og der er mennesker, der skønt de elsker
én, ikke er bange for at skubbe til en, når de synes, at det er
tiltrængt :0)

> Hmm ja... jamen så må du jo ku li hende et eller andet sted ?

Hun er min mor, og som sådan en del af min fortid, og mit
jeg. Hun elsker mig, og det gør ondt på hende, at jeg i vid
udstrækning vælger hende fra. Det betyder ikke, at jeg føler,
at jeg vil genoptage en kontinuerlig kontakt - det har jeg ikke
lyst til. Men når og hvis jeg har overskud til det, og det ellers
passer ind - der kan og vil jeg da gerne tilbringe kortere tid
sammen med hende.

> jamen det er også fint , men du er stadigt lidt *tosse go* og har et
> sulten hjerte ....

Jeg synes ikke, at mit hjerte føles sultent for tiden - det gjorde
det for et par uger siden, fordi jeg stadig mente, at et evt.
tomrum kunne fyldes af et andet menneske - det kan det måske
også, men det fyldes bedst af mig selv i denne tid.

> ja men dss er jo fin gruppe ;) mon ikke også det er den mest socilat
> aktive gruppe på usnettet ?

Måske, jeg ved det ikke.

> man slæber jo en visdom med sig fra alle oplevelser...

Jeg er meget enig.

Tusinde hilsner
Søs

---

Sott wrote:
> Hej.

Hej Søs

> Har nogle mænd modvilje mod at vise og udøve omsorg,
> overfor kvinder/kvinden, hvis ikke denne omsorg er en
> vej til andet og/eller mere?
> (mere kunne så være forhold, sex, at hun gør rent osv...)

Det kan godt tænkes, hvis du ikke betyder noget for dem.

Snip

Hvis din partner oplever at du er stærk og styrende,
reagere vredt/negativt på forskellige ting han kommer
frem med, optræder som en furie, når noget ikke
passer dig osv. osv. vil jeg tro du kan komme til at
blokere en mands bløde sider.

Man får som oftest den respons, som svarer til det
man giver/udtrykker, men nogle er bedre til at give
end andre.

Som du er inde på, så er det i dig selv, du skal finde
svaret
Hvis du havde een der vidste hvad det handler om,
kunne det hjælpe dig med at finde svaret og vise dig
hvilken vej der var farbar for dig
Det er forfærdeligt svært at gøre det alene, både at
stille spørgsmålene og besvarer dem.

Jeg vil sige, at mænd, hvis de får lov, vil give alt det
du higer efter, ømhed, omsorg, kærlighed og opmærk-
somhed, men DU skal give dem lov til det!
Kan du ikke give dem denne tilladelse, får du det heller
ikke! Så svarrene ligger hos dig selv.

Bo MM har sagt nogle guldkorn i sit svar til dig, som
jeg ikke vil gentage, men tænk dybt over dem
Han har også en sko på, der trykker.

Hvis vi 2 boede "dør om dør" ville jeg give dig den
opmærksomhed "face to face" der kunne få dig til
at opnå det du higer efter, ægte kærlighed, ømhed
omsorg, værdsættelse, respekt, lov til at være menneske
på fuldtid.

Som du mange gange i diverse indlæg har været inde
på, så er noget af det første der styrer dig, dit seksuelle
behov, når du indleder et nyt parforhold, det gør at du
hvad ømhed etc. angår kommer til at stå "svagt" for du
udsender nogle signaler, der så blokere mandens " bløde
sider" i en lang elskovs-rus, for ethvert kærtegn, enhvær
ømhed udmønter sig i sex, den dag hvor du så alene
har brug for at være menneske, brug for bare at blive holdt
af og om, forsøger han så at give dig sex, for sådan plejer
det jo at være mellem jer ( Meget firkantet sagt)

> Kærlige hilsner
> Søs, som (mis)bruger dss i øjeblikket til at få bearbejdet
> en frygtelig masse *SS*

Rigtig mange kram og knus til dig!
Du er et dejligt menneske, du er værd at elske og holde af,
du fortjener ømhed og kærlighed, fordi du er dig!

Kærlig Hilsen
Henning

---

Hej Henning :0)

"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3ccf982a$0$78796$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Hvis din partner oplever at du er stærk og styrende,
> reagere vredt/negativt på forskellige ting han kommer
> frem med, optræder som en furie, når noget ikke
> passer dig osv. osv. vil jeg tro du kan komme til at
> blokere en mands bløde sider.

Det kan jeg godt forstå meningen i.

> Man får som oftest den respons, som svarer til det
> man giver/udtrykker, men nogle er bedre til at give
> end andre.

Indeni tænker jeg så nærmest på rygmarven:
Jamen, jeg er ikke enten/eller - jeg er både/og.
Jeg er meget givende og modtagelig det meste af
tiden, men der kan opstå situationer, hvor jeg reagerer
mindre positivt, og det kan være forskellige ting der
udløser det, hovedsagen er dog, at jeg nu forstår,
at det reelt drejer sig om ubalance i mig selv.

> Som du er inde på, så er det i dig selv, du skal finde
> svaret

Ja.

> Hvis du havde een der vidste hvad det handler om,
> kunne det hjælpe dig med at finde svaret og vise dig
> hvilken vej der var farbar for dig
> Det er forfærdeligt svært at gøre det alene, både at
> stille spørgsmålene og besvarer dem.

Ja, jeg er enig - og en sådan "sparringspartner" behøver
ikke være en kæreste. En god ven, en indsigtsfuld ven
eller sågar dss kan også gøre det *SS*

> Jeg vil sige, at mænd, hvis de får lov, vil give alt det
> du higer efter, ømhed, omsorg, kærlighed og opmærk-
> somhed, men DU skal give dem lov til det!
> Kan du ikke give dem denne tilladelse, får du det heller
> ikke! Så svarrene ligger hos dig selv.

Det er sjovt, som den samme ting kan siges mange gange
og på forskellige måder - før den "opleves" af mig.
Du har ret - jeg skal være åben overfor det. Og jeg
kan godt i angst for at blive såret "lukke". Jeg oplever
så gradvist, at min angst for at blive såret mildnes,
for jeg bliver stærkere i min sårbarhed, jeg kan bedre
rumme ikke bare de gode ting i livet, men også de
mindre gode. Jeg er meget glad for denne følelse af
at "vokse".

> Bo MM har sagt nogle guldkorn i sit svar til dig, som
> jeg ikke vil gentage, men tænk dybt over dem
> Han har også en sko på, der trykker.

Bo skriver i mine øjne med indsigt og forståelse, og
i en kærlig ånd. Jeg tænker altid over hans guldkorn,
selv når jeg nogen gange kan mærke indre modstand
ved læsningen *S*

> Hvis vi 2 boede "dør om dør" ville jeg give dig den
> opmærksomhed "face to face" der kunne få dig til
> at opnå det du higer efter, ægte kærlighed, ømhed
> omsorg, værdsættelse, respekt, lov til at være menneske
> på fuldtid.

Det forstår jeg, og hvor er det dejligt at læse.

> Som du mange gange i diverse indlæg har været inde
> på, så er noget af det første der styrer dig, dit seksuelle
> behov, når du indleder et nyt parforhold, det gør at du
> hvad ømhed etc. angår kommer til at stå "svagt" for du
> udsender nogle signaler, der så blokere mandens " bløde
> sider" i en lang elskovs-rus, for ethvert kærtegn, enhvær
> ømhed udmønter sig i sex, den dag hvor du så alene
> har brug for at være menneske, brug for bare at blive holdt
> af og om, forsøger han så at give dig sex, for sådan plejer
> det jo at være mellem jer ( Meget firkantet sagt)

Og meget rigtigt - jeg opfattede jo også selv langt det meste
som "optakt til sex" (hmmm.... meget "mandigt" af mig *LOL*).

Også mange knus og kram til dig
Søs

---

Sott wrote:
> Hej Henning :0)

Hej Søs

> Ja, jeg er enig - og en sådan "sparringspartner" behøver
> ikke være en kæreste. En god ven, en indsigtsfuld ven
> eller sågar dss kan også gøre det *SS*

Ja det behøver absolut ikke at være en kæreste,
tænk på alle de psykologer der lever af det
En god veninde/kammerat, der ikke "får medlidenhed"
med dig og tager dine følelser på sig vil være alle tiders
sparringspartner! (Hvis de kan lade være med at svare på
dine spørgsmål!)

> Det er sjovt, som den samme ting kan siges mange gange
> og på forskellige måder - før den "opleves" af mig.
> Du har ret - jeg skal være åben overfor det. Og jeg
> kan godt i angst for at blive såret "lukke". Jeg oplever
> så gradvist, at min angst for at blive såret mildnes,
> for jeg bliver stærkere i min sårbarhed, jeg kan bedre
> rumme ikke bare de gode ting i livet, men også de
> mindre gode. Jeg er meget glad for denne følelse af
> at "vokse".

Ja man kan ligefrem opleve et sus af lykke, når noget
pludselig går op for een, at sådan er det!

Her i huset, er jeg den der "sparker døren ind" hvis
hun er blokeret og jeg helmer ikke før hun er kommet
ud med sine triste følelser, hendes vrede ( som jeg
ofte er skyld i *G*) eller hvad det nu kan handle om,
så vi kan krybe ind til hinanden i tryghed og bevidstheden
om at vi uanset hvilke "sten der kommer i skoen", elsker
hinanden og vil vores liv sammen, for jeg gider ikke
have en kone der i dagevis er utilnærmelig og vrissende.
Og jeg går ALDRIG på arbejde uden at kysse min
kone god nat og hver gang på en uventet måde, så
hun kan gå glad i seng efter en lille grinetur, der måske
også tænder hende lidt *G*

> Og meget rigtigt - jeg opfattede jo også selv langt det meste
> som "optakt til sex" (hmmm.... meget "mandigt" af mig *LOL*).

Jeg må indrømme, når jeg " sparker døre ind", ender
det som regel med ret heftig sex 3-4 timer efter *GGG*

> Også mange knus og kram til dig
> Søs

Og til dig du dejlige

Henning

---

"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3cd63930$0$78799$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Henning :0)
(bedre sent end aldrig og alt det pjat *S*)

> Ja det behøver absolut ikke at være en kæreste,
> tænk på alle de psykologer der lever af det

Nu tænkte jeg _også_ i rent praktiske, daglige situationer - hvor
det er rart med en sparringspartner *S*
Psykologer har deres egen nytte, men det var ikke der, jeg
havde mine tanker.

> En god veninde/kammerat, der ikke "får medlidenhed"
> med dig og tager dine følelser på sig vil være alle tiders
> sparringspartner! (Hvis de kan lade være med at svare på
> dine spørgsmål!)

Venner og veninder er guld værd.

> Ja man kan ligefrem opleve et sus af lykke, når noget
> pludselig går op for een, at sådan er det!

Sådan en AHA oplevelse.

> Jeg må indrømme, når jeg " sparker døre ind", ender
> det som regel med ret heftig sex 3-4 timer efter *GGG*

Det lyder unægteligt, som om det lige er det rigtige for jer.

Tusinde hilsner
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3ccece20$0$78750$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej igen Søs

> Har nogle mænd modvilje mod at vise og udøve omsorg,
> overfor kvinder/kvinden, hvis ikke denne omsorg er en
> vej til andet og/eller mere?
> (mere kunne så være forhold, sex, at hun gør rent osv...)

Det tror jeg ja.

> Så har jeg tænkt på, hvorfor jeg altid har været så
> selvhævdende også i forhold.... det er bl.a. fordi mine
> erfaringer har lært mig, at der ikke er nogen, der tager
> sig af mig - ergo, gør jeg det selv *kan I se neonlyset
> blinke i panden*.
>
> Men det er også fordi de fleste af de mænd jeg har
> været involveret med, _ikke_ har ydet omsorg. Det er
> unægteligt svært at tage imod noget, som ikke er der.

Og så vender den vel tilbage den der med ægget og hønen. Hvis du
er selvhævdende har det måske været svært at fornemme, at du
havde brug for omsorg eller at få dig til at tage imod den. Det
fører jo så ikke til at du bliver "mildere" (kunne ikke lige
finde andet ord). Det bider sig selv i halen.

> Hvorfor falder det ikke lige for at give omsorg?

Puha den er svær. At give omsorg er noget, som godt kan
efterlade en sårbar. Jeg tænker på, at det gør ondt at forsøge
at give omsorg og så få det afvist. For når man forsøger at give
omsorg, så er det vel et udtryk for varme følelser. Der er nok
tusind mulige forklaringer.

[SNIP]

> Jeg gør rent faktisk ovenstående.
> (det stopper bare, hvis der ingen respons er - for det kommer
> til at føles tomt og afvisende, når det ikke er gensidigt - og
> det kan jeg så finde på at reagere uhensigtsmæssigt på,
> fordi jeg derved tror, at han reelt ikke vil mig, og så kan
> det jo kun være fordi han ikke kan finde ud af at bryde, at
> vi stadig bruger tid på hinanden - det problem skal jeg så nok
> løse - enten går jeg, eller også provokerer jeg ham til at gå)

Da jeg var ude med hunden kom jeg til at tænke på det, som en
cykelferie på tandemcykel. Man sidder forrest på cyklen og synes
det er hårdt men tramper løs i pedalerne. Så vender man sig om
flere gange for at sende et smil til den bagved men oplever hver
gang, at han ikke træder rundt men blot sidder med. De første
gange tænker man måske, at han nok bare er lidt træt og det skal
der jo også være plads til, så man tramper selv videre. Men
efter nogle gange, så bliver man død irriteret og føler, at man
trækker hele læsset. Og så kunne man jo lige så godt køre på sin
egen cykel.

Efter jeg havde tænkt tanken slog det mig, at jeg automatisk
tænkte på mig selv som den der sad foran. Det er ikke helt
tilfældigt tror jeg. Jeg tænkte også, at jeg tit og ofte har
inviteret min partner/mulige partner til at sidde forrest for en
tid, men at det som oftest bliver afvist.
Jeg tænker nogle underlige ting, når jeg lufter hunden *G*.

> Hvad skulle der så være i vejen for, at det kom retur?

Hmmmmm, den eneste ting jeg kan komme i tanke om skulle være, at
den man giver til ikke selv har opfattet, at man giver og giver
og giver. Altså at man giver det, som man selv ønsker men ikke
det den anden har brug for, hvorfor han/hun ikke oplever det som
en gave på samme måde som den der giver. Det kan også være
selvfølgelighed. At det ville blive savnet, hvis det ikke blev
givet men når først man er vandt til, at det kommer af sig selv
så tænker man måske slet ikke over det og glemmer derfor også
selv at give?

Jeg aner det ikke Søs.

> Hvorfor kommer det så, så sjældent retur?

Fordi han sidder og tænker på om der nu er sex i farvandet senere
eller ej og om det kan betale sig?
Sådan synes jeg unægteligt Henning fik det til at lyde.

> Og hvorfor skulle alt det jeg på en date rent faktisk gør kun
> være med sex for øje, og omvendt - hvorfor skal alt det jeg
> kunne blive glad for på en date, være noget der reelt er
> optakt til sex?

Fordi sex på en eller anden måde er blevet et mål i sig selv og
mænd måske er mere målorienterede og kvinder mere
processorienterede (helt generelt naturligvis)?

> Det er svært, når noget man har længtes efter så længe,
> kommer ind i ens liv - blot for at forsvinde igen.

Naturligvis. Sådan er det jo med alt hvad man brændende har
ønsket sig. Det er nemmere at leve med et savn efter noget der
synes uopnåeligt end det er at leve med et savn efter noget, som
man har haft mellem fingrene men som så gled væk, tror jeg *S*.

> Jeg tror ikke, at livets lektie er, at lære at være alene og
> ophøje alene-livet til det optimale. Jeg tror, at mennesker er
> skabt til at elske hinanden, også som partnere/kærester/
> ægtefolk osv.

Jeg tror der er forskel på folk. For nogle føles alene-livet
simpelthen bare dejligere. Ikke fordi det er blevet ophøjet til
det, men fordi det reelt bare føles rarere.

> Hvis jeg som single, alenemor til 3 - kan uddanne mig, skabe
> succes'er arbejdsmæssigt, få en stabil økonomi, spare op,
> udvikle mig menneskeligt, åndeligt, mentalt og være god
> for mine børn, min steddatter og min familie - så fortjener
> jeg også en at dele det med.

Ja det lyder ikke som noget helt urimeligt ønske. Desværre tror
jeg ikke, at andre mennesker og deres omsorg, kærlighed,
entusiasme osv er noget man kan fortjene sig til. Det er noget
man får som en gave fordi de har lyst til at give den uagtet om
man så har fortjent det eller ej.

Mange hilsner
Puk

---

Hej ige Puk :0)

"Puk" <powder"fjernmig"@worldonline"fjernmig".dk> skrev i en meddelelse
news:2n4A8.11982$kp3.643010@news010.worldonline.dk...

> Og så vender den vel tilbage den der med ægget og hønen. Hvis du
> er selvhævdende har det måske været svært at fornemme, at du
> havde brug for omsorg eller at få dig til at tage imod den. Det
> fører jo så ikke til at du bliver "mildere" (kunne ikke lige
> finde andet ord). Det bider sig selv i halen.

Jeg havde mere at lære.
Det handler måske i virkeligheden blot om 2 ting.
1. jeg skal være åben for det
2. hvis det ikke er en del af forholdet, selvom jeg
er åben for det, skal jeg være egoistisk nok til at
gå videre i livet, da det så ikke er det rigtige for mig.
(det er det med den sunde egoisme, vi har skrevet
sammen om før)

> Puha den er svær. At give omsorg er noget, som godt kan
> efterlade en sårbar. Jeg tænker på, at det gør ondt at forsøge
> at give omsorg og så få det afvist. For når man forsøger at give
> omsorg, så er det vel et udtryk for varme følelser. Der er nok
> tusind mulige forklaringer.

Det kan jeg nikke genkendende til, det føles meget
smertefuldt og afvisende, når ens omsorg og/eller
kærlighed ikke bliver modtaget. Men jeg tror, at jeg
nu kan forstå det anderledes. Som jeg har beskrevet
det i et andet indlæg i dag *S*

> Da jeg var ude med hunden kom jeg til at tænke på det, som en
> cykelferie på tandemcykel. Man sidder forrest på cyklen og synes
> det er hårdt men tramper løs i pedalerne. Så vender man sig om
> flere gange for at sende et smil til den bagved men oplever hver
> gang, at han ikke træder rundt men blot sidder med. De første
> gange tænker man måske, at han nok bare er lidt træt og det skal
> der jo også være plads til, så man tramper selv videre. Men
> efter nogle gange, så bliver man død irriteret og føler, at man
> trækker hele læsset. Og så kunne man jo lige så godt køre på sin
> egen cykel.
>
> Efter jeg havde tænkt tanken slog det mig, at jeg automatisk
> tænkte på mig selv som den der sad foran. Det er ikke helt
> tilfældigt tror jeg. Jeg tænkte også, at jeg tit og ofte har
> inviteret min partner/mulige partner til at sidde forrest for en
> tid, men at det som oftest bliver afvist.
> Jeg tænker nogle underlige ting, når jeg lufter hunden *G*.

Jeg synes ikke, at det er underlige ting - jeg synes det
er en god analogi.
Faktisk tror jeg, at det er et spørgsmål om bevidsthed,
og om konsekvens (jeg ved ikke, om jeg får sat de
rigtige ord på).

Bevidsthed om, hvad man gerne vil og med hvem, og
dernæst konsekvens til at følge op på det man gerne vil.

Med andre ord:
Jeg tror, at nogle gerne vil sidde forrest, at de føler behov
for at være styrende (i kontrol). For dem er det det rigtige,
med en fordeling som du beskriver, og den er rigtig, hvis
den der sidder bagerst også oplever, at det er sådan han/hun
ønsker det.

Jeg tror så, at jeg vil begge dele. Jeg vil kunne sætte mig
bagerst, hvis jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har brug for
at lade en anden tage styringen, og slappe af i bevidstheden
om, at han/hun vil mig det bedste. Og jeg vil kunne sætte
mig forrest, når jeg mærker energien og lysten til det
boble i mig, uden at den anden føler sig intimideret af
det.

Det får mig til at tænke på noget andet, som en sagde til
mig. Man kan ikke virkelig vide hvad varme er, hvis man
ikke kender til kulde. Man kan heller ikke vide, hvad kon-
trol er, hvis man ikke kender til at slippe.

Jeg har brugt en stor del af mit liv på at være styrende og
i kontrol - troede jeg. Men reelt var jeg ikke vidende nok
om at slippe kontrol, til at føle mig sikker "i sadlen" når
jeg var i kontrol. Dermed fik jeg ikke det bedste af nogle
af placeringerne på tandem-cyklen *S*

Siddende forrest, havde jeg for travlt med at se på den
der sad bagerst - siddende bagerst, havde jeg for travlt
med at synes, at jeg skulle/burde sidde forrest. Det er
meget mere krævende, end at nyde min styrke, når jeg
sidder forrest og nyde afslapningen, når jeg sidder bagerst.

> Hmmmmm, den eneste ting jeg kan komme i tanke om skulle være, at
> den man giver til ikke selv har opfattet, at man giver og giver
> og giver.

Man kan slet ikke mærke det, hvis man ikke er modtagelig.

> Altså at man giver det, som man selv ønsker men ikke
> det den anden har brug for, hvorfor han/hun ikke oplever det som
> en gave på samme måde som den der giver.

Selvom man har brug for det, er det ikke sikkert, at
man kan åbne op for det. Man kan være fastlåst i
andre negative ting, som gør at man lukker i.

For at bruge et eksempel:
Du skriver om mænds forventninger til dig, og hvordan
det faktisk får dig til at "lukke". Hvordan skal det blive
anderledes, eller komme til at føles anderledes, hvis
ikke du kan "åbne" dig selv, og tage imod den accept,
i den form som accepten kommer, fra en evt. mand.

Det er det jeg med andre ord har sagt til mig selv, jeg
har bare ikke "oplevet" det. Jeg har med andre ord
intellektualiseret over det, og ikke følt det. Jeg har
nemlig sagt til mig selv, at hvis jeg fokuserer på det
negative, så vokser det i og omkring mig tilsvarende,
og det samme gør sig gældende ved det positive.

Når jeg læser dine indlæg om forventninger, oplever
jeg, at du er meget åben overfor negative forventninger,
meget sensitiv overfor dem. Det "lukker" i en eller anden
form, for det positive - for det er ikke her du lægger
fokus og energi.

Jeg kunne også skrive, at når du vender dig på tandem-
cyklen, så ser du efter hans manglende benarbejde, og
ser derfor ikke hans smil.

Ligesom du ser dig selv som forrest. Kunne det ikke
hænge sammen med, at du har behov for at være den
der er i kontrol? Og hvis du har behov for at være i
kontrol og sidde forrest, er det så ikke urimeligt at
blive frustreret og negativ over, at den anden sidder
bagerst. (i mine eksempler har jeg forestillet mig, at
den der sidder bagerst er den der pt. slapper af og
overlader kontrollen til den anden).

Jeg oplever, at mit behov for kontrol er mindsket
væsentlig gennem det seneste år - og det er ikke kun
kontrol i forbindelse med parforhold, det er også på
alle andre områder. Ligesom jeg oplever, at mit behov
for at "slappe af" nu kan komme til orde. Og så kom
der også mænd ind i mit liv, som var initiativrige og
"i kontrol".

Jeg manglede bare at kunne åbne mig, uden at være så
angst for afvisningen, at jeg instinktivt lukkede i igen.

Jeg ved også godt, hvorfra min angst for afvisning stammer,
og alene det at jeg nu er afklaret, har fjernet denne angst.
Der er megen styrke i at "kalde dæmonens navn".

Da min far og mor blev skilt kort før min 3 års fødsels-
dag, "mistede" jeg min mor. Selvom min bror og jeg
var i samme børnehave, ignorerede hun mig når hun
hentede ham. Det stod på i ca. ½ år, hvorefter hun fik
forældreretten meget pludseligt, og jeg "mistede" min
far og så ham ikke i næsten 3 år. Da jeg i min teen-
agetid søgte at kompensere for min manglende tillid
til min forældre, ved at forelske mig i en meget ældre
mand, afviste han mig. Og derefter "lukkede" jeg mig
helt i mange, mange år.

Når jeg bliver "afvist" i dag er mine følelser omsider blevet
"rene". Jeg genoplever ikke den "dødsangst" jeg følte som
barn, ved at miste min forældre - eller den skam og skyld
jeg følte som teenager, ved at føle mig "forkert". Nu da jeg
endelig har lagt disse oplevelser på plads, kan jeg være
tilstede i nuet og mærke at det at et andet menneske
lukker af overfor mig, ikke ændrer ved hverken mig eller
mit liv - og derfor er der kun tristheden over at det menneske
ikke skal være en del af mit liv tilbage, ikke en sorg og smerte
der har rødder langt ind i min sjæls væren. For den sorg og
smerte er omsider faldet på plads, og har fundet lindring.

> Det kan også være
> selvfølgelighed. At det ville blive savnet, hvis det ikke blev
> givet men når først man er vandt til, at det kommer af sig selv
> så tænker man måske slet ikke over det og glemmer derfor også
> selv at give?

Det tror jeg så ikke. Jeg tror, at det at give er en del af selve
mit væsen, og at jeg gør det, uagtet om modtageren så
er åben for det eller ej. Ligesom jeg ved, at selvom der er
dage, hvor fokus er lagt andet steds, så er der også dage,
hvor omsorgen pludselig opleves dobbelt stærk, fordi den
jo altid er der, og derfor også er der, de dage hvor behovet
for at modtage den opleves.

> Fordi sex på en eller anden måde er blevet et mål i sig selv og
> mænd måske er mere målorienterede og kvinder mere
> processorienterede (helt generelt naturligvis)?

Jeg har været meget målorienteret, og kan nu fornemme,
at der må have været mænd i mit liv, som har stået med
omsorgen til mig, og ikke har fået lov at opleve, at jeg
har taget imod.

> Naturligvis. Sådan er det jo med alt hvad man brændende har
> ønsket sig. Det er nemmere at leve med et savn efter noget der
> synes uopnåeligt end det er at leve med et savn efter noget, som
> man har haft mellem fingrene men som så gled væk, tror jeg *S*.

*smiler*
Nu ved jeg jo, hvad det er. Der er kommet "navn og ansigt"
på. Jeg vil kunne genkende. Det er blevet virkeligt, og ikke
tænkt/fiktivt. Det er meget positivt.

> Jeg tror der er forskel på folk. For nogle føles alene-livet
> simpelthen bare dejligere. Ikke fordi det er blevet ophøjet til
> det, men fordi det reelt bare føles rarere.

Jeg tror, at du har ret. Det er der hvor man er i sit
liv. Her hvor jeg er nu, er jeg åben for tosomheden,
i erkendelse af - at det føles godt for mig.

> Ja det lyder ikke som noget helt urimeligt ønske. Desværre tror
> jeg ikke, at andre mennesker og deres omsorg, kærlighed,
> entusiasme osv er noget man kan fortjene sig til. Det er noget
> man får som en gave fordi de har lyst til at give den uagtet om
> man så har fortjent det eller ej.

Enig. Det handler ikke om at være/gøre sig fortjent,
men om at åbne sig for det - jeg skulle vist bare lige
have det fortalt tilpas mange gange til at det kunne
"opleves/føles" af mig :0)

Tusinde hilsner
Søs

---

Sott skrev:

Hej Søsser
> Har nogle mænd modvilje mod at vise og udøve omsorg,
> overfor kvinder/kvinden, hvis ikke denne omsorg er en
> vej til andet og/eller mere?
> (mere kunne så være forhold, sex, at hun gør rent osv...)

Tjah.. jeg har i næsten samtlige mine forhold fået at vide at jeg
er en omsorgsfuld mand. Grunden til at det overhovedet bliver
nævnt, er jo nok at det ikke er ret almindeligt at mænd viser
omsorg??

> Der er mange grunde til at jeg spørger...
> Jeg har sloges meget med, at være for selvhævdende,
> for meget klar på at ville alting selv.

Det skal man da også, men man skal jo også lige huske at være åben
overfor sin partner.

> Jeg har sloges meget med at være den rene Florence
> Nightingale - for mine søskende, min eks-mand, min
> steddatter og mine børn - det er ikke noget problem
> mere, jeg synes at have fundet en fornuftig balance.

Good for you. Det er en 'fælde' uhyggeligt mange kvinder falder i.
Hvorfor skulle Robin Norwoods bog 'Når kvinder elsker for meget'
ellers være en besteller

> Jeg er nu nået et sted i mit liv, hvor jeg ikke bare er
> parat til at tage imod omsorg, men også ønsker det
> og kan opleve det som et behov - og dermed også
> som et underforstået krav til den mand, der gerne en
> gang med tiden skulle kunne blive min kæreste. Pt.
> er det så en fiktiv (fantasi) mand *S*

Manner.. dette viser at du er kommet rigtig langt med din
Florence.. at du er fri af den. For en Florence har selv svært ved
at modtage omsorg. Florence falder faktisk kun for dem der kun kan
modtage omsorg. Som Norwood udtrykker det også: Denne kvindetype
føler at kærlighedne ikke er ægte kærlighed medmindre den er
turbulent og hård og lidenskalbelig og farlig og spændende. Detet
er fordi det er hvad denne kvinde har lært, at sådan er det når
det er rigtig kærlighed. Kærlighed for disse kvinder er ikke
kærlighed i sindsro, men kærlighed i oprør.

> Så har jeg tænkt på, hvorfor jeg altid har været så
> selvhævdende også i forhold.... det er bl.a. fordi mine
> erfaringer har lært mig, at der ikke er nogen, der tager
> sig af mig - ergo, gør jeg det selv *kan I se neonlyset
> blinke i panden*.

Ja er du vimmer mand.. *g* Det kan oplyse en by
Først når man er i stand til at slippe er man i stand til at
modtage. Og det er lige en af de ting Florence har svært ved. At
slippe, kontrollen, tjekketheden, kærligheden til den anden og så
videre.

> Men det er også fordi de fleste af de mænd jeg har
> været involveret med, _ikke_ har ydet omsorg. Det er
> unægteligt svært at tage imod noget, som ikke er der.

Ja da men det er jo DIG der falder for dem eller hur? Du falder
for eller måske rettere faldt for mænd med et behov du kunne
opfylde som Florence. Det er hvad du har lært at kærælighed er. Du
er så igang med at aflære dette og det er bare så kanon

> Hvorfor falder det ikke lige for at give omsorg?

Fordi mænd lærer at kærlighed er at modtage: Moderen giver hele
tidne sin dreng, opmærksomhed, oprydning, rent vasketøj og så
videre og så videre og s....

Han har ikke fået sin navlestreng skåret helt igennem. Den fysiske
er væk men den pykiske er der. En psykolog ved navn Wiek er
interessant læsning i denne sammenhæng. Han har skrevet en ærlig
og kærlig bog om netop disse mænd.

> Jeg mener, jeg kan da godt, når jeg er i et forhold, lige
> ringe og komme med en lille kærlig hilsen, sende en glad
> mail, købe en blomst med til ham, komplimentere ham
> og verbalt give udtryk for hvor helt igennem dejlig jeg
> synes han er. Jeg kan uden overhovedet at tænke over
> det, rykke mig, når jeg mærker at jeg f.eks. ligger for
> tungt på hans brystkasse, når vi ser film, jeg kan huske
> hvilke retter fra grillen han kan lide, så det er en af dem
> jeg vælger, når/hvis jeg køber noget med hjem. Jeg kan
> smøre en madpakke til ham, med det pålæg jeg ved han
> kan lide, og jeg kan give ham massage, bare fordi jeg kan
> høre, at han ømmer sig. Jeg kan bære over med hans brok,
> når jeg tydeligt fornemmer, at det har været en helt igennem
> dårlig dag på arbejdet. Jeg kan stryge ham over håret, når
> jeg fornemmer han er trist, og jeg kan spørge ind til ham,
> når jeg tror han gerne vil snakke om det, og jeg kan træde
> tilbage, når han giver udtryk for, at han ikke vil.

Alt dette er naturlig omsorg som kan løbe løbsk, specielt hvis
manden kun en gang imellem gør gengæld. Denne gengældelse, denne
lille lysstråle skaber afhængighed. Kvinden giver lad os sige 1000
og mandne giver så en gang imellem 1 igen og denne ene er det
kvinden lever på. Hun sidder og venter på den. I og med hun venter
er hun afhængig.

> Jeg gør rent faktisk ovenstående.
> (det stopper bare, hvis der ingen respons er - for det kommer
> til at føles tomt og afvisende, når det ikke er gensidigt -
> og det kan jeg så finde på at reagere uhensigtsmæssigt på,
> fordi jeg derved tror, at han reelt ikke vil mig, og så kan
> det jo kun være fordi han ikke kan finde ud af at bryde, at
> vi stadig bruger tid på hinanden - det problem skal jeg så
> nok løse - enten går jeg, eller også provokerer jeg ham til
> at gå)

Ja man kan altid gøre sig udtilbens og så håbe fjolset fanger
beskeden. Det er umuligt at få omsrog fra e mand der er bundet til
sin moder af sin navlestreng eller som er så fucked up at han
næsten er på græsen til at være psykopat. Kendetegnet for den type
mænd er at de virker meget mandige, tilbageholdende og ser ud som
om de er gode til at holde fast på sig selv og den de er, dete
sidste: en egenskab der tænder kvinder. Problemet er at kvinder
ofte tager fejl at en mand der holder fast på sig selv og en der
reelt ikek giver en skid af sig selv ud fordi han reelt ikke kan
sætte sig i andres sted når det gælder følelser. En mand der er
åben og ærlig og hvor det vælter ud med information om ham og hvem
han er opfattes som en der ikke er god til at holde på sig selv og
ham tænder kvinder ikke helt så nemt på som på den anden type.

Den sidste type mand kan sagten samtidigt være en der er rigtig
god til at holde fast på sig selv i og med at han tør værre sig
selv, tør lukke op, tør melde ud. Specielt det sidste gør den
første type slet ikke, han er bare tavs!

> Hvad skulle der så være i vejen for, at det kom retur?

Navlestrengen? Al omsorgen snubler i den.

SNIP
> Hvorfor kommer det så, så sjældent retur?

med fare for et gentage mig selv: navlstrengen. *GGG*

> Og hvorfor skulle alt det jeg på en date rent faktisk gør kun
> være med sex for øje, og omvendt - hvorfor skal alt det jeg
> kunne blive glad for på en date, være noget der reelt er
> optakt til sex?

Måske skulle du sige til dig selv at du ikke mere vil dyrke sex
medmindre en masse ting først er på plads? Som for eksempel
kærligheden?

Jeg gør intet af det jeg gør på en date for at få sex! jeg gør det
for at hun skal kende mig og jeg kan kende hende. Bare synd at de
bliver så bange *GG* De er bange for at jeg ikke er god nok til at
holde fast i mig selv fordi jeg er så åben og de er måske også
bange for at deres skeletter og nisser kommer ud i ddet fri med en
som mig fori jeg er så fanden nysgerrig og dybdeborende. Jeg vil
ikke nøjes med kun at kende overfladen og det hun mener er det jeg
skal kende, jeg vil kende det hele!

> Jeg elsker sex, og boller glad og gerne med den der tænder
> mig - og gerne i tide og utide. Men jeg har også brug for
> omsorg, og den er iflg. mine erfaringer en mangelvare.

Ak ja..

> Jeg bliver jo ikke pludseligt hjælpeløs eller uintelligent
> eller dårligere til noget som helst - bare fordi en mand
> strøg mig over kinden, kyssede mit hår og så mig dybt i
> øjnene.

Det er der ellers mange kvinder der gør! Nogen med fuldt overlæg
og andre med lukkede øjne. mange kvinder kan jo se på de mænd de
kender at hvis en kvinde er god til at hamre bore og sætter
vinuder i huset så føler mænd sig 'truet'. Mænd tænder jo på de
kvinder der umiddelbart virker svagere end de selv så de kan komme
og være dne stærke beskyttende.. og så videre.. mand.

Jeg kender endog meget bevidste kvinder som bevidst spiller
lillepigen der intet kan fordi den de deler deres liv med ikke
formår psykisk og fysiske at omfravne en kvinde der kan selv.

Sjovt nok er det ofte den der lukkede mand som er så (ironi on)god
til at holde fast i sig (ironi off) selv der ligger mest under for
dette.

> Nå, jeg har lige oplevet tre måneder med en mand, der gjorde
> præcis ovenstående (i et forhold, ikke på dates - for vi var
> aldrig på en date *S*), og det var fantastisk... nu vil jeg
> ikke nogensinde igen lade mig nøjes med mindre. Selvom det
> nok bliver svært at finde.

Nje da det vrimler med de slags mænd tror jeg men de er ikke
'farlige spændende' og alt det der fordi de som regel er ret åbne
og derfor ikke virker lige så tiltrækkende fordi kvinder jo har
lært at kærlighed SKAL være dramatisk vildt og rutjsebaneagtig før
det er rigtig kærlighed. Der er ikke mange der fatter at den
bedste form for kærlighed er en der ikke smadrer din sindsro. En
hvor du hviler i dig selv ikke fordi, du har en at elske, men
fordi du bare er til.

> Det er svært, når noget man har længtes efter så længe,
> kommer ind i ens liv - blot for at forsvinde igen.

Ja det er det men det bliver nemmere ved at man kender sig selv og
sine følelser og bliver mere ærlig også over for dig selv med dem.

Jo bedre du kender dig selv jo nemmere at det at give slip på alt
andet end dig selv.

> Jeg tror ikke, at en mand har nøglen til min lykke...
> men jeg tror, at jeg har en dør der står åben, og at megen
> lykke findes i samværet mellem to som elsker hinanden.

Den dør skal være åben. Vi er bedst som team os mennesker. Et team
i kærlighed er det stærkeste der findes. Se bare på dine følelser
for din børn.

> Jeg tror ikke, at livets lektie er, at lære at være alene og
> ophøje alene-livet til det optimale. Jeg tror, at mennesker
> er skabt til at elske hinanden, også som partnere/kærester/
> ægtefolk osv.

Me too.. men samtidig skal 'vi' lære at blive bedre til at passe
på os selv i de forhold. Dette gælder begge køn. At lade sig nøjes
bare fordi sexen for eksmepel er hammergod eller fordi man får en
solstråle en gang imellem er bare det, at nøjes. Man skal være
hudløst ærlig overfor dig selv og sine omgivelser. Vise hvem man
er uden forbehold så folk ved hvem ma er og så skal man behandle
sig selv rigtig godt og elske sig selv så er man mindre
tilbøjeligtil at lade andre behandle en dårligt.

> Jeg ved, at jeg ikke søger single-tilværelsen. Jeg har været
> alene, ved jeg kan være alene og alt det der. Jeg ved godt,
> hvad det er jeg ønsker at have i mit liv. En at dele det med,
> som ikke efter et par måneder finder frem til, at det
> alligevel er for hårdt med de tre børn jeg også har. Jeg har
> lige været gennem to omgange med dette - dejlige mænd,
> dejlige forelskelser, dejlige oplevelser - dejlige ord, når
> de går. Ord, hvor de fortæller mig, hvor vidunderlig de synes
> jeg er, om alt det jeg fortjener, og hvor god en tid det har
> været - men at de alligevel ikke kunne håndtere, at jeg altså
> har tre børn.

Du er ikke alene.. jeg synes da heller ikke singlelivet er et mål
i sig selv absolut ikke! Samtidigt er smalivet heller ikke et mål.
Jeg har ingen mål hvad det angår for mål har dte mned at spænde
ben for at man får det man gerne vil have. Jo mere man kæmper frem
mod e tmål jo længere væk synes det at være. Det er vel fordi at
man så ER i kampen i stedet for at VÆRE i mål. Nuet er det
vigtigste tidspunkt så lige NU skal man være god ved sig selv være
ærlig med hvem man er også over for sig selv og bare elske at være
DER hvor man er for så kommer alt det andet helt af sig selv.

> Hvis jeg som single, alenemor til 3 - kan uddanne mig, skabe
> succes'er arbejdsmæssigt, få en stabil økonomi, spare op,
> udvikle mig menneskeligt, åndeligt, mentalt og være god
> for mine børn, min steddatter og min familie - så fortjener
> jeg også en at dele det med.

Fandme ja! Man lad det ikke være et mål i sig selv for det
risikerer du at stirre dig blind på

SNIP
> Øv, hvor vil jeg bare gerne kærtegne og kærtegnes, røre
> og røres, elske og elskes - af den der "eneste ene".

Drop det der ØV det er du alt for god til! Du er unik som alle
andre. Du er en fantastisk bevidst og utroligt viis kvinde. Du
fortjener ikke det ØV du her giver sig selv.

> Kærlige hilsner
> Søs, som (mis)bruger dss i øjeblikket til at få bearbejdet
> en frygtelig masse *SS*

Well.. det er en af de federe ting herinde :_)

Kram
Tomas

---

Hej O'Malley :0)

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns92028C9F22703vampyre@teledanmark.dk...

> Tjah.. jeg har i næsten samtlige mine forhold fået at vide at jeg
> er en omsorgsfuld mand. Grunden til at det overhovedet bliver
> nævnt, er jo nok at det ikke er ret almindeligt at mænd viser
> omsorg??

Ja, det er nærliggende at tænke.

> Det skal man da også, men man skal jo også lige huske at være åben
> overfor sin partner.

Ja, du har lært mig meget den seneste tid *S*

> Manner.. dette viser at du er kommet rigtig langt med din
> Florence.. at du er fri af den. For en Florence har selv svært ved
> at modtage omsorg. Florence falder faktisk kun for dem der kun kan
> modtage omsorg. Som Norwood udtrykker det også: Denne kvindetype
> føler at kærlighedne ikke er ægte kærlighed medmindre den er
> turbulent og hård og lidenskalbelig og farlig og spændende. Detet
> er fordi det er hvad denne kvinde har lært, at sådan er det når
> det er rigtig kærlighed. Kærlighed for disse kvinder er ikke
> kærlighed i sindsro, men kærlighed i oprør.

Jeg troede også dette, indtil en mand sidste sensommer på
rekord tid lærte mig noget ganske andet - derefter har intet
været helt det samme, og det blev startskuddet til en (i mine
egne øjne) rivende udvikling. Nogle gange tænker jeg, at
jeg må have valgt at lære gennem de mænd jeg involverer
mig i gennem livet *S*

> Ja er du vimmer mand.. *g* Det kan oplyse en by
> Først når man er i stand til at slippe er man i stand til at
> modtage. Og det er lige en af de ting Florence har svært ved. At
> slippe, kontrollen, tjekketheden, kærligheden til den anden og så
> videre.

Ja, jeg har været meget kontrollerende og haft svært ved
at slippe. Det influerer på alt i livet, på parforholdets
struktur, på sexlivet og mest af alt på glæden ved livet.
For det er svært at modtage glæden med åbne arme, når
man har travlt med at holde fast på alting *S*

> Ja da men det er jo DIG der falder for dem eller hur? Du falder
> for eller måske rettere faldt for mænd med et behov du kunne
> opfylde som Florence. Det er hvad du har lært at kærælighed er. Du
> er så igang med at aflære dette og det er bare så kanon

*S*
Tænk at det skulle være så skønt at aflære/ugøre osv!

> Fordi mænd lærer at kærlighed er at modtage: Moderen giver hele
> tidne sin dreng, opmærksomhed, oprydning, rent vasketøj og så
> videre og så videre og s....

Trist.

> Han har ikke fået sin navlestreng skåret helt igennem. Den fysiske
> er væk men den pykiske er der. En psykolog ved navn Wiek er
> interessant læsning i denne sammenhæng. Han har skrevet en ærlig
> og kærlig bog om netop disse mænd.

Selvom den er ærlig og kærlig, er den sikkert svær at
læse for sådanne mænd.

> Alt dette er naturlig omsorg som kan løbe løbsk, specielt hvis
> manden kun en gang imellem gør gengæld. Denne gengældelse, denne
> lille lysstråle skaber afhængighed. Kvinden giver lad os sige 1000
> og mandne giver så en gang imellem 1 igen og denne ene er det
> kvinden lever på. Hun sidder og venter på den. I og med hun venter
> er hun afhængig.

Derfor synes jeg det er sundt at være bevidst om sit
behov, og tage konsekvensen af det, når det ikke
bliver opfyldt.

> Ja man kan altid gøre sig udtilbens og så håbe fjolset fanger
> beskeden.

Det er dog en uhensigtsmæssig reaktion, hvorfor jeg
ikke gør det mere - det er mere ærligt overfor en selv,
at slutte forholdet og forblive tro mod egen væsen.

> Problemet er at kvinder
> ofte tager fejl at en mand der holder fast på sig selv og en der
> reelt ikek giver en skid af sig selv ud fordi han reelt ikke kan
> sætte sig i andres sted når det gælder følelser.

Jeg tror slet ikke, at der er megen mening i at holde
så fast på sig selv - mine følelser fortæller mig, at
har man så travlt med at holde på noget, kan man
da ikke åbne armene og tage imod den elskede.

> En mand der er
> åben og ærlig og hvor det vælter ud med information om ham og hvem
> han er opfattes som en der ikke er god til at holde på sig selv og
> ham tænder kvinder ikke helt så nemt på som på den anden type.

Det kan jeg så ikke relatere til, jeg havde i denne weekend
en yderst berigende samtale med en god ven, og skønt jeg
slet ikke tænkte på sex, havde det "mentale modspil" da
på et tidspunkt gjort mig helt våd i trussen *GG*

> Navlestrengen? Al omsorgen snubler i den.

Feeed analogi.

> Måske skulle du sige til dig selv at du ikke mere vil dyrke sex
> medmindre en masse ting først er på plads? Som for eksempel
> kærligheden?

Hold liiige op, jeg vil også have lov selv at opfinde den
dybe tallerken *S*
Jeg havde faktisk gjort mig mange tanker omkring lige
dette, så du bestyrker mig i mine overvejelser.

> Det er der ellers mange kvinder der gør! Nogen med fuldt overlæg
> og andre med lukkede øjne. mange kvinder kan jo se på de mænd de
> kender at hvis en kvinde er god til at hamre bore og sætter
> vinuder i huset så føler mænd sig 'truet'. Mænd tænder jo på de
> kvinder der umiddelbart virker svagere end de selv så de kan komme
> og være dne stærke beskyttende.. og så videre.. mand.

Jeg vil så lige indskyde, at selvom jeg er så god til
alt det praktisk, selvom jeg er voldsomt selvstændig,
selvom jeg stadig kan være selvhævdende - så kan
jeg også virkelig værdsætte at lægge det fra mig for
en stund og være "min mands" lillepige. For der bor
også en lille pige i mig.

> Jeg kender endog meget bevidste kvinder som bevidst spiller
> lillepigen der intet kan fordi den de deler deres liv med ikke
> formår psykisk og fysiske at omfravne en kvinde der kan selv.

Der skal være plads til begge dele *S*

> Nje da det vrimler med de slags mænd tror jeg men de er ikke
> 'farlige spændende' og alt det der fordi de som regel er ret åbne
> og derfor ikke virker lige så tiltrækkende fordi kvinder jo har
> lært at kærlighed SKAL være dramatisk vildt og rutjsebaneagtig før
> det er rigtig kærlighed. Der er ikke mange der fatter at den
> bedste form for kærlighed er en der ikke smadrer din sindsro. En
> hvor du hviler i dig selv ikke fordi, du har en at elske, men
> fordi du bare er til.

Det har taget tid for mig at lære, men nu da jeg føler, at
jeg har lært det - er det så meget sødere, for det er mere
ægte, da jeg kender modpolen (synes jeg).

> Ja det er det men det bliver nemmere ved at man kender sig selv og
> sine følelser og bliver mere ærlig også over for dig selv med dem.
> Jo bedre du kender dig selv jo nemmere at det at give slip på alt
> andet end dig selv.

Det er rigtigt.

> Den dør skal være åben. Vi er bedst som team os mennesker. Et team
> i kærlighed er det stærkeste der findes. Se bare på dine følelser
> for din børn.

Ja, mig og børnene er faktisk helt utroligt stærke i vores
fællesskab - ligesom min familie er, i vores fællesskab.
Og det er egentlig kun denne glæde vi har ved hinanden,
at vi elsker hinanden, der har gjort det sådan.

> Me too.. men samtidig skal 'vi' lære at blive bedre til at passe
> på os selv i de forhold. Dette gælder begge køn.
> At lade sig nøjes
> bare fordi sexen for eksmepel er hammergod eller fordi man får en
> solstråle en gang imellem er bare det, at nøjes. Man skal være
> hudløst ærlig overfor dig selv og sine omgivelser. Vise hvem man
> er uden forbehold så folk ved hvem ma er og så skal man behandle
> sig selv rigtig godt og elske sig selv så er man mindre
> tilbøjeligtil at lade andre behandle en dårligt.

Åh, hvor jeg synes det lyder smukt - det må være sandt,
for ordene føles så rigtige i mig.

> Du er ikke alene.. jeg synes da heller ikke singlelivet er et mål
> i sig selv absolut ikke! Samtidigt er samlivet heller ikke et mål.
> Jeg har ingen mål hvad det angår for mål har dte mned at spænde
> ben for at man får det man gerne vil have. Jo mere man kæmper frem
> mod e tmål jo længere væk synes det at være. Det er vel fordi at
> man så ER i kampen i stedet for at VÆRE i mål. Nuet er det
> vigtigste tidspunkt så lige NU skal man være god ved sig selv være
> ærlig med hvem man er også over for sig selv og bare elske at være
> DER hvor man er for så kommer alt det andet helt af sig selv.

Jeg "arbejder" med min forståelse af dette, så meget kan jeg
da ærligt sige.

> Drop det der ØV det er du alt for god til! Du er unik som alle
> andre. Du er en fantastisk bevidst og utroligt viis kvinde. Du
> fortjener ikke det ØV du her giver sig selv.

Så, så - selvom jeg kan lide smæk, har jeg ikke sagt, at
jeg kan lide spark i røven *G*
(men det kan jeg nu godt - når de er så kærlige *S*)

> Well.. det er en af de federe ting herinde :_)

Enig!

Knus
Søs

---

Sott <sott_s@hotmail.com> stjal båndbredde med følgende:
> Hej.

Hejsa Søsser,

> Når jeg læser nogle af de tilbagemeldinger der er kommet
> på tråden "at være ude...", så kommer jeg til at tænke på:
>
> Har nogle mænd modvilje mod at vise og udøve omsorg,
> overfor kvinder/kvinden, hvis ikke denne omsorg er en
> vej til andet og/eller mere?

Ja, det har mange mænd modvilje mod. Jeg tror, at mænd grundlæggende
viser omsorg på helt andre måder end kvinder. Når en mand viser omsorg
på den måde, du som kvinde efterlyser, er det ofte for at opnå et eller
andet. Vores forskellige "omsorgs-modes" er inkompatible. En af livets
mange små fortrædeligheder, der vel har et eller andet fornuftigt
formål, ligesom alle de andre fortrædeligheder.

> Jeg er nu nået et sted i mit liv, hvor jeg ikke bare er
> parat til at tage imod omsorg, men også ønsker det
> og kan opleve det som et behov - og dermed også
> som et underforstået krav til den mand, der gerne en
> gang med tiden skulle kunne blive min kæreste. Pt.
> er det så en fiktiv (fantasi) mand *S*

Hvis der er noget, livet har lært mig, så er det, at man _aldrig_ skal
efterspørge omsorg, selvom man umiddelbart føler et stort behov herfor.
Omsorg mellem partnere sker ideelt, når ingen af dem er bevidste om det.
Som Tomas også har været inde på i andre tråde, så er det optimale et
parforhold, hvor man hviler i sig selv og bare nyder det at være sammen
uden de store følelsesmæssige rutcheture. I et sådan forhold vil kvinden
ofte udvise letgenkendelig omsorg, hvorimod mandens ditto er mere
subtilt. Først når vi gør det til et "issue", hvordan denne udveksling
af omsorg sker i dagligdagen, har vi problemer i parforholdet.

> Så har jeg tænkt på, hvorfor jeg altid har været så
> selvhævdende også i forhold.... det er bl.a. fordi mine
> erfaringer har lært mig, at der ikke er nogen, der tager
> sig af mig - ergo, gør jeg det selv *kan I se neonlyset
> blinke i panden*.
>
> Men det er også fordi de fleste af de mænd jeg har
> været involveret med, _ikke_ har ydet omsorg. Det er
> unægteligt svært at tage imod noget, som ikke er der.
>
> Hvorfor falder det ikke lige for at give omsorg?

Fordi det skal komme indefra. Når kvinder efterspørger omsorg, opleves
det ofte af manden som pression; som en del af et (af)magtspil. Og det
hæmmer rigtig mange mænd (ihvertfald mig). Jeg har især svært ved at
udvise omsorg, når jeg konstant gøres bevidst om, hvor efterspurgt det
tilsyneladende er. Og jeg vil _slet_ ikke have fortalt, hvordan jeg skal
yde omsorg. Det skal jeg nok selv bestemme. Og så må du ikke glemme, at
kvinder har meget større behov for tydelig omsorg, hvorimod mænd ofte
vender evt. behov indad.

> Jeg mener, jeg kan da godt, når jeg er i et forhold, lige
> ringe og komme med en lille kærlig hilsen, sende en glad
> mail, købe en blomst med til ham, komplimentere ham
> og verbalt give udtryk for hvor helt igennem dejlig jeg
> synes han er. Jeg kan uden overhovedet at tænke over
> det, rykke mig, når jeg mærker at jeg f.eks. ligger for
> tungt på hans brystkasse, når vi ser film, jeg kan huske
> hvilke retter fra grillen han kan lide, så det er en af dem
> jeg vælger, når/hvis jeg køber noget med hjem. Jeg kan
> smøre en madpakke til ham, med det pålæg jeg ved han
> kan lide, og jeg kan give ham massage, bare fordi jeg kan
> høre, at han ømmer sig. Jeg kan bære over med hans brok,
> når jeg tydeligt fornemmer, at det har været en helt igennem
> dårlig dag på arbejdet. Jeg kan stryge ham over håret, når
> jeg fornemmer han er trist, og jeg kan spørge ind til ham,
> når jeg tror han gerne vil snakke om det, og jeg kan træde
> tilbage, når han giver udtryk for, at han ikke vil.

Ja, og manden sætter da pris på det, lige indtil du beder om
"tilbagebetaling". Så går klappen ned. Desuden har manden ikke særligt
behov for at blive bekræftet på denne måde. Det er vist mere et behov,
du har for at yde omsorg (slå mig ikke ihjel nu). Mandens behov er
forholdsvis små: Forstå ham, vær dig selv, lad ham være sig selv, og
hold ham _aldrig_ for nar med løgne og bedrag, så føler han sig
allermest tryg og i sjælelig balance. Du vil så opleve, at du får
fuldstændig det samme igen. I virkeligheden er det ikke et spørgsmål om
at give eller tage. Kærligheden og det varige forhold opstår i
fællesskab, når begge parter er uden tvang.

> Jeg gør rent faktisk ovenstående.
> (det stopper bare, hvis der ingen respons er - for det kommer
> til at føles tomt og afvisende, når det ikke er gensidigt - og
> det kan jeg så finde på at reagere uhensigtsmæssigt på,
> fordi jeg derved tror, at han reelt ikke vil mig, og så kan
> det jo kun være fordi han ikke kan finde ud af at bryde, at
> vi stadig bruger tid på hinanden - det problem skal jeg så nok
> løse - enten går jeg, eller også provokerer jeg ham til at gå)

Hmm. Hvis begge parter er i balance og forholdet hviler i sig selv, så
vil du aldrig opleve denne følelse af at give uden at modtage. Det er
ikke sundt, når man begynder at måle og afveje om man får lige så meget
igen, som man (i egne øjne) yder.

> Hvad skulle der så være i vejen for, at det kom retur?

Du får retur, når du ikke skænker det en tanke og er uvidende om det.

> Når jeg går på en date, de få gange det er sket, at jeg rent
> faktisk har været på en reel date - så kan jeg helt af mig
> selv godt lide, at være pæn, at tale pænt, at se på ham, når
> han taler - at smile til ham og vise min glæde. Jeg kan lade
> mine fingre stryge hen over hans håndryg og drille ham med
> mine frække øjne (hvis jeg føler for det, og det gør jeg tit).
> Jeg kan tage ham under armen, eller i hånden når vi går,
> så han kan mærke jeg vil ham. Jeg kan kysse ham hvor som
> helst, for hele verden må gerne se, at jeg er vild med ham.
> Jeg kan fjerne et fnug fra hans krave, give hans hånd et klem,
> hvis jeg oplever at han taler om noget følelsesladet eller
> lignende. Jeg kan afholde mig fra at drikke mig fuld, for han
> er der jo for at nyde mit selskab og det er ikke det samme,
> hvis jeg bare bæller mig dum. Jeg kan fokusere på ham og
> mig og vores aften sammen, tale om hans interesser og
> være engageret og nærværende.
>
> Hvorfor kommer det så, så sjældent retur?

Fordi ovenstående af manden ofte opleves som værende lidt for kalkuleret
og så er det jo helt andre spilleregler, der påberåbes.

> Og hvorfor skulle alt det jeg på en date rent faktisk gør kun
> være med sex for øje, og omvendt - hvorfor skal alt det jeg
> kunne blive glad for på en date, være noget der reelt er
> optakt til sex?

Fordi du i en mands øjne udgør en potentiel partner: En seksualpartner
eller "tryg havn".

> Jeg elsker sex, og boller glad og gerne med den der tænder
> mig - og gerne i tide og utide. Men jeg har også brug for
> omsorg, og den er iflg. mine erfaringer en mangelvare.

De to ting udelukker ofte hinanden - ihvertfald for en mand

> Jeg bliver jo ikke pludseligt hjælpeløs eller uintelligent eller
> dårligere til noget som helst - bare fordi en mand strøg mig
> over kinden, kyssede mit hår og så mig dybt i øjnene.

Jo, i mandens øjne bliver du en anden kvinde, i det øjeblik han aktivt
og bevidst yder dig omsorg. Ikke nødvendigvis en negativ ændring, men
dog en altafgørende forskel i hans syn på dig.

> Nå, jeg har lige oplevet tre måneder med en mand, der gjorde
> præcis ovenstående (i et forhold, ikke på dates - for vi var
> aldrig på en date *S*), og det var fantastisk... nu vil jeg ikke
> nogensinde igen lade mig nøjes med mindre. Selvom det nok
> bliver svært at finde.
>
> Det er svært, når noget man har længtes efter så længe,
> kommer ind i ens liv - blot for at forsvinde igen.

Life is a bitch. Der er masser af fantastiske oplevelser, der ligger
lige rundt om hjørnet og venter på dig. De kommer, når du mindst venter
det. Som Bo Warming ville have sagt det: Hvad du ikke dør af, gør dig
stærkere.

> Jeg tror ikke, at en mand har nøglen til min lykke...
> men jeg tror, at jeg har en dør der står åben, og at megen
> lykke findes i samværet mellem to som elsker hinanden.

YES! Og så vover jeg lige et øje og kommer med mit bedste råd: Hold dig
fra de stormende forelskelser og de helt store følelser. Ægte kærlighed
opstår langsomt og aldrig på baggrund af førstegangsfølelserne. Du
elsker først, når du med træls og hårdt arbejde har opbygget et forhold
og taget den tid, det tager. Det er med kærlighed som med så meget andet
her i livet: Der er ingen hurtige genveje.

> Jeg tror ikke, at livets lektie er, at lære at være alene og
> ophøje alene-livet til det optimale. Jeg tror, at mennesker er
> skabt til at elske hinanden, også som partnere/kærester/
> ægtefolk osv.

Ku' ikke være mere enig!

> Jeg ved, at jeg ikke søger single-tilværelsen. Jeg har været
> alene, ved jeg kan være alene og alt det der. Jeg ved godt,
> hvad det er jeg ønsker at have i mit liv. En at dele det med,
> som ikke efter et par måneder finder frem til, at det alligevel
> er for hårdt med de tre børn jeg også har. Jeg har lige været
> gennem to omgange med dette - dejlige mænd, dejlige
> forelskelser, dejlige oplevelser - dejlige ord, når de går.

Igen Søs (skæld mig ud, hvis jeg lyder bedrevidende): Hold dig fra
forelskelserne. De vil aldrig ende med et varigt forhold med de stærke
bånd og følelser, vi alle har det bedst med at være "bundet" sammen med.

> Ord, hvor de fortæller mig, hvor vidunderlig de synes jeg er,
> om alt det jeg fortjener, og hvor god en tid det har været
> - men at de alligevel ikke kunne håndtere, at jeg altså har
> tre børn.

Fuck dem, de lyver (og du ved det inderst inde godt). Dine tre børn og
din praktiske situation har _intet_ med sagen at gøre.

> Hvis jeg som single, alenemor til 3 - kan uddanne mig, skabe
> succes'er arbejdsmæssigt, få en stabil økonomi, spare op,
> udvikle mig menneskeligt, åndeligt, mentalt og være god
> for mine børn, min steddatter og min familie - så fortjener
> jeg også en at dele det med.

Vel gør du så - dig mere end så mange andre!

> Dele al min succes, der bobler ud af mig, når mine børn bril-
> lerer, når min arbejdsplads giver mig anerkendelse og værd-
> sættelse, når jeg får gode karakterer, når min steddatter
> betror sig til mig eller når familien viser hvor meget de elsker
> mig.
>
> Og dele al min sorg, når min yngste har haft en dårlig dag i skolen,
> når min far måske har kræft, når min veninde græder ud ved
> min skulder, når min steddatter er ude i noget snavs og jeg
> ikke har plads til at have hende boende. Og al min afmagt
> når jeg er helt smadret efter en 12 timers arbejds/studiedag,
> efterfulgt af indkøb, oprydning, vaske tøj og børn.
>
> Øv, hvor vil jeg bare gerne kærtegne og kærtegnes, røre
> og røres, elske og elskes - af den der "eneste ene".

Gud hvor jeg forstår dig og gud hvor jeg ønsker for dig, at du møder den
eneste ene.

> Kærlige hilsner
> Søs, som (mis)bruger dss i øjeblikket til at få bearbejdet
> en frygtelig masse *SS*

Vel gør du ej, men du lyder meget sårbar lige nu. Skriv evt. til mig
privat, hvis du har lyst.

--
-Jens B.

---

Jens Bruun skrev:

SNIP

> Du får retur, når du ikke skænker det en tanke og er uvidende
> om det.

)

SNIP
>> Jeg elsker sex, og boller glad og gerne med den der tænder
>> mig - og gerne i tide og utide. Men jeg har også brug for
>> omsorg, og den er iflg. mine erfaringer en mangelvare.
>
> De to ting udelukker ofte hinanden - ihvertfald for en mand
>

Ikke for mig.

SNIP
> YES! Og så vover jeg lige et øje og kommer med mit bedste
> råd: Hold dig fra de stormende forelskelser og de helt store
> følelser. Ægte kærlighed opstår langsomt og aldrig på
> baggrund af førstegangsfølelserne. Du elsker først, når du
> med træls og hårdt arbejde har opbygget et forhold og taget
> den tid, det tager. Det er med kærlighed som med så meget
> andet her i livet: Der er ingen hurtige genveje.

Ægte kærlighed er ikke dramatik og rutsjebanefølelser. Det er bare
noget vi lærer men det er ikke hensigtsmæssigt. Kærlighed opleves
bedt med sindsro

Jeg mener heller ikke kærlighed bør være hårdt arbdje!

Hvordan kan det være at vi accepterer så meget mere fra vores
venner og intet fra vore partnere i livet? Jeg mener, en ven laver
vi ikke om på og vi skal ej heller abejde hårdt for at hold et
venskab kørende i 20 år.

Vi acceptere en lærdom der siger at kærlighed er hårdt arbejde,
jeg mener det er en forkvaklet lære. Det er sgu ikke hårdt at
elske sine børn. Jeg oplever netop at alle de forhold jeg har
været i hvor det har været hårdt arbrejde aldrig har været den
helt ægte kærlighed, jeg mener jeg har levet over halvdelen af mit
voksne liv som single, hvilket for mig beviser at hårdt aebejde
med hensyn til kærlighed ikke dutter.

I samtlige mie forhold var der en kamp for at holde kærligheden
vedlige og få den til at holde og se jeg er single. Jeg må
komnstatere at den ikke holder vand for mig.

SNIP

Hilsen
Tomas

---

Hej Tomas :0)

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns9203C55F3B68Avampyre@teledanmark.dk...

> Ægte kærlighed er ikke dramatik og rutsjebanefølelser. Det er bare
> noget vi lærer men det er ikke hensigtsmæssigt. Kærlighed opleves
> bedt med sindsro
>
> Jeg mener heller ikke kærlighed bør være hårdt arbdje!

Jeg lever, jeg lærer *S*
I mine øjne har du ret - kærlighed skal ikke være sindsop-
rivende og voldsom, men den kan være det på sin egen
dybe måde, hvor den optager ens tanker, og det pludselig
bliver let at sætte et andet menneske før sig selv (uden dog
at miste sin sunde egoisme *S*). Men så er det jo ikke
sindsoprivende og voldsomt - jeg ved ikke, det bliver en
kamp om ord.

> Hvordan kan det være at vi accepterer så meget mere fra vores
> venner og intet fra vore partnere i livet? Jeg mener, en ven laver
> vi ikke om på og vi skal ej heller abejde hårdt for at hold et
> venskab kørende i 20 år.

Igen jeg er enig.
Jeg har venner, som jeg har kendt i 25 år nu. Og de behøver ikke
være andet, end præcis det de er. Jeg tror også, at det med venner
siger meget om et menneske. Et menneske der har disse dybe
venskaber, er med stor sandsynlighed et menneske, der også
kan rumme kærligheden.

Det er bare en strøtanke, men en del af de mennesker jeg har
kendt, som har haft problemer med at "være i et forhold", har
heller ikke haft livslange venskaber eller tætte familiebånd.
Der er nok en indikator dér *S*

Tusinde hilsner
Søs

---

Hej

Jeg synes at det er en ganske fremragende tråd som Søs har startet....

Snip:

> Ja, det har mange mænd modvilje mod. Jeg tror, at mænd grundlæggende
> viser omsorg på helt andre måder end kvinder. Når en mand viser omsorg
> på den måde, du som kvinde efterlyser, er det ofte for at opnå et eller
> andet. Vores forskellige "omsorgs-modes" er inkompatible. En af livets
> mange små fortrædeligheder, der vel har et eller andet fornuftigt
> formål, ligesom alle de andre fortrædeligheder.

Jeg synes der er en uheldig tendens til udelukkende kun at tage udgangspunkt
i egne behov.

Du skriver faktisk at en mand godt kan vise omsorg, men at det ikke
nødvendigvis er på den måde som en kvinde gerne vil have
(medmindre han vil opnå noget = egne behov). Og hvis man ikke viser omsorg
på den måde en(s) kvinde måtte ønske, så er det vel
også nærmest for ens egen skyld (eller også en misforstået form for omsorg).

Man viser altså kun omsorg for sin egen skyld, eller hvad?

For mig er omsorg noget med oprigtigt at tage udgangspunkt i et andet
menneskes situation. Det behøver ikke at være i forbindelse
med en krisesituation. Det kan såmænd sagtens være i små og større ting i
hverdagen. Altså en form for empati.

> I et sådan forhold vil kvinden
> ofte udvise letgenkendelig omsorg, hvorimod mandens ditto er mere
> subtilt. Først når vi gør det til et "issue", hvordan denne udveksling
> af omsorg sker i dagligdagen, har vi problemer i parforholdet.

Det er vel også OK. Sålænge kvinden i forholdet ikke skal gætte sig til at
manden rent faktisk viser omsorg.
Hvis manden viser sin omsorg subtilt, kan han så ikke risikere at kvinden
aldrig opdager det? Og kan det
ikke blive en undskyldning for manden for ikke at melde klart ud?

>
> Fordi det skal komme indefra. Når kvinder efterspørger omsorg, opleves
> det ofte af manden som pression; som en del af et (af)magtspil. Og det
> hæmmer rigtig mange mænd (ihvertfald mig).

Enig. Man kan aldrig nogensinde kræve omsorg af nogen. Det skal være en
følelse dybt inde i manden der kommer til udtryk, og en sådan følelse kan
man
ikke bringe frem på kommando.

Det var det hele for denne gang. Tak for ordet

FM

---

Hej FreeMan :0)

"FreeMan" <free_and_easy@hushmail.com> skrev i en meddelelse
news:3cd2eaf9$0$11943$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Jeg synes at det er en ganske fremragende tråd som Søs har startet....

Takker mange gange.

> Jeg synes der er en uheldig tendens til udelukkende kun at tage
udgangspunkt
> i egne behov.

Det er det også, alligevel kan det være der man må begynde
til tider.

> Man viser altså kun omsorg for sin egen skyld, eller hvad?

Så må der være noget, der ikke er som det kunne være,
synes jeg.

> For mig er omsorg noget med oprigtigt at tage udgangspunkt i et andet
> menneskes situation. Det behøver ikke at være i forbindelse
> med en krisesituation. Det kan såmænd sagtens være i små og større ting i
> hverdagen. Altså en form for empati.

Heri er jeg enig.

> Det er vel også OK. Sålænge kvinden i forholdet ikke skal gætte sig til
at
> manden rent faktisk viser omsorg.
> Hvis manden viser sin omsorg subtilt, kan han så ikke risikere at kvinden
> aldrig opdager det? Og kan det
> ikke blive en undskyldning for manden for ikke at melde klart ud?

Og når jeg tænker videre, er omsorg så ikke at søge at
give "den anden" det, som den anden har brug for, og
harmonere det ikke slet med at hævde, at det skal gøres
i overensstemmelse med ens egen udtryksmåde? Lægger
det ikke op til, at finde en måde, som "den anden" kan
bruge?

> Enig. Man kan aldrig nogensinde kræve omsorg af nogen. Det skal være en
> følelse dybt inde i manden der kommer til udtryk, og en sådan følelse kan
> man
> ikke bringe frem på kommando.

Jeg er enig igen.

Tusinde hilsner
Søs

---

Hej

Tak for dit svar.

>
> > Jeg synes der er en uheldig tendens til udelukkende kun at tage
> udgangspunkt
> > i egne behov.
>
> Det er det også, alligevel kan det være der man må begynde
> til tider.

Der er ikke noget galt i at tage udgangspunkt i egne behov. Et forhold skal
selvfølgelig være tilfredsstillende på længere sigt. Problemet er, hvis man
kun gør noget for partneren så vedkommende derved kan opfylde ens egne
behov. En slags bytte-bytte købmand - hvis du opfylder mine behov, så
opfylder jeg dine.... Drømmen om den eneste ene, kombineret med den
konstante fokusering på egne behov, ender i bedste fald i serie-monogami.

>
> Og når jeg tænker videre, er omsorg så ikke at søge at
> give "den anden" det, som den anden har brug for, og
> harmonere det ikke slet med at hævde, at det skal gøres
> i overensstemmelse med ens egen udtryksmåde? Lægger
> det ikke op til, at finde en måde, som "den anden" kan
> bruge?

Jeg lægger mærke til 2 ting i det du skriver. Dels at omsorg er at give den
anden det som vedkommende har brug for. Dels at det skal være i
overensstemmelse med egen udtryksmåde. Jeg tror at vi er meget enige på de
punkter.

Min formulering grundede lidt mere i indholdet af nogle af de foregående
indlæg. Af dem fik jeg det indtryk, at nogle mænd mente, at kvinden måske
havde svært ved at lægge mærke til omsorgen, da manden viste den på en meget
subtil måde. Hvordan mænd sådan i almindelighed opfører sig, skal
selvfølgelig ikke være en undskyldning for, ikke at vise omsorgen på en
måde, så modtageren kan bruge den.

Med venlig hilsen & god pinse

FreeMan

---

"FreeMan" <free_and_easy@hushmail.com> skrev i en meddelelse
news:3ce6e3ea$0$18643$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej igen FreeMan :0)

> Problemet er, hvis man
> kun gør noget for partneren så vedkommende derved kan opfylde ens egne
> behov. En slags bytte-bytte købmand - hvis du opfylder mine behov, så
> opfylder jeg dine....

Det er nok kun et problem, når man dels ikke er bevidst om
det og dels ikke er ærlig om det. Hvis begge er ærlige og
bevidste om at de ønsker denne byttehandel, så er det - som
det skal være. Det er når det forveksles med kærlighed, at
man forvirres og frustreres, fordi følelserne hele tiden for-
tæller én, at det ikke er kærlighed, men en byttehandel,
hvilket det så også reelt er.

> Drømmen om den eneste ene, kombineret med den
> konstante fokusering på egne behov, ender i bedste fald i serie-monogami.

Meget fint udtrykt, synes jeg.

> at vise omsorgen på en
> måde, så modtageren kan bruge den.

Mmmmm... jeg fastfryser lige for et par sekunder dette, da
jeg synes, at det er så godt.

Også de venligste hilsner herfra
Søs

---

Hej Jens :0)

"Jens Bruun" <jens*fjernmig*@*fjernmig*bruun.com> skrev i en meddelelse
news:YmvA8.64$9G1.1789@news.get2net.dk...

> Ja, det har mange mænd modvilje mod. Jeg tror, at mænd grundlæggende
> viser omsorg på helt andre måder end kvinder. Når en mand viser omsorg
> på den måde, du som kvinde efterlyser, er det ofte for at opnå et eller
> andet. Vores forskellige "omsorgs-modes" er inkompatible. En af livets
> mange små fortrædeligheder, der vel har et eller andet fornuftigt
> formål, ligesom alle de andre fortrædeligheder.

Kender du mennesker, inkl. måske dig selv indimellem,
som ikke se og hører den de er sammen med, fordi de
har travlt med at planlægge noget andet, eller tænke
på hvad de selv skal sige?

Jeg tror, at jeg indimellem har været meget sådan, og
så er det ikke muligt at mærke når "manden" giver.
Det er jo ikke vigtigt, hvordan der gives - men mere
at der gives. Når det er sagt, kan der også være
situationer, hvor det bliver vigtigt hvordan der gives,
men jeg tror faktisk, at et forstående, empatisk menne-
ske har det i sig, at søge at mildne andres smerte f.eks.
ved at imødekomme deres behov. Det er meget sådan
i forældre/barn-relationen, især i de første år - at for-
ælderen mærker barnets behov og opfylder det, fordi
der er en dyb forståelse af og kærlighed til barnet.

> Hvis der er noget, livet har lært mig, så er det, at man _aldrig_ skal
> efterspørge omsorg, selvom man umiddelbart føler et stort behov herfor.

Hvorfor?
Siges det ikke tit, at man skal kunne bede om det, man
mangler - det er jo ikke sikkert, at andre umiddelbart
kan føle, hvad det er man længes efter. Det er hele denne
her problematik med, at kæresten helst skal kunne læse
ens tanker, og det kan kæresten ikke. Hvad skulle der være
galt i at spørge om ikke man kunne tage en nussetur, fordi
man føler lyst til det og behov for det?
Man kan jo godt sige, at man har lyst til Boller i karry *S*

> Omsorg mellem partnere sker ideelt, når ingen af dem er bevidste om det.
> Som Tomas også har været inde på i andre tråde, så er det optimale et
> parforhold, hvor man hviler i sig selv og bare nyder det at være sammen
> uden de store følelsesmæssige rutcheture. I et sådan forhold vil kvinden
> ofte udvise letgenkendelig omsorg, hvorimod mandens ditto er mere
> subtilt. Først når vi gør det til et "issue", hvordan denne udveksling
> af omsorg sker i dagligdagen, har vi problemer i parforholdet.

hmmm....... Som jeg læser dig, så er det at tage noget frem
i parforholdet og tage det op til (fælles) revision, problem-
skabende. Det kan jeg ikke tilslutte mig.

Hvis den ene part føler et inderligt behov, som ikke opfyldes
i forholdet, er det min tanke, at det udsætter forholdet for
ubalance - og kan behovet ikke opfyldes, eller er den anden
i en uopmærksom periode (der kan være andre ting) - virker
det ensomhedsskabende på mig, at det ikke skulle kunne
vendes i sammenhørighed. Faktisk tror jeg, at det hos mig
ville skabe distance mellem en kæreste og jeg, at en ubalance
ikke engang kan gives ord, uden det skal opfattes som
problemskabende.

Der er jo ikke noget odiøst i et uopfyldt behov. Vi kender
alle til at være sultne, men nødt til at vente på maden.
Jeg vil kunne udtrykke min sult, og vide at jeg bliver hørt,
ellers vil jeg føle mig negligeret og blive i tvivl om hvorvidt
min sult nogensinde ville blive stillet, og måske endda ende
med at søge den stillet andet steds. Så vigtig mener jeg, at
kommunikation er, også mellem elskende.

> Fordi det skal komme indefra. Når kvinder efterspørger omsorg, opleves
> det ofte af manden som pression; som en del af et (af)magtspil. Og det
> hæmmer rigtig mange mænd (ihvertfald mig). Jeg har især svært ved at
> udvise omsorg, når jeg konstant gøres bevidst om, hvor efterspurgt det
> tilsyneladende er. Og jeg vil _slet_ ikke have fortalt, hvordan jeg skal
> yde omsorg. Det skal jeg nok selv bestemme. Og så må du ikke glemme, at
> kvinder har meget større behov for tydelig omsorg, hvorimod mænd ofte
> vender evt. behov indad.

Det forstår jeg ikke. Jeg har ikke noget imod at en kæreste
fortæller mig, hvor meget han holder af dette eller hint, og
jeg har heller ikke noget imod, at han fortæller mig, hvordan
jeg kan være bidragende til, at han oplever sig tilpas i
forholdet. Der er jo ikke tale om krav. Behov skal ikke
tilfredsstilles af nogen bestemt, og nogle vælger at sætte
sig helt ud over deres behov.

Hvis vi var kærester, og jeg havde behov for at blive
kysset på halsen, fordi det i virkeligheden betød meget på
mange måder for mig - og du aldrig havde skænket det
en tanke, at kysse mig lige der - og jeg så en dag siger til
dig: "Åh, vil du ikke kysse mig lige her på halsen ved mit
øre, for det kan jeg virkelig godt lide".

Så ville du måske af dig selv kysse mig der indimellem,
fordi det glæder dig at mærke, at jeg bliver helt blød i dine
arme ved det. Og du ville måske ikke skænke det en tanke
fremover. Det kunne også tænkes, at du kyssede mig der,
denne ene gang og derefter gik der ½ år, hvor lysten til det
og behovet for det jævnligt opstod i mig - hvorfor jeg gentog
opfordringen. Efter endnu 2 måneder ville jeg måske fordi jeg
nu var blevet bevidst om at det faktisk reelt var et behov
i mig, prøve at forklare dig - at jeg ville værdsætte det
om du ville hjælpe mig med at få opfyldt dette behov.
Bl.a. fordi opfyldelsen af behovet giver mig overskud til
at være mere i nuet sammen med dig - fordi når vi elskede
tænkte jeg ofte på, hvor vidunderligt det ville være for mig,
dersom du kyssede mig på halsen, og mit fokus kom derfor
til at glide fra nuets nydelse over på dette uopfyldte behov.

Så ville det gøre mig trist ganske forbigående, om du fortalte
mig, at det bryder du dig ikke om, og om ikke jeg kunne nyde
det ligeså meget, når du kysser mine bryster, fordi det måske
var noget du meget gerne ville, og gerne ville kunne glæde mig
med. Jeg ville flytte fokus til at nyde det, når du kyssede mine
bryster, i forståelse af - at der kan vore behov mødes. Du ville
jo også have lyttet til mig, anerkendt mit behov og søgt at
imødegå det, uden at give køb på dig selv og gå imod det du
selv kan lide og ønsker at gøre.

Det ville gøre mig trist langt dybere, dersom du blev oprørt
over, at jeg talte med dig om mit behov. Jeg ville føle mig
lukket ude fra din kærlighed, føle at der i vores sammenhørig-
hed ikke var plads til denne del af mig, og derfor ikke hele mig.
Jeg ville føle mig distanceret fra dig. Med tiden ville denne følelse,
sammenholdt med mit uopfyldte behov, gøre mig meget sårbar
og bringe mig i forsvarsposition i andre henseender, hvor vi så
ikke ville kunne kommunikere optimalt. Og jeg ville endda måske,
hvis der opstod andre ubalancer mellem os, ende med at forlade
dig, fordi jeg alligevel følte mig "alene".

Det sværeste ville dog være at skulle vide, at du ikke engang
ønskede at jeg artikulerede mit behov, fordi du ikke ønskede
at kunne opleve det som et krav, eller en dikteren af hvordan
du bedst kunne lade mig mærke din omsorg. Så ville jeg
føle mig meget alene med mine behov, og ikke kunne åbne
mig for den omsorg du rent faktisk giver - simpelthen fordi,
hvis jeg åbner mig, så åbner jeg mig for dig - ikke halvt,
ikke delvist - men som den jeg er i min helhed. Og du jo
"på forhånd" havde tilkendegivet, at der var dele af mig, du
ikke ville konfronteres med. Der ville være dele af mig, der
indeni mig ville sidde med små stemmer og bede om at
komme til orde, og det ville blive til støj imellem os. For
du skulle så efterfølgende hele tiden overdøve disse indre
stemmer, for at nå mig.

> Ja, og manden sætter da pris på det, lige indtil du beder om
> "tilbagebetaling". Så går klappen ned. Desuden har manden ikke særligt
> behov for at blive bekræftet på denne måde. Det er vist mere et behov,
> du har for at yde omsorg (slå mig ikke ihjel nu).

Jeg slår dig ikke ihjel - for du har ret. Jeg har faktisk et
stort behov for at yde omsorg.

> > Jeg elsker sex, og boller glad og gerne med den der tænder
> > mig - og gerne i tide og utide. Men jeg har også brug for
> > omsorg, og den er iflg. mine erfaringer en mangelvare.
>
> De to ting udelukker ofte hinanden - ihvertfald for en mand

Det synes jeg er trist. Jeg kan lide min liderlighed,
og jeg kan lide at blive holdt om, blive kærtegnet,
blivet taget hånd om fysisk og psykisk.... jeg kan
også lide mandens liderlighed, og jeg kan lide at
yde ham omsorg.

> Jo, i mandens øjne bliver du en anden kvinde, i det øjeblik han aktivt
> og bevidst yder dig omsorg. Ikke nødvendigvis en negativ ændring, men
> dog en altafgørende forskel i hans syn på dig.

Åh.

> YES! Og så vover jeg lige et øje og kommer med mit bedste råd: Hold dig
> fra de stormende forelskelser og de helt store følelser. Ægte kærlighed
> opstår langsomt og aldrig på baggrund af førstegangsfølelserne. Du
> elsker først, når du med træls og hårdt arbejde har opbygget et forhold
> og taget den tid, det tager. Det er med kærlighed som med så meget andet
> her i livet: Der er ingen hurtige genveje.

*S* - jeg "hører"...

> Igen Søs (skæld mig ud, hvis jeg lyder bedrevidende): Hold dig fra
> forelskelserne. De vil aldrig ende med et varigt forhold med de stærke
> bånd og følelser, vi alle har det bedst med at være "bundet" sammen med.

Det skal nok komme helt af sig selv, hvis det skal være.
Og du må gerne være bedrevidende, jeg vil gerne lære
nu.

> Fuck dem, de lyver (og du ved det inderst inde godt). Dine tre børn og
> din praktiske situation har _intet_ med sagen at gøre.

Måske... men det er meget at skulle rumme ikke et
andet menneske, men fire. Det kan også ses som
udtryk for viden om egen begrænsning, og så er
det vældig positivt.

> Gud hvor jeg forstår dig og gud hvor jeg ønsker for dig, at du møder den
> eneste ene.

Det gør jeg - det er ikke sikkert det bliver i dag, men
han er jo liiige dér (i verden, og verden bliver hele tiden
mindre *S*).

> Vel gør du ej, men du lyder meget sårbar lige nu. Skriv evt. til mig
> privat, hvis du har lyst.

Jeg er meget sårbar, og jeg kan lide det - det er faktisk
mig, som jeg er, når jeg ikke har travlt med at prøve at
være alt andet end mig.

Det er sjovt, som jeg gennem livet har sloges med ikke
at kunne føle tillid til at andre vil mig det godt. En tillært
mistænksomhed, kan jeg sige - reelt tror jeg faktisk på
det gode i mennesket, og elsker mennesker for deres
potentiale til at gøre godt. Jeg føler mig meget lykkeligere,
når jeg viser tillid - end jeg nogensinde har gjort uden
denne tillid. Selvom det gør mig sårbar og udsat, og der
er det godt at vide (nu da jeg har lært det), at det at blive
såret ikke er slemt, og slet ikke så slemt, som at leve uden
at være tro mod mig selv.

Hvis jeg oplever at have behov for at skrive til dig privat,
så vil jeg huske din søde opfordring :0)

Knus
Søs

---

---

Hej Johan :0)

"Johan Wedell" <johan-wedell@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3cceee9e$0$49164$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Måske kan man beskylde mænds gener, men jeg tror nærmere det simpelthen
er
> gamle kønsrollemønstre.

Eller også "ser" jeg, efter alt for specifikke (snævre) udtryk
for omsorg?

Jeg har fået mere at tænke over, gennem denne tråd, og
jeg tror også, at jeg har været parat til at lære, og at det
er dette, der gjorde - at jeg kunne skrive det oprindelige
indlæg. Selvom jeg skulle gennem savnet efter omsorgen,
fra det specifikke menneske (fiktiv eller ej), før jeg kunne
se og mærke, den omsorg jeg modtager fra så mange og
forskellige kanter :0)

Faktisk kan fokusering på et enkelt behov der er/bliver
knyttet til det enkelte menneske, "lukke" for modtagelsen
fra andre kanter - og det er jo uheldigt *S* (jeg elsker,
når jeg føler, at jeg lærer noget, det gør mig så glad, og
jeg føler - at jeg har lært en del de sidste par dage)

> Du lyder som en dejlig kæreste.

Det tror jeg også, jeg er - når jeg lader mit potentiale
komme til udtryk, og er i balance med mig selv. Derfor
tror jeg også, at jeg bliver en bedre og bedre kæreste
med tiden *S*.

> Jegselv prøver også at gøre livet bedre
for
> min kæreste på samme måde.

Det lyder virkelig dejligt.

> Men nu er jeg også nogenlunde sensitiv overfor
> folks behov og sindsstemning. Når en person kommer ind i et lokale kan
jeg
> oftest tydeligt se, om en person er nedtrykt. Og det overrasker mig gang
på
> gang, at så mange overhovedet ikke ser det. De, som også ser det, er
> overvejende kvinder: Kvinder er bedre til det.

Måske "lærer" mange drenge, at "lukke" for deres modtagelse
af andres følelser - kan det måske skyldes, at oplevelsen og
indoptagelsen af f.eks. moderens følelser kan virke for over-
vældende for en dreng, da han jo i forholdet til moderen,
er i en anden "indlæringsfase" end pigen, da pigen måske
oplever det som noget at spejle sig i, og drengen oplever
det som noget at skulle spille op til/op overfor - og det kan
være langt sværere, for hvad føler han, at han reelt kan "gøre"?

> Så som jeg ser det har du 2 muligheder: Enten må du finde en mand, som er
> sensitiv nok. Ellers må du affinde dig med at skulle gøre opmærksom på
dine
> behov.

Der vil snarere blive tale om en kombi-model *S*

> På et sidespor kan jeg fortælle, at jeg også af og til har brug for
ekstra
> omsorg. Og så signalerer jeg med mit kropssprog, at jeg har brug for at
> blive kælet; trykker mig ind til hendes hjerte (Ja, det lyder måske lidt
> ynkeligt men jeg har jo af og til behov til det).

Det er ikke ynkeligt, det er ærligt.

> Når jeg kan mærke på min kæreste at hun har behov for noget, så reagerer
jeg
> på det. Men jeg husker på, at hun ikke altid er klar over, at jeg
reagerer
> på hende. På samme måde kan du ikke forvente, at han kan påskønne det
hver
> gang du gør dig umage.

Nej, det er sandt. Nogle gange "lukker" det andet menneske,
og kan ikke modtage det man har at give - og det har efterladt
i dette tilfælde mig, voldsomt frustreret, fordi jeg troede, at der
var noget forkert i det jeg gerne ville give, eller noget forkert i
måden jeg gerne ville give det på.

(jeg har nydt godt at en god vens dybsindige tanker i aftes,
og de "lever" i mig i skrivende stund - jeg er i en forståelses-
fase endnu, og finder det meget berigende - det har åbnet
for en glæde i mig. Der er så meget, der pludselig giver mening,
på en ny og inspirerende måde. Hele dette med om den man
elsker er "åben" eller "lukket" overfor én og ens kærlighed.
Ligeså om man selv er åben eller lukket. Når jeg ikke kan
mærke omsorg og kærlighed, er det ikke fordi den ikke
er der, det er fordi jeg selv "lukker". Kærlighed er der altid
i mit liv, det behøver ikke være knyttet til det specifikke
menneske - når jeg åbner, kan jeg jo mærke den fra så mange
kanter. Ligeså når jeg føler mig afvist, fordi jeg står og gerne
vil give, men det andet menneske har "lukket". Det er jo ikke
en afvisning af mig eller mine "gaver" - det er bare fordi det
andet menneske ikke kan åbne for det, på det tidspunkt.
Så er det ikke frustrerende eller sorgfuldt at vente til det
andet menneske åbner igen, eller indse at det andet menneske
ikke kan åbne igen - for det er okay, det er der hvor den
anden er, og drejer sig ikke om mig.)

> Du lyder som et dejligt menneske med mange kloge tanker (jeg sætter pris
på
> alle dine indlæg), og det MÅ også blive belønnet hvis du leder længe nok.

Hvor er det sødt skrevet af dig, tusinde tak.

> Det håber jeg kommer til at blive hverdag for dig. Men husk, at det også
af
> og til glipper. Jegselv vil gerne gøre alt så godt som jeg kan, men nogle
> gange har jeg altså bare ikke noget overskud til det, hvis jegselv har
haft
> en dårlig dag.

Ja, det forstår jeg så nu på en ny måde, og det er meget
"spændende" for mig.

> Hvis DET er misbrug, så vil jeg gerne se mere af det i fremtiden

Jeg er også bange for, at jeg ikke ville kunne lade være,
for jeg holder så meget af dss og menneskerne i dss.
Synes generelt at vi behandler hinanden med forståelse
og respekt, og det værdsætter jeg virkelig.

Tusinde hilsner
Søs