Hej ærede medborgere..
Jeg har en fortid som selvstændig erhvervsdrivende (1997-1999)
Min kommune anlagde i 2000 det synspunkt at min virksomhed ansås for værende
fiktiv, da jeg efter kommunens betragtning havde for få klienter til at
kunne oppebære en status som virksomhedsejer, og følgeligt nægtede de mig
retten til at fratrække alle former for udgifter i forbindelse med min
virksomhed. Da denne for mig totalt ukendte praksis derved kunne koste mig
alt hvad jeg ejede, kunne jeg ikke gøre andet end at søge faglig hjælp.
I korte træk kontakter jeg min advokat, og beder ham foranledige et
kvalificeret modspil til kommunen, naturligvis med det formål at omgøre
kommunens beslutning om ikke at anse min virksomhed som være en legitim
virksom med ret til fradrag for omkostninger i forb. med driften.
Sagen, eller rettere 2 sager, da kommune både har anfægtet både 1998 og
1999, men som separate sager går derfor ved min advokats mellemkomst ved
Skatteankenævnet, dog med et tidsmæssigt interval mellem de 2 anker.
Da jeg som borger bærer bevisbyrden, og kommunen i princippet har ret intil
jeg har bevist dem forkert, indefryser kommunen øjeblikeligt alle mine
tilgodehavender ved kommunen så som overskydende skat o-lign, da jeg efter
deres UPRØVEDE regnestykke er dem adskille hundrede tusinde kroner skyldig.
Første lyspunkt i min sag opstår så sidst i 2001, hvor skatteankenævnet
opgiver at finde den røde tråd i kommunens argumentation, og tilbageviser
den til kommunen, enten for en præcisering af hvad kommunen anser forkert
ved min egen oprindelige skatteangivelse, eller at kommunen alternativet
øjeblikkeligt ophøjer min opridelige selvangivelse for igen at være gældende
og derfor øjeblikkeligt bortfalder samtlige krav imod mig.
Jeg tog efterfølgende kontakt til kommunen for at høre om de havde tænkt sig
at bruge endnu et år på at bygge en ny sag, hvilket de ikke havde tænkt sig.
Godt tilfreds, men måske lidt naivt havde jeg forestillit mig at jeg således
havde en udsigt til at se mine penge igen, som nu snart havde stået
indefrosset i kommunen i op mod 2 år. Da jeg imidlertid ikke modtog mit
"indestående" tog jeg igen kontakt til kommunen, som så oplyste mig at man
forsat ønskede at deponere mine penge, da det alene var min 1998 sag der var
opgivet og at man ønskede at "sikkerhed" for at jeg kunne betale min gæld,
dersom 1999 sagen ville falde ud til Kommunens fordel. For fuldmommenhedens
skyld skal nævnes at de 2 sager 1998, 1999 er 100% identiske med hensyn til
både Kommunens og min egen argumentation og principper. Jeg kontaktede
Skatteankerådet, og spurgte dem af hvilken besynderlig årsag de IKKE havde
behandlet de to 100% identiske sager samtidigt (det var inden
regeringsskiftet) og fik blot et svar om at omend det kunne være praktisk,
så var det ikke praksis. På spørgsmåle om hvornår jeg så kunne forvente at
Skatteankenævnet kunne nødes til at træffe en ny beslutning i min identiske
sag, var svaret at jeg blot skulle lægge 6 kalendermåneder oven i datoen for
indlevereingen af anken. Så skulle de nok være færdige til den tid.
Så her på 3 år efter sagen tvistens udspring er jeg principielt forsat
kommunen skyldig i skat, omend det i virkeligheden formenligt er diametralt
modsat. Kommunen har indtil videre kunne omrokere de indefrosne midler efter
kommunens velbehag. Det er jo blot et spørgsmål om at opstille en ny
horrible påstand som jeg følgeligt kan anke, men sålænge der er åbne sager
vil jeg aldrig kunne se mine penge, da de tilsyneladende kan beholde dem som
sikkerhed for en vilkårlig sags udfald.
På trods af at jeg ikke har set en øre af mine egne penge fra kommunen
endnu, så har min advokat jo også en forretning at passe, og han har
tilsyneladende en væsentlig kortere kredittid end den jeg yder kommunen. han
vil derfor gerne modtage noget betaling. Fint tænker jeg. Jeg har jo vundet
min 1998 mod kommunen, at da min oprindelige angivlese viste sig at være den
korrekte, i modsætning til kommunens, kunne jeg ganske enkelt ikke
forestille mig at jeg IKKE ville modtage fuld dækning fra det offentlige, da
det offentlige på grund af manglende fortåelse for sagens sammenhæng,
udygtigt forarbejde, og manglende praksis i sidestillede sager, har påført
mig anseelige omkostninger til argumentation af min egen sag. Men NEJ. Man
har som borger IKKE ret til dækning af omkostninger for bevisførelse af sin
uskyld, når staten fejlagtigt anser een som "kriminel". Man kan iflg.
bekendtgørelse 464 31/5-2000 og 664 5/7-2000 i Skattestyrelsesloven, ansøge
om at modtage dækning for 50% af de dokumenterede udgifter.
Jeg har 2 spørgsmål til denne sag.
Hvor fanden er rimeligheden henne i denne sag ????
Kan den indklages for menneskerettighedsdomstolen ????
Hvis jeg på nogen måde kan forhindre andre i at skulle opleve det samme, vil
jeg gerne deltage aktivt i dette. Jeg er ikke jurist men samfundsborger i
Danmark, og jeg mener at staten Danmark min sag forbryder sig mod hvad der
bør være rimelig behandling af sine borgere.
Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt at staten kan :
- anklage en borger for en forbrydelse, hvor borgeren på forhånd er dømt,
indtil borgeren (for egne midler) selv beviser sin uskyld.
- det offentlige kan tilbageholde økonomiske midler under verserende sager
alene er rejst af den nederste instans, ofte uden kvalificeret forarbejde
- det offentlige kan flytte indefrosne midler fra en tabt sag til en anden
åben sag, der på grund af træghed kan vare i årevis inden afklaring
- ikke yde fuld dækning for sagsomkostninger, i tilfælde hvor borgeren
vinder et søgsmål.
Hvis staten har retten på deres side i disse forhold, har jeg intet ønske om
forsat at være borger i dets samfund. Jeg er sikker på at andre samfund
udviser en mere loyal og ydmyg holdning overfor dets "investorer".
/Rubberduck/
|