|
| Moralsk Dilemma Fra : Følsom |
Dato : 07-04-02 18:44 |
|
Jeg har tidligere postet nedenstående indlæg i gruppen
dk.helbred.sorg+krise, men blev opfordret til at poste her, da der kan
forventes flere besvarelser. Håber det holder stik.
Indlægget (med enkelte tilføjelser):
For at kunne forstå baggrunden for det moralske dilemma, jeg er i,
kræver det en forhistore.
Jeg har en gang imellem talt sammen med en pige via chatrooms over en
længere periode. Vi har altid talt godt sammen og diskuteret hinandens
forskellige problemer.
I efteråret 2001 forelsker jeg mig imidlertid i en anden pige, som
desværre smutter midt i det foreløbige højdepunkt af det forhold. Jeg
rammes naturligt af en depressionslignende tilstand de næste par
måneder med daglige nedture og et følelsesliv i kaos.
I slutningen af januar opstår der efter et par måneders pause igen
kontakt med min veninde fra chatten, og det viser sig, at hun også er
ude i seriøse problemer med en fyr som er smuttet på et højst uheldigt
tidspunkt. Jeg taler selvfølgelig med hende om det, for om nogen ved
jeg, hvad det vil sige at sidde alene hjemme og have det ad H. til.
For mig er det indlysende, at hun har brug for hjælp, og jeg kan
bidrage ved at være der for hende, når hun har brug for at snakke.
Samtidig kan jeg også lufte mine problemer, når de hober sig op.
Intentionerne er altså reelle nok, da jeg besøger hende efter et par
uger. Vi ses et par gange i løbet af 2-3 uger, men pludselig sker der
det uventede, at jeg udvikler nogle følelser for hende. Får det rigtig
dårligt, når vi skilles osv. Samtidig er der stadig store
følelsesmæssige problemer med det forrige forhold fra slutningen af
2001, som jeg ikke er sluppet af med. Én stor forvirring. Det går dog
bedre for os begge to - især efter vores timelange samtaler.
Det moralske dilemma er, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg bør
fortælle hende om mine følelser for hende, eller om jeg fortsat
udelukkende skal være en støtte og god ven - og ikke andet. Hun har
fortalt flere
gange, at hun ikke søger nogen kæreste for tiden, før hun har fået
mere styr på sig selv og sine følelser. Men vores mål med livet er
ens, og det ved hun. Jeg har forklaret om mine mål uden direkte at
sige, at hun meget nemt kunne være en del af dem. Vi har siddet
face-to-face og fortalt om hinandens mål, som er ens, uden at antyde
noget som helst om hinanden. Jeg kunne tillige sagtens være en del af
hendes mål, sådan som jeg har forstået dem.
Er jeg tarvelig, hvis jeg tier om mine følelser over for hende, når vi
ellers taler sammen om alt? Fortæller jeg hende det, frygter jeg, hun
vil skubbe mig væk som ven. Min ønske er virkelig at være ven med
hende, men følelserne vil noget mere. Er jeg tarvelig, hvis jeg
fortæller hende, hvad jeg føler for hende set i lyset af hendes
udtalelser om kærester her og nu?
Foreløbig har hun ikke fået noget at vide, og jeg har heller ikke
antydet det mindste. Hun har heller ikke givet udtryk for, om hun
føler noget for mig - desværre.
| |
Hanne L (08-04-2002)
| Kommentar Fra : Hanne L |
Dato : 08-04-02 18:37 |
|
Følsom skrev i en meddelelse news:87b526b8.0204070944.4171ef16@posting.google.com...
Hej Følsom
> Jeg har tidligere postet nedenstående indlæg i gruppen
> dk.helbred.sorg+krise, men blev opfordret til at poste her, da der kan
> forventes flere besvarelser. Håber det holder stik.
Det håber jeg da også for dig.
> I efteråret 2001 forelsker jeg mig imidlertid i en anden pige, som
> desværre smutter midt i det foreløbige højdepunkt af det forhold. Jeg
> rammes naturligt af en depressionslignende tilstand de næste par
> måneder med daglige nedture og et følelsesliv i kaos.
Sådan er det at blive forladt af en, man har stærke følelser for.
> Intentionerne er altså reelle nok, da jeg besøger hende efter et par
> uger. Vi ses et par gange i løbet af 2-3 uger, men pludselig sker der
> det uventede, at jeg udvikler nogle følelser for hende. Får det rigtig
> dårligt, når vi skilles osv. Samtidig er der stadig store
> følelsesmæssige problemer med det forrige forhold fra slutningen af
> 2001, som jeg ikke er sluppet af med. Én stor forvirring. Det går dog
> bedre for os begge to - især efter vores timelange samtaler.
Og tænk på det som noget meget, meget positivt, uanset hvordan
det hele ellers udvikler sig. I er gode venner for hinanden.
Det er guld værd.
> Er jeg tarvelig, hvis jeg tier om mine følelser over for hende, når vi
> ellers taler sammen om alt? Fortæller jeg hende det, frygter jeg, hun
> vil skubbe mig væk som ven. Min ønske er virkelig at være ven med
> hende, men følelserne vil noget mere. Er jeg tarvelig, hvis jeg
> fortæller hende, hvad jeg føler for hende set i lyset af hendes
> udtalelser om kærester her og nu?
Tænk, hvis hun nu har det på samme måde. Og heller ikke
siger noget.
Jeg synes, man skal være ærlig omkring sine følelser, det kommer
man længst med. Du har så mange indestængte følelser, at det
under alle omstændigheder præger jeres samvær, fordi du tænker
meget på det, så hvorfor ikke komme ud med dem? Hvis hun ikke
deler dem og skubber dig helt væk, var hun måske heller ikke så
meget værd som ven alligevel?
Hvis jeres mål er ens, som du beskriver, kan det, at hun siger, hun
ikke vil have en kæreste nu og her måske betyde, at hun ikke
udelukker dig som kæreste på længere sigt. Men selvfølgelig også
være et vink til dig om, at hun ikke ønsker dig som kæreste.
Men spørg hende, det ville jeg gøre. Jeg kunne ikke holde ud at gå
med en hel masse følelser for et menneske, jeg så ofte uden at
fortælle ham det. Så måtte det briste eller bære. Jeg fik i hvert fald
fred indeni, fordi det blev sagt. Men der er vi jo forskellge.
> Foreløbig har hun ikke fået noget at vide, og jeg har heller ikke
> antydet det mindste. Hun har heller ikke givet udtryk for, om hun
> føler noget for mig - desværre.
Jamen, tænk hvis hun heller ikke siger noget, fordi hun ikke kan
mærke, at du har følelser for hende? Sådan kan I jo gå længe
som katten om den varme grød, hvis I tier stille.
Uanset, hvordan det går, håber jeg du får fred indeni.
Venlig hilsen
Hanne L
| |
|
|