Wow...
Jeg må være gået glip af lige netop de posts som sviner folk til for at
diskutere suppekuren, men jeg vil forsøge at sammenstykke et indlæg
alligevel. Hvis du er flink, gider du så ikke citere fra bare et par af de
mails hvori du siger at: "det eneste jeg læser er folk der sviner andre til
netop fordi de ikke er enige!!!"
Det forekommer mig umiddelbart, at du ikke er villig til at tage din egen
medicin, men er vred over at nogle af gruppens deltagere påpeger svagheder i
suppekuren. Deres meninger bør du efter dine egne standarder respektere, og
ikke som den store skoleforstanderinde belære om hvad de må og ikke må
skrive her i gruppen. Hvis folk har en negativ indstilling til noget må de
vel have ret til at dele ud af deres holdning.
I øvrigt mener jeg:
1) At suppekuren er en afsindig dårlig ide. Jeg vil dog kæmpe meget langt
for alles ret til at benytte den så vildt de vil, men forbeholder mig ret
til at kritisere de dele af kuren som jeg finder tåbelige.
2) Ikke der er noget galt i at lægge blot en smule af den frygteligt
omsiggribende værdirelativisme på hylden.
NEJ, alle meninger er ikke lige gode! Der er faktisk folk her i gruppen, som
ved mere end andre. Nogle har studeret emner relateret til ernæring på
universitet eller andre forskermiljøer mens andre har arbejdet med
relaterede fag det meste af deres liv. At ligestille deres viden med hvad en
eller anden (herunder mig selv) har læst på
www.iform.dk eller i Men's
Health er simpelthen tåbeligt.
3) Dit eget vægttab: Flot, men det kan altså ikke bruges som andet end en
fin motiverende historie. At du har tabt dig enormt gør ikke nødvendigvis
suppekuren bedre end hvis du ikke havde tabt dig. De største fyre i
træningscentret er sjældent dem man får mest ud af at spørge om træning.
4) Din læge: Hvis han mener at man ikke tærer på muskler så længe man er
mæt, så tager han fejl. Din krop har jævnligt brug for aminosyrer til
alskens funktioner, og hvid du spiser dig mæt uden at indtage protein kan de
kun komme fra dine muskler. Endvidere kan jeg om morgenen efter 10-12 timers
faste sagtens FØLE mig mæt, uden at min krop er det. Og jeg kan love at det
tærer på musklerne ikke at spise i mere end 12 timer, uanset hvor anerkendt
din læge så end er.
Ked af at skulle være et af brokkehovederne, men i en offentlig nyhedsgruppe
har man ikke krav på at få sine meninger luftet uden at kunne modtage
kritik.
Alt ovenstående er naturligvis blot min mening - jeg kan tage fejl.
Venligst
Kim
PS. Til almindelig orientering, morskab og foragt vil jeg lige sakse et par
indlæg fra Netdoktors debat om suppekuren. De er forfattet af Jørgen Storm,
hvis viden om emnet i hvert fald jeg har en del respekt for. Beklager hvis
det bliver for langt..
"Kålsuppekuren tilhører rækken af fuldstændigt vilkårligt og
helt tåbeligt ernæringsmæssgit sammensatte "kure"
Muligvis stærkt underholdende og en glimrende måde at tabe
en god portion muskelmasse og vand på, men en totalt
latterlig måde at forsøge at slippe af med nogen
nævneværdig mængde FEDT på, - hverken på kort eller langt
sigt. Smid den i skraldespanden sammen med de andre ugebladskure!"
""Syvdages kuren hemmelighed er at der forbrændes mere end der indtages."
Jamen så bliver man altså tyndere jo mere man æder!
Det er godt nok en hemmelighed.
Endda en af de store.
Faktisk så hemmelig at kun de kulørte blade kender til den!
Så stor, at ingen videnskabsmand eller forsker nogensinde
har hørt om fænomenet.
Rent vrøvl og tidsspilde.
"5-8kg på en uge og man kan endda spise alt det man vil!"
Jamen hvordan kan nogen dog bare overveje at spilde så
meget som et sekund på sådan noget idioti?
Så meget tabt fedt modsvarer en negativ energibalance af
størrelsesordenen 60.000Kcal, - hvilket på dagsbasis
svarer til ca. 8.000-9.000Kcal.
Det er selvfølgelig komplet umuligt og det rene vrøvl."
"Principper er gode, især hvis det ikke er det rene
pølsesnak, men påstande der kan kontrolleres gennem
evidensbaseret videnskab.
Altså noget der har med virkelighedens og ikke kun
fantasiens verden at gøre.
Uanset vidløftige postulater i kulørte blade og kuponhæfter
er det stadigt etableringen af en evt. negativ
energibalance, der bestemmer om man taber sig eller ej.
Alle fødemidler er langt fra lige energitætte eller mætter
lige meget, hvorfor man sagtens kan skrue en kost sammen
som er stor i mængde men beskeden i energiindhold.
Det er der hverken noget mystisk eller nyt i!
Dette med at man i BETYDELIG og AFGØRENDE grad skulle kunne
øge forbrændingen ved at kombinere på en ny spændende,
fantasifuld og helt anderledes måde er noget vrøvl.
Folk bliver fede fordi de spiser for meget, forkert og rør
sig for lidt.
Du forholder dig iøvrigt slet ikke til de dybt kriminelle
påstande om at man skulle bruge mere energi på at fordøje 7-
dages kosten end den indeholder eller at man skulle kunne
tabe 5-8 kg fedt på en uge.
Begge påstande er selvfølgelig totalt ufortyndet vrøvl og
humbug målrettet mod det konfektædende publikum.
Så i stedet for at bekymre dig for min grad af afslapning,
skulle du måske lige bruge lidt tid på noget så
grundlæggende som et par argumenter, der understøtter bare
nogle af disse vanvittige påstande.
(Videnskabelig kildeanvisning modtages med kyshånd.)
I det hele taget ville denne side nyde godt af lidt mere
argumentation og lidt mindre perfide personangreb, men det
er måske for meget forlangt?"