"DET ER OS, DER HAR DET!"
af Stig Ahrensbach; november 1999
Hvis man med ét ord skulle nævne den grundlæggende synd - synden bag al
synd - ville det være HOVMOD. Men det var vel ikke den synd, Adam og Eva
begik i tidernes morgen? Det var det, hvis man definerer hovmod som det at
ville sprænge de gudgivne rammer for sit liv. Men der havde jo været et fald
før Adam og Evas. I en ukendt fortid faldt "den strålende morgenstjerne" fra
sin position blandt Guds engle og blev til "Satan". Hans fald skyldtes
åbenlyst hovmod, eftersom han begærede den position, der alene tilkommer
Gud. Han blev forblændet af sin egen skønhed og glemte, hvor han havde den
fra. I et skæbnesvangert øjeblik tog han sine øjne væk fra Gud og så i
stedet på sig selv - og det blev hans fald. Fra da af begyndte han at
modarbejde Gud af al magt, og da mennesket var blevet skabt, øjnede han
muligheden for at besmitte Guds ypperligste skabning med sin egen fordærvede
natur. Det lykkedes ham som bekendt, og fordi hans natur er gennemsyret af
hovmod, er det netop den egenskab, der mere end noget andet præger det
faldne menneske.
SELVHÆVDELSE
Det hører med til det nytestamentlige billede af mennesket, at vi både har
et gammelt og et nyt jeg. Der er forskellige betegnelser for disse sider af
vores natur. Der tales f.eks. om "det gamle menneske" og "det nye menneske",
og der tales om "kødet" og om "Kristus-mennesket". I vores gamle natur
ligger der et ønske - og tit en overbevisning - om at være noget helt
specielt (= noget bedre) i forhold til andre mennesker. Noget andet er, at
det tydeligt fremgår af Skriften, at det enkelte menneske er unikt, er
dyrebart. Det er dog ikke det samme som at give mig ret i mit kødelige begær
efter at hævde mig i forhold til min næste.
Som sagt hører selvhævdelsen med til vores gamle natur. Denne natur
har det med at camouflere sig. Den vil gerne give sig ud for at være den nye
natur, men heldigvis lader Gud sig ikke bedrage. Ofte viser det sig, at
kristne, der ivrigt hævder, at de har drukket af den nye vin og er helt med
på "det nye, Gud gør", i virkeligheden er dybt præget af hovmod og
bedreviden. I stedet for at udvise sand ydmyghed og nysgerrighed over for
Guds værk i deres brødre eller søstre, er disse mennesker vældig optaget af
at forklare, hvorfor det, de har fået del i, er så meget bedre end det, "de
andre" lever i.
FORVANDLING
Men er der da ikke noget, der hedder "ny vin", og er der ikke fornyelses-
og vækkelsesbevægelser, der kommer fra Himlen ned over Guds folk igen og
igen? Jo, naturligvis er der det! Men det afgørende spørgsmål er, om "det
nye" betragtes som et trofæ eller en ny klædning, jeg kan tage på for at
dække over mit uforvandlede gamle menneske - eller om jeg lader det, Gud
sender, gå ind i hjertets dybeste kamre og gøre sit værk dér. Lige siden
syndefaldet har Gud arbejdet på at genoprette mennesket og kalde det
gudsbillede frem, der ødelagdes i syndefaldet. Formålet med den nye fødsel
(som er en følge af Jesu død og opstandelse) er, at vi ud fra den skal
formes i Guds Søns billede (Rom. 8:29). Det betyder, at enhver bølge af
fornyelse eller vækkelse, der udgår fra Guds trone, skal tjene til at
fremskynde denne forvandlingsproces i hans folk.
Man kan forbavses over, hvor hurtigt afsporinger blandt Guds folk kan
finde sted. Paulus taler i Galaterbrevet ligefrem om en forhekselse, der har
ramt menigheden, så den har behov for atter at blive født på ny (Gal. 4:19).
At det igen og igen er nødvendigt for Herren at sende vækkelse, viser os,
hvor vanskeligt det er at forblive på den smalle vej. Vort gamle, ugenfødte
jeg forsøger hele tiden at kræve sin ret, og vi må konstatere, at det ofte
får, hvad det kræver.
KIRKEBILLEDET
Hvis man ser på kirkebilledet f. eks. i Danmark, vil man se en masse
forskellige slags menigheder, der som oftest kun har lidt med hinanden at
gøre. De fleste menigheder kan føre deres historie tilbage til en
vækkelsesbevægelse engang i fortiden. Med tiden organiserede mange
menigheder sig i kirkesamfund, og således har vi i dag en metodistkirke, et
baptistsamfund, et missionsforbund, en apostolsk kirke, en pinsevækkelse
etc. Desuden har vi jo folkekirken, der indtager en særstilling pga. sin
nære tilknytning til staten. I de senere år er der opstået mange
selvstændige menigheder, der for nogens vedkommende arbejder mere eller
mindre tæt sammen. Vi har således et broget billede, der tilsammen udgør
"Kristi legeme" eller "Guds folk" i landet.
I hvert kirkesamfund eller selvstændige menighed er der en tendens til
at mene, at "det er os, der har det" - og med "det" menes der den klareste
eller dybeste åbenbaring af, hvad det kristne budskab handler om. Desuden er
der en tendens til, at jo nyere en menighed eller et samfund er, jo stærkere
er denne opfattelse af at have set mere end de andre. Det, man imidlertid
glemmer, er, at det er "sammen med alle de hellige, I får styrke til at
fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende
Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds
fylde nås". Gud vil med andre ord aldrig give en fraktion af legemet den
fulde åbenbaring af, hvem han er. Og man kan endda gå et skridt videre og
sige, at jo mere man tror sig "bedre" end de andre, jo mere vil åbenbaringen
af Gud snævre sig ind. Det kan ende med, at åbenbaringen bliver så snæver,
at menigheden efterhånden må betegnes som en sekt.
ENHEDENS SKIBBRUD
For nogen tid siden talte jeg med en kvinde, som havde forladt en relativ
ny menighed. "Jeg opdagede til min overraskelse, at Gud også virkede i andre
sammenhænge end den, jeg kom fra," betroede hun mig. Hun fortalte, at det
aldrig blev sagt direkte, men at det helt klart lå i luften, at godt nok var
der trossøskende i andre menigheder, men hvis man virkelig ville være med på
fronten af det, Gud gjorde, var det her, det foregik. Resultatet af denne
opfattelse var en distance mellem den pågældende menigheds medlemmer og de
andre troende - for de havde jo ikke rigtig fattet, hvad det hele egentlig
handlede om!
Denne kvindes oplevelse er desværre ikke enestående. Der sniger sig
meget nemt en følelse af eksklusivitet ind i de troendes forsamlinger. I
stedet for at kalde dette fænomen ved rette navn, nemlig 'hovmod', og
derefter gøre op med det, lader man det ofte slå rod, med det resultat at de
troendes selvbillede forvrænges.
Det alvorligste ved alt dette er, at den enhed, Jesus beder om i Joh.
17, lider skibbrud pga. noget, som i bund og grund er en kødets gerning. For
hvordan kan jeg være ét med nogen, jeg føler mig hævet over? Og hvordan kan
jeg glæde mig udelt sammen med mine trosfæller, når jeg bestandig mistænker
dem for ikke at have fattet, hvor stort et behov de har for at få del i de
højder, Herren har ført mig op på?
MAGTSKIFTE
Da Jesus var opstået fra de døde og vendte tilbage til Himlen, modtog
Faderen ham med disse ord: "Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt
dine fjender under dine fødder." (Matt. 22:44 m.fl.). I Rom. 16:20 siger
Paulus til menigheden i Rom: "Men fredens Gud vil snart lægge Satan knust
under jeres fødder." Alene ud fra disse skriftsteder kan vi forstå, at det
er en høj prioritet hos Gud at sørge for et magtskifte i den åndelige
verden. For at nå dette mål vil han gøre brug af sin menighed, Kristi
legeme. Det er ret indlysende, at de troendes enhed er en forudsætning for,
at dette magtskifte kan finde sted. Et forbillede, hvad angår magtskiftet i
en by, er den måde, Israel erobrede Jeriko på. Alt folket skulle drage rundt
om byen med præsterne bærende på arken, som repræsenterede Guds nærvær. Mod
denne åndelige enhed kunne Jerikos mure ikke holde stand - og dermed skete
der et magtskifte i den by.
Jeg er ikke fortaler for, at de kristne skal arbejde på at besætte
strategiske stillinger i byrådet, i forvaltningen, i sygehussektoren m.m. Et
åndeligt magtskifte er ikke afhængigt af den slags konkrete "erobringer".
Paulus opfordrede ikke til at stræbe efter høje stillinger, han opfordrede
til at bede for dem i høje stillinger (1. Tim. 2:2). Det åndelige klima i en
by ændres gennem enig og vedholdende bøn fra et folk, der i lydighed mod
Herren har valgt at søge sammen og underordne sig hinanden - fremfor at
konkurrere med hinanden om, hvem der har set det største lys.
--
Ole Madsen
ICQ 12969043
http://www.danmarkforjesus.dk - Danmark for Jesus
http://www.creationdays.dk - Creation Days - Maaseh Beréshith
http://www.auningforjesus.dk - Auning for Jesus
http://www.spurgeon.dk - Charles Haddon Spurgeon
http://www.skabelsesberetningen.dk - Skabelsesberetningen - diskutionsboard
http://move.to/getright - prædikanter, vækkelse
http://www.geocities.com/bread_nee - Watchman Nee's Brød i ørkenen
--
\ \\ // /
( @ @ )
----oOOO----(_)----OOOo-------