Jeg søger kontakt til firmaer, der er interesseret i et support-system, som
fra kundens side opleves som en serie af mails og fra firmaets side opleves
som et administrationssystem, der kan holde styr på supportsager, generel
korrespondance med firmer og endeligt klippekortsordninger, som gør support
til en fakturerbar aktivitet. Systemet skal dog også kunne bruges til intern
support.
Jeg er en professionel system- udvikler & arkitekt med 13 års erfaring, der
er ved at skrive speciale på datanom-uddannelsen. Jeg vil benytte
lejligheden til at skrive et kommercielt system, og den bedste måde at gøre
det på er, at have potentielle kunder aktive på kravs- og
specifikationssiden. Jeg er derfor ude efter at kunne sammensætte en
styregruppe bestående af virksomheder, der mod at deltage aktivt i dette
arbejde, vil modtage systemet gratis.
En sammensat gruppe skal netop sikre et generelt anvendeligt system og ingen
deltager kan derfor forvente at få systemet til at matche egne specifikke
behov. Det skal kunne bruges i alle brancher og alle størrelser af
virksomheder.
Systemets faciliteter er i sagens natur op til styregruppen, men teknologien
er til gengæld fastlagt på forhånd. Der vil være tale om en Servlet/JSP
løsning baseret på et vilkårligt RDBMS databasesystem. Udvekslingen af Mails
vil være drevet af JavaMail baseret på SMTP eller POP3. Hvis dette ikke
giver nogen mening for dig, er der ingen grund til bekymring. Alle disse
forudsætninger eksisterer i form af gratis teknologier - eksempelvis TomCat
& mySQL. Det er blot nævnt, så teknisk kyndige kan tage stilling til dem.
Jeg har allerede én virksomhed, der er interesseret, og jeg er ude efter at
sammensætte en gruppe på 5 virksomheder i alt. Hvis I er interesseret, er I
velkomne til at tage kontakt til mig på email@dalbydata.dk.
Med venlig hilsen / best regards
Soeren Dalby
|