---

Jeg har i hvert fald en mindre jordlod liggende på min vaskeplads efter
søndagens enduro-løb i Revingeby uden for Lund i broderlandet... min fine WR
var pakket totalt ind i skånsk jord, hjembragt i aftes fra det stolte
svenske enduroløb PANSERTROFEEN.

Det var ellers et skægt løb, hvis ikke mine arme virkede som overkogt
spaghetti efter uhørt kort tid efter starten. Normalt går der lige 15-20
minutter inden jeg er helt på toppen, men denne gang var løbet så stinkende
tandudtrækkende hårdt at perioden mellem opvarmning og totalt udkørthed var
så kort at jeg knapt nok opfattede den var der. Den sidste omgang var ren
overlevelse hvor jeg måtte overtale mig til ikke at give pokker i det hele
og tage landevejen ud til ryttergården...

Ellers et uhyre veltilrettelagt løb hvad angik organisationen mv.

Starten gik med 4 mand ad gangen hvert 30. sekund. Efter en omgang på ca 21
km kunne man så holde lidt pause og evt tanke og så køre til startbommen
hvor uret startes igen. Jeg startede med 3 svenskere, og for dem der ikke
ved det er svenskerne en af de absolut førende nationer i enduro, og det var
derfor lidt som at stille op mod Ole Olsen på en Puch Maxi og med
spændetrøje på... man havde ikke en chance... jeg forsøgte selvfølgelig at
holde mig på dem, men nej, den gik ikke, de var over alle bjerge inden
støvet havde lagt sig.

Terrænet var ellers ganske afvekslende, sand, sand m. "vuptier" tæt skov med
snævre spor mellem træer, træstubbe, glatte rødder, træstammer, stejle
sandskråninger op og ned, smalle mudderhuller, brede mudderhuller, dybe
mudderhuller, søbredder, små sten store sten, klipper, og det de kalder
"Mylla" lange passager af sejt blødt ælte i store mængder, som bedst lader
sig forhandle i højt gear og 14000 omdrejninger, og røveren godt bagud på
twinsædet... hvert for sig interessant og morsomt terræn, BARE DET IKKE KOM
LIGE OVEN I HINANDEN OG UOPHØRLIGT. Al kraft suges ud af de tynde arme jeg
havde medbragt til lejligheden.

Jeg mindes ikke personligt at have oplevet et så udmarvende løb, og heller
ikke et terræn der i den grad fik suget motorcykler til sig. Der sad RIGTIG
mange fast i de nok op mod 30 steder pr omgang hvor det var muligt at sætte
dyret i blød i fersk pludder. Og oven på en frivristning af de godt 100 kg.
er fortsat højt tempo ikke lige det man har brug for, næ man har brug for en
båre, et iltapparat... og et par letpåklædte nymfer til at vifte sveden fra
panden... når nogen sektioner blev FOR groteske var de zoneansvarlige dog
venlige at lægge sporet lidt om så der kunne blive gravet render et andet
sted. Det var dog ikke alle steder så vanskeligt at krydse de forræderiske
passager, man skal bare enten give sig lidt tid til at søge en rute, eller
vente på en anden dummernik der kommer hastende, se om han kommer igennem,
og hvis ja, følge samme spor. En stor samling tilskuere er et godt
faresignal til at der er mulighed for besværligheder.

Ved et af de "gode" steder stod Pein (der udgik med mekanisk skade inden
løbet, se tidligere post) og Rittig (der udgik med mekanisk skade efter 1.5
omgang) og gav gode råd ved en ualmindelig forrædderisk krydsning, i værste
fald kunne man have siddet fast endnu!.
Senere på sidste omgang traf jeg d´herrer 500 m. før mål i en stor gnag
"Mylla" med en godt gemt sø i midten, hvor de fornøjede sig med at se
hvordan kørerne forhandlede sig igennem. Jeg stoppede op og fik en lille
sludder om hvor træt jeg egentlig var osv. og kørte så videre til min sidste
målgang. Efter jeg var kørt havde nogen svenskere stået og rystet på hovedet
over de skøre danskere holder bare der og snakker ... jeg kunne måske have
nået at tage en omgang til, men jeg er ikke sikker på jeg havde overlevet
det, og set i resultatets lys havde det højst kunnet give 2 placeringer i
DM-rækkefølgen, og 5-6 stk. i totalen... så godt det samme at torturen
stoppede.

Vi havde ellers en fin tur, brugte lørdagen på at køre til Lund, hvor vi
overnattede på et vandrehjem indrettet i en gammel sovetogvogn. Og en
søvning tur hjem sødang aften, og dagen i dag har jeg nydt med at have fri,
jeg havde nok regnet med at der var brug for det, og blandt andet nået at
vaske WRen så vaskepladsen nu er prydet at en portion af det tabte land -
Skåne... måske skulle man hejse et svensk flag??


Resultater? Foreløbigt ser der da sådan ud i DM-sammenhøng
Til start fra Aalborg Off-Road MC Klub:
Søren Lindholt Hansen - 228 - Yam WR200R 9
Poul Bundgaard - 235 - Yam WR200R 4
Claus Rittig - 239 - KTM EXC380 16
Dan Haunstoft - 261 - Yam DT125R 6
Ib Laursen - 264 - HQV WR125E 7
Niels Pein - 268 - Yam DT125R "udg"

Totalt? Hmm lidt svært at sige, men der er ca 171 der har kørt mere og
hurtigere end mig. Så det er faktisk ikke så galt endda ud af 332 startende!

Og nu er jeg træt igen og går til ro...

mvh Søren

---

"Søren Lindholt" <lindholt@person.dk> skrev i en meddelelse
news:3cb212dc$0$200$bc7fd3c@news.sonofon.dk...

> Ellers et uhyre veltilrettelagt løb hvad angik organisationen mv.

Yes, imponerende. Som en tysk bilfabrik, var det.

> Jeg startede med 3 svenskere, og for dem der ikke
> ved det er svenskerne en af de absolut førende nationer i enduro, og det
var
> derfor lidt som at stille op mod Ole Olsen på en Puch Maxi og med
> spændetrøje på... man havde ikke en chance... jeg forsøgte selvfølgelig at
> holde mig på dem, men nej, den gik ikke, de var over alle bjerge inden
> støvet havde lagt sig.

Jeg lavede en bommert allerede fra starten. Jeg startede med 2 svenskere og
en dansker. Jeg tænkte "De to svenskere kender jo terrænet, og de kører
samme klasse som mig, så hvis jeg lægger mig på hjul på dem, så kommer jeg
ind i en god rytme i en fart".
Det var dumt tænkt. Jeg hang på dem nogle kilometer, og resten af omgangen
gjorde mine arme bare OOOOOOOOONDT! De ku køre røven ud af bukserne på mig
på en velo, ku de! Det kan godt være deres klasse _hed_ det samme som min,
men vi var _slet_ ikke i samme klasse!

> hvert for sig interessant og morsomt terræn, BARE DET IKKE KOM
> LIGE OVEN I HINANDEN OG UOPHØRLIGT.

Jep, det var godtnok det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg havde næppe
kunnet fuldføre 4 omgange. 2/3 af de danske kørere nåede ikke de omgange de
skulle have kørt!

> Ved et af de "gode" steder stod Pein (der udgik med mekanisk skade inden
> løbet, se tidligere post) og Rittig (der udgik med mekanisk skade efter
1.5
> omgang) og gav gode råd ved en ualmindelig forrædderisk krydsning, i
værste
> fald kunne man have siddet fast endnu!.

Jep, det var godtnok god underholdning! Sådan en potent svensk Husaberg kan
nå at grave baghjulet meget langt ned, før køreren erkender at han nok ikke
kan gasse den fri.

Rittig
(Feeeed weekend, bare træls mine hovedlejer røg sig en tur).

---

"Claus Rittig" wrote ...
> "Søren Lindholt" ...
>> Ved et af de "gode" steder stod Pein (der udgik med mekanisk skade
>> inden løbet, se tidligere post) og Rittig (der udgik med mekanisk
>> skade efter 1.5 omgang) og gav gode råd ved en ualmindelig
>> forrædderisk krydsning, i værste fald kunne man have siddet fast
>> endnu!.
>
> Jep, det var godtnok god underholdning! Sådan en potent svensk
> Husaberg kan nå at grave baghjulet meget langt ned, før køreren
> erkender at han nok ikke kan gasse den fri.
>
Nogle fik godt nok begravet maskineriet solidt lige der, men endnu mere
underholdende var det at se de fanden-i-voldske svenskere, der kunne sparke
til dyngen.
Et kort bestik af situationen, nåh, det hele er noget bæ, og så slipper de
eller alle 50 hypper løs i fri galop, og hamrer for fuld skrald direkte ud i
det dybeste sted, hvor de seneste 3 kørere lige har siddet fast, mens vi
tilskuere tager os til hovedet i forundring.
Og så blæser de ellers bare gennem forhindringen som om den ikke var der, og
efter et par sekunder hvor maskinen kører med manden og ikke omvendt, så
genvinder de kontrollen, og efterlader os andre i den regn af mudderklatter,
der daler ned fra 5-10 meters højde længe efter køreren er væk.

Imponerende!

/Pein
(der helt vildt gerne havde kørt med - øv)