PRESSEMEDDELELSE
Snow White Foundation har netop indgivet nedenstående anmeldelse mod
kirkeminister Tove Fergo til Københavns Politi.
Med venlig hilsen
formand f. forretningsudvalget
Søren Mosegaard
http://www.geocities.com/snow_white_foundation/
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Københavns Politi,
Menneskerettighedsorganisationen Snow White Foundation anmelder hermed
kirkeminister Tove Fergo til Københavns Politi for
1) magtmisbrug og diskrimination over for Sai Baba-bevægelsen;
2) opretholdelse af anerkendelsen af den danske katolske kirke, selvom
dennes lære og handlinger er i konflikt med Grundlovens § 67, der
siger, at et trossamfund ikke må lære eller foretage noget, som
strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
31. marts 2002 opfordrede Snow White Foundation kirkeminister Tove
Fergo til at lade PET undersøge den danske katolske kirkes forhold
samt fratage den danske katolske kirke anerkendelsen som trossamfund i
Danmark.
Begrundelsen var bl.a., at Vatikanet - der også styrer den danske
katolske kirke - i årevis stiltiende har accepteret pædofile præsters
sexovergreb mod titusinder af børn. Denne accept er bl.a. kommet til
udtryk ved kirkens hemmeligholdelse af forbrydelserne og overflytning
af forbryderne til nye sogne, hvor de ustraffet foretog ny
kriminalitet, samt ved udbetaling af milliarderstatninger til ofrene
mod garanti om tavshed.
9. april 2002 svarede ministeren, at hun ikke vil foretage sig noget i
sagen, "da der ikke foreligger oplysninger om, at romersk-katolske
præster i Danmark er blevet dømt for pædofili". Herved ser ministeren
bort fra den danske katolske kirkes absolutte forankring i den
internationale katolske kirke og anvender desuden dobbelte standarder,
da hun den 30. januar 2002 udtalte i DR-TV, at hun ville trække
anerkendelsen af Sai Baba-bevægelsen tilbage, hvis pædofilianklagerne
mod dennes indiske guru - i Indien - var
sande. I Kristeligt Dagblad skønnede kirkeministeriets
departementschef Finn Langager Larsen ligeledes, at en dom for
pædofili i Indien ville være tilstrækkeligt til at trække
anerkendelsen af Sai Baba-bevægelsen tilbage. Derfor satte ministeren
PET og den danske ambassade i New Delhi til at undersøge, om der
fandtes domme i Indien mod Sai Baba for pædofili. Det gjorde der
imidlertid ikke.
Men hvis en indisk pædofili-dom mod en indisk guru ved en indisk
domstol ville have været tilstrækkeligt til at fratage den danske
guru-bevægelse dens danske anerkendelse med alt, hvad det indebærer af
skattefordele, m.v., må hundreder af internationale pædofilidomme mod
katolske præster fra USA, Irland, Storbritannien, Frankrig, Polen og
Canada - samt en lang række biskoppers og
kardinalers konsekvente fortielse og accept af forbrydelserne - være
nok til at fratage den danske katolske kirke dens anerkendelse.
Snow White Foundation har ventet med at indgive denne politianmeldelse
mod ministeren, til udfaldet af de seneste dages Vatikan-møde om
pædofili-skandalen blev kendt. Under overskriften PÆDOFILE PRÆSTER KAN
FORTSÆTTE, refererer Politiken imidlertid i dag
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=210932 konklusionen på
mødet således: "...en præst, der kun en enkelt gang misbruger et
barn, skal have lov til at fortsætte som præst, hvis den lokale biskop
skønner, at han ikke er til fare for andre børn..." Avisen skriver
videre, at præster, der allerede har begået overgreb mod børn, ikke
vil blive berørt af nye retningslinier for håndtering af
pædofili-sager i kirken.